»Sådan er det! Jawohl! Hvor har han ret!«
Den 74-årige Armin Burger lægger ikke skjul på sin begejstring. Foran ham står 63-årige Friedrich Merz på scenen i det berlinske konferencecenter, hvor han for ottende gang på to uger skitserer Tysklands fremtid, efter at han har overtaget roret i den store industrinations største parti, CDU.
Før Merz har sundhedsminister Jens Spahn gjort det samme. Kort efter stiller CDU-generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer sig op foran de 2.000 CDU-medlemmer.
I den historiske magtkamp ønsker alle tre at arve den plads som partileder, som Angela Merkel har siddet på siden år 2000, og som hun nu stiller til rådighed for at redde sin magt som kansler.
»Efter alle årene med Merkel er det som CDU-medlem fantastisk at opleve den her stemning,« siger Armin Burger, der er havnet ved siden af Information ved den sidste CDU-konference op til fredagens partidag.
»Det er en magtkamp, men CDU lever. Jawohl.«
Lokket af magten
På scenen rager Friedrich Merz med sine 1,98 cm over et hoved højere op i partilandskabet end Kramp-Karrenbauer. Den 39-årige Merkel-kritiker Jens Spahn nærmer sig også de to meter, men allerede i sin indledende tale lyder han som en, der godt ved, at hans tid endnu ikke er kommet.
Desto mere dramatisk er duellen mellem Merz, der gerne iscenesættes som ’Anti-Merkel’, og Kramp-Karrenbauer, der gerne påklistres øgenavnet Mini-Merkel. På overfladen er der noget om snakken.
Merkel har selv hentet Kramp-Karrenbauer fra posten som ministerpræsident i Saarland til posten som generalsekretær i CDU. Alligevel var Kramp-Karrenbauer angiveligt ikke indviet i Merkels tilbagetog, der kom for tidligt i forhold til i ro og mag at køre Kramp-Karrenbauer i stilling som partiformand og kanslerkandidat.
Merz derimod blev i 2002 kørt ud på et sidespor i partitoppen af netop Angela Merkel. I 2009 droppede han helt ud af politik. Siden da har han tjent omkring en million euro om året i foretagender som WestLB og BlackRock. Alligevel lokker magten stadig.
Få minutter efter Merkels udmelding om ikke at genopstille, meldte han sig tilbage på banen og har siden da vakt store forventninger, ikke mindst i de dele af CDU, der ønsker sig tilbage til storhedstiden før Merkels midtsøgende succes og aktuelle nedtur. Også denne dag i Berlin får Merz så overvældende applaus, at han allerede virker så godt som valgt.
Klar holdning
Merz taler ikke som en, der gerne vil være CDU-formand, men nærmere som en, der allerede er det, og nu forklarer den rigtige vej frem for sit parti. Sine svar indleder han gerne med yndlingssætningen:
»Det har jeg en klar holdning til.«
Kramp-Karrenbauer taler længere, men for det meste lige så bestemt, og til tider med en nærmest pastoral bekymring i stemmen. Hvor Merz mest beskriver store linjer og politiske krav, peger Kramp-Karrenbauer mere konkret på de politiske ændringer, hun ønsker – og hun minder om, at CDU har siddet ved magten i 13 år.
Denne nøgternhed giver ikke mange klapsalver. Indtil Kramp-Karrenbauer – præcis ligesom Merz – lover, at hun atter vil hive partiet op fra de nuværende 26-27 procent til intet mindre end 40 procent.
»40 procent – som Merkel gjorde det i 2013, og som jeg gjorde det i Saarland i 2017,« siger hun og nævner sin »minister- og regeringserfaring gennem næsten to årtier« så henkastet, at Merz pludselig ser grøn ud.
Bag disse små kampe ligger kandidaterne indholdsmæssigt overraskende tæt på hinanden. Alle tre er stærke proeuropæere, de vil trække CDU i en mere konservativ retning, de kræver turbo på den fodslæbende tyske digitalisering, og med påfaldende enslydende formuleringer om integrationsproblemer og kriminelle arabiske familieklaner i Berlin lover de at være mere tough on crime. Global politik er der derimod ikke meget af.
