Læsetid: 9 min.

Globaliseringen vender hjem: 258 syersker brændte ihjel i Pakistan – nu er tøjbranchens 9/11 kommet for retten i Tyskland

I 2012 døde 258 mennesker i en brand i en pakistansk tøjfabrik, som leverede sin produktion til den tyske discounttøjkæde KiK. Nu er der ved en tysk domstol indledt en højst usædvanlig sag, der vil gøre de vestlige virksomheder medansvarlige for de horrible forhold i de globale forsyningskæder
Saeeda Khatoon viser et foto af sin søn, Aijaz Ahmed, der døde i branden på den pakistanske tekstilfabrik Ali Enterprises i 2012. Ved retssagen i Dortmund kræver hun, at den tyske discounttøjkæde KiK, som fabrikken leverede til, bliver stillet til ansvar.

Saeeda Khatoon viser et foto af sin søn, Aijaz Ahmed, der døde i branden på den pakistanske tekstilfabrik Ali Enterprises i 2012. Ved retssagen i Dortmund kræver hun, at den tyske discounttøjkæde KiK, som fabrikken leverede til, bliver stillet til ansvar.

Bernd Thissen

6. december 2018

DORTMUND – I begyndelsen er Saeeda Khatoon forholdsvis fattet, som hun står der i den nordeuropæiske novemberkulde med et billede af sin søn foran sig.

»Han blev kun 18 år – fordi han arbejdede på Ali Enterprises. Da jeg kom derhen, stod fabrikken allerede i flammer. Der var ikke noget at gøre. Han kom ikke ud.«

Allerede inden tolken har oversat det hele fra urdu, bryder den lille kvinde ud i gråd.

»Jeg sov ikke hele natten. Næste morgen så jeg liget af min søn, mit eneste barn. Dér vidste jeg, at jeg ville kæmpe for retfærdighed,« siger den 48-årige Saeeda Khatoon.

»Ikke bare for mig selv og min søn, men for alle arbejdere i tekstilbranchen i Pakistan.«

I alt kostede branden i fabrikken Ali Enterprises i den pakistanske millionby Karachi 258 menneskeliv, mens flere hundrede mennesker stadig lever med følgerne af kvæstelser og røgskader. Både omfanget og datoen, den 11. september 2012, har derfor givet katastrofen tilnavnet ’tekstilbranchens 9/11’.

Jeans til spotpriser

I dag – seks år efter branden – er Saeeda Khatoon kommet et stort skridt videre i sin kamp for retfærdighed i den tyske by Dortmund. Dortmund ligger godt nok 7.000 km fra hendes hjemstavn. Men den ligger kun 30 km fra den tyske discounttøjkæde KiK’s hovedsæde, hvorfra firmaet styrer sine 3.500 filialer, der i 2017 gav koncernen en rekordomsætning på ca. 15 milliarder kroner.

Netop KiK var den suverænt største kunde ved Ali Enterprises. Derfor stod koncernen torsdag på anklagebænken i landsretten i Dortmund i en helt usædvanlig retssag, der i sidste ende kan skabe nye spilleregler i den globaliserede tekstilindustris forsyningskæder – med Saeeda Khatoon som en af de fire anklagere.

De anklager ikke KiK for selve branden, som måske var påsat.

Koncernen anklages derimod for, at branden udviklede sig så katastrofalt. Ifølge klagerne var der gitre for de fleste vinduer, flugtvejene var for lange, der manglede brandslukkere, og næsten alle branddøre var muret til eller placeret i livsfarlig højde helt uden brandtrapper på ydersiden.

Groft sagt lyder anklagen på, at KiK skal have presset Ali Enterprises til at spare brandsikkerheden væk for at sikre, at de europæiske kunder kan købe T-shirts og jeans til spotpriser.

»Vi vil have, at KiK som vestlig storkoncern, der har outsourcet hele sin produktion, ikke bare kan fralægge sig ethvert ansvar for den produktion, som de lever af,« siger den berlinske advokat Remo Klinger, som fører sagen i samarbejde med ngo’erne ’European Center for Constitutional and Human Rights’ (ECCHR) og ’medico international’.

»KiK hævder, at de bare var kunder ved Ali Enterprises. Hvis du af og til køber et brød ved bageren, er du selvfølgelig ikke ansvarlig, hvis bageriet brænder ned. Men hvis du hver morgen køber 100 procent af bageriets produktion, ser det anderledes ud.«

Her ligger sagens vigtigste stridspunkt. Ifølge KiK har koncernen opkøbt 75 procent af produktionen fra et selskab, der er selvstændigt og selv bør hæfte og sørge for brandsikkerhed ud fra pakistanske regler. Der forelå endda de påkrævede sikkerhedscertifikater. Det sidste er underskrevet få uger før branden.

Det ser Remo Klinger som en billig undskyldning for en produktionsfilial, hvor KiK dikterede betingelserne ud fra princippet ’så billigt som muligt’.

»Vi ved, at KiK’s repræsentanter har været i Pakistan og med egne øjne set, hvor katastrofale forholdene var. Der var ingen anmærkninger på sikkerhedscertifikaterne, men det er alment kendt, at det er en korrupt branche,« siger Remo Klinger.

Han støtter sig her til både øjenvidneberetninger og 3D-rekonstruktioner af bygningen efter branden.

»KiK kan ikke vaske hænder i disse certifikater.«

Ansigt til ansigt med katastrofen

Kort efter branden grundlagde mere end 200 pårørende familier en forening, hvor Saeeda Khatoon senere blev valgt til at være en af klagerne mod KiK.

Den tyske koncern havde ellers reageret med at stille omkring en million dollar til rådighed til de overlevende og efterladte. Men foreningen krævede ikke bare en kortsigtet skadeserstatning. Den krævede også en ansvarsplacering og en forbedring af forholdene i hele tekstilbranchen.

Med ngo’erne ECCHR og medico internationals hjælp indleverede de i 2015 sammen med advokaten Remo Klinger en anklage ved landsretten i Dortmund med et krav om en skadeserstatning på ca. 225.000 kroner pr. offer.

Det fik KiK til i 2016 at indvilge i en langt større erstatning på i alt 5,15 mio. dollar – overvejende som løbende bidrag til nogle af de ramte familier. Pengene begyndte at flyde i maj 2018, men KiK-koncernen understreger fortsat, at den dermed ikke påtager sig ansvaret for katastrofen.

»KiK har kæmpet med alle midler for at undgå den her retssag. De har nu ændret strategi og prøver at erklære sagen for forældet,« siger advokat Remo Klinger til Information.

Netop dette spørgsmål var omdrejningspunktet for torsdagens høring. Hvorvidt og hvordan den pakistanske forældelsesfrist skal gælde eller ej, viste sig her at være så kompliceret, at dommerne valgte at udskyde denne første afgørelse til januar. Først til den tid vil det vise sig, om selve retssagen kan indledes.

»KiK’s erstatning af de materielle skader på over fem mio. dollar efter vores klage gjorde en stor forskel for ofrene. Men vi har stadig et åbent regnskab med de immaterielle skader – erstatning for svie og smerte. Det nægter KiK at udbetale, for det ville samtidig lægge fast, at ansvaret ligger hos KiK. Det ville danne præcedens for helt nyt ansvar i tekstilbranchen,« siger Remo Klinger.

»Det, der her står for retten, er udbytningen af arbejderne i en produktions- og leverancekæde, der slutter i de vestlige tøjbutikker. Det plejer at være abstrakte spørgsmål. Men nu er det ikke bare varerne og profitten, der kommer til Vesten. Det er helt konkret de mennesker, som har lidt under arbejdsforholdene og katastrofen, som vi nu står ansigt til ansigt med,« siger den tyske advokat med henvisning til Saeeda Khatoon.

»Globaliseringen vender hjem. Verden er blevet for lille til, at vi bare kan fralægge os ansvaret, når vi får produceret stort set alt vores tøj i fattige lande på den sydlige halvkugle.«

Frivillige almisser, intet ansvar

Et yderligere problem er, at fattige lande med store tekstilindustrier som Bangladesh og Pakistan ikke har interesse i strengere lovgivninger eller højere lønninger end de nuværende ca. 150 dollar om måneden i snit. Det kunne føre til, at Vestens tøjproduktion ville blive flyttet til andre lande eller automatiseret i endnu højere grad.

Derfor er det pinedød nødvendigt med bindende internationale standarder, så vi undgår et fortsat ræs mod bunden i de fattigste lande, mener Thomas Seibert fra ngo’en medico international.

Han gør opmærksom på, at Ali Enterprises langtfra er en enlig svale. Det vidner en brand i en tøjfabrik i Dhaka i 2012 med over hundrede dødsofre og den sammenstyrtede Rana Plaza-fabrik med over tusind dødsofre i 2013 om – begge i Bangladesh.

»Hvis ikke firmaerne kan gøres ansvarlige, når de bryder de i forvejen lave minimumstandarder, så nytter selvforpligtelser og certifikater ingenting. Vi har brug for, at aftagerne underlægges en juridisk bindende pligt til, at sikkerhedsstandarder og grundlæggende rettigheder ved leverandørerne overholdes,« siger Thomas Seibert.

Han er derfor heller ikke tilfreds med KiK’s »frivillige almisser«.

»Hele systemet i tekstilbranchen er anlagt på denne ansvarsfralæggelse. Vi har i Vesten jo outsourcet produktionen, fordi det fungerer sådan, fordi de kan producere til dumpingpriser, så vi kan købe T-shirts til et par euro,« siger Thomas Seibert.

»I de seneste 30 år er tekstilforbruget i Tyskland fordoblet. Det er sammenfaldende med den store outsourcing og prisdumping. Dét er selve logikken bag de slavelignende forhold og den manglende sikkerhed. Arbejderne betaler prisen for vores billige tøj.«

Blod på tøjet

Over for den tyske avis Handelsblatt har KiK’s chef, Patrick Zahn, beklaget sig over, at der med retssagen blot skulle statueres et eksempel, som rammer netop KiK. Men han er også fortaler for, at der skal skabes større retssikkerhed i hele leverancekæden – helst i kraft af europæiske regler, så der ikke opstår en skæv konkurrencesituation mellem de europæiske lande.

»Men som global virksomhed kan man alligevel ikke garantere for alt i leverandørernes fabrikker,« understreger KiK-chefen.

Også lederen af KiK’s CSR-afdeling, Ansgar Lohmann, har gentagne gange påpeget, at KiK allerede har betalt millionsummer, og at brandens katastrofale udvikling skyldtes, at der var tale om en påsat brand, der målrettet gik efter at hindre adgangen til nødudgangene.

Ved torsdagens første høring var der til klageren Saeeda Khatoons skuffelse ikke nogen KiK-repræsentanter, der meldte sig. De overlod ordet til tre advokater, der repræsenterer koncernen, som ifølge sin hjemmeside tilbyder »et bredt sortiment til prisbevidste familier, tilbudsjægere og smart-shoppers«.

Selv om det videre slag er udskudt til januar, håber Saeeda Khatoon, som mistede sin søn i branden, at processen allerede har bevæget noget.

»Jeg er bare mor til en fattig arbejder,« siger hun til Information.

»Fattige arbejdere regnes ikke som mennesker i det her system. Det var KiK, som min søn producerede til, så det er dem, vi har anklaget. Jeg er glad for, at vi er kommet så langt. Jeg vil have retfærdighed og sørge for, at det aldrig sker igen,« siger hun.

