Læsetid: 6 min.

Det franske venstrefløjsikon Daniel Cohn-Bendit: De Gule Veste leger med autoritære fantasier

89.000 betjente er sat i beredskab i Frankrig, hvor de voldsomme uroligheder ventes at tage til i weekenden. Imens er højreradikale kræfter ved at overtage styringen med protestbevægelsen De Gule Veste, advarer en af 1968-ungdomsoprørets frontfigurer
89.000 betjente er sat i beredskab i Frankrig, hvor de voldsomme uroligheder ventes at tage til i weekenden. Imens er højreradikale kræfter ved at overtage styringen med protestbevægelsen De Gule Veste, advarer en af 1968-ungdomsoprørets frontfigurer

Karine Pierre

8. december 2018

En overbebyrdet sygeplejer med en middelmådig løn. En landmand, der har svært ved at få regnskaberne til at gå i plus. En fransk forstad, hvor stort set alle tilflyttere er indvandrere.

I sin nye dokumentarfilm, roadmovien La Traversée, giver Daniel Cohn-Bendit et kalejdoskopisk blik på et ængsteligt fransk samfund anno 2018.

Men han viser også et samfund fuld af håb og åbenhed. Sygeplejeren elsker sit job så højt, at han gerne tager ekstravagter. Landmanden tror på sit erhverv og på bedre tider. Og forstadskvarterets fodboldklub overlever kun, fordi integrationen fungerer.

73-årige Daniel Cohn-Bendit er et ikon på den franske venstrefløj. Han ledte de franske protester i maj 1968, og efter sin filmiske opmåling af nationens aktuelle tilstand er den mangeårige Europa-politiker ikke overrasket over, at en bevægelse som De Gule Veste har så stærk medvind i Frankrig.

»Man kan godt se protesterne som en reaktion på den nervøse tilstand,« siger Daniel Cohn-Bendit over telefonen fra Frankrig.

Emmanuel Macrons regering meddelte i denne uge, at den foreløbigt har lagt planerne om øgede miljøafgifter på diesel og benzin – den udløsende faktor for dannelsen af De Gule Veste – på is. Alligevel ser protesterne ud til at tage til. Især i Paris, hvor myndighederne frygter flere ekstreme optøjer i denne weekend, i hvad De Gule Veste selv har kaldt ’fjerde akt’.

I hele Frankrig vil 89.000 betjente blive sat i beredskab.

»Det er klart, det handler om mere end en miljøafgift på benzin. Her er en diffus usikkerhed og en følelse af social splittelse. Det tematiserede Jacques Chirac allerede i sin valgkamp i 1995, og i dag er splittelsen endnu dybere.«

De Gule Veste har ikke noget samlet manifest og kun omstridte ledere, og Cohn-Bendit mener, man bør skelne mellem kilderne til protesten og den konkrete bevægelses udformning.

»De har en legitimitet i kraft af den sociale splittelse, men bevægelsen er ved at blive overtaget af højreradikale grupper og autoritære fantasier. Det ændres ikke af, at venstreorienterede fagforeninger eller Mélenchon (leder af partiet La France Insoumise, red.) bakker op om den,« mener han.

Autoritære strukturer

Cohn-Bendit er med egne ord en af Macrons »fortrolige«, og den blanding af højre og venstre, man ser i De Gule Vestes krav om bedre social sikring, mere omfordeling og lavere skatter er også en konsekvens af, at præsidenten har stillet det franske partilandskab på hovedet, mener Cohn-Bendit.

»Men jeg vil ikke klandre Macron for, at der både fra højre og venstre er autoritære strukturer i bevægelsen. Det er en generel bevægelse. Desværre. Vi lever ikke i en revolutionær tid, men i en tid, hvor det autoritære er på fremmarch, og hvor medmenneskeligheden er på retur,« siger han.

Cohn-Bendits analyse tager en tur over både Brasiliens nye stærke mand, Bolsonaro, Andalusiens højreradikale VOX-parti og Danmark, hvor »flygtninge placeres på øde øer for at demonstrere, hvor lidt velkomne de er«. Til sidst lander han atter ved De Gule Veste.

