Kina finansierer hver fjerde nye kulkraftværk i verden

Ved byen Musina i den nordlige del af Sydafrikas Limpopo-provins er kinesiske investorer ved at opføre en industripark. De har forpligtet sig til at investere flere end 65 milliarder kroner.

Industrizonen breder sig over 60 kvadratkilometer og skal indeholde tungindustri som stålværk og metallegering. Stedet får sin egen energiforsyning i form af et 4.600 megawatt kulkraftværk, der skal stå klar inden for seks år.

Aftalen blev underskrevet i Beijing tidligere i år og har vakt stor debat i Sydafrika. Et nyt stort kulværk var ikke en del af landets energiplan, og eksperter har vurderet, at der heller ikke er behov for det.

»Kina eksporterer dets udledning til Afrika ved at investere i beskidt energi som kul i Sydafrika. Og der bliver ikke skabt arbejdspladser, fordi kineserne tager deres egne arbejdere med fra Kina,« siger Makoma Lekalakala, direktør for ngo’en Earthlife Africa i Johannesburg.

Detaljerne om, hvordan finansieringen er sat sammen, har regeringen og de kinesiske selskaber valgt ikke at offentliggøre, forklarer han.

Det sydafrikanske eksempel er et ud af mange, hvor kinesiske penge udgør det økonomiske fundament for ny kulkraft.

Ifølge en analyse lavet af den amerikanske tænketank Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA) finansierer kinesiske banker og statsejede selskaber hver fjerde kulkraftværk på verdensplan, der allerede er under konstruktion eller er planlagt.

Analysen er del af en rapport, som IEEFA offentliggør i januar, men Information har fået indsigt i hovedkonklusionerne.

Her fremgår det, at Kina har investeret 236 milliarder kroner til opførslen af kulkraftværker i 27 lande. De fleste af modtagerlandene er i Asien og Afrika. Flere af dem – som for eksempel Egypten, Kenya og Zimbabwe – har ikke hidtil eller kun i meget begrænset omfang gjort brug af kulenergi.

Hovedparten af investeringerne kommer fra kinesiske udviklings- og industribanker som China Development Bank og Export-Import Bank of China, men også statsejede, kommercielle banker og foretagender er involveret. Kina har over årene oparbejdet en enorm energisektor med kul som omdrejningspunktet, men den kinesiske vækst er faldende, og dræbende luftforurening har tvunget den kinesiske regering til at begrænse kulforbruget.

»Det afspejler til dels et forsøg på at forlænge levetiden for økonomisk ramte sektorer ved at eksportere overkapacitet i form af produktion og arbejdskraft,« vurderer direktør for energi- og finansstudier ved IEEFA, Tim Buckley.

Kinas andel stiger

Dermed er Kina med til at holde liv i klimaskadelige energiforsyninger i et omfang, der kan gøre det svært at nå klimamålene fra Parisaftalen. Den foreskriver, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes »godt under« to grader – målet er, at temperaturen ikke må stige med mere end 1,5 grader.

»Hvis de her projekter bliver gennemført, vil disse projekter låse landene til en infrastruktur baseret på en høj grad af CO2-udledning og kulimport eller minedrift netop på et tidspunkt, hvor priserne på ren energi begynder at falde under kulkraftens,« siger Christine Shearer, fra interesseorganisationen og forskernetværket CoalSwarm.

Hun har været med til at udvikle en online platform kaldet Global Coal Finance Tracker, der registrerer finansiering af kulkraft. En ny version af platformen er netop blevet lanceret.

Ud over at illustrere, hvordan Kina ligger på en global førsteplads, viser den også, at den kinesiske andel sandsynligvis vil stige. Det skyldes en blanding af, at finansiering fra Kina forventes at fortsætte med at stige, samtidig med at det modsatte er tilfældet for Japan og Sydkorea, der er nummer to og tre på listen.

»Japans og Sydkoreas ledere har allerede signaleret, at de planlægger at bevæge sig væk fra kul. Primært i deres egne lande, men også globalt i takt med, at det internationale pres på dem vokser. Kina vil i stigende grad fremstå isoleret i forhold til finansieringen af nye kulværker globalt,« siger Christine Shearer.

Hun efterlyser flere alternativer til de kinesiske banker for at hjælpe lande med at tage springet til ren energi. Især fra lande som USA, der historisk har udledt meget CO2.

Hvordan kan vi hjælpe?

Samme opfordring lyder fra EU’s tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, der i dag er formand for tænketanken CONCITO.

»Det er måske begrænset, hvad vi kan gøre i stanlandene i Centralasien, men i vores eget nærområde som på Balkan og i Ukraine, der må man gøre sig nogle meget alvorlige overvejelser om, hvorvidt man kan hjælpe disse ikke så velstående lande med nogle andre løsninger på deres energibehov,« siger hun.

En række institutionelle investorer har allerede valgt en grønnere profil.

»Vi bruger kræfter på at få Den Europæiske Investeringsbank til ikke at investere i kul. Verdensbanken har allerede meddelt, at den ikke vil investere i kul. Det er klart, at der virkelig er et problem i, at mens vi får nogle af de multilaterale banker til at sige fra, så kommer der en stor donor med en stor pose penge,« lyder det fra Connie Hedegaard.

Indtil videre er de kinesiske investeringer i europæisk kulenergi begrænset.

Undtagelsen er Kostolac-værket i Serbien. Her er landets største kulkraftværk ved at opføre en ny enhed med en kapacitet på 350 megawatt. Lån fra en kinesisk statsbank udgør den primære finansiering. Byggeriet er så småt gået i gang, men vil for alvor tage fart til næste år, når antallet af kinesiske arbejdere forventes at nå op på 1.500.

»Paradokset er, at Kina faktisk gør ganske mange fornuftige ting hjemme i Kina og investerer big time i vedvarende energi,« siger Connie Hedegaard. Hun ser gerne, at problemet kommer mere frem i lyset og bliver taget op med kineserne.

»Jeg tror ikke, at det står særligt klart for mange, at samtidig med at Kina gerne vil indtage en rolle, hvor de viser, at de tager deres ansvar for klimaet alvorligt, og at Trump ikke gør det, så investeres der rigtig meget i kul uden for landet. Noget af det, man kan gøre, er at sætte ord på det og gøre det til et emne, for det kan kineserne ikke lide.«