Mangfoldige rødder
I de to CDU-konferencer i det tidligere Østtyskland, hvor AfD for alvor bider Merkels parti i hælene, blev flygtninge og asyl ikke overraskende det dominerende emne.
Her faldt valgkampens mest omdiskuterede sætning, da Merz sagde, at tyskerne burde se på paragraffen om den individuelle ret til asyl i den tyske grundlov. Bifaldet var bragende. Men asyl ud fra den tyske grundlov har i praksis været en fodnote i flygtningekrisen, fordi den blev indsnævret stærkt i 1990’erne.
Efter en dags heftig mediedebat om denne postnazistiske paragraf i den tyske grundlov slog Merz fast: »Grundretten til asyl skal opretholdes. Punktum.« Alligevel spurgte de tyske aviser sig selv, om Merz har været så længe væk fra politik, at han har mistet orienteringen på et så afgørende område.
Debatten blev en påmindelse for alle tre kandidater. For det første om, at CDU er et bredt folkeparti, der både har konservative, liberale og kristne rødder, som ikke kan rykkes for langt mod højre, før de rives fra hinanden. Og for det andet om, at forsøgene på at lukke højreflanken mod AfD kan koste lige så mange stemmer i midterspektret til FDP, SPD og især til De Grønne, der med meningsmålinger på 20-22 procent ligger lige i hælene på CDU.
Egen post i sigte
Ved konferencen i Berlin sidder CDU-medlemmet Axel Jürs et par rækker foran Information. Han er ikke i tvivl:
»Annegret Kramp-Karrenbauer er langt mere konservativ, end de fleste CDU’ere er klar over. Der er lige nu en stemning af, at vi skal have opbrud for enhver pris. Men efter 18 år med Merkel kan vi jo ikke brænde hele molevitten ned og begynde forfra,« siger han. Han tror, at en sejr til Kramp-Karrenbauer vil være bedst for CDU.
»Vi holder ikke på de unge vælgere, de kvindelige vælgere og midtervælgerne ved at få en mandlig leder, der kan overbevise folk om, hvor vigtig og dygtig han selv er. Men der er ingen tvivl om, at det er Merz-tilhængerne, der er mest højlydte i dag – dem, der håber på en helt ny linje i CDU.«
Det er bare ikke de menige CDU-medlemmer, der på fredag afgør den sag. Det gør 1001 delegerede, som overvejende er partifunktionærer, der er udpeget af deres kredsforbund rundt i hele Tyskland.
Denne blanding af partimedlemmer og politikere på forbundsdags-, EU- og lokalniveau vil selvfølgelig skele til baglandets reaktion på kandidaterne. Og til meningsmålingerne, hvor tyskerne ser Merz som den med de bedste lederkvaliteter og Kramp-Karrenbauer som den langt mest sympatiske. Men når krydset skal sættes på fredag, vil de især kigge på, hvilken kandidat der øger deres chancer i partiet. Her er det i reglen kontinuitet, der tæller.
»Det taler for Annegret Kramp-Karrenbauer,« påpeger berlineren Christina Schwarzer.
»Annegret Kramp-Karrenbauer er den, der gør mest ud af at tale til partiet og modvirke en splittelse efter valget. For mange er Merz et mere usikkert kort.«
Hun er selv en af 1001 delegerede, så hun vil ikke svare direkte på, hvem der er hendes favorit.
»Merz er analytisk og retorisk uhyre stærk. Men man skal huske, at vi i første omgang ikke vælger en kanslerkandidat, men en partiformand. Kontakter i partiet er afgørende.«
Fortsat uro
At kalde Merz for et mere usikkert kort, er ikke en overdrivelse. Han kræver »et opbrud, om end ikke en revolution« i CDU, og han har et åbent regnskab med Merkel. Med Merz som CDU-formand og Ralph Brinkhaus som ny gruppeformand stik imod Merkels vilje kan hendes og den nuværende regerings vej blive kortere, end mange af de delegerede ønsker sig.
Langt vigtigere end kandidaternes politiske positioner bliver derfor, hvor stærk trangen til fornyelse er efter 18 år med Merkel. Højre-hardliners som Der Spiegels Jan Fleischhauer ser Kramp-Karrenbauer som CDU’s sikre undergang, fordi hun signalerer en fortsættelse af Merkels æra, der har sikret AfD’s fremmarch. Merz er derimod fri af partibindinger og har den nødvendige politiske og økonomiske slagkraft.
