Læsetid: 4 min.

Finansmanden Merz har noget af den kant, som mange tyskere har sukket efter

Få minutter efter Merkels tilbagetrækning var Friedrich Merz på pletten efter 16 års fravær i toppen af tysk politik. I mellemtiden har den liberal-konservative finansjurist skabt sig en betragtelig formue, men for formandsvalget vejer hans magtpolitiske forviklinger i CDU på godt og ondt tungere end hans forviklinger i finansverdenen
Få minutter efter Merkels tilbagetrækning var Friedrich Merz på pletten efter 16 års fravær i toppen af tysk politik. I mellemtiden har den liberal-konservative finansjurist skabt sig en betragtelig formue, men for formandsvalget vejer hans magtpolitiske forviklinger i CDU på godt og ondt tungere end hans forviklinger i finansverdenen

Florian Gaertner/ Getty Images

7. december 2018

»Det har jeg en klar holdning til.«

Det er en smagssag, om Friedrich Merz’ blik er koncentreret, suverænt eller arrogant, når han taler til sit publikum. Men selv når Merz i valgkampen op til dagens kampvalg om formandsposten i CDU ikke påbegynder sine svar med dette yndlingsudtryk, så svinger indtrykket af »den klare holdning« med i hans suveræne retorik.

Bag den 63-årige Friedrich Merz fra Nordrhein-Westfalen ligger en historie om magtpolitiske forviklinger i CDU. Han virker som genopstanden fra en tid, hvor hverken smartphonen eller Alternative für Deutschland (AfD) var opfundet, og hvor store koalitioner mellem CDU/CSU og SPD var en undtagelsestilstand. Eller set med konservative CDU-briller: Fra før verden gik af lave.

Friedrich Merz fejres tilsvarende højlydt af mange CDU-medlemmer som den, der kan genrejse partiet og virkelig »halvere AfD«, som han lover.

Grus i maskinen

Historien om Merz er historien om Merkel. Den begynder i 1994, hvor Merkel blev miljøminister i Helmut Kohls regering. Samtidig skiftede den 38-årige Friedrich Merz fra EU-parlamentet til Forbundsdagen, hvor han som et lysende politisk talent blev skubbet opad i systemet af Kohls højre hånd, Wolfgang Schäuble.

I 1998 – efter Kohls sviende valgnederlag – foreslog den ny CDU-formand Schäuble, at Merz skulle overtage posten som generalsekretær i CDU. Merz afslog og bragte i stedet Merkel i spil, fordi han ikke så hende som en konkurrent til kanslerkandidaturet. Han ville vente på sin chance.

Sådan vælges CDU’s ny formand eller -kvinde

  • På CDU’s 31. partidag i Hamborg fredag vælges partiets kommende leder af 1001 overvejende mandlige delegerede, der er partifunktionærer udpeget af deres kredsforbund i hele Tyskland. Antallet af delegerede afhænger af kredsenes størrelse og valgresultat ved seneste forbundsdagsvalg. Det største antal delegerede kommer fra delstaten Nordrhein-Westfalen (296), hvor Merz kommer fra.
  • Valget kræver simpelt flertal. Hvis ikke enten Friedrich Merz, Annegret Kramp-Karrenbauer eller outsideren Jens Spahn får flertal i første valgrunde, går de to stærkeste kandidater i anden valgrunde.

Da Schäuble var rodet ind i en affære om partistøtte, måtte den senere finansminister i år 2000 træde tilbage som parti- og gruppeformand og droppe sine kanslerdrømme. Merkel blev CDU-leder, mens Merz satte sig på posten som gruppeformand for CDU/CSU, hvor han især gjorde sig bemærket ved i usædvanligt konservative toner at indføre begrebet om »en ledende tysk kultur« og i usædvanligt liberale toner at kræve en omfattende skattereform, hvor en selvangivelse skulle kunne »nedfældes på en ølbrik«.

Merz’ magtkamp med Merkel var langtfra slut. Efter CDU/CSU’s knappe valgnederlag i 2002 overtog Merkel også posten som gruppeformand i stedet for Merz. Dermed var hun også selvskrevet som kanslerkandidat i 2005, hvor CDU/CSU trak det længste strå. Merz fik godt nok et fremragende personligt valg, men efter valgperioden trak han sig helt fra partiet, fordi han med egne ord »ikke ville smide sand i CDU’s maskineri«. Med andre ord: Merz ville helt til tops – eller væk.

