Læsetid: 8 min.

George H.W. Bush’s præsidentperiode markerede skellet mellem en gammel og en ny verden

USA sørger over tabet af en præsident, der hjalp med at bringe verden helskindet ud af Den Kolde Krig og ind i en ny æra, som på mange måder gik George H.W. Bush imod. Han var opdraget til at være uselvisk og tjene sit land – ikke til at promovere sig selv. Trump priste lørdag den afdøde præsident
George Bush i tale til nationen den 25. december 1991. I talen bekendtgjorde den nu afdøde præsident Mikhail Gorbatjovs afgang som Sovjetunionens leder og dermed unionens opløsning og afslutningen på Den Kolde Krig.

George Bush i tale til nationen den 25. december 1991. I talen bekendtgjorde den nu afdøde præsident Mikhail Gorbatjovs afgang som Sovjetunionens leder og dermed unionens opløsning og afslutningen på Den Kolde Krig.

LUKE FRAZZA

3. december 2018

BOSTON – USA og verden mistede natten til lørdag den sidste nulevende ekspræsident, der havde kæmpet i Anden Verdenskrig og som tilhørte, hvad amerikanerne kalder »The Great Generation«.

George Herbert Walker Bush fløj i 1943-44 bombetogter fra et hangarskib mod japanske styrker i Stillehavet. Han var den yngste kamppilot i USA’s flåde. Da hans fly blev skudt ned, overlevede han ved hjælp af et katapultsæde og måtte vente i flere timer i havvandet på at blive reddet af en ubåd.

Piloter taget til fange af japanerne blev prompte henrettet. To af hans besætningsmedlemmer omkom.

Bush, der var USA’s præsident 1989-1993, døde i sit hjem i Houston natten til lørdag. Han blev 94 år gammel. Hans hustru gennem 75 år, Barbara Bush, døde i april.

Det amerikanske flag vil hænge på halv stang fra alle forbundsstatsbygninger, militære baser og ambassader i en måned frem. Onsdag bliver officiel sørgedag til ære for den afdøde præsident, hvor alle forbundsstatskontorer i USA holder lukket.

Fra morgenstund til sen aften lørdag var amerikanske medier fyldt med billeder og mindeord om den tidligere præsident. Kontrasten til den siddende præsident var ikke til at tage fejl af. Bush blev sat op på en piedestal som emblemet på en politiker, der sjældent fremhævede sig selv og altid tænkte på sit land og sit folk først.

I et af mange tv-interviews fortalte historikeren Jon Meacham, der er forfatter til en autoriseret biografi om George Bush, at han »jo ikke var et perfekt menneske«. Tv-værten Chris Matthews på MSNBC, der har gjort det til sin kæphest at gå i kødet på Trump hver aften, indskærpede over for Meacham, at »det kan vi tale om på et senere tidspunkt«.

Kisten vil på ordre af præsident Donald Trump blive fløjet af Airforce One fra Houston til Washington mandag og stillet i kapitolbygningen. Her vil Bush ligge lit de parade fra mandag aften til onsdag.

Mindehøjtideligheden vil finde sted onsdag i National Cathedral, og Trump og hans frue Melania planlægger at deltage. Det vil være første gang, at Trump møder USA’s tidligere præsidenter, siden han aflagde sin ed 19. januar 2016.

Til stede vil være Jimmy Carter, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama. Alle fire har ved lejlighed luftet deres ubehag ved Trump som USA’s leder.

Trump var hverken inviteret til Barbara Bush’s eller John McCains mindehøjtidelighed tidligere i år. I valgkampen i 2016 fornærmede han flere gange sin rival Jeb Bush – søn af den afdøde præsident – såvel som McCain.

»En fantastisk fyr«

Under G20-topmødet i Buenos Aires lørdag viste USA’s præsident sig fra en generøs side og priste George H.W. Bush under en fotografering med Tysklands Angela Merkel.

»Jeg mødte ham ved et par lejligheder. Han var en fantastisk fyr, og han vil blive savnet. Han levede et rigt og eksemplarisk liv,« lød det fra Trump.

