Læsetid: 8 min.

Amerikansk politik står på ren nævekamp herfra og frem til 2020

Efter midtvejsvalgene hvæsede Trump med fremskudt hage, at han var klar til ren nævekamp fra nu af. Mange amerikanske medier har med glæde samlet handsken op og opgivet ambitionen om at være objektive
Hvis demokraterne gør alvor af at iværksætte grundige undersøgelser af Donald Trumps økonomiske forhold og insisterer på, at han skal offentliggøre sine selvangivelser, vil den amerikanske præsident ikke tøve med lukke ned for hele forbundsstaten.

Hvis demokraterne gør alvor af at iværksætte grundige undersøgelser af Donald Trumps økonomiske forhold og insisterer på, at han skal offentliggøre sine selvangivelser, vil den amerikanske præsident ikke tøve med lukke ned for hele forbundsstaten.

Alex Wong

5. december 2018

Da Donald Trump førte præsidentvalgkamp i 2016, gentog han hyppigt og som et mantra, at han ville være stik modsat af Barack Obama: Aldrig ville han på forhånd lade modstandere vide, hvad han havde tænkt sig at gøre, før han gjorde det.

Trump er lidet principfast, og heller ikke dette princip holdt.

Det stod klart på pressemødet efter midtvejsvalget 2018, hvor demokraterne endte med at få flertal i Repræsentanternes Hus og i alt 39 flere pladser.

I præsidentens sædvanlige storskrydende mafiasprog om tabende republikanske kandidater, der havde ’svigtet hans tillid’, var det muligt at afkode flere budskaber om, hvordan han agter at agere i de kommende to år.

Blandt disse var en slet skjult trussel: Iværksætter demokraterne grundige undersøgelser af Trumps økonomiske forhold, og insisterer de på, at han skal offentliggøre sine selvangivelser, vil han lukke ned for hele forbundsstaten.

Sådan må man forstå hans bemærkning om, at »hvis de gør det (iværksætter undersøgelser), er det som at erklære krig«.

Sådanne nedlukninger er ikke spor nyt i USA. Siden 1980 har der været ni – den længste stod på i tre uger. Men de bagvedliggende årsager har typisk været budgetuenigheder, ikke hævnaktioner.

Hvor skørt det end kan lyde, er Trump en præsident, der godt kunne finde på at tilbageholde lønninger for hundredtusinder af forbundsstatsligt ansatte, alene fordi Kongressen har såret hans følelser.

Pressemødet har vakt opsigt på grund af et intermezzo, hvor CNN-journalist Jim Acosta nægtede at afgive mikrofonen til Trumps assistent, fordi han ville stille et spørgsmål mere. Præsidenten kan have ret i, at det var en ’uforskammet’ opførsel, men ansvaret for mødets konfrontatoriske atmosfære var dog primært hans eget.

Det er ikke for meget at sige, at Trumps til dato største ’bedrift’ har været at ændre grundtonen i USA’s politiske debat fra moderat høflig til polariserende skinger.

Med fremskudt hage hvæsede Trump sit budskab frem for alle i forsamlingen, der havde øre for det: Jeg kaster handskerne og er klar til nævekamp fra nu af. Som for at understrege sine hensigter fyrede han straks efter sin justitsminister, Jeff Sessions.

Dropper objektivitet

Amerikanske medier tager gerne handsken op – ja, mange af dem er kun glade for at kunne gengælde perfiditeter med andre perfiditeter. Selv om frie medier ynder at fremhæve sig selv som kontrollerende korrektiver over for siddende regeringers magtudøvelse, har de fleste af dem i dagens USA efterhånden opgivet sine bestræbelser på at være objektive.

Det ser vi tydeligst på højrefløjen, hvor Fox News-personligheder og Rush Limbaugh, nationens mest populære radiovært, åbenlyst er syltet ind i præsidentens omgangskreds.

Præsidentens søn kommer sammen med en tidligere studieværtinde fra Fox, Trump hentede sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, direkte fra Fox og en Fox-chef siges at stå over for at blive udnævnt til ny amerikansk FN-ambassadør.

Men også centrum-venstre-drejede medier er blevet mere åbenlyst partiske.

Magasinet New Yorker dyrker rent ud apokalyptiske beskrivelser af Trump, der sammenlignes med historiens værste diktatorer. Og The New York Times (som Trump konsekvent kalder »fallerede The New York Times«), der engang var anerkendt som verdens ’mest objektive’ avis, glider længere og længere over i en form for sensationsdyrkelse af den art, som før var kendetegn for tabloidmedier.

Således bragte NYT for nylig en gennemgang over seks sider af Trump-familiens omfattende finansielle manipulationer gennem tiden. Men stort set alle detaljer var kendt i forvejen.