»Når man kommer til en af De Gule Vestes afspærringer, så siger de: Her kommer du kun igennem, hvis du har en gul vest på. Allerede her begynder den selvbestaltede sortering og en leg med autoritære strukturer. De folk, som har været med til at udløse den her bevægelse, er klar til at forhandle. Men når nogle af deres ledere så indgår i forhandlinger, modtager de dødstrusler,« siger han og henviser blandt til Jacqueline Mouraud, der måtte afvise en invitation fra Macron på grund af dødstrusler.

»Fordi de vil forhandle! Nu trækker disse ledere sig tilbage, men det ser ud til, at De Gule Veste som bevægelse accepterer disse trusler og denne totalitære tilgang.«

Nye spilleregler

Cohn-Bendit medgiver, at der ikke er nogen der ved, hvor mange højreradikale, der støtter De Gule Veste. Men selvom der er tale om et bredt oprør nedefra, mener han ikke, at man kan sammenligne De Gule Veste med oprøret i maj 1968.

»1968 er 50 år siden. Forskellen på lave og høje indkomster er godt nok eksploderet siden da, og der er god grund til at gå på gaden. Men spillereglerne er nogle helt andre i dag. Med sociale medier kan man mobilisere på helt andre måder,« siger han.

»Det afgørende er, at vi dengang kæmpede mod en general ved magten, Charles de Gaulle. Men fra højrefløjen ser vi nu folk, som gerne så en general ved magten, nemlig Pierre de Villiers,« siger Cohn-Bendit med henvisning til den tidligere chef for Frankrigs væbnede styrker, som trådte tilbage i 2017 efter en offentlig kontrovers med Macron.

Der er højtstående stemmer blandt De Gule Veste, der kræver de Villiers i spidsen for en ny fransk regering. Men igen er det uvist, hvor mange der bakker op om dette krav.

Legitim kritik

Daniel Cohn-Bendit, der sad i EU-Parlamentet for De Grønne frem til 2014, betegner sig selv som »politisk skizofren«. Ved det kommende EU-valg i maj 2019 støtter han De Grønne i Tyskland og proeuropæeren Macron i Frankrig. Den franske præsident optræder sågar i dokumentarfilmen La Traversée.

Alligevel kritiserer Cohn-Bendit præsidenten for, at han med sin teknokratiske tilgang ikke har gjort nok for at samle de mennesker op, som blev ramt af miljøafgifterne.

»Macron har lovet grundlæggende reformer i sin valgkamp. Han har meldt sine liberale reformer relativt klart ud, men han kan eller vil ikke følge op på sine løfter om sociale sikkerhedssystemer. Det er legitimt at kritisere,« siger han.

»Macron kommer ikke uden om, at det kræver sociale tiltag og andre former for omfordeling, hvis de her miljøskatter ikke skal udløse endnu stærkere sociale protester. Vi er tvunget til at finde mere sociale løsninger for den grønne omstilling. Det er ikke kun et spørgsmål om omfordeling, men også et spørgsmål om at skabe accept af, at den grønne omstilling ikke kan foregå uden ændringer i folks liv og vaner. Det mangler Macron stadig at kommunikere.«

Som det også afspejles i Cohn-Bendits film, handler konflikten i høj grad om det stigende skel mellem land og by. Den handler om, at mindre mobile og dårligt uddannede samfundslag fortrænges derhen, hvor der ingen job er, nemlig helt ud af storbyerne.

»Det er en kritisk udvikling,« siger han.

»Det handler om dem, der ikke ser en fremtid for sig i den globaliserede modernitet. Men helt ærligt, der er ingen, der har fundet en løsning på, hvordan vi løfter alle disse mennesker og de landlige regioner, hvor folk føler sig hægtet af. I årtier har det i Frankrig været den lille mands drøm at bygge eller købe sit eget hus – også for at sikre sig selv. Men når man forfølger denne drøm, så skubbes man længere nedad socialt og længere væk fra de store byer, hvor væksten foregår.«

Radikalt mindretal

Parallelt med udskydningen af miljøafgiften har Macrons talsmand Benjamin Griveaux antydet, at den lempede formueskat måske atter vil blive hævet.