Første gang Trump udtalte sin mening om Bush, var i et interview med Playboy Magazine i 1990. Det skete, efter at Bushs hårdtslående politiske rådgiver, Lee Atwater, havde anbefalet ham den berømte ejendomsmagnat som vicepræsidentkandidat i valgkampen i 1988. Bush skrev i sin dagbog, at han fandt ideen »besynderlig og ufattelig«.

»Jeg synes godt om George Bush og støtter ham, og det vil jeg altid gøre,« sagde den yngre Trump til Playboy Magazine i 1990.

»Men jeg er uenig med ham, når han taler om et blidt og omsorgsfuldt Amerika. Hvis det skulle ske, ville vort land ophøre med at eksistere. Det ville være langt bedre at have folk fra erhvervslivet til at styre vores udenrigspolitik.«

Bush levede i sandhed et rigt liv. Efter sin uddannelse på Yale University flyttede han med sin hustru og deres førstefødte søn, George W. Bush, til Texas, hvor han efter anbefaling fra sin far blev ansat i et oliefirma. I løbet af 10 år var han blevet dollarmillionær og gik ind i politik.

I 1960’erne var han medlem af Repræsentanternes Hus fra en valgkreds i Houston og søgte to gange at blive valgt til Senatet – uden held.

I 1970 blev Bush udnævnt til FN-ambassadør. I 1972 var han formand for Det Republikanske Parti. I 1974-75 tilbragte han halvandet år i Beijing som særlig udsending, inden USA og Kina oprettede diplomatiske forbindelser.

Herefter en kort tur som chef for CIA. Efter valget i 1976 af demokraten Jimmy Carter til præsident vendte Bush tilbage til det private erhvervsliv og tjente et år som direktør for USA’s udenrigspolitiske råd. Allerede i 1979 stillede han op til præsidentvalget, men tabte dysten om det republikanske partis nominering til Ronald Reagan.

Men Reagan tilbød på partikongressen Bush posten som vicepræsident. Efter at have tjent som vicepræsident i otte år stillede han op til præsidentvalget i 1988 og vandt.

Indenrigspolitiske bedrifter

Selv om George Bush kun tjente i én periode, var de fire år i Det Hvide Hus fyldt med begivenheder af verdenshistorisk betydning. I kraft af sin udenrigspolitiske erfaring var Bush mere engageret i at forvalte USA’s rolle som leder af den frie verden end i at føre indenrigspolitik. Det bidrog til hans nederlag i 1992 til demokraten Bill Clinton.

Ikke desto mindre fremstår hans indenlandske bedrifter i dag betydelige. I hans regeringstid blev loven om handikappedes lige borgerrettigheder vedtaget. Den pålagde bl.a. alle offentlige og private bygninger og selskaber at yde handikappede samme type tjenester som andre amerikanere.

I 1990 fik han en fornyet version af miljøloven Clean Air Act vedtaget i Kongressen, hvilket skærpede kravene til afbrænding af fossil energi. Uden denne lov ville det lovmæssige grundlag for præsident Obamas Clean Power Plan fra 2015 – der skulle forberede USA på overholdelse af Paris-aftalen – ikke have eksisteret.

I 1970 blev Bush udnævnt til FN-ambassadør. 

Ritzau scanpix

Det var under præsident Bush, at USA i 1991 tilsluttede sig FN’s første internationale klimatraktat i Rio de Janeiro, en forløber til Kyoto-protokollen og Paris-aftalen.

Bush fik også en indvandrerlov gennem Kongressen, som medførte en 40 pct. stigning i antallet af lovlige immigranter i de efterfølgende år.

Men disse præstationer blev overskygget af en kortvarig økonomisk recession i 1990-91, hvor Bush var travlt optaget af Tysklands genforening, USA’s invasion af Panama, Sovjetunionens sammenbrud og den første Golfkrig.

Bill Clintons effektive valgkampslogan lød: »It’s the economy stupid!«

Samtidig havde Bush brudt et løfte fra sin valgkamp i 1988 om at undlade at hæve marginalskatten på de højeste indkomster i lyset af det høje budgetunderskud, Reagan-regeringen havde akkumuleret gennem 1980’erne.

