Læsetid: 9 min.

»Vi ville ikke vedtage menneskerettighedserklæringen i dag«

Til december fylder FN’s menneskerettighedserklæring 70 år, og vi skal være glade for, at vi har den. For den ville næppe være blevet vedtaget i dag, mener Amnesty Internationals nye globale chef, Kumi Naidoo. Menneskerettighedsaktivismen er blevet omdrejningspunkt for en stor del af nutidens kulturkamp, siger han
»Der var en periode fra 1989 og frem, hvor menneskerettighederne havde momentum. Det forsvandt efter 9/11, hvor sikkerhed på mange måder trumfede menneskerettigheder, og i de seneste år har det virkelig taget fart,« siger Amnesty Internationals nye globale chef, Kumi Naidoo

»Der var en periode fra 1989 og frem, hvor menneskerettighederne havde momentum. Det forsvandt efter 9/11, hvor sikkerhed på mange måder trumfede menneskerettigheder, og i de seneste år har det virkelig taget fart,« siger Amnesty Internationals nye globale chef, Kumi Naidoo

Anders Rye Skjoldjensen

20. november 2018

Kumi Naidoo er ikke i tvivl.

»Jeg tror ikke, det ville have kunnet lade sig gøre at lave den i dag, der ville ganske enkelt have været for meget modstand,« siger han.

’Det’ han taler om, er den internationale menneskerettighedserklæring, som i begyndelsen af december fylder 70 år. Erklæringen, vedtaget den 10. december 1948 af FN’s Generalforsamling med 48 ud af 58 stemmer for og ingen imod, er grundlaget for verdens største menneskerettighedsorganisation, Amnesty International, som Naidoo har ledet i to måneder som international generalsekretær. Den er også grundlaget for en række internationale institutioner og vel nok også for vores kollektive idé om, hvordan verden burde hænge sammen.

Alligevel er det ret tydeligt, at det ikke er første gang, Kumi Naidoo forholder sig til spørgsmålet om, hvordan nutidens politiske klima påvirker hans arbejdsforhold.

»Betingelserne for vores arbejde har ændret sig fundamentalt i den seneste tid. Vi fejrer erklæringen om lidt, men hvis vi hypotetisk forestillede os, at nogen forsøgte at vedtage den i dag, ville den ikke blive vedtaget. Prioriteringen af menneskerettigheder er faldet så meget, at nationer, der stod op for menneskerettigheder, er holdt op med det. Det åbenlyse eksempel er USA, men de står langt fra alene,« siger han.

Skrumpede rum

Det er ikke usædvanligt at høre menneskerettighedsaktivister klage over dårlige forhold – det ligger, når det kommer til stykket, i jobbeskrivelsen. Og man kan med en vis berettigelse spørge, hvor ofte i menneskehedens historie, at FN’s menneskerettighedserklæring kunne være blevet vedtaget ud over på lige præcist det tidspunkt og i den kontekst, den blev til – kort efter Anden Verdenskrigs rædsler og systematiske forfølgelser af mindretal.

Alligevel synes udviklingen i dag ret entydigt at pege på, at menneskerettighedsarbejdet er under pres. Uanset om det drejer sig om presset på konventioner, diverse regeringers forsvar for menneskerettigheder globalt eller de konkrete arbejdsbetingelser for menneskerettighedsaktivister. Antallet af dræbte menneskerettighedsaktivister har været stigende i de seneste år ifølge bl.a. Amnestys opgørelser, og en række lande har taget ekstraordinære skridt for at lukke både uafhængige medier og organisationer ned.

»Der sker en indskrænkning af det demokratiske rum og af pladsen til civilsamfundet. Det, vi tidligere kunne tage for givet, når det kommer til rettigheder og demokratisk rum, kan vi ikke længere regne med. Friheden til forsamling, ytringsfriheden og foreningsfriheden er blevet betydeligt begrænset mange steder,« siger Kumi Naidoo, der er en stor og hjertelig mand med en dyb buldrende stemme og en udstråling, der både kan rumme en farvestrålende skjorte med afrikaprint og pressefolder i bukserne.

Han kan referere til en række af nye sager, hvor Amnesty oplever praktiske begrænsninger på deres arbejde, uanset om det er administrative forhindringer eller mere konkret forfølgelse i form af fængslinger eller mord.

»Det betyder også på et helt konkret niveau, at betingelserne for at lave menneskerettighedsarbejde ude i virkeligheden er blevet meget, meget sværere. For eksempel bliver fire miljøaktivister dræbt hver uge verden over – og især i Latinamerika,« siger Kumi Naidoo, der selv har været fængslet i Danmark engang, efter at han som leder af Greenpeace var med til at borde en boreplatform ud for Grønlands kyst. Et måske lidt usædvanligt sted at ende for en sydafrikaner.

Kumi Naidoo måtte imidlertid allerede som 21-årig forlade hjemlandet på grund af sit arbejde imod apartheidstyret, og det bragte ham bl.a. i spidsen for miljøorganisationen, som han var direktør for fra 2009-2015.

Kan ikke åbne kontorer

Mens det er blevet nemmere at arbejde med rettighedsspørgsmål i Sydafrika og nogle andre lande, er det gået hastigt den anden vej andre steder, hvor f.eks. forbud mod at modtage udenlandsk donorstøtte eller manglende tilladelser til at blive registreret er stilfærdige måder at hindre civilsamfundsorganisationer i at arbejde på.

»I Rusland er der et forbud mod ’fremmede interessenter’, også selv om alle vores medarbejdere er russiske. I Indien lige nu er de ved at forbyde finansieringen af Amnesty. De har allerede gjort det ved Greenpeace,« forklarer han.

»I Egypten er det politiske arbejdsrum virkelig lukket ned, der kan vi ikke være til stede fysisk, det er værre end før Det Arabiske Forår. Alene det at opnå juridisk tilladelse til at operere er blevet meget sværere mange steder. I Asien kæmper vi virkelig med at få lov til at åbne lokale kontorer. Det har ret konkrete praktiske konsekvenser for os og vores muligheder for at arbejde, om vi f.eks. kan have et lokalt kontor eller er nødt til at arbejde fra et andet land flere tusinde kilometer væk,« siger han og fremhæver samtidig, at der også er mindre internationalt pres for at få regeringer til at presse på for menneskerettighederne overfor andre lande. Menneskerettighedsspørgsmålet har mistet meget af den – begrænsede – betydning, det tidligere har haft i international politik.

»Der var en periode fra 1989 og frem, hvor menneskerettighederne havde momentum. Det forsvandt efter 9/11, hvor sikkerhed på mange måder trumfede menneskerettigheder, og i de seneste år har det virkelig taget fart,« siger han og er heller ikke bleg for at lade pilen pege tilbage mod menneskerettighedsorganisationerne selv.

»I 20 år oplevede vi måske, at vores indflydelse tog til: Vi blev inviteret med til forhandlinger, blev hørt. Men jeg tror måske, vi har begået en fejl i at forveksle adgang med indflydelse. Bare fordi vi havde adgang og deltog i de fora, betød det ikke, at vi faktisk havde indflydelse, måske bare at bureaukrater kunne krydse en boks af, hvor der stod, at civilsamfundet var blevet hørt. Den tid, vi lever i nu, demonstrerer, at vore system aldrig var så godt, som vi måske troede,« siger han.

»På papiret har vi masser af gode love, som er blevet lavet gennem tiden. Men enten er de ikke blevet implementeret på den måde, det var tilsigtet, eller vi ser – som i Orbáns tilfælde – at man aktivt ruller love tilbage og annullerer dem,« siger han.

»I Europa er der i det mindste en lille bevægelse i den anden retning, som vi f.eks. så med afstemningen om Orbán i Europa-Parlamentet. Men andre steder går det mere entydigt den forkerte vej. Det er også bekymrende, hvad europaparlamentsvalget kommer til at betyde, hvis det bringer flere tilbageskuende højrefløjspolitikere ind.«

»Amnesty har været med til at skabe en række af de love, og de er samtidig også et meget vigtigt værktøj for os. Men allerede under Bush var der en aktiv modstand mod og underminering af multilateralismen som norm, og den er fortsat og er blevet taget til et helt andet niveau af præsident Donald Trump – hjulpet af andre. Men systemet holder stadig – på trods af mange angreb,« siger han.

»Jeg var med til FN’s Generalforsamling i september, og selv Trump følte sig forpligtet til at komme og holde en tale. Men for første gang i mit voksne liv har jeg tænkt, at FN faktisk kunne kollapse, når Trump f.eks. siger, at han grundlæggende vil trække USA ud af atomaftalen. Det er ikke ren fantasteri at forestille sig at vågne op til et tweet, hvor der ganske enkelt står: ’jeg trækker USA ud af FN’, for han har jo faktisk trukket USA ud af en række FN-agenturer,« siger han med reference til f.eks. FN’s palæstinensiske organ UNRWA, som USA har trukket sin støtte til.

»Jeg tror det, at Trump blev valgt, har haft en stor betydning for den retorik, som bliver brugt. Meget retorik som tidligere havde været ugleset – det ekstreme højres xenofobiske tanker – er pludselig blevet legitim. Men det har været under vejs i lang tid: angrebene på immigration, ’andetgørelsen’ af andre grupper, som er blevet gjort til fjendebilleder – det er der blevet bygget op til i lang tid, især i Europa. Det synes jeg er ekstremt trist.«

Ny kulturkamp

Det, der også er sket i den mellemliggende tid, er, at menneskerettighedsorganisationerne i stigende grad bliver set som del af en intern værdikamp i den vestlige verden. Mens det i 80’erne og 90’erne var logisk også at tildele menneskerettighedsorganisationerne en rolle i udbredelsen af en liberal verdensorden, er det lidt vanskeligere, når man i dag taler om illiberalt demokrati.

Herhjemme har bl.a. DF’s Krarup-familie fordømt menneskerettighederne som en slags ny afgudsdyrkelse, og Kumi Naidoo brummer bekræftende, da jeg spørger, om han ikke er bange for, at organisationer som Amnesty International kan blive fanget i en ideologisk krig, når dele af højrefløjen samles om at være modstandere af ideen om en universalisme bundet i menneskerettigheder?

»Der er ikke nogen tvivl om, at der foregår en kulturkrig i dag, som er blevet meget markant,« siger han.

»En krig om ideer, men ikke en krig, som er så let at orientere sig i som tidligere tiders ’kolde’ krige. Jeg er usikker på, hvad det helt præcis indebærer. Jeg plejer også at sige, at det er ret vigtigt, at man ikke afskriver de måske 40 procent af befolkningen, som har stemt eller ville stemme på Donald Trump, eller dem, som stemte på Viktor Orbán eller andre politikere, der ikke støtter menneskerettigheder. Og det er ikke altid et populært udsagn i mine kredse,« konstaterer han.

»Jeg har talt med mange folk i begge lande. Jeg tror, der er en kerne på måske 10-15 procent, som er modstandere af ideen om universalisme og har meget stærkt xenofobiske og racistiske holdninger – det er skræmmende nok,« skynder han sig at tilføje.

»Men jeg tror, det er både taktisk og etisk forkert at sige, at alle, der stemte på Trump eller Orbán er skøre. For du ser jo også de traditionelle, dominerende partiers fiasko, det er jo også i meget høj grad en protest imod den politiske klasse, og hvad man ser som deres agendaer, især fordi folk ser et økonomisk system, der har svigtet dem. Måske er jeg naiv, men jeg tror mere, det er et oprør mod den arrogance, og en pådutten af moral og etik, som fremstår hyklerisk, end det er et opgør med rettigheder som en fælles norm.«

Samtidig har han også i sit korte virke i spidsen for verdens største menneskerettighedsorganisation argumenteret for en langt mere omfattende definition af menneskerettigheder, som også bevæger sig dybere ind på emner som race og køn og anskuer undertrykkelse mere bredt og internt forbundet, end det har været normen hidtil. Et territorie, som det kan være farlig at bevæge sig ind på.

Når man har mange rettighedsspørgsmål, der bevæger sig ind over hinanden på den måde, bevæger man sig hurtigt ind på det identitetspolitiske område, og det er virkelig blevet noget, der skiller vandene. Risikerer man ikke at blive gidsler i en fløjkrig, hvis man kæder det hele sammen?

»Man kan ikke rigtig undgå det, for det er meget der, behovet er i dag. Da vi først startede, handlede det hovedsaligt om politiske og civile rettigheder. Frie og fair valg og den slags. Gennem tiden har det udviklet sig. Anden og tredje generations menneskerettighedsaktivisme handler jo om økonomiske og sociale rettigheder, f.eks. om friheden til selv at definere sin seksualitet. På den måde er det rigtigt: Vi har folk, som virkelig støtter os passioneret, når det kommer til ligestilling, men som ikke støtter os, når vi taler for LGBTQ+-rettigheder. Men kampen om retfærdighed har aldrig været en popularitetskonkurrence,« siger han.

»Jeg plejer at sige til mine kolleger, at når man engagerer sig i et slagsmål, skal man være indstillet på, at man måske ikke i starten taler på et flertals vegne. Uanset om du taler om Martin Luther King, Ghandi eller Mandela, blev de alle på toppen af deres aktivisme gjort til skurke, de blev udnævnt til terrorister, smidt i fængsel. I dag fejrer menneskeheden dem som ledestjerner. I dag har de fleste lande i verden afskaffet dødsstraf, men da Amnesty startede som modstandere af dødsstraf, var det ikke nogen særlig populær holdning,« siger han »Jeg har ikke noget problem med at tage en upopulær position, hvis det handler om at fremme udsatte personers muligheder for at leve i værdighed,« siger han.

»Hvis man f.eks. ser på LGBQT, så har holdningerne og den generelle opfattelse af det tema flyttet sig utrolig meget, selvom vi ikke er i nærheden af at være det rigtige sted. Du spørger, befinder vi os i centrum af vor tids mest omdiskuterede spørgsmål, og svaret er, ja, det gør vi. Det giver grund til at tænke nøje over, hvordan vi agerer, men vi er nødt til at agere uanset hvad.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Francisca Torrezão
Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

En så vigtig artikel bør ikke være bag en betalingsmur! Det må så være et pressedilemma, at er man for go'e, tjener man ingen penge