På scenen i Berlin tager Merz selv fat i spørgsmålet.
»Hvordan vil det gå, når Friedrich Merz er partiformand, vil det virkelig gå godt med Merkel?« spørger han retorisk og henviser til, at Tyskland jo har en kansler, en regering og en regeringskontrakt. »Selvfølgelig vil det gå godt.«
Over hele aftenen høster Merz omtrent dobbelt så meget applaus som Kramp-Karrenbauer. Det kan roligt ses som et praj om, at uroen i partiets bagland næppe vil lægge sig, hvis Kramp-Karrenbauer løber med sejren og satser på kontinuitet.
Det er den 74-årige Armin Burger ikke bange for. Han er bare opløftet af den livlige debat.
»Annegret Kramp-Karrenbauer er fantastisk god til at binde partiet sammen. Men hun minder også meget om en anden kvinde i toppen af partiet,« siger han, efter at salen har sunget den tyske nationalsang.
»Merz er en fantastisk retoriker. Han har bevist sit værd både i og uden for politik. Når jeg sidder her, så hælder jeg mest til Merz, men det bliver tæt.«
Frirdrich Merz - En neo-liberal med turbo der mener at tyskernes pensionsopsparing skal bestå af aktier i de største tyske virksomheder - der også bliver Macron´s banemand fordi alle hans visioner om euroen,en fælles finansminister - det der bragte ham til magten som fransk præsident vil blive lagt i mølpose og austerity-politkken vil blive fortsat med kurs mod en katastrofe for euroen som fælles valuta i en konfrontation med både Frankrig og Italien. Det gode er at han vil presse en hoben vælgere over til de grønne - dem der har overtaget SPD´s rolle som regeringsduelige på forbundsplan.
Den næste Forbundskansler får brug for at være rigtig driftssikker. Der er nok af udfordringer i et EU, som måske ikke eksisterer i al evighed.
For tiden tegner der sig konturene af et EU, som er ved at gå i opløsning og revne i flere blokke.
1. Beneluxlandene, Frankrig og Tyskland, Sverige og Finland.
2. De østeuropæiske stater: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien.
3. De sydeuropæiske stater som vil være med i EU fortsat Portugal, Spanien, Malta, Grækenland.
4. De sydeuropæiske stater, som gør oprør Italien.
5. Danmark hvor står vi efter BREXIT ?
EU er som så mange andre fællesnationale organisationer afhængig af medlemslandenes velvilje og formål med projektet. Dør gejsten og gnisten så går EU langsomt og sikkert i opløsning.
EUROEN og dens finanspolitik har skabt så store sociale negative konsekvenser, at det er åbenlyst at den fælles valuta nu fremstår som dysfunktionel. Det er ikke muligt at fastholde et økonomisk projekt, som skaber massiv arbejdsløshed i nogen af medlemslandene medens lande som Tyskland har fuld beskæftigelse på et stærkt liberaliseret marked.
Den europæiske flygtningekrise i år 2015 fremprovokeret af Angela Merkels beslutning om at åbne de tyske og dermed også andre landes grænser for den syriske flygtningestrøm har efterladt et Europa i splid med sig selv om dette spørgsmål.
Landene ser ud til at konkurrere i disciplinen, at få lukket ned en gang for alle overfor tilstrømningen fra Mellemøstens urocentre og fra Afrika.
Det store nødvendige træk Marshallhjælp til de krigshærgede regioner og en international klimapolitik, som bremser emigrationen fra områder ramt af nød og elendighed mangler i den grad.
Det britiske BREXIT har på en uheldig måde skubbet til magtbalancerne i Europa. England er ude og endnu mere afhænger af den franske og tyske alliance.
Tyskerne skal til at finde deres egne ben midt i den europæiske storm af et opbrud opløsning og nye alliancer, hvilken rolle skal Tyskland spille i varetagelsen af europæisk sikkerhedspolitik og varetagelsen af et fremtidigt økonomisk samarbejde ?.
Med 4 + 2 traktaten blev der skrevet et midlertidigt grundlag for det nye genforenede Tyskland. Omdrejningspunktet er, at Tyskland uden forudgående folkeafstemning er en af grundpillerne i EU og samtidig har afgivet en del af landets økonomiske magt til EURO projektet. Er denne konstruktion holdbar og gavner det Tyskland, at landet skal rykke ud som økonomisk bussemand og pålægge andre lande en økonomisk politik, som fører til social forarmelse og dernæst folkelig vrede ?.
På forsvarspolitikken er kravene til Tyskland helt selvmodsigende. USA kræver, at Tyskland opruster og tager et større ansvar for hele sikkerhedspolitikken i Europa. Det samme USA som i 4+2 traktaten har lavet alle mulige bindinger på den tyske hærs størrelse og på, at Tyskland ikke må være atomvåbenmagt og så videre. USA kan ikke både blæse og have mel i munden. Enten er Tyskland udnævnt til at være en drivende kraft i det europæiske hjul af NATO eller også må landet føre en mere tilbagetrukket og fredsorienteret politik. Jeg er ikke i tvivl om den tyske befolknings ønske i denne sag. Det er at føre en mere tilbagetrukket rolle og ikke være involveret i al for mange internationale konflikter. For nogen år siden blev tyskerne spurgt om, hvilket land de så op til. Svaret var Schweiz ønsket om at være et velstående og fredsskabende land er altoverskyggende med undtagelse af den højrenationalistiske fløj.
Tyskland har ingen interesse i og gavn af, at konflikten med Rusland spidser yderligere til. Det er i tysk interesse at opnå en slags forståelse ( ikke enighed ) med Kreml om magtbalancerne i Østeuropa og herunder få bilagt konflikten mellem Rusland og Ukraine snarest muligt ved et forhandlingsbord. Kan denne forståelse opnås med Vladimir Putins regime eller er vi der henne, hvor Rusland gradvist får mere og mere indflydelse i hele Østeuropa og Centraleuropa ?. Hvordan støtte et Ukraine, der ikke er helt pletfri hvad angår korruption manglende tilstrækkeligt demokrati og som ligger i en slags latent krig med Rusland om områderne øst på ?
Hidtil har tysk udenrigspolitik været meget defineret af alliancen med USA, men med det politiske kurskifte i USA under Donald Trump kan det vise sig, at dette nære samarbejde løsnes.
Indenrigspolitisk er det de samme store spørgsmål, som dukker op i tysk politik som i dansk politik.
Klima og social ulighed. HARZ4 reformerne har ført til et liberaliseret arbejdsmarked, hvor det går godt for 2/3 del og elendigt for resten af lønmodtagerne. Fremkomsten af midlertidige kontrakter og de lave sociale HARZ4 ydelser er med til at skabe en opsplitning af det tyske samfund. Få er meget rige og mange af de fattige bliver mere fattige.
Klimaspørgsmålet og omstillingen af produktionen et kapitel for sig selv for en nation, som har automobilen som forbillede.
Det bliver spændende at se, hvad den kommende tyske Kansler foretager sig i disse store spørgsmål. Udviklingen i de store lande Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien bliver temmelig afgørende for, om EU er under afvikling eller under forandring henimod en ny type samarbejde.
Fremragende analyse - Kim.
Tyskkyndige kan finde den seneste udgave af Hart aber Fair på ARD, hvor de kan se en debat om formandsvalget i CDU. Der er interessante analyser af den markedsradikale Lindtner og af den CDU-venlige journalist Spreng: Jeg gætter på, at Kramp-Karrenbauer bliver valgt. Det vil være det dårligste valg for SPD, det vil til gengæld være et godt valg for De Grønne, da AKK har nogle temmelig specielle værdikonservative standpunkter.
CDUs delegerede vil ikke alene skæve til valgkampe om kanslerposten, men også til de aktuelle tilstande i Frankrig og Storbritannien. Det er bl.a et fuldstændigt åbent spørgsmål, om Brexit nogensinde bliver gennemført som andet BINO, Brexit in name only. Storbritanniens placerer sig udenfor alle døre, men venter stadigvæk på at høre, hvad beslutningen er.
Som det eneste af de tre store EU-lande fremstår Tyskland i øjeblikket som stabilitetsankeret. Det spiller en gevaldig rolle for CDU og dets vælgere og taler mod Mertz.
@Kim Folke Knudsen
Tak for din analyse, men er vreden over den stigende ulighed i hele EU og ikke mindst i Tyskland, samt nu udgifter til de menneskeskabte klimaforandringer og det samtidige globalt svinende eksistensgrundlag, med alt hvad der dertil høre af genvordigheder, ikke underspillet noget, for ikke at sige ‘meget’?
Kim Folke Knudsen,
Mange tak for en meget klart tænkt og ditto fornemt stringent opstillet analyse.
Tror - og håber(!) - dog ikke på, at det vil gå helt så galt. Hverken på kort eller langt sigt.
Som sikkert så mange andre herinde på debatten har jeg selv i 40+ været delt ift til EF/EU:
På den ene side et pragmatisk samarbejde, med vægt på frihandel. Gamle EF-modstandere som jeg selv fik jo ikke ret i 1972 i vore umiddelbare, kortsigtede katastrofe-dystre profetier om "kapitalens rå magt" og "udslettelsen af Danmark som suverænt land".
Ikke de første 10-15 års tid, i hvert fald. Så kom det indre Marked 1986. Hm ?
Schlüter var smart og udskrev en vejledende folkeafstemning, som han vandt klart, også pga af tidsånden dengang: Thi hvem var dog imod "Frihandel" i Yuppie-årene..?
Igen: For en del af os til venstre for midten lærte vi måske blot, at der var både rigtig pragmatisme i Frihandel. selvom vi som vanligt og med rette fik kvalme over blot den *måde* det ofte overlegne og nedladende "overDanmark" også dengang førte hele denne kampagne på. Det har jo oftest været så pinligt ego-kræmmeragtigt, med kun appel til blot kaffe- og smør-priser....
Så kom en meget vigtig historisk delefaktor ift. til EF/EU: Berlinmurens fald:
Opløsningen af hele Sovjet / Østeuropa.
Det gik meget hurtigt.
Vi husker især året 1989 og datoen 9. november 1989.
Men husk også lige venligst før dette:
1981, ej at forglemme: Polen: De seje værftsarbejdere i Solidarnosj, plus senere Havel og Charta 77 i Tjekkoslovakiet, plus Sakharov i Sovjetunionen selv. Med flere...
Hele denne fredelige revolution (bortset fra Ceaucescus Rumænien) omvandlede jo hurtigt gl. jerntæppelande til mulige medlemmer af et "nyt" EF / EU.
Ikke så mærkeligt, at denne proces efter 1989 derfor blev speedet voldsomt op, især for de samme østeuropæere, der så mere på sikkerhed og demokrati i hurtigst muligt at blive medlemmer af EF/EU (også i Nato), fremfor senere at "nærlæse" hele f.eks,. Maastricht-traktatens tåbelige bestemmelser om den bl.a. "rigtige"(?) økonomiske politik og andet sludder i denne traktat.
I samme korte periode, hvor Østeuropa genvandt demokrati og fri meningsdannelse gik Jugoslavien med samme hurtighed ud i opløsning og ekstrem grusom borgerkrig. Det hører også med i den historiske fortælling, om blot ganske få års voldsomme turbulens, 1989-1999.
I Østeuropas hurtigt optagne både EU- og Nato-medlemmer, inklusive især de helt forsvarsløse, små baltiske småstater var man også tætte vidner til hvor desværre dårligt det gik i gamle "nabo-imperiemagt", Rusland selv:
Først august 1991-kuppet mod Gorbatjov, udført *af gammel-Stalinister*.
Heldigvis afværget af en modig befolkning, på gaderne, først og fremmest i Moskva, , men også af Jeltsin, m.fl..
Siden, i 1993, benyttede samme Jeltsin nu selv pludseligt kampvogne, rettet mod Parlamentet/den Øverste Sovjet. =Tåbelige metoder, der kostede mindst 200 livet. Sandsynligvis det dobbelte. (Tabslister og navne er aldrig blevet fuldstændigt offentliggjort).
Senere fra 11. december 1994 og fremover først Jeltsins, siden Putins, ekstreme overvold mod lille Tjetjenien Her ikke 200 dræbte, men måske op til 200.000(!) dræbte -- i en både tåbelig, dybt inhuman og imperalistisk krig..
