Læsetid: 5 min.

Der er 117 grunde til, at Theresa May ikke er premierminister om et år

Theresa May overlevede onsdagens mistillidsafstemning i den konservative parlamentsgruppe, men hun fik ikke opbakning til at levere Brexit. Snarere tværtimod. 117 parlamentarikere stemte imod hende, og splittelsen i Det Konservative Parti kan stadig sende May ud af Downing Street, før Brexit er i hus
I Bruxelles har man allerede gjort det klart, at der ikke bliver tale om at ændre på aftalen. De retlige og politiske forsikringer, som May kniber ud af EU, vil derfor i mange af de 117 parlamentarikeres øjne blot være kosmetiske.

I Bruxelles har man allerede gjort det klart, at der ikke bliver tale om at ændre på aftalen. De retlige og politiske forsikringer, som May kniber ud af EU, vil derfor i mange af de 117 parlamentarikeres øjne blot være kosmetiske.

Eddie Keogh

14. december 2018

Premierminister Theresa May slog de optimistiske toner an, efter hun vandt onsdagens mistillidsafstemning i den konservative parlamentsgruppe. Hun er nu på en »fornyet mission«, der går ud på at samle landet og »levere Brexit til det britiske folk«.

Premierministerens optimisme er prisværdig og forståelig.

Men afstemningen viste også, at hun ikke har så forfærdelig meget at have den i. For selv om 200 parlamentarikere gav deres opbakning til, at May kunne fortsætte som premierminister, stemte 117 imod hende. Det er en mindre sejr, end Mays folk havde håbet på.

Og hvad værre er, så er det også en sejr, som viser, at May får meget svært ved at få sin Brexit-aftale igennem parlamentet.

Få af de 117 konservative parlamentarikere, som har mistet tilliden til hende, vil umiddelbart stemme for aftalen. Også selv om May skulle lykkes med at få EU til at give hende »retlige og politiske forsikringer« om, at den irske bagstopper-aftale kun er midlertidig og ikke vil binde Storbritannien i EU’s toldunion for evigt.

Den irske bagstopper er et led i skilsmisseaftalen, som træder i kraft i 2021. Den sikrer, at der ikke opstår en hård grænse mellem Irland og Nordirland ved at holde hele Storbritannien i EU’s toldunion, hvis EU og Storbritannien inden da ikke skulle være nået frem til en handelsaftale, som indebærer en grænseovergang uden grænsebomme.

Den irske bagstopper

I Bruxelles har man allerede gjort det klart, at der ikke bliver tale om at ændre på aftalen. De retlige og politiske forsikringer, som May kniber ud af EU, vil derfor i mange af de 117 parlamentarikeres øjne blot være kosmetiske.

Godt 50 ud af de 117 parlamentarikere udgøres af benhårde brexiters i kredsen omkring Jacob Rees-Mogg. Han var den centrale drivkraft bag mistillidsvotummet til May, og han er svær at stille tilfreds.

Kun en afskaffelse af den irske bagstopper kan få ham og hans sammensvorne til at stemme for Mays Brexit-aftale. Resten af parlamentarikerne kan i varierende grad beskrives som hårde eller moderate brexiters, og det er blandt dem, May skal forsøge at hente opbakning.

Men hvis det skal ske, kræver det opbakning fra leave-lederen Boris Johnson.

Han fremstår som garanten for et ’Brexit, der betyder Brexit’ i leave-vælgernes øjne, og hans støtte vil blåstemple Mays Brexit-aftale og trække andre konservative Brexit-parlamentarikere med. Men Johnson er også svær at flytte. I et interview til BBC beskrev han i weekenden den irske bagstopper som en juridisk hummertejne, som Storbritannien ikke vil kunne slippe ud af.

Ligesom Mogg sagde Johnson, at bagstopperen skal tages ud af Brexit-aftalen. Men Boris Johnsons tilsyneladende stejle krav kom før mistillidsafstemningen og er trods alt mere bøjeligt end Brexit-fanatikeren Moggs.

Johnson kan omvendes, hvis han kan se fidusen, og hvis May får et figenblad af EU, som er stort nok til at dække hans penible kursskifte.

Johnson nærer selv premierministerdrømme, og han har i løbet af de seneste måneder kørt sig selv i stilling som brexiter-fløjens bud på en afløser for Theresa May.

I september blev han skilt fra sin kone, Marina Wheeler. Det kan forekomme ubetydeligt, men ikke for Johnsons politiske ambitioner. For det har længe været en kendt sag, at han igennem flere år og mange gange har været hende utro, og at der endda kom et barn ud af utroskaben, mens han var borgmester i London.

