Læsetid: 5 min.

Kina finansierer hver fjerde nye kulkraftværk i verden

Mens Kina satser massivt på vedvarende energi derhjemme, står kinesiske banker og selskaber i stigende grad bag nye kulkraftværker ude i verden. Omkring en fjerdedel af alle kulkraftværker under opførsel bliver bygget med finansiering fra Kina
Indtil videre er de kinesiske investeringer i europæisk kulenergi begrænset. Undtagelsen er Kostolac-værket i Serbien. Her er landets største kulkraftværk ved at opføre en ny enhed med en kapacitet på 350 megawatt. Lån fra en kinesisk statsbank udgør den primære finansiering.

Indtil videre er de kinesiske investeringer i europæisk kulenergi begrænset. Undtagelsen er Kostolac-værket i Serbien. Her er landets største kulkraftværk ved at opføre en ny enhed med en kapacitet på 350 megawatt. Lån fra en kinesisk statsbank udgør den primære finansiering.

Darko Vojinovic

21. december 2018

Ved byen Musina i den nordlige del af Sydafrikas Limpopo-provins er kinesiske investorer ved at opføre en industripark. De har forpligtet sig til at investere flere end 65 milliarder kroner.

Industrizonen breder sig over 60 kvadratkilometer og skal indeholde tungindustri som stålværk og metallegering. Stedet får sin egen energiforsyning i form af et 4.600 megawatt kulkraftværk, der skal stå klar inden for seks år.

Aftalen blev underskrevet i Beijing tidligere i år og har vakt stor debat i Sydafrika. Et nyt stort kulværk var ikke en del af landets energiplan, og eksperter har vurderet, at der heller ikke er behov for det.

»Kina eksporterer dets udledning til Afrika ved at investere i beskidt energi som kul i Sydafrika. Og der bliver ikke skabt arbejdspladser, fordi kineserne tager deres egne arbejdere med fra Kina,« siger Makoma Lekalakala, direktør for ngo’en Earthlife Africa i Johannesburg.

Detaljerne om, hvordan finansieringen er sat sammen, har regeringen og de kinesiske selskaber valgt ikke at offentliggøre, forklarer han.

Det sydafrikanske eksempel er et ud af mange, hvor kinesiske penge udgør det økonomiske fundament for ny kulkraft.

Ifølge en analyse lavet af den amerikanske tænketank Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA) finansierer kinesiske banker og statsejede selskaber hver fjerde kulkraftværk på verdensplan, der allerede er under konstruktion eller er planlagt.

Analysen er del af en rapport, som IEEFA offentliggør i januar, men Information har fået indsigt i hovedkonklusionerne.

Fakta: Kinas kulfinansiering

  • Ifølge en ny gennemgang af finansiering af kulkraftværker på verdensplan lavet af den amerikanske organisation CoalSwarm, ligger Kina på en førsteplads. De næste pladser på listen indtages af Japan, Sydkorea, Frankrig og Tyskland. Indonesien, Vietnam og Sydafrika er de største modtagerlande.
     
  • Analysen dækker over kulkraftværker, der allerede er under opførsel, eller hvor finansieringen som minimum allerede er på plads. Den viser også, at den kinesiske andel af den globale finansiering sandsynligvis vil vokse markant de næste år. Det sker som en konsekvens af, at Kina forventes at øge sine investeringer, mens andre lande, der ligger højt på listen, gør det modsatte.
     
  • Hovedparten af projekterne, der modtager finansiering fra Kina, ligger i afrikanske og asiatiske lande. Flere af dem – som for eksempel Ægypten, Kenya og Zimbabwe – har ikke hidtil eller kun i meget begrænset omfang gjort brug af kulenergi. Men også lande som Tyrkiet og Serbien bliver der bygget kulværker med hjælp fra kinesiske lån.

Her fremgår det, at Kina har investeret 236 milliarder kroner til opførslen af kulkraftværker i 27 lande. De fleste af modtagerlandene er i Asien og Afrika. Flere af dem – som for eksempel Egypten, Kenya og Zimbabwe – har ikke hidtil eller kun i meget begrænset omfang gjort brug af kulenergi.

