Læsetid: 6 min.

Flygtningelejr i dag – slumby i morgen

Zaatari-lejren, som nu huser mere end 80.000 flygtninge fra Syrien, er ved at forvandle sig til en by i den jordanske ørken, der har flere indbyggere end Esbjerg
»Folk siger, at Zaatari er blevet en by, men det er jo ikke noget, vi skal glæde os over. Vi er ikke interesseret i at efterligne modellen med de kummerlige palæstinensiske flygtningelejre, der blev til byer over årene,« siger Matteo Paoltroni, rådgiver ved EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse.

»Folk siger, at Zaatari er blevet en by, men det er jo ikke noget, vi skal glæde os over. Vi er ikke interesseret i at efterligne modellen med de kummerlige palæstinensiske flygtningelejre, der blev til byer over årene,« siger Matteo Paoltroni, rådgiver ved EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse.

Sally Hayden/Getty Images

12. december 2018

ZAATARI, JORDAN – De syriske flygtninge kalder den store gade, der skærer tværs gennem Zaatarilejren for Avenue de Champs-Élysées. Men ligheden med den parisiske boulevard i den franske hovedstad, der løber fra Place de la Concorde til Place Charles de Gaulle, er til at overse.

Her står hverken en 3000-årig egyptisk obelisk, som den på Concorde-pladsen, eller en majæstetisk triumfbue som den på Charles de Gaulle. Her er ingen fine fortovscafeer, dyre mærkevarebutikker eller parader, der fejrer forløsende begivenheder som Bastilledagen, vendepunktet i Den Franske Revolution i 1789.

Syrernes revolution er død, men deres sorte humor er stadig i live.

Zaatari-lejren i den jordanske ørken kun 12 kilometer fra den syriske grænse byder i stedet på store metalcontainere i alle farver på hver side af gaden. De fungerer enten som huse for familierne eller som butikker og restauranter for de syrere, som har forretningssans.

Langs gaden står gadesælgere og råber i munden på hinanden for at sælge deres varer: falafel, humus, frugter, grøntsager, klipklappere, børnetøj, billige smartphones, cigaretter og falmede bryllupskjoler.

Blandt gadesælgerne går et hav af børn, som er på vej i skole. De har alle grønne tasker på, der er doneret af Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman – manden, som efter alle vidnesbyrd beordrede mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi. Det saudiske nationalemblem – med de to sammenkrydsede sabler og en palme øverst – pryder taskernes ydre.

Det eneste Champs-Élysées i Zaatari har til fælles med den parisiske boulevard er, at vejen i dag er blevet centrum for det lokale samfund og et symbol på en ny begyndelse.

Yazn Hariri – en arbejdsom syrisk herre med vakse øjne og ejer af et lille supermarked på Champs-Élysées – siger, at han ikke kan se sig selv bo andre steder.

»Jeg tager ikke tilbage til Syrien, selv hvis de jordanske myndigheder smider mig ud. Vi føler os hjemme her,« siger Hariri

Han kigger rundt i butikken for at sikre sig, at der ikke er kvinder og børn til stede, inden han tilføjer:

»Hvis jeg tager tilbage til Syrien, bliver jeg røvpulet af Assads mænd i en rottefyldt kælder. I Syrien er jeg jo ingenting. Her i Zaatari er jeg nærmest en af de grundlæggende fædre, fordi jeg kom til lejren som en af de første i 2012.«

Et hjem

Siden sensommeren har Rusland med jævne mellemrum opfordret EU og vestlige lande til at starte genopbygningsprocessen i Syrien, så flygtninge kan vende tilbage til det borgerkrigshærgede land.

Men står det til de syriske mænd, kvinder og børn, som Information møder i Zaatari denne vinterdag, er der ingen vej tilbage. Usikkerheden om Syriens fremtid under Assad-regimet fylder i folks bevidsthed.

»Jeg kender ingen, som vil hjem igen. Hvis vi vender tilbage, vil regimet enten straffe os, fordi vi gjorde oprør, eller tvangsindlemme vores drenge i hæren, så de kan bruges som kanonføde,« siger Ahmed Abizaid, en 61-årig mand, der har siddet bag tremmer i det berygtede Saydnaya-fængsel uden for Damaskus, inden han kom til Jordan i 2013.

FN’s Flygtningehøjkommissariat skønner faktisk, at op mod en kvart million syriske flygtninge vil vende tilbage til Syrien i 2019. Men organisationen har i en anden rapport for nylig konkluderet, at 85 procent af de adspurgte syrere i Jordan, Egypten, Irak og Libanon ikke ønsker at vende hjem i løbet af de næste 12 måneder.

I Zaatari-lejren skyldes det ikke mindst, at den har forvandlet sig fra en midlertidig flygtningelejr til en by. Der er skoler, hospitaler og frem for alt sikkerhed i Zaatari.

Lejren administreres, som var den en landsby i Syrien i gamle dage. Den er inddelt i 12 distrikter, og hvert distrikt vælger sin egen repræsentant – typisk en ældre respekteret mand – til at varetage distriktets behov over for myndighederne.

»I begyndelsen administrerede UNHCR det hele, men nu administrerer syrerne sig selv. De udlejer containere til hinanden, som var det lejligheder, og flytter rundt for at bo tættere på folk, der ligner dem, eller folk fra samme landsby hjemme i Syrien,« siger jordanske Mushta Morabit, en af de jordanske administrationschefer i Zaatari.

ANDRE PAIN

Siden 2012 er der født mere end 13.000 børn i lejren. Ingen af dem har set Syrien. Andre kom til som små børn, dengang familierne flygtede fra det sydlige Syrien. De husker ingenting fra hjemlandet.

Rama på ni år ankom som treårig tilbage i 2012. Hun siger, at hun intet ved om Syrien, selv om familien konstant taler om deres landsby nær Deraa, hvor revolutionen brød ud i marts 2011, da lokale drenge malede regimekritisk graffiti på en mur i byen.

»For mig er Syrien bare et smukt sted, der ikke længere eksisterer,« siger Rama.

»Mor og far siger, at Syrien kun eksisterer i vores hjerter. De siger, at jeg skal lære engelsk, så jeg kan redde familien, hvis vi en dag kommer til Europa.«

»Det er uholdbart«

Det store spørgsmål er, hvad man stiller op med de flygtninge, der ikke ønsker at vende tilbage til Syrien. Selv om Zaatari byder på husly, basale serviceydelser og sikkerhed for beboerne, er forholdene langt fra optimale at leve under.

De færreste får opholds- og arbejdstilladelser af den jordanske regering. Mere end 90 procent af syrerne i Jordan lever under fattigdomsgrænsen, og det forholder sig ikke anderledes i Zaatari.

Og så er der enorme sociale problemer under overfladen i lejren, som ikke altid mærkes eller ses med det blotte øje: traumatiserede børn, vold i hjemmet og piger, der bliver giftet væk som 12-årige til mere velstående familier i og uden for lejren.

»Jeg ser flere og flere unge piger under 15 år føde børn, ja, faktisk helt ned til 12-årsalderen. Vi kæmper en daglig kamp for at oplyse familierne om, hvor skadeligt det er, men til ingen nytte,« siger Uhud al-Nuaimi, jordansk kvindelæge på hospitalet i Zaatari.

Matteo Paoltroni, rådgiver ved EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse, som har base i den jordanske hovedstad, Amman, mener heller ikke, at forholdene i lejren er holdbare på længere sigt.

»Folk siger, at Zaatari er blevet en by, men det er jo ikke noget, vi skal glæde os over. Vi er ikke interesseret i at efterligne modellen med de kummerlige palæstinensiske flygtningelejre, der blev til byer over årene,« siger Paoltroni.

Rådgiveren siger, at internationale organisationer, herunder EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse, i øjeblikket arbejder på at løse udfordringerne: Man håber på frivillig tilbageflytning til Syrien, genhusning af flygtninge og integration i lokalsamfundet.

Men indsatserne står over for store udfordringer. Få syrere vil tilbage af egen fri vilje, det internationale samfund lukker i stigende grad ned for sine grænser, og lokalsamfundene ønsker ikke at dele rettigheder og privilegier med syrerne.

»De steder, som kaldes for nærområder, står over for en mætning. Økonomien er under et gevaldigt pres. Forestil dig lige, hvis kong Abdullah af Jordan pludselig giver opholds- og arbejdstilladelser til syrerne. Oprør! Jordanerne mangler selv job og ønsker på ingen måde at konkurrere med syrerne om de få, der er tilbage,« siger Paoltroni.