Mange kommentatorer har med disse indrømmelser over for gadens parlament set en stærk svækkelse af Macron og hans muligheder for at gennemføre andre reformer. Men Macron har stadig mange politiske kort på hånden, mener Cohn-Bendit.

»Jeg ser det ikke så sort-hvidt. Macron har skabt en stor vrede mod sig med sin arrogance og sine manglende forklaringer. Men hans tid er ikke forbi. Heller ikke selv om Marine Le Pens chancer helt sikkert stiger med de her protester,« siger han.

»Vi ser allerede nu, at den franske opbakning til bevægelsen er begyndt at falde. Mit bud er, at flertallet i De Gule Veste vil begynde at skrumpe, mens mindretallet vil blive stadig mere radikalt. Det kan blive bevægelsens endeligt.«

De Gule Veste i Frankrig udstiller samtidens demokratiske paradoks: Demonstranterne er vrede på den politiske magt, men de tror også på, at den kan løse deres problemer
Læs også
I lørdags affyrede politiet tåregas imod aktivisterne i de parisiske gader. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Alvin Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Thomas Tanghus
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det autoritære er noget skidt, uanset om det er højreorienteret, venstreorienteret, desorienteret eller mainstream. Det rigide, lavdemokratiske EU giver ikke de sydeuropæiske regeringer plads til at løse de sociale problemer, og dermed hæmmes også løsningen af klimaproblemerne, som man kan se.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steen Piper, Kim Houmøller, Alvin Jensen, Morten Nielsen, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er kun begyndelsen!

Selvom volden ikke er til at udholde, at se på, må vores politikere prøve at forstå, at denne, dem og os, politik der føres i Danmark, Frankrig og Storbritannien mf., har talte dage.

Borgerne er blevet gældslaver langt op i middelklassen og dermed økonomisk udsatte og medgørlige eller borgerne et bare fattiggjorte, det er overhoved ikke noget tilfælde, det er efter det amerikanske forbillede, hvor sikkerhedsnet under den enkelte borger får stadig større masker, hvilket tvinger stadig større dele af befolkningen til at adlyde.

Børnene i fattige familier med syge forældre er i stigende grad selv psykisk syge, svage, udmattede eller kriminelle og helt ude af spillet, hvilket umuliggør et socialt løft, der skal ikke være modstand til kamp for beder løn og arbejdsvilkår, som syg og fattig er borgerne udsat for jobcentrenes ydmygelse og tortur, men det er meningen, det er ingen tilfældighed, det er kernen i den blå økonomiske arbejdsudbuds politik.

Pointen er den billige arbejdskraft i mere usikre job, det er, hvad den blå økonomiske arbejdsudbuds politik og dennes politikerne ønsker at udstyre konkurencestaten med.

I standard-økonomisk tankegang arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som de blå økonomisk funderede politikere mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor den generelt blå økonomisk funderede, har den opfattelse, at de fattige bogstaveligt talt ’skal’ være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige ideelt må tage to job, for at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der ’næsten mættet familien’, så de blå økonomisk funderede, har en befolkning, der kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. polske teenagers løn og arbejdsvilkår og ikke helt mætte.

Det er en farlig vej at gå, sådan at forsøge at tage håbet fra befolkningen.

I takt med fattige bliver flere i antal, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet.

Flemming Berger, Gustav Alexander, Klaus Bisgaard, Per Torbensen, Francois Luchaire, Torben Jensen, Lars Løfgren, Ole Frank, Alvin Jensen, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, olivier goulin, Lars Steffensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hvad siger de tiflytter til den franske forstad til den fattigdom i Frankrig? jeg tror ikke fordi de kan lide fattigdom, tvertimod, men Frankrig er trods alt et demokratisk land. I den eneste arabiske land, der er tilbage fra det "arabiske forår", Tunesien, diskuterer folk om de ikke skal tilbage til "diktaturet" hvor industrien er klar til at køre maskinerne? For mange er det ikke svær valg, også for fransmænd, der "brænder biler.

Jeg synes demokrati skal først". Men jeg tror det er også sådan for mange efter "Khashoggi sag" . Folk venter på den næste valg. Men i Europa( Frankrig) hvorfor virker valget ikke?

Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

For de højreradikale gælder det kun om at skabe så meget uro og ballade i et samfund som overhovedet muligt for at destabilisere det. At de blander sig i demonstrationer for at helle benzin på bålet er en taktik som ses overalt i den vestlige verden i disse år.

Ole Frank, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Om det er de højreradikale eller deres modpol antifa så elsker de ballade og blander sig gerne. Det er nok støtte fra Rusland der driver denne gadekamp. Hvilket jo er meget naturligt når man tænker på at, gadekampe i Paris minder uhyggeligt meget om dem der udspillede sig i Ukraine 2014. Utilfredshed over høje leve omkostningerne og korupte politikkere, en sag vesten (EU og USA) dengang støttede op omkring. Sikke et dilemma og dobbelt moral.

Forsvarsmekanismerne går i gang i de neoliberale medier.

Denne artikel mindede om en historie, Information for et par måneder siden viderebragte i forbindelse med Kavanaugh-sagen, Freud fortæller i Drømmetydning om en mand, der blev bebrejdet, at han havde lavet hul i den kedel, han havde lånt af sin nabo: For det første havde han afleveret den i uskadt tilstand, for det andet var der allerede huller i da han lånte den, for det tredie havde han aldrig lånt den af naboen. Så meget desto bedre. Nå bare en af disse forsvar holder stik må manden frikendes.

Parallelen er lige til. De gule veste har ikke noget fælles af demonstrere mod, de har ingen ledelse, så hvem skal stakkels Macron mødes med. De gule vestes krav går ud over klimaet, mens Macron er manden som støtter at vi gør noget for klimaet. Og nu de gule veste yderligtgående højreorienterede. Bare en af disse angreb på de gule veste holder stik må vi frikende neoliberale klimasorte Macron...og EU for den sags skyld.

Flemming Berger, Gustav Alexander og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Francois Luchaire

Cohn-Bednit er indbegrebet på det reelle, håndfaste autoritære styre som tilhængerne af globalisme vil påføre nationerne og deres folk. Denne gamle, maxistisk-konservativ 68'er burde skamme sig over al det armod han bidrog til at skabe gennem det seneste halve århunderede.

"For de højreradikale gælder det kun om at skabe så meget uro og ballade i et samfund som overhovedet muligt for at destabilisere det. "

Og deres partnere på den anden fløj.

Gustav Alexander

Cohn-Bednit er inkarnationen af venstrefløjens vakkelvorne ambivalens. Han er en del af et centrum-venstre, der heller ser sig selv alliere med det neoliberale status qvo, end et 'autoritært' opgør med det.

Hans kritik ligger i formen og symbolerne, der i hans perspektiv - angiveligt - ikke retfærdiggør den sociale retfærdighed, som De Gule Veste søger. Tendensen mod uniformering - altså fællesskab i symbolet - begrædes som et autoritært tegn. Det er det ganske rigtigt også.

Men hvorfor er den såkaldte 'venstrefløj' (og her mener jeg de borgerlige der kalder sig 'socialdemokrater' og 'demokratiske socialister') så bekymret for udvortes tegn? Hvorfor er de autoritære karakteristika mere skræmmende end nogen dystopisk, neoliberal fremtid? Det begriber jeg ikke. Her falder den humanistiske venstrefløj i sit eget hykleri; for man må ikke dyrke volden eller det absolutte fællesskab - så er det bedre at sukke under sit åg og acceptere tingenes tilstand. Der er i hvert fald min forståelse af hans position. Man skal acceptere lønslaveriet og kummerligheden fordi det er det 'humanistiske' at gøre.

Selvfølgelig skal centristiske elementer i De Gule Veste ikke have lov til at fremture med et tomt forlig uden egentlig sejr. Derfor var dødstruslerne nødvendige. Selvfølgelig manifesterer klassesolidariteten sig i den gule vest. Det er jo den jævne mands symbol.

Det er 'progressive' som Cohn-Bednit der har skabt højrepopulismen da de altid har stillet sig kategorisk mod samfundsomvæltninger - så flygter folk jo til den anden fløj. De selvsamme tendenser som han er imod er i realiteten tegn på at venstrefløjen endelig vækkes.

Robespierre forstod at kampen for retfærdighed i sit fundament må være absolut og kompromisløs - for fjenderne af retfærdighed er selv kompromisløse. Nedskæringerne fortsætter jo selvom de maskeres med 'dialog' og 'kompromis', der i realiteten blot forhaler en proces, som for Macron allerede står fast på. Ganske som finanskapitalens bureaukratiske disciple i andre lande.

Lad os i stedet huske Robespierre og hilse udviklingen velkommen. Værre havde det været, hvis folket blot lod sig lede mod deres egen undergang i blinde.

"Society owes protection only to peaceable citizens; the only citizens in the Republic are the republicans. For it, the royalists, the conspirators are only strangers or, rather, enemies. This terrible war waged by liberty against tyranny- is it not indivisible? Are the enemies within not the allies of the enemies without? The assassins who tear our country apart, the intriguers who buy the consciences that hold the people's mandate; the traitors who sell them; the mercenary pamphleteers hired to dishonor the people's cause, to kill public virtue, to stir up the fire of civil discord, and to prepare political counterrevolution by moral counterrevolution-are all those men less guilty or less dangerous than the tyrants whom they serve?"

'Robespierre: On the Moral and Political Principles of Domestic Policy' 1794

Citatet fra Robespierre minder, ikke mindst hvis det skal forstås som en generel anvisning på, hvordan man skal forholde sig til politiske modstandere, frem for som et udsagn i en bestemt situation, hvor det revolutionære Frankrig befandt sig i krig, foruroligende om den moderne populistiske logik: folket er dem, der er enige med os, resten er uden for folket og uden for loven og i øvrigt agenter for fjendtlige udenlandske magter. Hvis et mindretal modsætter sig flertallets vilje med magt, er det legitim nødværge at undertrykke dette mindretals forehavende, men det betyder vel ikke, at politisk uenighed og diskussion i det hele taget skal være forbudt, eller at retsstat og menneskerettigheder bør ophæves - eller at den ene eller den anden gruppe under påberåbelse af at repræsentere folkeviljen afskaffer demokratiet og understrykker enhver opposition? Hvilken retfærdighed kan politik ført efter sådanne principper føre til?

Jens Thaarup Nyberg

Francois Luchaire; 09. 12 - 11:22
Daniel Cohn-Bendit var anarkist, og ikke Marxist. I dag støtter han en republikansk orden og EU.

Gustav Alexander

Ib-Gram Jensen,

Jeg synes helt klart at citatet har anvendelsesværdi udenfor Frankrigs historisk specifikke situation. Grunden til at jeg anvender det er at man i den tid var nød til at erkende modsætningsforholdene samt den uundgåelige vold, som disse modsætninger nødvendigvis måtte lede til.