»Alle mennesker har brug for tøj, også her i Europa. Men alt for tit går I rundt med tekstilarbejdernes blod på tøjet.«

»Der sker ulykker i Pakistans tekstilbranche hver dag. Dem hører I bare ikke om«

Arbejderne på de pakistanske tøjfabrikker er uorganiserede, de lokale regeringer lukker øjnene for ikke at miste investorer, mens aftagerne i Vesten gør alt for at holde produktionsprisen helt i bund. Det siger generalsekretæren i Pakistans nationale handelsforbund.

– I 2012 døde 258 mennesker i branden på den pakistanske fabrik Ali Enterprise. Nu stævner overlevende og efterladte den tyske tøjkæde KiK, som aftog hovedparten af Ali Enterprises produktion, ved landsretten i Dortmund. Nasir Mansoor, du er rejst hele vejen fra Pakistan til den første høring – men kan det ændre noget på forholdene i Pakistan?

»Ja. Vi håber på at danne præcedens for, at de vestlige aftagere kan gøres medansvarlige for forholdene i branchen. Selv hvis det ikke lykkes, er opmærksomheden og debatten vigtig i sig selv. Det her pres er nødvendigt, for indtil videre har katastrofen i Ali Enterprise stort set ikke ændret noget. Den pakistanske regering har gjort, hvad den kunne for at lægge låg på det og få folk til at glemme ulykken,« siger generalsekretæren i Pakistans nationale handelsforbund (NTUF).

– Hvilke dimensioner handler det om?

»Ud af Pakistans 68 millioner arbejdere er over halvdelen på den ene eller anden måde tilknyttet tekstilindustrien, hvor de ofte arbejder under slaveagtige forhold. De færreste er syge- og pensionsforsikrede, og det er stadig under én procent, der overhovedet er i en fagforening. Enten fordi arbejdsgiverne forbyder det eller presser dem til ikke at organisere sig og kræve bedre løn og arbejdsforhold – selv om minimumlønnen ligger under 100 dollar om måneden for 10-12 timers arbejde om dagen.«

– Hvad kan et pres på de vestlige aftagere bevirke?

»Vi oplever en flerdimensionel krise i tekstilbranchen. Regeringen i Pakistan interesserer sig kun for, at der kommer vestlige investorer til landet. Derfor vil de holde arbejds- og sikkerhedsforholdene så ’fleksible’ – altså så dårlige og billige – som muligt. Fabriksejerne skaber uigennemsigtige systemer af underleverandører og omgår mindstestandarderne på alle mulige måder. Og arbejderne er så pressede, at de ikke organiserer sig. Derfor har branden i Ali Enterprise stort set heller ikke ændret sig. I lokale pakistanske medier kan du dagligt læse om mindre ulykker, eksplosioner eller brande, hvor der måske kun er kvæstede eller et par døde. Det hører I bare ikke om i vestlige medier. Vores håb er, at det her tages alvorligt internationalt. At der bliver skabt internationale mindstestandarder, som er forpligtende både for producenterne og aftagerne.«

– Er du optimistisk?

»Som fagforeningsmand er jeg selvfølgelig glad for, at tyske ngo’er vil arbejde sammen med os. Og når jeg ser, hvilken opmærksomhed processen mod KiK får, så bliver jeg mere optimistisk. Det her skal debatteres, det skal ud i medierne både i de producerende lande og her i Europa, hvor tøjet købes. Det skal siges højt: Det tøj, I bærer, er for det meste produceret under umenneskelige forhold.«

I udkanten af Dhaka, Bangladesh, ligger fabrikken Oeko-Tex, der producerer og syr tøj for den danske virksomhed Bestseller.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
  • Alvin Jensen
  • Gert Romme
  • Poul Erik Riis
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Anders Graae
  • Maria Francisca Torrezão
  • Eva Schwanenflügel
  • Morten Lind
  • David Zennaro
Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Alvin Jensen, Gert Romme, Poul Erik Riis, Peter Beck-Lauritzen, Anders Graae, Maria Francisca Torrezão, Eva Schwanenflügel, Morten Lind og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Økonomi kommer først, derefter kommer udenomssnak, de menneskeskabte klimaforandringer og stigende økonomisk ulighed er ‘selvskabt’, hvornår vælges politikere der er befolkningens tjenere?