Trangen til opbrud

Historien var på Merkels side indtil den 29. november 2018. Efter flygtningekrisen, AfD’s opstigning og kampene med indenrigsminister Horst Seehofer vaklede skamlen så meget under Merkel, at hun efter de elendige delstatsvalg i Bayern og Hessen meddelte, at hun ikke genopstiller som CDU-formand.

Få minutter senere meldte avisen BILD, at Friedrich Merz stiller op. Merz havde altså aldrig været helt væk. Han havde bare ventet på sin chance – drevet af »trangen til opbrud og fornyelse, men ikke til revolution i CDU«, som han sammenfattede det på et kort pressemøde.

For mange konservative CDU’ere, der ønsker sig mere law and order, og for partiets liberale fløj, der ønsker sig lavere skatter, var en mulig frelser genfødt. Også selv om Merz utrætteligt har betonet, at CDU fortsat skal være et bredt folkeparti.

Men hvor bredt?

Efter sit første liv i politik fik finansjuristen Merz i 2010 som opgave at rydde op i den kuldsejlede bank WestLB, han fik poster ved papirproducenten Vepa, og han blev involveret i banken HSBC. I 2016 blev han tilmed leder af tilsynsrådet i finansgiganten Blackrocks tyske afdeling, der i dag står under mistanke i skandalen om udbytteskat. Og det er bare et lille udsnit af hans job og poster.

For venstrefløjen er lobbyisten Merz, der har to privatfly og elsker dyr rødvin, et kærkomment og klart fjendebillede i sammenligning med den beskedne og midtsøgende Merkel.

Men også internt i CDU har Merz’ fortid udløst debat om, hvor grænsen mellem erhvervsmæssige erfaringer og amoralsk gerrighed går. Med en årsindkomst på den gode side af en million euro fik Merz selv pustet til den debat, da han for nylig kaldte sig for »en del af den øvre middelklasse i Tyskland«.

I denne uge har han plæderet for skattelettelser for aktieinvesteringer, der skal »muliggøre en bedre kapital- og formuedannelse i de private husholdninger«. Som Der Spiegel syrligt kommenterede, er det bare under halvdelen af de tyske husstande, der har råd til den leg. Der er altså måske noget galt med Merz’ definition af middelklassen.

Fortidens kampe

Hvad international erfaring angår, peger de fleste tyske medier i et kanslerperspektiv på den proeuropæiske Merz som den stærkeste kandidat. Både som følge af hans erhvervserfaringer, hans tid i EU-Parlamentet og hans formandskab for den tysk-amerikanske handelsforening ’Den atlantiske bro’. Selv fra fløjene betones det, at han kan give partiet noget af den kant, som mange tyskere har sukket efter i Merkel-æraen.

Men han er samtidig mindre diplomatisk, mere impulsiv og kompromisløs end Annegret Kramp-Karrenbauer.

Og for CDU’s delegerede, der skal vælge den ny formand, betyder Merz en markant større usikkerhed om partiets og Merkels fremtid – og dermed deres egen fremtid. Merz har i de seneste uger derfor gjort alt for at neddysse fortidens magtkampe i CDU og give indtrykket af sig selv som den friske start.

Onsdag i denne uge fik han uventet hjælp til sit foretagende fra CDU’s grand old man Wolfgang Schäuble. Magtkampene i CDU – også de årtier gamle magtkampe – spiller stadig en rolle ved fredagens gyservalg om formandsposten.

Annegret Kramp-Karrenbauer vandt fredag formandsposten i CDU. Den katolske jurist står for kontinuitet – men det er langtfra kun en styrke i et parti, der hungrer efter opbrud
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Det bliver spændende, hvem CDU vælger som formand - og næste kanslerkandidat.

Ikke mindst for de små nabolande.
Det har ikke været muligt at blive foruroliget af Angela Dorothea Merkel - alene hendes fremtoning indgyder tillid; men selvfølgelig har hun måtte være i stand til at tage vare på sig selv under de 13 år som tysk Kansler og 18 år som formand for CDU.

Lad os håbe, at det fortsætter med en tillidsvækkende Kansler -
det er godt noget af en gigant, vi har liggende lige syd for Kruså.