Det der var på spil var Republikkens fødsel og dens sejr eller spektakulære nederlag til den gamle senfeudale orden i Europas reaktionære monarkier. Her stod det for Robespierre tydeligt at vold i republikkens navn nødvendigvis måtte være en dyd, da dens eneste tænkelige alternativ var regressionen tilbage til de konservative monarkiers åg. Ville vold i republikkens navn således være forkastelig som metode? Nej, for målet var Republikken; det fundamentale brud med tidligere undertrykkelse. Den midlertidige, revolutionære vold måtte udviske monarkiet og dets støtter, således at en reelt 'humanistisk' verden kunne etableres. Robespierre begyndte her en debat angående mål og midler, som vi i dag tror er afsluttet. Vi 'ved' i dag at målet aldrig helliger midlerne - det mener jeg er hyklerisk, når midlerne er det eneste, der kan løsne mennesket fra det stadig mere kummerlige lønslaveri. Cohn-Bendits standpunkt er i det perspektiv udtryk for en støtte til den systemiske, permanente og omnipresente vold, som i mit perspektiv er det eneste alternativ til den midlertidige, revolutionære vold. Terror er derfor, i situationer med objektive klassemodsætninger, hvis interesser ikke kan rekoncilieres, et udtryk for dyd. Altså dyden i at sætte en stopper for den permanente vold. Er man imod den som socialist, så antager jeg at det er fordi man fundamentalt ikke tror at objektive klassemodsætninger eksisterer.

Centrum-venstre intellektuelle køber ikke idéen om fundamentale modsætninger, der ikke kan genforenes. I deres perspektiv er den borgerlige fiktion om fællesskabet i status af 'borger' sandhed. I det perspektiv findes der ikke fundamentale forskelle - her kan direktør og SOSU assistent, lastbilchauffør og spekulant altid findes fælles fodslag. Vi skal bare, som Cohn-Bendit maner til - i andre ord - forsøge at forstå hinanden og vægte kommunikation fremfor misforståelse .. Men De Gule Vestes utilfredshed har ikke rod i misforståelser! Den har rod i objektive klassemodsætninger.

Min anke er her todelt. For det første har centrum-venstre overgivet sig ideologisk til det borgerlige systems fiktion om sig selv. For det andet argumenterer de i realiteten for fortsættelsen af en systemisk vold, der ikke har ende. Her virker det hyklerisk at dæmonisere opgøret for derefter at acceptere status qvo, som om det skulle være det 'humanistiske' at gøre.

Krav stillet af de Gule veste hvoraf rigtig mange er fornuftige men jeg forstår godt at eliten ( og medierne er overvejende styret af eliten)ikke bryder sig om dem og derfor hellere vil fokusere på volden og de muligvis mere problematiske sider - men det ser ud til at langt de fleste krav ville komme den brede befolkning og de ringest stillede til gode.

https://www.opendemocracy.net/can-europe-make-it/france-bleu/demands-of-...

Gustav Alexander,

Spørgsmålet er ikke, om det er legitimt at anvende den nødvendige vold for at forsvare et flertals vilje til demokratiske og lighedsskabende forandringer af samfundet over fo et mindretals voldelige forsøg på at forhindre sådanne forandringer. Det vil være legitim nødværge. Problemet er en vold, som i realiteten udøves efter nogle lederes forgodtbefindende og i "folket"s navn, men uden for folkets kontrol og potentielt mod hvemsomhelst uden nogen form for retssikkerhed - en situation, som mere sandsynligt vil føre til en permanent koncentration af magten hos disse ledere end til reelt demokrati og lighed - også fordi ledernes brug eller misbrug af magten ikke kan kontrolleres, når de suverænt kan beslutte, hvem der er "folket"s fjender, og hvilken opposition der skal eller ikke skal tolereres. En socialistisk revolution står dermed over for to lige reelle trusler: den ene er den manglende evne eller vilje til at forsvare den over for et mindretal, der bekæmper den med voldelige midler; den anden er et forsvar for den med midler, der fører til nye klasseskel frem for ophævelsen af skellet mellem regerende og regerede - jævnfør udviklingen frem til, under og efter Stalin.

"Jeg viste det var Russerne som stod bag."

Undrer det dig???
Det er bevist at de finansierede BREXIT. Og en del andre nationalistiske organisationer som har til hensigt at splitte EU / Europa, hvorefter Rusland bliver en regional stormagt igen, hvad der er deres øjeblikkelige mål.