Det gav anledning til et mindre oprør i den republikanske partibase, der anså Bush for at være en alt for moderat politiker. I 1992 skete der det usædvanlige, at den populistiske højrepolitiker Patrick Buchanan stillede op mod den siddende præsident i partiets primærvalg og svækkede Bush’s stilling ved at vinde en anselig mængde stemmer.

Ud over offensiven fra Buchanan stillede oliemilliardæren og populisten Ross Perot op som kandidat for Reformpartiet, og hans erobring af 19 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i 1992 skadede uden tvivl Bush mere end Clinton.

Sølvske i munden

Buchanans og Perots præsidentvalgkampagner faldt sammen med et nyt medielandskab i USA. Det var i Bush’s præsidentperiode, at kabel-tv og talkshow-radio begyndte at vinde terræn og skabte en ny platform for ultrakonservative synspunkter.

Aviserne og de tre store tv-stationer ABC, CBS og NBC blev af mange republikanere og konservative amerikanere kritiseret for at ligge til venstre for midten i amerikansk politik.

I den forstand var Bush den sidste præsident, som tilhørte generationen af amerikanere, der havde kæmpet i Anden Verdenskrig, og den første præsident i en ny æra med ideologisk og politisk opbrud.

Hans præsidentperiode markerede også et skel mellem en gammel verden, hvor dyder som samfundspligt og personlig værdighed havde været i højsædet, og en hel ny verden, hvor de selvcentrerede yuppiers overdådige materialisme tog over, og alles øjne var rettet mod Wall Street.

Ikke fordi rigdom var en ukendt størrelse for George Bush. Han var født med en sølvske i munden, som hans politiske fjender yndede at sige.

Faren Prescott var en investeringsbankmand og senator. Moren Dorthy Walker nedstammede fra en familie af velhavende bankfolk. Hjemme i Greenwich, Connecticut, lige nord for New York, havde familien tjenestepiger og en chauffør.

Men USA’s 41. præsident hørte også til en gruppe af nu uddøde amerikanske politikere, for hvem ’noblesse oblige’ var en drivkraft i deres liv og karriere.

Bush blev opdraget af sin mor til at »gøre godt« i verden og på typisk protestantisk vis at nedtone sit ego. Hjemme på weekend fra kostskolen Phillips Academy i Massachusetts pralede han engang stolt over at have scoret tre mål i en fodboldkamp, hvortil moren karakteristisk svarede:

»Det lyder godt, men hvordan klarede dit hold sig?«

I sin tiltrædelsestale foran kongresbygningen i Washington, D.C. i januar 1989 kaldte den nyslåede præsident Bush sin plan om at engagere frivillige og velgørende organisationer i samfundslivet for »tusinde lyspunkter, der vil sprede sig som stjerner overalt i dette land«.

Det lød næsten som en mislykket allegori på en vision for Amerikas fremtid. Men Bush var ingen visionær politiker; han var aldeles pragmatisk anlagt.

Enden på Den Kolde Krig

Og det var netop, hvad der gjorde denne præsident til en eminent dygtig og koldsindig forvalter af en overgangstid, der let kunne være endt i mere end en katastrofe. Berlinmurens fald, de folkelige oprør i Sovjetunionens østeuropæiske satellitstater og Sovjetunionens sammenbrud var alle revolutionære begivenheder, der efter Bush’s opfattelse fordrede sindsro.

I sin selvbiografi skrev han:

»Hvad ville der være sket, hvis vi havde tilskyndet østeuropæerne til at gå på barrikaderne – og demonstrere for deres frihed? Det ville have skabt kaos og fare for et militært indgreb, blodsudgydelser … Bare for at stille mine kritikere tilfreds – vanvittigt.«

Præsident Bush og hans udenrigsminister James Baker spillede desuden en uundværlig rolle i opnåelsen af Frankrigs og Storbritanniens accept af Tysklands genforening i 1990. Ifølge Angela Merkel ydede Bush »et enormt bidrag til afslutningen af Den Kolde Krig og til ikke alene at forene Tyskland, men hele Europa, således at våbenkapløb kunne blive afløst af rustningskontrol«.

Mens den tyske genforening var undervejs, og nye demokratiske regeringer blev valgt i Østeuropa, invaderede Irak sin olierige nabostat Kuwait i sommeren 1990. Den principfaste amerikanske præsident frygtede, at en manglende håndfast reaktion fra verdenssamfundets side ville sætte præcedens.

Til Bush’s store fortjeneste lykkedes det ham at rekruttere en koalition af villige lande til at bistå i en lynkrig mod Irak. FN’s Sikkerhedsråd bemyndigede et militært indgreb med henblik på at tvinge de irakiske styrker ud af Kuwait, og Kongressen i Washington gav sin godkendelse.

George H. W. Bush og hans førstefødte søn George W. Bush i det ovale værelse i Det Hvide Hus.

Ritzau scanpix

Den 17. januar 1991 startede den første Golfkrig. Bush havde håbet, at et nederlag til de irakiske styrker ville foranledige et paladskup mod Saddam Hussein. Sådan gik det ikke. Præsidenten kunne have besluttet at sende sine styrker hele vejen til Bagdad og afsætte diktatoren. Men det var ikke USA’s opdrag fra Sikkerhedsrådet.

Bush nægtede at afsætte Saddam, og ifølge Meachams biografi fortrød denne principfaste præsident aldrig sin beslutning, også selv om den anden Golfkrig i 2003 skulle blive en uudslettelig plet på hans søns præsidentskab.

Bob Woodward har skrevet bøger om ni præsidenter. Hans første er stadig den mest berømte, den om Nixon. Tiden vil vise om hans seneste bog, den om Trump, ændrer på det.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Henrik Brøndum
Torben Lindegaard og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra et dansk perspektiv må vi tænke på George H.W. Bush som den CIA-chef, vicepræsident og præsident der har sat gang i de største flygtninge-vandringer mod Europa og USA. Vi er således pga. Bush gået fra at være et såkaldt humanistisk land til at være et land med udlændingestramningskager og "øde ø"-retorik. Øv øv!

Amnesty International korrigerede senere (sig selv) historien til ikke at kunne bekræftes.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Nayirah_testimony

Det var en løgn fortalt af den Kuwaitiske ambassadørs datter.

https://www.nytimes.com/1992/01/15/opinion/deception

Men hvad pokker det satte gang i våbensalget.
https://www.nytimes.com/1993/01/06/world/us-to-sell-to-kuwait-4.5-billio...

Trond Meiring, Claus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvordan var det lige med den blodige krig Saddam førte mod Iran fra 1980 til 88 - hvor var USA i den sammenhæng fordi den menes at være optakten til Kuwait-striden ? Var det hele på amerikansk initiativ efter ambassadekuppet i Teheran 1979 ?

Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Søren Clausen, Trond Meiring og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"I will never apologize for the United States — I don't care what the facts are...
I'm not an apologize-for-America kind of guy."

- George HW Bush, 2 august 1988, efter at USA havde nedskudt et iransk passagerfly, der kostede 290 mennesker livet, herunder 66 børn.

Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Claus Nielsen, Henrik Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Det er en flot Rune, som du rister over George H.W. Bush.

Det hjælper selvfølgelig på sagen, at jeg altid har været ret begejstret for manden -
i det omfang man nu kan begejstres af så kølig en personlighed.

Stort set bebrejder jeg ham alene opfølgningen på hans opfordring til de såkaldte sumparabere til at gøre oprør imod Sadam Hussein i 1991. Da koalitionen så ikke invaderede Irak - eller udslettede Den republikanske Garde - gik det ilde for de oprørske sumparabere. Koalitionen forsøgte sig med et flyveforbud syd for 33. breddegrad; men det var lang fra tilstrækkeligt.
Sumparabernes levested imellem Eufrat og Tigris blev fuldstændig ødelagt.

Ebbe Sønderris skrev om det i Information i sin tid:
https://www.information.dk/2001/05/miljoekatastrofe-afsloeret-irak

Er det proportionsforvrængning at bebrejde George H.W. Bush denne katastrofe ??

Måske .... men det er utilgiveligt at opfordre en gruppe undertrykte mennesker til at gøre oprør mod en tyran, for så at lade tyrannen tage blodig hævn efter at man i øvrigt har besejret samme tyran.

