Demonstrationer mod Orbáns ’slavelov’: »Dette regime tager vores fundamentale rettigheder fra os« – og tre andre udlandshistorier

Med fire større demonstrationer inden for en uge i Budapest og andre større ungarske byer har Ungarn oplevet den største protestbølge i mange år.

Alene søndag demonstrerede omkring 15.000 mennesker i den ungarske hovedstad, hvor politiet ifølge vesteuropæiske medier som Der Spiegel brugte så voldsomme midler, at den ungarske politolog Péter Krekó omtaler det som »magtens arrogance i et tiltagende autoritært og hybridt system«.

Anledning til de massive protester var endnu en arbejdsgivervenlig ændring af den ungarske arbejdsret, som vil gøre det muligt at øge antallet af årlige overarbejdstimer fra 250 til 400. Desuden kan arbejdsgiverne udskyde betalingen for overarbejdet i op til tre år eller kompensere med tvungen ferie.

Trods stærke protester fra oppositionen og ungarske fagforeninger, der har døbt den ’slaveloven’, blev loven i sidste uge vedtaget ved en kaotisk afstemning i det ungarske parlament, hvor oppositionsmedlemmer havde besat talerstolen.

I gadedemonstrationerne har tilbagerulningen af ’slaveloven’ kun været ét af demonstranternes krav, som bl.a. også retter sig mod de stærkt politiske forvaltningsdomstole, presset på medierne og forflyttelsen af den ungarske milliardær George Soros’ Centraleuropæiske Universitet, som har set sig nødsaget til at fortrække til Wien.

Årsagen til liberaliseringen af arbejdsretten skyldes ikke mindst, at den ungarske regering vil gå langt for at sikre landets arbejdspladser, især i bilindustrien.

Som avisen TAZ påpeger, gav den ungarske udenrigsminister Péter Szijjartó i slutningen af november den tyske bilindustri tilsagn om, at den ungarske regering vil sørge for tilstrækkelig arbejdskraft i denne sektor. Men da der stort set er fuld beskæftigelse i Ungarn, og da regeringen afviser tilvandring, må den forhåndenværende arbejdskraft belastes hårdere.

Dertil kommer, at Ungarn i de seneste otte år under Orbáns regering har oplevet en afvandring af over en halv million veluddannede mennesker.

Hvor problemerne med demokrati, retsstat og pressefrihed ikke har fået det ungarske folk på gaden i samme grad, ser ’slaveloven’ ud til at mobilisere langt flere mennesker. Alligevel har Orbáns kommunikationsansvarlige statssekretær Zoltan Kovacs over for The New York Times udtalt, at protesterne ledes af »fortvivlede oppositionspolitikere« og »helt sikkert ikke understøttes af folket«.

Uanset tolkningen er det ifølge en række tysk- og engelsksprogede medier påfaldende, at både fagforeninger, ngo’er og hele den ellers dybt splittede ungarske opposition – inklusive det højreradikale Jobbik-parti – for første gang i otte år står sammen mod Orbánregeringen, der sidder med det afgørende to tredjedeles flertal i parlamentet.

Mandag førte det til tumultariske scener ved den offentlige nyhedsstation MTVA, da en håndfuld oppositionspolitikere krævede, at demonstrationerne og deres krav blev dækket på statsligt tv, som i høj grad har ignoreret protesterne eller omtalt dem som George Soros’ håndlangere.

En af de fem oppositionspolitikere, Ágnes Vadai, har i avisen The Guardian spurgt, hvorfor skattefinansierede ungarske medier fungerer som regeringens forlængede propagandaarm.

»Dette regime tager ikke bare vores fundamentale rettigheder fra os, men ydmyger os også og tvinger os ud af vores hjemland,« mener Ágnes Vadai fra det socialliberale parti DK.