Ret meget nyt var der heller ikke i det ellers usædvanlige og stærkt Trump-kritiske indlæg, som avisen angiveligt optog fra en anonym medarbejder i Det Hvide Hus. Der gik da også kun få dage, før ingen længere gad interessere sig for, hvem der kunne stå bag.

’Krigserklæringen’, som Trump kalder det, vil blive central for det demokratiske partis agenda i 2019. Når partiets nyvalgte medlemmer den 20. januar rykker ind i Repræsentanternes Hus, vil også de søge afløb for hævntørst.

Lige nu kommer de måske nok med vage og forsonligt klingende forsikringer om tiltag til forbedring af sygesikringsordninger og om forberedelse af en ny infrastrukturlov. Men når først de overtager kontrollen med Huset, kan vi forvente, at demokratisk ledede udvalg vil sætte gang i undersøgelser af alt mellem himmel og jord, der kunne tænkes at belaste Trump. Det er svært at se for sig, at Kongressen vil kunne finde kræfter til så forfærdeligt meget andet.

Ophidsede røster vil lyde og temperamenter komme i kog, selv internt blandt demokraterne, der ikke kan blive enige om, hvorvidt Nancy Pelosis mangeårige lederskab skal fortsætte. Alle vil søge at placere aben alle mulige andre steder end hos dem selv, mens splittelserne og tillidskløften kun vil vokse sig dybere.

Trumps internationale aftryk

Den internationale arena kan være dér, hvor Trumps aftryk får den mest dybtgående effekt, selv om det måske ikke virker intuitivt indlysende. Men hans udfarende stil og præference for at slå bilaterale handler af frem for at søge et forpligtende samarbejde på et fælles grundlag blandt grupper af nationer har allerede gjort deres virkning.

Uanset den franske præsident Emmanuel Macrons indsats for at samle og hele Europa ser vi ud til at bevæge os ind i en epoke, der ligner den før Anden Verdenskrig med alliancer, der i bedste fald er baseret på særinteresser – den seneste mellem Kina og Filippinerne er et godt eksempel. Og hvor nationer generelt vil prioritere at fremme kortsigtede interesser over langsigtet sikkerhed.

Stadig flere nationer er ved at samle Trumps America First-omkvæd op og nynne det selv, blot udskiftet med navnet på deres egne respektive lande.

Hvor godt klarede demokraterne sig i grunden?

Nu da røgen lægger sig, og de sidste fintællinger næsten er færdige, må vi nok sige: Ikke så godt, som de selv havde håbet, men måske nok så godt, som de havde fortjent, når man tænker på, hvor ringe de fortsat evner at få de 40 millioner amerikanere, der stemte på Trump i 2016, i tale.

Fra et identitetspolitisk synspunkt er det da værd at glæde sig over tilgangen af mange nye folkevalgte fra underrepræsenterede grupper – kvinder, afroamerikanere, asiatiske amerikanere, indianere, muslimer, homoseksuelle, transkønnede osv.

Selv om republikanerne kunne udbygge deres flertal i Senatet, kræver næsten alle kontroversielle senatsafgørelser dog kvalificerede 3/5-flertal, så deres fremgang her vil ikke bringe dem langt.

I huset sidder demokraterne på et komfortabelt flertal, men der er betydelig uenighed inden for partiets rækker: Nogle af de nyvalgte repræsentanter vil trække partiet til venstre, mens andre vil trække det til højre, og nettoresultatet bliver, at demokraterne på ingen måde er kommet tættere på en sammenhængende og samlende vision for fremtiden.

Væk fra det tavse flertal

Trods vælgerfremgange er det da også svært at spore den helt store begejstring hos demokraterne. Det var vanskeligere at vinde Trump-vælgere over end forventet.

De største fremgange var i rige storbyforstæder – en indikation af, at demokraterne driver stadig længere væk fra det tavse flertal i middel- og arbejderklassen, der engang var deres kernestøtter.

Og selv om en af ​​de mulige demokratiske præsidentkandidater, senator Sherrod Brown fra Ohio, er begyndt at tale om »værdigheden i ærligt arbejde«, skal der mere end fraser til for at overbevise Trump-vælgerne om, at demokraterne ikke er den selvtilfredse, selvforskansede elite, som præsidenten har udnævnt dem til at være.

Trumps betoning af politik som en krig, hvor det er vigtigere at vinde over en modstander end at nå politiske resultater til fælles gavn, må forventes at dominere den amerikanske politiske arena i lang tid fremover.

Få dage efter midtvejsvalget faldt jeg i snak med en marokkanskfødt Uber-chauffør, og måske kan vores samtale kaste en smule lys over, dels hvordan Trump-tilhængere tænker, dels hvori kløften består mellem på den ene side den trumpske tilgang til politik som et spil, man enten må vinde eller tabe og så en mere socialt bevidst og forenende vision.