Selv om utroskaben ikke har forhindret Boris Johnson i at blive udnævnt til udenrigsminister, ville den alligevel have svækket hans kandidatur som premierminister, hvor de britiske tabloidaviser under en valgkamp kunne have gravet i en endnu ikke afsluttet amourøs affære.

Efter sin skilsmisse har Johnson fået opbakning til sit premierministerkandidatur fra den katolske abortmodstander Jacob Rees-Mogg, der efter skilsmissen har sagt, at Boris Johnsons brud på det sjette bud om utroskab er et privatanliggende.

Johnson er derfor klar til at gå efter premierministerposten, og han har da også joket med, at han har tabt sig på det seneste – så han er helt fit, hvis muligheden skulle komme.

Mere splittet end nogensinde

Hvornår Johnson sætter sin jagt på magtens tinde i værk, afhænger af, hvad Theresa May får med hjem fra Bruxelles.

Får hun forholdsvis store indrømmelser, vil hun med Johnsons halvhjertede modstand eller stiltiende accept måske kunne få en Brexit-aftale igennem. Men er indrømmelserne åbenlyst kosmetiske, vil Johnson givetvis øjne sin chance og råbe op og trække andre konservative brexiters med sig.

Mays aftale vil sandsynligvis falde, og hun vil få svært ved at holde fast i magten i Det Konservative Parti.

May begik den finte forud for mistillidsafstemningen, at hun lovede at træde tilbage inden næste valg, senest i 2022, hvis parlamentarikerne gav hende opbakning til at bringe Brexit i hus.

Det bragte hende sejren, som betyder, at hendes konservative modstandere ikke kan rejse en ny mistillidsafstemning imod hende i et år. 

Men annonceringen af hendes langstrakte politiske exit kan lige såvel give bagslag, fordi den har givet hende et kunstigt åndedræt, selv om der reelt ikke er opbakning til hende i partiet på længere sigt.

Hendes forholdsvis smalle sejr i mistillidsafstemningen vidner om, at partiet er mere splittet end nogensinde. Hvis parlamentarikerne mener, at May ved at klamre sig til premierministerposten vil splitte partiet yderligere og svække det op til en eventuel valgkamp med Labour, vil de før eller siden forsøge at tvinge hende fra magten.

Torsdag kaldte den forhenværende Brexit-minister, Dominic Raab, May for en belastning for partiet og opfordrede hende til at gå af. Raab efterstræber ligesom Boris Johnson premierministerposten.

May sidder altså langtfra sikkert i Downing Street 10. Indtil videre har hun sikret sig frem til Brexit-afstemningen i parlamentet, der senest afholdes 21. januar.

Om hun overlever den, afhænger ikke kun af Boris Johnson og Dominic Raab, men også af Labour, som sandsynligvis vil stemme imod aftalen i håb om at fremkalde nyvalg eller en ny folkeafstemning.

Det bliver altså mere end svært for Theresa May at få en Brexit-aftale igennem. Lykkes det alligevel, vil magtkampen om, hvem der skal blive hendes afløser, først bryde ud i lys lue, efter at Storbritannien har forladt EU den 29. marts.

Men sandsynligheden for, at May er premierminister om et år, er meget lille.

Alt hører op, når en mand som Boris Johnson bliver betragtet som et af de lyseste hoveder i den britiske magtelite. Jeg er færdig med at føle medlidenhed. Storbritannien er forvandlet til en vittighed, og London kan lige så godt effektuere Brexit hurtigst muligt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Niels Duus Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Michael Friis, Niels Duus Nielsen, Jakob Trägårdh, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Første realistiske analyse af situationen i Brexit-England i Information.
Tak for det.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Savner analyse af selve aftalen - der er meget snik snak om indpakningen med for lidt om indholdet.
Lidt interessant har UK den laveste arbejdsløshed siden 1940erne og økonomien har det ok trods Leave advarsler om at det hele ville falde fra hinanden hvis det blev et nej (i 2016).
Poundet er faldet en del (som gør UK mere konkurrencedygtigt)
Falder verden fra hinanden, hvis det bliver en Hard Brexit. Jeg tror det ikke. Men EU er base case og alt andet ses som risiko.
Det er i grunden lidt uhyggeligt, hvor lidt tiltro UK har til dem selv som en nation udenfor EU.
Jeg læste f.eks. at London har bestilt over 100 ambulancer i Tyskland "just in case" af en Brexit og stockpiler medicin. Klart et svaghedstegn. Hvor er selvtilliden?
Det ender nok med en meget tæt tilknytning a la Norge og 17 mill utilfredse Leave.
Idag ser man Remainer protestere i London, næste bliver sikkert Leaver der protesterer.