Rådgiveren kalder situationen for »kompleks«. Der er ingen nemme løsninger, siger han, men understreger, at hvis der er én ting, som kan ændre på det dystre billede, er det freden i Syrien.

Alternativet er, at lejre som Zaatari vokser sig til slumbyer med stigende sociale problemer og fattigdom, mens unge piger som niårige Rama må gå i skole med kronprins Bin Salmans grønne taske på ryggen, indtil hun måske presses ned i en falmet bryllupskjole anskaffet fra en gadesælger på den lokale Champs-Élysées.

»En dag vil jeg være engelsklærer og undervise så mange børn som muligt. Det er min drøm,« siger Rama.

Når et medlem af familien er gået i døden for Bashar al-Assad, kompenseres de pårørende blandt andet med appelsiner. Det kan være grunden til, at prisen på appelsiner i Syrien er steget.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Jeg vovede at læse din artikel her sent på aftenen - og den er blandet; men mest opløftende.

Hvad kan vi gøre i EU for at hjælpe til ??

Sikkert mest give penge til Jordan og de syriske flygtninge - og det er i høj grad på sin plads, at EU yder et gedigent løbende bidrag til opretholdelse af et udholdeligt liv i Zaatarilejren og andre lignende steder.

Hvis man skruer helt op for ønskedrømmene, så kunne EU måske gøre Kong Abdullah af Jordan interesseret i, at give opholds- og arbejdstilladelse til de syriske flygtninge.

Kim Houmøller, Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Vi skal gå igang med at plante ørkenen til med træer, der kan stå imod de barske forhold. Og så skal vi stoppe med at udnytte andre lande og nationaliteter.

Flemming Berger, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg læste for et par dage siden, at verden officielt har 66 mio. flygtninge. Men at det uofficielle antal flygtninge, der bl.a. også omfatter interntfordrevne samt mennesker, der bor hos familier og venner, er langt højere.

Faktisk har der aldrig været så mange flygtninge i verden, og samtidig har hverken våbeneksporten eller formuerne hos dem der har, aldrig været større. Så der er faktisk god plads til omfattende forbedringer.

Minna Rasmussen, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Hvad kan vi gøre i EU for at hjælpe til ??"

Vi kan internationalt kritisere og politisk angribe de forbryderiske elementer, som har interveneret i Syrien og skabt et blodbad og en flygtningestrøm af kolossale dimensioner. Men hovs, disse elementer er vi jo allierede med? Så må vi bryde alliancerne, hvis politisk kritik ikke kan løse problemet.

EU kunne gå forrest med skarp kritik af krig, med et stærkt sigte på fred globalt. Og nådesløst gå i rette med enhver, e-n-h-v-e-r, som krænker FN's fredspagt. Blot til en start.

Dét ville kunne sætte noget igang. Men EU kan ikke, EU vil ikke, EU må ikke.
EU er bygget til noget andet.

Torben Lindegaard

@Bettina Jensen

EU bliver aldrig nogensinde enige om de i øvrigt fornuftige ting, som du nævner i dit læserbrev.

Der er som bekendt 6 medlemmer af EU, der ikke er medlemmer af Nato -
alene det stikker en kæp i hjulet.

8 lande af EU27 ikke medlem af Euro-zonen -
og så er der Danmark med Forbehold overfor hvad som helst.

EU kan slet ikke leve op til al det.

Torben Lindegaard, det er vist i højere grad et problem at hovedparten af EU's medlemslande også er NATO-lande - og at de i øvrigt er topstyrede pseudodemokratier uden en sammenhængende og fremsynet etik. Ellers ville de jo heller ikke kunne være med i EU.

Torben Lindegaard

@Bettina Jensen

Du kan bestemt have ret i, at problemet især er de 21 EU-lande, der så faktisk er medlemmer af Nato, når det drejer sig om at implementere de fornuftige ting, som du oplister i læserbrevet d.12. december, 2018 - 19:31.

Men med 21 EU-lande indenfor Nato og 6 udenfor, så bliver EU aldrig i stand til at tale med een stemme i f.ex. sikkerhedspolitiske spørgsmål -
eller udenrigspolitiske spørgsmål for den sags skyld.

Det kan man mene alt muligt om - men sådan er det i hvert fald bare.