»Vi håber, at det internationale samfund ikke bare vil holde øje med begivenhederne i Ungarn, men også handle.«

Belgien er kastet ud i endnu en regeringskrise

Belgien er kort før jul kastet ud i en regeringskrise. Tirsdag fik statsminister Charles Michel og hans mindretalsregering et mistillidsvotum imod sig. Onsdag gik han til kong Philippe og indgav afskedsbegæring. Ni dage før var hans tidligere koalitionsregering faldet, da det flamske nationalistparti N-VA trak sig som partner i vrede over belgisk tilslutning til FN’s migrationspagt.

FN-pagten, Global Compact for Migration (GCM), stiler imod en bedre koordineret håndtering af migrantstrømme på lokalt, nationalt og globalt niveau. Men skønt pagten mest er målsætninger uden detaljerede forskrifter og ikke retligt bindende, var dens eksistens nok til at vække de flamske nationalisters mishag.

Michel drog desuagtet til Marrakesh for at underskrive pagten med et parlamentsflertal i ryggen. I ugerne før havde N-VA ført en kritiseret mediekampagne med fotos af ansigtstilslørede muslimske kvinder og falske påstande om, at pagten pålægger Belgien at lade migranter fastholde kulturelle praksisser fra deres hjemland, rapporterer al-Jazeera.

Michel dannede herefter en trepartiregering med sit eget vallonske liberale parti, de flamske liberale og de flamske kristendemokrater. Uden flertal var den afhængig af oppositionel nåde som henvist til skiftende flertal.

Igen stillede N-VA sig på bagbenene, nu med krav om forfatningsændringer til styrkelse af flamsk autonomi, hvilket Michel afviste som »uacceptabelt«. Da ej heller Belgiens socialister og grønne ville love støtte, trak han sig.

Nyvalg kan blive udgangen på krisen, men analytikere, som AFP har talt med, anser det for mest sandsynligt, at Michel må fortsætte som leder af et forretningsministerium, idet der kun er fem måneder til næste ordinære valg. 

Regeringsdannelser er ofte vanskelige i Belgien. I 2014 tog det Michel over fire måneder at danne den koalitionsregering, der faldt i sidste uge. Belgisk rekord og verdensrekord blev sat med regeringskrisen 2010-2011: Her stod Belgien uden regering i 589 dage.

Indebrændte stemmemaskiner truer Congos første demokratiske magtskifte

Der skulle være skrevet demokratihistorie i Den Demokratiske Republik Congo i weekenden.

Joseph Kabila, der har siddet på magten siden 2001, havde modvilligt indvilget i at stoppe på søndag – mere end to år efter, hans sidste mandatperiode udløb i 2016.

Dermed var der lagt op til, at søndagens præsidentvalg skulle markere det første fredelige, demokratiske tronskifte, siden Congo blev selvstændigt for 58 år siden.

Men torsdag fik de 21 nye kandidater at vide, at valget er udskudt på ubestemt tid som følge af en meget omtalt brand i hovedstaden Kinshasa i sidste uge, der har ødelagt op mod 8.000 ud af byens i alt 10.000 elektroniske stemmemaskiner. Koblet med den verserende ebolaepidemi har det ifølge Reuters fået landets valgkommission til at erklære sig »teknisk ude af stand til« at gennemføre valget.

Flere af kandidaterne, heriblandt en af oppositionens favoritter, Martin Fayulu, har ikke været sene til at kritisere udskydelsen hårdt.

»Præsidenten for CENI (valgkommissionen, red.) har sagt, at der vil være et valg, om det regner, eller solen skinner 23. december. Vi kan ikke acceptere en ændring af Mr. Nangaas (kommissionsformanden, red.) udsagn i dag,« siger Fayulu ifølge Reuters.

Samtidig spekulerer iagttagere i, om branden kan være påsat af regeringsstøtter for at forhindre et magtskifte.

Broget demokrati

Joseph Kabilas tid har mest været kendetegnet af korruptionsanklager, et par tvivlsomme præsidentvalg og undertrykkelse af politiske modstandere. Da hans mandat udøb efter tre valgperioder i 2016, nægtede han at udskrive valg. Siden har Kabila prøvet at ændre forfatningen til egen fordel og bortforklare det manglende valg med »logistiske udfordringer«.

At valget skulle blive udskudt endnu en gang, kommer næppe bag på ret mange oppositionspolitikere. Flere modstandere har anklaget regeringen for at ville manipulere valgresultatet ved hjælp af de nye elektroniske stemmemaskiner, der kritiseres for ikke at have været testet grundigt nok.

Historien taler heller ikke for en fredelig magtoverdragelse i det historisk krigshærgede land. Congos første premierminister, Patrice Lumumba, blev efter få måneder på posten kuppet og dræbt i 1961.

Kleptokraten Mobutu Sese Seko greb magten få år senere og brugte det meste af sit 32-årige virke på at plyndre staten for penge og spendere dem på dyr champagne, Concorde-fly og shoppeture i Paris. Mobutu nåede akkurat at flygte, inden hans palads blev stormet af rebeller i 1997.

Manden, der væltede ham af pinden, Laurent Kabila, blev dræbt af sin egen bodyguard i 2001, og siden har sønnen Joseph Kabila altså styret slagets gang.

Det vil han efter alt at dømme også gøre efter på søndag.

Kina markerer 40 års reformer

For præcis 40 år siden i dag sluttede et møde i Beijing, der ændrede Kinas politiske og økonomiske kurs. Mao Zedong levede ikke længere, Kina var fattigt og internationalt isoleret. Der var brug for at åbne op og tage fat på omfattende økonomiske reformer, besluttede mødets deltagere fra toppen af kommunistpartiet.

Dengang i 1978 udgjorde Kina 1,8 procent af verdensøkonomien. I dag er andelen på over 18 procent. Mødet i partiets centralkomité for fyrre år siden er en milepæl i nyere kinesisk historie og blev tidligere på ugen markeret i Folkets Store Hal i Beijing.

Her holdt præsident og partichef, Xi Jinping, en halvanden time lang tale, hvor han både kiggede tilbage og fremad.

»Smerterne, manglen på mad og tøj og de trængsler, der har plaget vores folk i tusinder af år, er generelt borte og vil ikke komme tilbage,« sagde han. Den kinesiske transformation tilskrev Xi Jinping kommunistpartiets visioner, hvilket fik ham til at konkludere, at »partilinjen er fuldkommen korrekt«.

»Uanset om det er partiet, regeringen, hæren, almindelige mennesker eller studenter, øst, vest, syd eller i midten, så leder partiet alting«, sagde han.

Talen var ventet i spænding, fordi den kinesiske økonomi på det seneste har vist svaghedstegn, og fordi Kina og USA er låst fast i en handelskonflikt, hvor den amerikanske regering kræver betydelige reformer og en højere grad af adgang for udenlandske virksomheder til det kinesiske marked.

Den kinesiske ledelse bliver beskyldt for at beskytte de statsejede selskaber på bekostning af private foretagender og udenlandske virksomheder. For selvom Kina har åbnet op for investeringer og samhandel med omverdenen de seneste årtier, er store dele af landets økonomi fortsat helt eller delvist skærmet af. 40-årsjubilæet kunne have været en anledning til at komme med markante udmeldinger.

I stedet valgte den kinesiske leder at pege på, at Kina i dag er et land, der ikke lader sig skubbe rundt med. Reformer er velkomne, men der bliver ikke ændret ved den kinesiske måde at gøre tingene på.

»Ingen er i en position til at diktere, hvad det kinesiske folk skal og ikke skal. Vi vil resolut reformere, hvad der skal og kan blive ændret, og vi vil resolut undlade at reformere, hvad der ikke skal og ikke kan blive ændret,« sagde han.

Kina vil fortsætte reformerne, lød budskabet, men konkrete eksempler var der ingen af. Xi Jinping nævnte ikke konflikten med USA. Han forsøgte i stedet at fremhæve Kinas bedrifter internationalt og at berolige dem, der måtte mene, at kinesiske investeringer i udlandet og militær opbygning udgør en trussel. Kina søger ikke globalt overherredømme, understregede Xi Jinping.