Læsetid: 6 min.

»Den 3. verdens nye koloniherrer afviser menneskerettighederne som et vestligt koncept«

Kampen for menneskerettighederne er i grunden alle undertrykte menneskers frihedskamp, siger Amnesty Internationals tidligere generalsekretær Salil Shetty. Gennem de sidste otte år oplevede han på nær hold betydelige fremskridt og mange tilbageslag, men han forbliver optimist
Salil Shetty opfordrer til at glemme pessimismen i nuet og huske på, hvad der er blevet udrettet gennem de sidste 70 år på menneskerettighedsområdet.

Salil Shetty opfordrer til at glemme pessimismen i nuet og huske på, hvad der er blevet udrettet gennem de sidste 70 år på menneskerettighedsområdet.

Kayana Szymczak

10. december 2018

Amnesty Internationals generalsekretær gennem de sidste otte år, inderen Salil Shetty, ynder at fortælle en instruktiv anekdote, når han bliver bedt om at belyse, hvad menneskerettighederne egentlig står for halvfjerds år efter vedtagelsen af FN’s verdenserklæring i 1948.

»Almindelige mennesker har svært ved at forholde sig til den alenlange liste over rettigheder i erklæringen og de mange FN-konventioner. O.k., de forstår vores frihedsrettigheder, og at alle er født lige. Herefter fortaber resten sig i kancellisprog,« siger Shetty, der er født og opvokset i Bangalore og uddannet på London School of Economics.

Efter i årevis at have besøgt et utal af lande, hvor græsrodsorganisationen Amnesty International er aktiv, har den tidligere generalsekretær lagt sig fast på en enkel definition af menneskerettigheder:

»Det drejer sig om jævne mennesker, som kæmper for deres frihed og imod magtmisbrug vel vidende, at erklæringen og konventionerne bakker op om dem. I en nøddeskal er kampen for menneskerettighederne i grunden alle undertrykte menneskers frihedskamp.«

Og så til hans illuminerende anekdote.

For nogle år siden var Salil Shetty på et officielt besøg i Mali. En gruppe af kvinder i hovedstaden Bamako havde i længere tid forgæves prøvet at få forsvarsministeren til at oplyse, hvad der var sket med deres mænd – alle soldater og officerer – der var savnet og formodet myrdet.

»En Ms. Kamara – en kvinde fra det lokale marked uden uddannelse – havde hørt, at en delegation fra Amnesty International ville aflægge besøg. Hun og de andre enker gik til myndighederne og truede med at gå nøgne i demonstration på gaderne, mens vi var i Bakamo, med mindre de fik oplysninger om deres elskede,« fortæller Salil Shetty.

Kort inden Shettys ankomst i Mali, blev ligene af mændene pludseligt overdraget til kvinderne.

»Jeg spurgte Ms. Kamara, hvor i alverden hun havde fået modet til at konfrontere magthaverne fra. Hun stak hånden ned i sin taske og fiskede efter et kort. Da hun strakte det frem, var jeg målløs. Det var et medlemskort af Amnesty International. Og så sagde hun: Dette kort er grunden til, at jeg ikke er bange.«

»Her har vi altså en kvinde, der arbejder på et marked i Bakamo. Hun melder sig ind i Amnesty International for at kæmpe for sin ret til at få liget af sin mand overdraget. Så indflydelsesrigt er netværket af menneskeretsorganisationer verden over blevet. Folk i frontlinjen af talløse frihedskampe ser netværket og konventionerne som deres bolværk,« siger Shetty.

»Det er ikke noget, vi hører om i medierne. Men alle disse mennesker som Ms. Kamara kæmper dag ud og dag ind mod magtmisbrug, og deres reference er menneskeretserklæringen. Det er derfor vi, på trods af de seneste års deprimerende tilbageslag, må anerkende, at erklæringen har været en succes.«

»Jeg tror, at Eleanor Roosevelt (medforfatter til erklæringen) ville have været dybt overrasket, hvis hun var i live i dag.«

Krisen i Indien

Shetty, et lattermildt og i grunden optimistisk menneske, forstår bedre end de fleste, hvorledes højrepopulismens og nationalismens forrygende fremgang i det seneste årti har medvirket til at undergrave staternes engagement i og overholdelse af de forskellige FN-konventioner.

Som AI’s generalsekretær fra 2010 til denne sommer har han fulgt dramaet på tæt hold. Han udviser et indgående kendskab til så vidt forskellige lande som Ungarn, Tyrkiet, Malaysia, Kina, Burkina Faso og Peru for blot at nævne nogle få. Han har været overalt, også mange gange i København.

I 2018-19 er han seniorstipendiat på Harvard Universitys Carr Center for Human Rights i Boston. Men hans permanente bopæl er Bangalore i Indien, hvortil han er flyttet efter 20 års fravær.

Under premierminister Narendra Modis hindunationalistiske styre er pressefriheden og ngo-gruppers manøvrerum blevet markant stækket og befinder sig ifølge Shetty i en yderst alvorlig krise.

»Modi-styret er rigtig god til at sprede et positivt image af indisk demokrati oversøisk. Men faktum er, at der ikke er nogen forskel på Modi og Erdogan. I Indien bliver journalister, ngo-ledere og advokater også massearresteret. Modi bruger terrorlovgivningen imod os,« fortæller Shetty og tilføjer skælmt:

»Under Modi skal Indien igen være en storslået og respekteret nation. Nu får vi indere at vide, at internettet i virkeligheden blev opfundet i Indien for 1.000 år siden, og at vi fløj rundt i flyvemaskiner for 5.000 år siden. Budskabet er simpelt og slagkraftigt: Hvem tror disse vestlige liberale demokratier, de egentlig er?«

Centralt for Salil Shettys udlægning af menneskeretssituationen 70 år efter verdenserklæringen er, hvorledes magthaverne i tidligere europæiske kolonistater i Afrika, Asien og Latinamerika tramper menneskerettighederne under fode, altimens de hævder, at FN’s verdenserklæring er et fremmed og vestligt koncept.

»Kolonisering handler ikke kun om vestmagterne, de er vendt hjem. I den tredje verden har vi fået nogle nye koloniherrer, nemlig vores egne ledere. De afviser at respektere menneskerettighederne med henvisning til, at det er de tidligere vestlige kolonimagters koncept,« siger han.

Men tilbageslagene for menneskerettigheder i udviklingslande omfatter kun nogle lande – f.eks. Kina, Indien, Filippinerne, Mellemøsten og nogle lande i Afrika og Latinamerika. Andre steder kan man konstatere mærkbar fremgang, der ofte bliver overset midt i tragedierne, der ender på avisforsiderne.

»Man kan ikke konkludere, at blot fordi der er tilbageslag i USA og Europa og i flere større lande uden for Vesten, at hele verden er af lave. Vi kender alle til rædslerne i Syrien, Yemen og Sudan. Men ingen bør glemme ’people power’, der væltede regimerne i Gambia og Malaysia, og hvem ved, at dødsstraffen er blevet afskaffet i næsten alle afrikanske lande,« indprenter Shetty.

Kinas rolle om 20 år

Han opfordrer til at glemme pessimismen i nuet og huske på, hvad der er blevet udrettet gennem de sidste 70 år.

»Vi har gjort virkeligt betydningsfulde fremskridt. Tænk på alle konventionerne. Tænk på Den Internationale Straffedomstol og domstolene for Eksjugoslavien, Rwanda, Sierra Leone og Kambodja. Tænk på menneskeretsdomstolene i Europa og Latinamerika. Den værste form for tortur, tvungen forsvinden og udenretslige henrettelser er faldet betydeligt.«

– Men du må da medgive, at f.eks. flygtningekonventionen er kommet under et voldsomt pres i forbindelse med fremvæksten af nationalistiske ledere som Trump, Viktor Orbán, Matteo Salvini, Jarosław Kaczyński og Sebastian Kurz?

»Man skal være forsigtig med at kæde flygtningeproblemet i Europa sammen med konventionen. Det ville være mere konstruktivt, hvis vi brugte energi og tid på at skabe offentlig støtte til at gøre det rigtige. Vores svigt er at have givet højrepopulisterne fri bane til at forgifte folk med usandheder. Deres styrke er, at de taler til folks følelser, mens vi taler om jura. Vi skal tale om fakta og prøve at vække folks følelser.«

– Alle taler om Kina som den store elefant i porcelænsbutikken. Snart bliver kineserne den næststørste bidragyder til FN. Frygter du for menneskerettighederne i en verden, hvor Kina er blevet den største økonomi og en global spiller?

»Jeg synes ikke, vi skal være så kyniske og sortseende. Vi ved alle, at Kinas generalieblad på det område er elendigt. Det er USA’s også. Under Xi Jinping er kursen blevet strammet med overgreb mod journalister, kunstnere og advokater. Men det er også et faktum, at mange unge kinesere tager afstand fra det.«

»Kina er desuden i kraft af oversøiske investeringer blevet mere globalt engageret. De forstår, de har brug for adfærdsregler og internationale konventioner for at beskytte dem selv. I december 2017 blev der i Beijing afholdt en konference om menneskerettigheder, hvor de slog til lyd for deres tolkning af Verdenserklæringen. De er altså begyndt at tale om rettigheder.« 

»Vi bliver nødt til at gå i dialog med kineserne. Det er umuligt at forestille sig en verden, der overholder erklæringen om 20 år uden Kina om bord.«

Kvinder i Bangladesh demonstrerer med billeder af forsvundne slægtninge i starten af december. Menneskerettighedsgrupper fortæller, at myndighederne slår hårdt ned på aktivister i landet – og at Vesten ikke, som tidligere, bakker op om ngo’er. 
Læs også
Under Xi Jinpings ledelse er Kina begyndt at dominere mange diskussioner og forsøger meget mere aktivt at påvirke beslutningsprocesser, når det kommer til menneskerettigheder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Jens J. Pedersen
  • Karen Grue
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Jens J. Pedersen, Karen Grue, Jens Thaarup Nyberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt at stipulere rettigheder for mennesker.
Er der ingen respekt for liv overhovedet. Liv er en envejsforteelse. Vi kan skabe liv af liv, men vi kan ikke skabe liv ud af ikke liv. Det må da i sig selv betyde respekt?
Det kan formuleres enkelt relateret til mennesker: Respekter andres frihed som du respekterer din egen frihed og ansvar.