Læsetid: 8 min.

»Ingen af os aner, hvad der sker med Brexit. Måske falder vi med ansigtet først, men i det mindste vil det være os selv, der gør det«

Brexit betyder Brexit, siger Theresa May hele tiden, men hvad betyder Brexit egentlig? Information har besøgt de hvide klipper i Dover for at finde ud af, hvad de britiske Leave-vælgere egentlig vil have
Brexit betyder Brexit, siger Theresa May hele tiden, men hvad betyder Brexit egentlig? Information har besøgt de hvide klipper i Dover for at finde ud af, hvad de britiske Leave-vælgere egentlig vil have

Peter Nygaard Christensen

8. december 2018

Da den halvtomme bilfærge er halvvejs ude i kanalen, kan man pludselig se, hvor store de rent faktisk er: De hvide klipper ved Dover, som gløder i det orange morgenlys, så det kan ses hele vejen til Frankrig.

Bag et af færgens vinduer står Allan iført slips og hvid papirhat på det grå hår, mens han serverer full English breakfast med bacon og bønner for et par passagerer – i 44 år har han sejlet frem og tilbage mellem Frankrig og de hvide klipper:

»Jeg har set, hvad der kommer ind i vores land,« som han siger, mens han klør sig på sin nybarberede kind med en stiv pegefinger.

»Jeg er ikke racist, men vi briter er blevet for dårlige til at tage sig at vores egne – der kommer flere og flere hjemløse, men også flere og flere indvandrere. Det hænger ikke sammen, synes jeg.«

Så nu stemmer han på det stærkt højreorienterede UKIP.

USA har Frihedsgudinden, Storbritannien har The White Cliffs of Dover. Det var klipperne, der i 1942 bød de udmattede soldater velkommen hjem, da de med nød og næppe undslap tyskerne i Dunkerque, og det var her på klipperne, at indbyggerne i Dover samledes med hjertet i halsen for at se Spitfire-flyene kæmpe mod nazisterne på himlen over kanalen.

»There’ll be bluebirds over
The White Cliffs of Dover,« som Vera Lynn engang sang til hele nationen.

»There’ll be love and laughter
 And peace ever after
Tomorrow, when the world is free

Den fornemmelse sidder nok stadig et sted dybt nede i briterne. For mens Anden Verdenskrig gjorde tyskere og franskmænd skeptiske over for nationalismen, gik det anderledes i Storbritannien: Her blev patriotisme knyttet sammen med storhed, sejr og fred.

Mens færgen lægger til, trodser de mange lastbilchauffører fra Rumænien og Bulgarien rygeforbuddet i deres kabiner. Og så er vi pludselig i Storbritannien.

Lige foran de hvide klipper og kun et stenkast fra havnen, som hvert år tager imod 2,6 millioner lastbiler fra EU med alt fra grøntsager til metaldimser, ligger et lille gråt murstenshus, hvor 78-årige Lis MaColl står i sin hoveddør og taler med sin nabo. Om Brexit.

»Man hører aldrig nogen tale engelsk heromkring længere,« klager Lis MaColl. Hun er kortklippet og mangler en masse tænder i undermunden, men det er alt for dyrt at få det fikset, siger hun. Hun stemte Leave på grund af indvandringen.

»Se selv lige dernede,« siger hun og peger ned ad gaden, hvor der ligger et hotel.

»Der er fyldt med dem dernede.«

’Dem’ er rumænerne og bulgarerne.

»De har biler og laptops, de køber skrabelodder. De kan få ydelser for børn, de ikke engang har. De spytter efter os.«

»Sådan er de jo ikke alle sammen,« indvender hendes nabo, der selv er sort og indvandrer fra Sydafrika, men som også stemte Leave i 2016.

»De fleste er,« mumler Lis MaColl.

Masser af modstand

Fra husene her i kvarteret kan man bogstavelig talt se gadelysene flimre i Calais på den franske side af kanalen. Alligevel stemte de næsten alle sammen for at bryde ud af unionen med det europæiske kontinent et af husene har lige frem hængt et stort engelsk flag op på altanen.

»Briterne er sådan set venlige mennesker,« siger naboen, der ikke vil have sit navn i avisen.

»Jeg elsker, at London er mangfoldig og kosmopolitisk, men hvis du ikke kan få tid hos din læge, mens du ser, at en masse, der lige er kommet til landet får en masse hjælp …«

Sundhedsvæsnet er blevet dårligere, forklarer hun, den lokale skole er overfyldt, og der er kommet flere fattige – og så virker det fjollet, at der samtidig kommer en masse rumænere.

»Da jeg stemte Leave, handlede det om fairness,« siger hun.

»De kommer ind, og alle andre bliver skubbet til side,« nikker Lis MaColl.

Men nu skal hun videre – ned i byen til den årlige julete-komsammen for byens pensionister. Og vi får lov til at tage med.

Peter Nygaard Christensen

Der er snart gået to og et halvt år siden Brexit-afstemningen, og selv om premierminister Theresa May bliver ved med at sige, at »Brexit betyder Brexit«, er der stadig ikke rigtig nogen, der ved, hvad Brexit rent faktisk betyder.

May har lavet en skilsmisseaftale med EU, men alt tyder på, at den bliver stemt ned af parlamentet i London på tirsdag, for premierministeren er allerede i massivt undertal. På én dag i denne uge blev hun stemt ned hele tre gange, hvilket er historisk. Ingen ved, hvad der kommer til at ske med Brexit – og få er enige om, hvad der burde ske.

Tidligere på ugen viste en meningsmåling, at de fleste briter er imod Mays aftale med EU (42 procent mod 26 procent). Men de fleste er også imod at forlade EU uden en aftale (41 procent mod 34 procent), de er også imod at blive i EU (45 procent mod 44 procent), de er imod en ny afstemning (50 procent mod 40 procent), og de er imod at udskyde datoen for Storbritanniens exit (46 procent mod 34 procent).

Det eneste, et flertal af briterne er for, er, at det ville være godt med en helt ny og meget bedre aftale (45 procent mod 25 procent.).

Der er altså masser af modstand, men meget lidt opbakning til alternativer. Og spørgsmålet er, hvad de britiske Leave-vælgere egentlig vil have.

Jeg elsker ham, selv om han er en stor klovn

Det virker, som om hele Dover snakker om Brexit lige nu.

»Ja, ja, Brexit, ha ha, ja, det er det eneste, vi taler om,« siger Doreen Smith, der sidder sammen med to veninder om et bord til pensionisternes julekomsammen.

I hjørnet spiller en pianist »Silent Night«, der er agurkesandwich og scones med marmelade på bordene, og to tjenere serverer sort te med mælk.

Alle omkring bordet er i 70’erne, alle stemte Leave, og alle har børn og svigerbørn, der stemte Remain. Det passer fint med statistikkerne: De ældste briter er overvældende for Brexit, og de yngste er lige så overvældende imod.

»Ingen af os aner, hvad der sker med Brexit,« siger Veronica Varrall.

Peter Nygaard Christensen

Hun dufter svagt af makeup og parfume og lægger sin åbne håndflade stille mod brystet, når hun taler, så man kan se hendes nylagte sølvneglelak og smukke fingerringe.

»Måske falder vi med ansigtet først, men i det mindste vil det være os selv, der gør det.«

Det passer også fint med meningsmålingerne. For når man spørger briterne direkte, »hvis det går ud over den britiske økonomi at forlade EU, vil det så være det hele værd, for at kunne kontrollere indvandringen?«, så svarer 67 pct. af Leave-vælgerne ja.

»Brexit betyder, at vi skal ud,« siger Louis Goodbern og læner sig ivrigt ind over bordet.

»Det er fint nok at handle med Europa, fint fint, men Bruxelles kommer jo hele tiden og siger: ’I må ikke gøre dit og dat og dit og dat.’«

»Vi har faktisk vores egen højesteret,« siger Doreen Smith.

Det er nydelig damer, det her: blanke sko, pressefolder, uldsweatre … De ævler, griner og afbryder hinanden på kryds og tværs.

»En kop te?«

»En sandwich?«

»Yes please, tak, tak.«

–Hvad stemmer I på? Det lyder ikke, som om I er typerne, der er glade for Jeremy Corbyn …

»Nej nej nej, Corbyn!? Hahaha.«

»Nej nej, aldrig ham.«

De himler med øjnene. Tekopper klirer.

»Jeg stemte på Theresa May.«

»Også mig. Jeg har stemt Labour én gang.«

»Jeg har stemt UKIP ét år, da de kom i gang. Min svigersøn var skræmt – jeg var den vanvittige svigermor.«

Alle griner.

»Nej, nu stemmer vi alle sammen konservativt.«

»Boris Johnson … ham kan man elske eller hade, og jeg elsker ham, selv om han er en stor klovn,« siger en med henvisning til Mays tidligere udenrigsminister, der nu systematisk mobber sine gamle regeringsfæller på klummeplads i The Telegraph. 

Fem dages maratondebat

  • Det har mildest talt været en skidt uge for Theresa May. Det britiske parlament er i gang med fem dages maratondebat om Brexit, som skal kulminere i den store afstemning tirsdag den 11. december om Mays skilsmisseaftale med EU.
  • Men allerede i denne uge har May tabt hele tre afstemninger i parlamenter på én dag – det er historisk. En af dem var endda rigtig vigtig: Den betød nemlig, at parlamentet kan bestemme, hvad Storbritanniens fremtidige forhold med EU kommer til at blive, hvis May taber afstemningen på tirsdag – og det tror de fleste efterhånden, at hun gør. Det kan bane vejen for både en ’Norge-model’ og for en ny folkeafstemning.

Så tager de fat i hver sin ende af nogle knallerter, der ligger på bordet – bang, bang – og så falder der nogle farvede kongekroner af tyndt crepepapir ud, som de trækker ned over det grå hår som en slags papirpandebånd.

»More tea

»Hvilken avis arbejder du egentlig for?«

– En dansk avis, der hedder Information.

»Aha aha, okay.«

– Det er ikke The Guardian, bare rolig.

»Uuuuuuh nej, hahaha, The Guardian …«

Alle griner højt, de kan bestemt ikke lide det venstresnoede blad – her læser man Daily Mail og Daily Express.

– Har I ingen problemer med, at I har stemt fozr noget, I ikke helt ved, hvad er?

»I mine tanker ved jeg, hvad det er,« siger Veronica Varrall og lægger sin hånd mod brystet.

»Jeg vil bare gerne tilbage til der, hvor vi var for nogle år siden, hvor alt ikke skulle forbi Bruxelles.«

»Politikerne i Bruxelles er jo ikke engang valgt,« siger Louis Goodbern.

Bruxelles er et skældsord her; en slags ukrudt, der »vokser og vokser af sig selv«, et sted fuld af »overbetalte eurokrater, der giver sig selv og hinanden penge«.

Peter Nygaard Christensen

– Synes I, at Storbritannien er meget anderledes end resten af Europa …?

»Det må i hvert fald være meget dejlig at bo her, for det bliver ved med at strømme ind med mennesker.«

»Hahaha.«

»Og vi drikker te, ja ja, og så er vi lidt mere uafhængige.«

»Jeg elsker ferier, elsker Italien, Norge, Tyskland, jeg elsker Paris og Frankrig, men vi har en anden kultur, se nu bare i Frankrig: der brænder de bildæk af, og de blokerer havnene. Det ville vi aldrig gøre. Vi beklager os bare,« siger Veronica Varrall.

Så griner alle.