Chaufføren var en flot mand i fyrrerne, der havde vundet et green card – det vil sige en opholdstilladelse i USA i et statsligt lotteri, og som i sine ni år i mit land både havde stiftet familie, oprettet sin egen virksomhed og købt sit eget hus. Han var stolt og taknemmelig.

Fra begyndelsen gjorde han mig klart, at han var Trump-tilhænger og var ivrig for at forklare hvorfor. For det første hadede han Kongen af ​​Marokko for at holde sine borgere nede i fattigdom.

Når han med jævne mellemrum besøgte sit gamle hjemland, kunne han se, at hans venner og familier havde opgivet ethvert håb om en bedre fremtid eller om bare et anstændigt job. I stedet levede de fra dag til dag, nogle af dem i en hashrus.

Han følte sig personligt taknemmelig over for præsidenten for at have frelst ham fra en skæbne som de gamle venners. Og efter hans mening var det Trump, der ’tog røven’ på saudierne og ikke omvendt – »det er ligegyldigt, hvad han siger, men han tjener penge på at sælge våben og fly til dem«. Det svarede næsten til at blæse også andre arabiske monarkier en march.

Chaufføren satte desuden pris på, at Trump altid »gør, hvad han siger, han vil gøre«, og gav ham gerne æren for at have forbedret den amerikanske økonomi.

Jeg påpegede, at det jo var Obama-administrationen, der trak hele verden ud af økonomisk krise, og at arbejdsløsheden allerede var begyndt at falde støt i de sidste år af hans embedsperiode.

Chaufføren smilede og nikkede værdigt. Han var villig til at anerkende mine oplysninger som sande, men ikke til at lade dem påvirke sin opfattelse.

For ham forekom præsident Trump at repræsentere et løfte og en standhaftighed. Trump var i hans øjne en snu, snedig, modig og trodsig mand. Hele denne egen stolthed så han indkapslet i præsidentens udæskende adfærd. 

Sådanne fjender er vanskelige at bekæmpe. Ethvert forsøg på at slå dette billede i stykker – og at bringe fakta og tal ind billedet som en del af ens våbenarsenal vil blive udlagt som netop det – vil uvægerligt blive taget som noget personligt.

Det virkeligt besynderlige er, at for mange amerikanere repræsenterer præsidenten, den mest magtfulde mand i den amerikanske regering, overhovedet ikke regeringen, men tværtimod dens antitese: Det stolte individ, der står alene.

At overbevise større dele af de 40 millioner mennesker, der stemte på Trump, om, at regeringen har som opgave at varetage deres interesser – og at påvise dette for dem – vil kræve en indsats, der rækker langt ud over sygesikringsordninger, restaurerede motorvejsbroer og slagord om ’værdigheden i ærligt arbejde’.

© George Blecher og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Tucker Carlson er aktuel med en ny bog.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@George Blecher

Hele verden har jo set Jim Acosta's holmgang med præsident Trump, så jeg forstår ikke, at du fejlrefererer optrinnet. Jim Acosta startede udtrykkeligt med at sige, at han ville udfordre Trump's definition af begrebet invasion (flygtningestrømmen fra Honduras).

Det er almindelig accepteret blandt journalisterne med adgang til Det hvide Hus, at man får 1 spørgsmål - og måske et opfølgningsspørgsmål.
Jim Acosta brugte tiden på at fremsætte egne erklæringer, så der blev så meget mindre tid til de øvrige journalisters spørgsmål.

Jim Acosta er en frikadelle med storhedsvanvid.

Frank Hansen, Erik Fuglsang, René Arestrup, Michael Boe og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Måske Acosta og demokraterne får hjælp fra Kina!

Trump:" I am Tariff Man" og fremhævede, at USA netop nu høster milliarder af dollar i afgifter.

Xi: "I shot the tariffs, but I swear it was in self-defense..."

Niels Duus Nielsen, Berith Skovbo og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jim Acosta er, i lighed med en række andre White house correspondents, indfanget af den vildfarelse, at de er politikere og ikke journalister.
Uanset at Trump opførte sig på sædvanlig mafia-boss-manér på pressemødet efter midtvejsvalget, berettiger det ikke at Acosta indgår i en politisk diskussion med præsidenten. Han har tydeligvis fuldstændig misforstået sin rolle.
Det vil være en rigtig dårlig idé, hvis de toneangivende amerikanske medier smider de sidste redaktionelle forbehold over bord og kaster sig ud i en direkte politisk kamp med præsidenten. For det første er det unødvendigt. Der findes masser af værktøjer i den journalistiske værktøjskasse til at køre en vedholdende kritisk linje over for Trump-administrationen, uden at gribe til direkte politiske spilfægterier. For det andet risikerer medierne at stå tilbage som taberne, blottet for enhver form for journalistisk integritet og troværdighed.

ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar