I arnestedet for det arabiske forår lever revolutionen endnu

TUNIS – Nogle mennesker får nervesammenbrud over bagateller i dagligdagen. Andre mennesker kæmper mod lupus og nyresvigt, chikane fra både ekstremister og kontrarevolutionære kræfter, og alligevel sidder de tilbagelænet på en stol i solen med lukkede øjne og nyder en italiensk espresso på en fortovscafé.

Til den sidste gruppe hører Lina Ben Mhenni, tunesisk aktivist, tidligere lektor i lingvistik på universitetet i Tunis og kandidat til Nobels fredspris i 2011 for sin rolle i den tunesiske revolution, der væltede landets daværende hersker, Zine el Abedine Ben Ali.

»C’est la vie!« udbryder hun på fransk, tunesernes andet modersmål, og tager en slurk af sin kaffe på cafeen ved Avenue Habib Bourguiba i Tunesiens hovedstad, Tunis.

»Der står meget på spil otte år efter revolutionen, så jeg er nødt til at knokle. Alle knokler jo i øjeblikket. Islamisterne knokler for at bevare deres indflydelse, og mændene fra det gamle regime knokler for at genvinde deres indflydelse. Som civilsamfundsaktivister er vi nødt til at arbejde hårdt, ellers er Tunesien på røven igen,« siger hun.

Lina Ben Mhenni ser træt ud, med sorte rande under øjnene. Hendes helbred har ikke været på toppen i længere tid. Den nyre, hun fik transplanteret fra sin mor, er begyndt at svigte, men det afholder hende ikke fra at arbejde i døgndrift. Hendes telefon på bordet ved siden af espressoen blinker og vibrerer konstant af de beskeder, e-mails og opkald, hun modtager.

»Man kan ikke overlade et land til politikere, for de har det jo med at smadre alt,« siger hun og understreger, at én politisk gruppering ikke må få rum til at køre showet.

»Vi har opnået meget i Tunesien efter revolutionen, men det må ikke blive en sovepude. Det politiske establishment, både islamisterne og de sekulære, ligger på lur, og de er villige til at frarøve os alt, hvis blot de øjner en lille åbning«, siger Lina Ben Mhenni.

Unikke Tunesien

I resten af Mellemøsten har opstandene, som startede i 2011, enten ført til stærke mænd ved magten som i Egypten eller til militante jihadistiske bevægelser og blodige borgerkrige som i Syrien, Libyen, og Yemen. I Tunesien har der imidlertid været opsigtsvækkende fremskridt i en tid, hvor der andre steder tales om demokratiets død.

»Tunesien er et utroligt dynamisk samfund, hvor der hives og flås i alle retninger i øjeblikket. Man kan ikke sammenligne os med regionens øvrige lande,« siger Lina Ben Mhenni og pakker håndtasken sammen.

Hun skal videre til et af de mange græsrodsinitiativer, hun har søsat på det seneste, men har lovet at møde os senere. Hun hælder de sidste espressodråber i sig og forsvinder bag en masse hippe mennesker på Avenue Habib Bourguibas brede fortove.

En ting, som tydeligvis adskiller tuneserne fra andre i regionen, er tunesernes liberale indstilling til tilværelsen. I det offentlige rum har kvinder og mænd en mere naturlig omgang med hinanden, som kun ses få steder i Mellemøsten.

Som mand eller kvinde er det ikke klumset eller ildeset at tale med tilfældige på gaden fra det andet køn. Det skyldes blandt andet islams rolle i det tunesiske samfund, mener Ilhem Kafi, en statskundskabsstuderende, som vi møder ved et filmarrangement i Tunis ikke langt fra den franske café.

»I Tunesien er det islam, der har tilpasset sig kulturen, og ikke kulturen som har tilpasset sig islam. Det tror jeg, at mange tunesere også ville skrive under på,« siger hun.

Men hvorvidt det er islams moderate udsyn, der har gjort Tunesien til Mellemøstens demokratiske succeshistorie, er ikke til at blive klog på. Til gengæld er det sikkert, at Tunesiens institutioner adskiller sig markant fra regionens øvrige stater.

I Egypten var det den egyptiske hær – landets eneste velfungerende institution – der sendte kampvognene på gaden den dag, Hosni Mubarak trådte tilbage i februar 2011 for at sætte sig på overgangsprocessen efter revolutionen.

I Tunesien er alle enige om, at det var civilsamfundet med blandt andet fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, menneskerettighedsforbund, advokaternes sammenslutninger og journalistsyndikatet, der stod som garant for orden fra revolutionens første dag, forklarer Najla Abbas, grundlægger af Tunesiens Forening for Kvindelige Vælgere.

»Tunesien er unik i den henseende, at civilsamfundet er en kæmpe magtfaktor på den indenrigspolitiske scene. I Egypten er hæren nationens rygrad. I Tunesien er det civilsamfundet. De er med til at sætte dagsordenen, stille politikerne til regnskab, sætte fokus på bedre regeringsførelse, frihedsrettigheder, ligestilling, ligeløn og sørger for strejker og forbedringer af forfatningen,« siger Najla Abbas.

Kvindernes revolution

Den tunesiske regering har gang på gang måttet bøje sig for det enorme pres fra civilsamfundet. Selv på den udenrigspolitiske scene har aktivisterne formået at sætte deres aftryk. Da De Forenede Arabiske Emirater af »sikkerhedsårsager« indførte et indrejseforbud mod tunesiske kvinder i januar i år, mobiliserede tunesiske aktivister for fuld styrke.

Presset blev så massivt, at den tunesiske regering som svar på Emiraternes indrejseforbud, måtte nægte at lade passagerfly fra Emirates Airlines lande på tunesisk territorium. Sheikerne i Abu Dhabi så sig efterfølgende nødsaget til at løfte indrejseforbuddet for tunesiske kvinder.

Civilsamfundets rolle i den postrevolutionære periode har generelt været enorm. Det har været med til at vælte Ben Alis politistat, forme en ny liberal forfatning, afholde demokratiske valg, skubbe gang i kulturlivet i hovedstaden og gøre ytringsfriheden til en helligdom, som ingen tør tilbagerulle af frygt for vælgerne.

Men dét område, hvor civilsamfundet især har sat sit præg, er kønspolitikken. Tunesien har siden uafhængigheden fra Frankrig i 1956 under præsident Habib Bourguiba historisk set altid haft nogenlunde progressive love for ligestilling, men efter revolutionen er der blevet vedtaget en række love, som har rykket ligestillingspolitikken til hidtil nye grænser.

I 2017 vedtog man en lov, der – imod den islamiske sharias principper – gjorde det muligt for tunesiske kvinder at gifte sig med ikkemuslimske mænd.

I november vedtog man atter en lov, der går imod den islamiske sharia. Hvor Koranen førhen bestemte, at mænd bør arve dobbelt så mget som kvinder, har tunesiske kvinder nu ret til at arve lige så meget som mænd fra afdøde forældre.

»Vi har også love, der tvinger partierne til at inkludere kvinder på deres valglister. I begyndelsen var der få i offentligheden, der tog det seriøst. Men nu er tuneserne ved at blive vant til kvindelige politikere i offentligheden, og partierne har indset, at de er nødt til at have kvindelige politikere, hvis de skal vinde valgkampe. Det er stort«, siger Najla Abbas.

Ved lokalvalget i maj 2018 fik kvindelige kandidater 47 procent af stemmerne. Et historisk tal i både Tunesien og den arabiske verden. Det halter dog fortsat med ministerposterne. Men Najla Abbas, mener, at det kun er et spørgsmål om tid. Hun giver et indblik i, hvordan civilsamfundet arbejder for at fremme deres dagsorden.

»Nogle gange mobiliserer vi alle vores kræfter bag en specifik kvindelig kandidat, således at hun sætter sig på en indflydelsesrig post i statsapparatets embedsværk. Når det er sket, er det hendes tur til at fremme vores dagsorden. På den måde er det en win-win-situation. Vi hjælper vedkommende, og hun eller han hjælper os med at sætte fokus på progressive tiltag. Det rykker«, siger Abbas.

Bankmænd og bureaukrater kan spænde ben

Civilsamfundsgruppernes havde allerede en stærk position før revolutionen, men især efter er der sket en del. Dels har disse grupper fået større frihed, dels er mange begyndt at modtage støtte fra Vesten i form af penge, viden og institutionelt samarbejde.

Også det såkaldte Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram, der hører under Danmarks udenrigsministerium, spiller en stærk rolle i at styrke tunesiske fagforeninger, medier, menneskerettighed – og ligestillingspolitikker. Organisationer som Kvinfo, Institut for Menneskerettigheder og International Media Support har alle sammen projekter kørende i Tunesien.

»Støtten udefra er nogle gange vores livline«, siger Messaoud Romdhani, præsident for Det Tunesiske Forum for Økonomiske og Sociale Rettigheder (FTDES), da vi møder ham inde på hans kontor ikke langt fra basaren i den gamle by i Tunis.

»Den dag, det internationale samfund stopper støtten til civilsamfundet, vil jeg blive utrolig mistænksom«, siger han.

Men det internationale samfunds rolle kan til tider også virke skizofrent for tuneserne, forklarer Messaoud Romdhani. Mens nogle vestlige organisationer spiller en konstruktiv rolle for det tunesiske samfund, er der andre, som potentielt kan ende med at destruere fremskridtene i den postrevolutionære periode.

»For eksempel mener jeg, at kravene fra IMF, Verdensbanken og EU er stærkt bekymrende«, siger Romdhani.

Årsagerne bag revolutionen mod Ben Ali – høj ungdomsarbejdsløshed og dystre fremtidsudsigter – er kun blevet forværret siden 2011. Turistsektoren er hårdt ramt, og udenlandske investorer holder sig væk. Antallet af tunesiske unge, der migrerer til Europa, har været rekordhøj i 2018. Flere end 6.000 i de første seks måneder af 2018.

Det internationale samfund kunne potentielt spille en mere konstruktiv rolle, men sådan forholder det sig ikke altid, mener Romdhani, som karikerer det internationale samfunds rolle:

»Det hele er faktisk lidt tragikomisk. Tuneserne gjorde oprør på grund af den økonomiske situation. Men så kommer IMF og Verdensbanken efter al balladen og siger: ’Hey, værsgo. Her får I flere lån, så I kan hygge jer lidt, men sørg lige for ansættelsesstop i staten, reducer det offentlige forbrug, fjern subsidierne, hæv pensionsalderen, og betal for Guds skyld renterne, selv om jeres valuta er værdiløs’,« forklarer Romdhani og læner sig hen over bordet på sit kontor for at tilføje med en blødere stemme:

»Lidt senere kommer de fra EU, og siger: ’Hey, nu hvor vi er i gang, kan I så ikke lige underskrive denne frihandelsaftale. Vi er godt klar over, at den smadrer jeres landbrugssektor, og vi ved ikke rigtig, om aftalen er til gavn for jer, men I er jo på røven og har intet valg, for uden os kan I jo ikke betale jeres statsansatte, så underskriv nu bare’.«

Hvorvidt den tunesiske regering underskriver aftalerne er uvist på nuværende tidspunkt. Mange ser det som politisk selvmord. Desuden har et af det nye tunesiske demokratis bagsider paradoksalt nok været kompromiserne.

Siden 2011 har landet haft syv forskellige majoritetsregeringer. Dette har forvandlet beslutningsprocesserne til uendelige politiske brydekampe. Romdhani tror dog ikke, der er nogen vej uden om aftalerne.

»Tunesiens forhandlingsposition er svag. Uden lån og aftaler med internationale institutioner kan staten hverken udbetale lønninger, pension eller sikre ordentlige forhold for uddannelses- og sundhedssystemet«

’Der må bare knokles videre’

Vi møder aktivisten Lina Ben Mhenni igen ved Middelhavskysten lidt uden for hovedstaden, hvor hun står omringet af mennesker på en restaurant, som lægger hus til et af hendes mange græsrodsinitiativer, der skal styrke lokalsamfundet.

»Voila«, udbryder Lina Ben Mhenni med et træt smil og peger på de mange boder i restauranten.

Fra de tunesiske landsbyer er der kommet mennesker for at sælge deres madprodukter. Den store restaurant ud til kysten fungerer som iværksætterhub eller en miniudgave af Reffen på Refshaleøen i København.

»I må tænke, at jeg er sindssyg, men som sagt er vi nødt til at knokle lidt ekstra i dag, selv om jeg savner min seng«, siger hun.

Der er gang i boderne på restauranten. Nogle har allerede solgt deres varer og er nu ved at pakke sammen for at tage hjem. Andre diskuterer politik. Ved et bord sidder nogle af Lina Ben Mhennis bekendte og taler om tribunalet – også kaldet Sandhed og Værdighedskommissionen – der blev grundlagt efter revolutionen for at retsforfølge de mænd fra Ben Alis regime, som havde begået menneskerettighedsovertrædelser og været indblandet i korruption.

Mange frygter, at tribunalet vil blive nedlukket.

»Som jeg sagde tidligere, så bølger det frem og tilbage. Islamisterne knokler, og det samme gør de partier med rødder i det tidligere regime, som nu forsøger at lukke tribunalet ned af frygt for retsforfølgelse. Men vi skal nok slå tilbage«, siger Mhenni selvsikkert.

Mhenni har stadig sorte rande under øjnene. Det har været en lang arbejdsdag for hende med alt for lidt søvn. Men hun nyder tydeligvis sit arbejde. Foran indgangen til restauranten møder hun en midaldrende bekendt, der omfavner hende kærligt.

»Lov mig nu, at du passer på dig selv, min skat«, siger den midaldrende kvinde, mens de holder om hinanden.

Mhenni nikker bekræftende dog uden at virke helt overbevist om rådene. Hendes arbejde som aktivist for sit hjemland er tydeligvis dét, som holder hende i gang. At tage det fra hende vil svare til at snuppe kuglepennen fra en passioneret digter, der er i gang med at skrive sit mesterværk.

»C’est la vie! Men jeg indrømmer gerne, at jeg indimellem savner dagene under revolutionen, selv om vi blev jagtet af gale politimænd med knipler og tåregas. Dengang var fjenden i det mindste klar og tydelig. Men hey, det jeg laver nu er også et vigtigt stykke arbejde, ikke sandt?«