»More tea?«

Det mest latterlige nogensinde!

Mens vi har talt, svæver der af og til en cykel igennem luften uden for vinduet. Det er 24-årige Aaron Hammond, som er født og opvokset i byen, der træner BMX alene på nogle rustne ramper lige ved siden af kirken.

»Brexit?!« siger han og tager sine røde høretelefoner ud.

»Det er det mest latterlige nogensinde! Hvem i alverden vil dog det? Idiotisk. Lige nu kan vi tage til Frankrig og what ever, vi kan handle med alle, købe mad og varer. Komplet idiotisk.«

Solen synker, de hvide klipper bliver mørke, og ude på kanalen vender fiskerbådene hjem med en fin fangst af havbars. Imens er pensionisterne begyndt på en julequiz.

– Synes du selv, at du ved, hvad Brexit betyder?

»Nej,« siger Aaron Hammond.

»Men jeg kan ikke lide det.«

Der er snart gået to og et halvt år siden Brexit-afstemningen, og selv om premierminister Theresa May bliver ved med at sige, at »Brexit betyder Brexit«, er der stadig ikke rigtig nogen, der ved, hvad Brexit rent faktisk betyder. Sådan tegner billedet sig også i den engelske by Dover, hvor Information er taget med til den årlige julete-komsammen med byens pensionister.

Alle omkring bordet er i 70’erne, alle stemte Leave, og alle har børn og svigerbørn, der stemte Remain. Det passer fint med statistikkerne: De ældste briter er overvældende for Brexit, og de yngste er lige så overvældende imod.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

glimrende artikel, men 'cliffs' betyder altså 'klinter', ikke 'klipper'. Det hedder jo heller ikke 'Møns klippe'. Peter Zeeberg

Samuel Grønlund

Jeg læste tilbage i midten af 90'erne en Sci-fi-roman af den engelsk forfatter, Peter F. Hamilton.
Historien udspiller sig i et ret dystopisk år 2046, hvor UK(20+år tidligere;) har forladt EU på en lettere fjendtlig facon og nu er styret af et tyrannisk stalinistisk regime og nogle få magtfulde high-tech-mega-virksomheder. Det berøres kun kort og er ikke centralt for historien, der handler om en privat sikkerhedsagent på mission for en mystisk rigmand i englands tech-underverden.
Men ret sjovt lige at tænke på.
Hamilton kan i øvrigt stærkt anbefales til både Scí-fi-entusiaster og -nysgerrige.
Hans tidlige værker foregår på jorden - de senere i universet. Det er ret vildt!

Søren Veje, Rolf Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

EU bør reformeres særdeles kraftigt. Det bør grundlæggende kun består af frihandel og sikkerhed. Ikke mere. Efter udvidelsen mod øst er EU ikke længere levedygtig.

Og når talen går på at bevare EU som frihandelszone, er det vigtigt at gøre sig klart at frihandelsaftaler for det første tjener og defineres af erhvervslivet og for det andet virker negativt forstærkende på f.eks. u-landenes økonomier.

Frihandelsaftaler er asociale og uden et globalt, bæredygtigt perspektiv.

Samuel Grønlund

Pjat! EU er verdens stærkeste politiske union - med betydelig margen.
Det er da sørgeligt og bekymrende at så mange blandt EUs borgere ikke kan se EUs positive bidrag til den regionale stabilitet, velstand og trivsel.
Men årsagen til denne utilfredshed er ikke kvaliteten i EUs funktion - det handler mere om den globale neo-liberalistiske konkurrence-statslige udvikling, der også her har medført enorm ulighed, politisk handlingslammelse og undergravet mange af de bærende principper for civiliseret demokrati.
Men det er ikke en udvikling de europæiske nationer, på nogen måde kunne have undgået.

Det eneste rigtige problem udover klimaet, overbefolkningen, uligheden og

Samuel Grønlund

Beklager endnu en svipser.
Kære Information
Hvorfor er skrivefeltet så småt?

Torben Lindegaard, Jørgen Mathiasen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Jeg syntes også, at EU skal reformeres. Tidligere var EU et folkets Europa, men der er snart 20 år siden, og et politisk skift blandt Europas ledere, at dette blev ændret.

En af de store problemer i EU er manglende demokrati samt evnen til at reagere. Og her burde man lade parlamentet, der faktisk er demokratisk, foretage beslutninger i stedet for medlemslandenes politiske ledere, der næsten kun fører indenrigspolitik.

EU´s formål er frihandel mellem medlemslandene. Og frihandel mellem lande i henhold til de komparative fordele, fører til bedre udnyttelse og øget velstand, som man også har set det i Europa.

Men hvis man skal have frihandel mellem landene, skal det foregå på absolut lige vilkår, men fra naturens og historiens side er landene altså ikke lige stillet. Og derfor er man nødt til at have en lang række fælles "spilleregler", for ellers er det de store og de stærke lande der tager alle profitter og alle fordele.

Michael Friis, Carsten Munk og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar

"EU bør reformeres særdeles kraftigt. Det bør grundlæggende kun består af frihandel og sikkerhed. "

Hører arbejdsmiljø sammen med frihandel? Hvis ikke bliver det et kapløb mod bunden.
Er bank og forsikringsservices med i frihandel? Hvis ikke hvordan skal udenlandske firmaer så finansiere. Hvis ja behøver vi fælles banklovgivning.

Osv.

EU er en magtkoncentration i konflikt med de folkevalgte regeringer, som afviger fra den centralt bestemte vej. Det er med til at fastfryse Europa i en dynamisk periode, der netop stiller store krav til omstilling og diversitet. Oven i konformiteten skal vi trækkes med et lovgivningsregime og et accelererende bureaukrati uden for enhver form for kontrol med et deraf følgende spild af midler og manglende udvikling.

Mange resurser og megen tid i Brussel går med konflikt og krisehåndtering, hvor vi tørster efter ny teknologi og anderledes tænkning mod helt andre udfordringer end EUs bevarelse og de endeløse magtspil mellem centralmagten og medlemslandene.

Hvad med om vi ændrede EU til at være en handelsstandsforening med fælles standarder og regler for indbyrdes vareudveksling. Punktum.

"EU er en magtkoncentration i konflikt med de folkevalgte regeringer,"

EU har ikke mere magt end hvad landene giver.

Torben Lindegaard, Jørgen Mathiasen, Søren Knudsen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Forvrængningerne er utallige, når det kommer til propagandaen for EU, som helt fra starten var industrien og erhvervslivets idé, understøttet af elitære, borgerlige politikere. Et par eksempler fra kommentarfeltet ovenfor:

"Tidligere var EU et folkets Europa, men der er snart 20 år siden"

Allerede for 30 år siden havde vi Jaques Delors' 'triumferende markeder' som vision for EU-frihandelszonens udvikling, mens målet om Europas forenede stater var blevet usikkert fordi flere folkelige nejbevægelser havde tilføjet kommissionen nederlag i traktatspørgsmål. Efter Delors-Kohl-aksen overtog Prodi og videreførte den føderale konkurrencestatsudvikling, som har været længe undervejs, og som i konsekvens af bl.a. den politisk legitimerede/faciliterede finanskrise sidst i 00'erne har ført til trojkatilstande, hvor EU-kommissionen sammen med ECB og IMF dikterer austerity-politikker i medlemslande med økonomiske problemer.

Pointen med EU har hele tiden været udviklingen af et for kapitalen og erhvervslivet lukrativt frihandelsområde, som kun kan eksistere hvis der etableres neoliberale konkurrencestatstilstande i medlemslandene. Det er ikke tilfældigt at djøficeringen og NPM har fundet sted.