Men tilbage til EU just disse tider:
Tror du kan opdele gruppen af EU-lande mere grovkornet:
Dem der anerkender grundprincippet, at EU - trods al kritik - midt i alt det "kolde" økonomiske, også står for vigtige demokratiske principper:
- Derfor forekommer heldigvis fortsat (flertals)kritik af Ungarn, Slovakiet . Også samme flertals-kritik af Polens seneste indskrænkninger.
Det er jo godt og rigtigt, hvis det ellers fører til noget.
Måske har det blot en kontra-produktiv effekt, i disse fake-news-tider... Disse løgnhalse på nettet er jo er jo ekstremt svære at have med at gøre, endsige få "rettet".
Det er ikke "kun" EU's egen skyld, som sådan. For der er efterhånden meget dårligt plads til nuancer, i enhver seriøs debat; plus alle "trolde" - udsendt af diverse stater - oveni...
Tror derfor der er konflikter på mange niveauer:
1) Der er en konflikt mellem rige og fattige i hele EU, på tværs af alle mulige "logiske" og normale skillelinier, både nationalt og internationalt, og uanset hvordan eliten gerne vil forsøge dem løst.
2) Samtidig er en stor del af disse seneste protester totalt modsat strittende, i alle mulige retninger.
Også på på en traditionel *Højre-Venstre* skala:
Senest Frankrig: Der er desværre blevet dræbt mennesker i protester mod noget så ikke vitalt i livet som højere benzin- og diesel-afgifter. Suk igen! Javist, så længe de fleste af os kører rundt i motorkøretøjer, så betyder det noget,. Men ligefrem at hidse sig så meget op, at det ender med meningsløs vold, med netop bilafbrændinger (mens samme ødelagte (og ikke kasko-forsikrede) fattigfolks biler endnu havde lidt billig benzin i tanken?) er da så IN-konsekvent som det overhovedet kan være....???
Samme volds-tåber, som som gik amok seneste dage i Paris, kunne sikkert lige så voldsomt have deltaget i en demo' mod "klima-truslen", og sikkert af samme grund have ment sig "ret" til her (hvis disse idioter ellers overhovedet bruger hjernen i deres voldsorgie-rus?), have smadret butikker og brændt biler af, ødelagt historiske fine indgraveringer på Triumbuen, eller lignende tåbelig vandalisme.
Hvad f... er det dog for en tåbelig opførsel !
Store menneskemængder er selvsagt imod forhøjet brændselsafgifter, (ligesom de sikkert, og kender jeg franskmænd ret, ville være det mod forhøjede afgifter på Vin, spiritus & cigaretter).
Alle meningsmålingerr viser da også, at flertallet af franskmæmnd er imod asociale nedskæringer, forringet pensionsalder (den er dog langt bedre hidtil end i Danmark, noget med 62-64 år, senest, hvis man selv ønsker. I Danmark: 67 år...
Der er heldigvis progressive mennesker i Frankrig, der både tør udfordre den tåbelige vold, for voldens egen skyld, plis evner at inddrage den sociale misere midt i det hele.
Men husk også at bla, hetzer Marine Le Pen tager alle disse "Gule Veste" til sig.
Hvis jeg var venstreorienteret franskmand, ville jeg straks foreslå Gule Veste omdannet til "Røde Veste". Dermed kunne resten af både Frankrigs befolkning - og omverdenen - måske bedre kunne skille skidt fra kanel, både mht. til holdninger og mht til valg af metoder.
Kunne man håbe -
Selv de mest hard-core Euro-lande har vist i praksis lært blot en lille-lille smule af deres grovheder mod f,.eks. Grækenland. Hvis ikke de har dét så er Euro-systemet dømt til undergang.
Det gælder både Italiens (til enhver tid alitd budget-katastrofe økonomier, uanset statsleder
(noget faldt ud, jf, slutningen ovenfor)...
... 'plus selv mere normalt ansete økonomier, som f.eks. Frankrig og Spanien, med store budgetunderskud.
Euro'ren var en forceret fejlkonstruktion, i hvert fald for over halvdelen af de opgjorte økonomiers vedkommende.