Torben K L Jensen

Ang. den frie bevægelighed og arbejdsudbud har UK givet ret til import af arbejdskraft fra "overseas" - (deres tidligere kolonier som feks. Indien og Afrika) og som har det engelske rets,uddannelse -stystem med engelsk som administrationssprog.

Jakob Trägårdh

Perspektivet fra Danmark, det der grundlæggende gør situationen interessant—for ikke at sige spændende—det er, at næst efter UK, så er DK vel de største atlanticister og kongerigerne fulgtes ad ind i EF. Hvad vil DK? EU?

Niels Duus Nielsen

Michael Friis, jeg tror at en del af problemet er, at "den laveste arbejdsløshed siden 1940erne", som du nævner, dækker over, at store dele af den britiske befolkning er "working poor". En fejlslagen taktik, en folkeafstemning, der skulle vinde stemmer til de konservative, endte med at give bagslag: Englænderne ville ud af EU, og samtidig blev Corbyn overmåde populær.

Jeg tror at det er en klog beslutning at købe ambulancer, for der bliver ballade, uanset hvordan dette ender. England er splittet midt over - ligesom Danmark - og de to fløje kan ikke tale sammen uden at bruge ukvemsord. Se en tilfældig debat i Underhuset mellem Corbyn og May, og du vil se to uforsonlige modstandere, der kun med nød og næppe kan overholde den dekorum, der kræves af et parlamentsmedlem. Underhusets speaker er på konstant overarbejde: "order, order" har han nu råbt så længe, at han er blevet hæs.

Kim Houmøller, Torben K L Jensen, Flemming Berger og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar

Niels Duus Nielsen "working poor" ja og "non working poor"
En bekendt fortalte en historie. En tagtækker havde flere polske ansatte, og en dansker synes, at det var for dårlig, at jobbene ikke gik til danskere. Tagtækkeren sagde, at han ikke kunne finde andre kvalificerede/interesserede. De polske medarbejdere foretrak egentligt at arbejde hjemme, hvor deres familier var, men lønnen var bedre i Danmark. Polakkerne undrede sig desuden over, at de fik arbejdet, mens mange danskere gik ledige. Hjemme i Polen var det mere simpelt: Intet arbejde, ingen penge.
I Danmark og andre vest-Europæiske land oplever vi lige nu, at mange dygtige østeuropæere rejser hjem til deres forbedrede økonomier. Til gengæld kommer der flere fra ikke EU lande.
I DK bliver vi ved med at sende (for) mange på gymnasium og "glemmer" at uddanne egne borgere til sygehjælpere, butikassistenter, tjenere, håndværkere m.v. Det er ikke fint nok.
Jeg tror, at samme historie kunne fortælles i mange EU lande (se f.eks. artiklen om Bangladesher i Italien).

Niels Duus Nielsen

Michael Friis, jeg fatter faktisk ikke, at ikke flere unge uddanner sig til håndværkere. De vil jo komme til at tjene kassen, og mange håndværk er så højteknologiske, at de også er intellektuelt udfordrende. Jeg overvejede i sin tid at blive elektronikmekaniker, det har jeg da af og til ærgret mig over siden, for med lidt efteruddannelse havde jeg været elektronikingeniør i dag i stedet for den fattigrøv, jeg er.

"Der er 117 grunde til, at Theresa May ikke er premierminister om et år "

Det er også lige meget. Hun skal bare være regeringsleder indtil 29 marts 2019. Hun vil så have afpresset Labour til at acceptere sin Brexit plan, da Labour ikke tør stå med ansvaret for at UK tumler ud af EU uden aftale.

Det er nok lidt for simpelt at mene, at Storbritanniens borgere er delt i 2 dele. For rigtigt er det, at man er delt for eller imod Brexit.

Men Brexit-tilhængerne er også delt i mindst 2 større grupper og flere mindre. Nogle vil have den faste grænse til EU i det Irske ocean som Terese May, medens andre vil have den mellem Nord-irland og Den Irske Republik.

Og så er der de Brexit-tilhængere, der slet ikke ønsker at forhandle- eller have aftale med EU. Og de ønsker selvfølgelig en fast grænse mellem Nord-Irland og Republikken.

Men man skal heller ikke være blind for, at der i Torry-partiet findes politikere, der blot vil det modsatte af Terese May, - uanset hvad hun vil. De vil bare af med hende, og nogle af dem ønsker slet ikke kvinder i politik,