"Hvis vi ikke havde EU ville vi være underlagt at skabe handdelsaftaler med f.eks USA som bilaterale aftaler"

Det er helt korrekt at udenfor EU ville Danmark være tvunget til at omlægge sine handelsaftaler, men pointen med at få Danmark ud af EU er jo at frafalde den økonomiske vækstideologi og sætte markedskræfterne under en helt anden regulering end tilfældet (og retningen) er for nuværende i EU. Pointen er også at Danmark skal være selvforsynende i en helt anden grad end hidtil, og samhandlende med først og fremmest nabolande.

Det er som om at EU-tilhængerne forestiller sig at vores kendte, markedskapitalistiske og globaliseringssøgende samfunds- og produktionsformer kan fortsætte, men det kan de altså desværre ikke. Eller skulle man sige/skrive heldigvis?

Flemming Berger, Ole Arne Sejersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Nils Bøjden

"EU har ikke mere magt end hvad landene giver"

Retten til initiativ til lovgivning i unionen tilfalder kommissionen med formanden i spidsen. Husk nu at stemme den rigtige formand ind til næste år.

Hvis vi diskuterer magten i unionen, kan vi vel heller ikke helt udelukke de mange lobbyister og den betydelige kapital bag ? Hvis ikke lobbyisterne var deres løn værd, ville det not hurtigt tynde ud i dem.

EU er ikke, hvad vi gerne vil, men hvad det er, en klods, vi ikke kan komme udenom. Det mener mange ensomme englændere også

Sådan som partierne på skift har styret landet og i fællesskab har kørt velfærdssamfundet i sænk herhjemme, så ser jeg efterhånden direkte styre fra EU som et bedre alternativ. Så ville pensionsalderen falde, gennemsnitslevealderen stige, skattetrykket falde, forbuddet mod at sove på gaden ikke straftbart mere, fødevare billiigere, landbrugforurenigen mindre, sociale yderlser falde, men sikkerhedsnettet finere osv. osv. På mange områder er vi idag dårligere stillet herhjemme end EU gennemsnittet. Tør vi virkelig overlade al magten til Folketinget længere?

Jørgen Mathiasen

Især i en avis som Information er det relevant at gøre opmærksom på artiklen "Der Markt unserer Wünsche" (Vores ønskers marked) af professor Andreas Reckwitz i Die Zeit d. 29 November - måske var det ligefrem en idé for Information at trykke en danske udgave. Pointen er med et skjult Marx-citat, at der løber et spøgelse rundt og forstyrrer den intellektuelle debat nemlig "neoliberalismen", men den er kun en del af forklaringen på den aktuelle politiske situation i Europa. Post-industrialismen er en anden og slagkraftigere.

"Brexit" er en flod af handlinger og afgørelser, hvoraf dagens nyeste netop er faldet ved den europæiske domstol.

Det bliver efter alt at dømme enten Bino, Brexit in name only, eller en tilbagetrækning af artikel 50-varslet,m dvs. at Storbritannien genindtræder i EU. I begge tilfælde er erkendelsen, at EU i mellemtiden har fået en sådan vægt, at man muligvis kan checke ud, men som i Hotel California kan man aldrig forlade det.

Jørgen Mathiasen

Nils Bøjdens tese kan man eksemplificere med følgende:
I det forslag Thomas Piketty (F) sammen med en større gruppe af forslagsstiller netop har offentliggjort i 6 førende europæiske aviser om at "redde Europa" ved at skabe større lighed mellem de europæiske lande gennem en fælles beskatning, er der også et forslag om at danne "den europæiske forsamling". Man har set sig nødsaget til at foreslå det, fordi idéen om at indføre fælles skatter støder på vetoretten i EU.

Torben Siersbæk

Åååeeeehhhh ... Ak
Nils Bøjden: Det er børnelærdom, at kommissionens medlemmer er udoeget af medlemslandenes regeringer.
Det er pi... let at finde den slags info, hvis man bare gør sig umage i ca. 2 sekunder.
Prøv lige st tage dig sammen!