Sumparaberne havde ikke en jordisk chance imod Hussein's Republikanske Garde.
De kunne kun forsøge at skjule sig - og det blev også forhindret, da deres områder blev fuldstændig drænet.

Martin Burcharth

Kære Torben Lindegaard - Jeg er fuldstændig med på dine betænkeligheder. Det var jeg også dengang. Jeg tilbragte mange og lange stunder med den irakiske systemkritiker Kanan Makyia i slutningen af 1990'erne, der på vores spadsererture besværede sig over præcist det, du omtaler, og mange andre ting, der gik galt i den første Golfkrig. Men - men: Skulle Bush gå ud over det mandat, han havde fået af Sikkerhedsrådet? Det afviste han at gøre, og han fortrød det aldrig. Se, det er er principfast leder. De humanitære konsekvenser var enorme. Men hvem ved, hvad USA havde rodet sig ind i, hvis amerikanske styrker havde indtaget Bagdad i 1991 - på linje med, hvad der skete i 2003? Følgerne kunne være blevet lige så blodige som mellem 2003 og 2009. Jeg tror faktisk, Bush gjorde det rigtige. Sønnen fulgte ikke farens eksempel, desværre, og Bush Sr. bebrejdede senere Cheney og Rumsfeld for at have vildledt Jr. En rigtig bedrøvelig historie.

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Ja, det er en rigtig bedrøvelig historie, som du skriver.

Sadam Hussein følte sig, rimeligt nok, faldet i ryggen af sumparabernes oprør midt under en krig imod en overmægtig fjende anført af USA.
Hans raseri var uden grænser - og koalitionen med USA i spidsen stod gevær ved fod, imens sumparaberne blev fuldstændig udslettet af Den republikanske Garde, som de vestlige styrker ellers havde haft på kornet, men lod undslippe.

A nasty business.

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Hele spørgsmålet om George H.W. Bush’s opfordring til oprør imod Sadam Hussein stilet til sumparaberne, og den omstændighed, at sumparaberne fulgte George H.W. Bush’s opfordring og kom i ulykke derved, bringer os over i morallæren – og det er jo slet ikke storpolitik.

Hvor forpligtet er man af de opfordringer, man giver – især som stormagt ?
Ikke særlig meget, åbenbart – og det er vel også OK.

Enhver har selv ansvar for sine egne handlinger, uanset hvilke råd og opfordringer, man har modtaget – dette gælder også sumparabernes ledere dengang i 90’erne.

Og så alligevel …. Det var en stormagt, der giver opfordringen, og sumparabernes oprør hjalp koalitionen til sejren ….
Men omvendt …. Hvad kunne selv den vestlige koalition gøre i situationen givet FN’s mandat ? ….
Og hvilke ulykker ville det have medført, hvis de havde grebet håndfast ind ?

Det kan man gruble meget over, og i bagklogskabens klare lys er det klart, at George H.W. Bush gjorde ret i ikke at invadere Irak i 1991; og som du nævner, var George H.W. Bush aldrig selv i tvivl, hvilket han myndigt fastholdt i sin og Brent Scowcroft’s fælles bog, ”A World Transformed” fra 1998.

Men sumparaberne i Syd og kurderne i Nord betalte en høj pris for at have stolet på The Voice of Free Iraq – CIA’s radiostation, der lovede Guld & Grønne Skove, hvis de bare ville kæmpe imod Sadam Hussein.

Stinus Mikkelsen

Det var dog en utrolig gang hvidvask. At fremstille Golfkrigen som om den handlede om principper? Det er muligt at der var et sikkerhedsrådsmandat, men det indbefattede næppe at bombe civil infrastruktur systematisk. Eller at anvende ammunition med forarmet uran, som forgiftede store dele af landet. For derefter at følge op med sanktioner, der i sig selv blev et masseødelæggelsesvåben. Det var en krigsforbrydelse af enorme proportioner. Over 100.000 irakere døde i selve krigen, langt flere som følge af den. I øvrigt blev krigen solgt på en bevidst løgn (de famøse kuvøsedrab), så sønnen havde det ikke fra fremmede. En mand af principper?! Hvilke, helt præcist?