Højdespringeren på Børsen sidste torsdag 29.11.2018

TØJKONCERN I KURSHOP

“Et af de store lyspunkter sidste torsdag var tøjkæden Abercrombie & Fitch, hvor aktien steg med 20,9 pct.”

Link: https://penge.borsen.dk/artikel/1/373170/amerikanske_renter_kunne_ikke_s...

Abercrombie & Fitch Joins Bangladesh Pact

“The minimum wage increased from $38 to $68 monthly, but it hasn’t risen in tandem with inflation. A 2016 report from the Global Living Wage Coalition suggested that the living wage in the country should be anywhere from $177 to $214 depending on the region. In Bangladesh and other developing nations, garment work is often described as a form of empowerment for young women, says Liana Foxvog, director of organizing and communications for the ILRF. But when these women are underpaid, it traps them and their families in a cycle of poverty, she says.

Companies often blame their refusal to pay workers higher wages on efforts to keep up with competitors, but Foxvog questions this claim.”

Link: https://www.racked.com/2018/4/13/17230770/rana-plaza-collapse-anniversar...

Finansiering til shipping bør reduceres, det er ‘ikke’ muligt fortsat i CO2 regnskabet, at sende halvfabrikata jorden rundt, tre fire gange, før det færdige produkt lander på hylden.

Frihandel bygger på shipping, denne shipping, der årligt udleder 800 millioner tons CO2.
Shipping er ikke medregnet i klimaregnskabet, shipping ‘er’ skattespekulation, skattesvindel og skatteunddragelse, frihandel skaber de ekstreme menneskeskabte klimaforandringer, der skaber eksistentielle udfordringer for os alle globalt.

“International maritime shipping accounts for approximately 800 million tonnes of CO2 emissions a year, but it is not regulated by the Paris Agreement.”

Link: http://www.unepdtu.org/-/media/Sites/Uneprisoe/Working-Papers/2017/Worki...

Udflytning af danske arbejdsplader og slaveri anno 2018.

Ingen kan i takt med uligheden vokser i EU betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen og syv dage om ugen 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.

Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nog og de kan ikke arbejde hurtigt nok.

Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn.

På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/

kjeld jensen, John S. Hansen, Estermarie Mandelquist, Christel Gruner-Olesen, Jes Kiil, Alvin Jensen, Ole Meyer, Torben Arendal, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

”At der bliver skabt internationale mindstestandarder, som er forpligtende både for producenterne og aftagerne.” (Generalsekretæren i Pakistans nationale handelsforbund)

Det lyder som en god idé.

John Andersen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Alf Bjørnar Luneborg og Gert Romme anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Debatterne om migration fylder dog så vidt jeg kan se utroligt meget mere. Bagsiden ved det forekommer ret indlysende. Nemlig at folk her og ellers rundt omkring i verden får sig selv til at tro at det at flytte mennesker i sig selv er enten en patentløsning eller roden til alt ondt. Men det er der intet der tilsiger. Millionvis af europæere, og her taler vi om at de fleste af os sikkert har nogle ikke så fjerne slægtninge, udvandrede jo især i det 19. og starten af det 20. århundrede. Men det fritog ikke samfundende i Europa for selv at søge løsninger på problemer med ikke mindst fattigdom og ringe arbejdsvilkår. De "rige" lande kan vel lige så lidt løse andre landes problemer alene ved at føre en "den røde løbers" politik, der uanset p.t. virker meget langt fra tidens tendenser.

jan henrik wegener

Så, når man nu forsøger at regulere migration internationalt var der måske endnu mere grund til at prøve også med arbejdsforhold, løn, m.v. Selvom det sikkert vil træde magtfulde grupper over tæerne i endnu højere grad, hvilket dog vel kun tiden kan vise.

“Pakistans nationale handelsforbund (NTUF)” … really? Tror du ikke snarere det er en fagforeningsmand du har talt med?