Hovedparten af investeringerne kommer fra kinesiske udviklings- og industribanker som China Development Bank og Export-Import Bank of China, men også statsejede, kommercielle banker og foretagender er involveret. Kina har over årene oparbejdet en enorm energisektor med kul som omdrejningspunktet, men den kinesiske vækst er faldende, og dræbende luftforurening har tvunget den kinesiske regering til at begrænse kulforbruget.

»Det afspejler til dels et forsøg på at forlænge levetiden for økonomisk ramte sektorer ved at eksportere overkapacitet i form af produktion og arbejdskraft,« vurderer direktør for energi- og finansstudier ved IEEFA, Tim Buckley.

Kinas andel stiger

Dermed er Kina med til at holde liv i klimaskadelige energiforsyninger i et omfang, der kan gøre det svært at nå klimamålene fra Parisaftalen. Den foreskriver, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes »godt under« to grader – målet er, at temperaturen ikke må stige med mere end 1,5 grader.

»Hvis de her projekter bliver gennemført, vil disse projekter låse landene til en infrastruktur baseret på en høj grad af CO2-udledning og kulimport eller minedrift netop på et tidspunkt, hvor priserne på ren energi begynder at falde under kulkraftens,« siger Christine Shearer, fra interesseorganisationen og forskernetværket CoalSwarm.

Hun har været med til at udvikle en online platform kaldet Global Coal Finance Tracker, der registrerer finansiering af kulkraft. En ny version af platformen er netop blevet lanceret.

Ud over at illustrere, hvordan Kina ligger på en global førsteplads, viser den også, at den kinesiske andel sandsynligvis vil stige. Det skyldes en blanding af, at finansiering fra Kina forventes at fortsætte med at stige, samtidig med at det modsatte er tilfældet for Japan og Sydkorea, der er nummer to og tre på listen.

»Japans og Sydkoreas ledere har allerede signaleret, at de planlægger at bevæge sig væk fra kul. Primært i deres egne lande, men også globalt i takt med, at det internationale pres på dem vokser. Kina vil i stigende grad fremstå isoleret i forhold til finansieringen af nye kulværker globalt,« siger Christine Shearer.

Hun efterlyser flere alternativer til de kinesiske banker for at hjælpe lande med at tage springet til ren energi. Især fra lande som USA, der historisk har udledt meget CO2.

Hvordan kan vi hjælpe?

Samme opfordring lyder fra EU’s tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, der i dag er formand for tænketanken CONCITO.

»Det er måske begrænset, hvad vi kan gøre i stanlandene i Centralasien, men i vores eget nærområde som på Balkan og i Ukraine, der må man gøre sig nogle meget alvorlige overvejelser om, hvorvidt man kan hjælpe disse ikke så velstående lande med nogle andre løsninger på deres energibehov,« siger hun.

En række institutionelle investorer har allerede valgt en grønnere profil.

»Vi bruger kræfter på at få Den Europæiske Investeringsbank til ikke at investere i kul. Verdensbanken har allerede meddelt, at den ikke vil investere i kul. Det er klart, at der virkelig er et problem i, at mens vi får nogle af de multilaterale banker til at sige fra, så kommer der en stor donor med en stor pose penge,« lyder det fra Connie Hedegaard.

Indtil videre er de kinesiske investeringer i europæisk kulenergi begrænset.

Undtagelsen er Kostolac-værket i Serbien. Her er landets største kulkraftværk ved at opføre en ny enhed med en kapacitet på 350 megawatt. Lån fra en kinesisk statsbank udgør den primære finansiering. Byggeriet er så småt gået i gang, men vil for alvor tage fart til næste år, når antallet af kinesiske arbejdere forventes at nå op på 1.500.

»Paradokset er, at Kina faktisk gør ganske mange fornuftige ting hjemme i Kina og investerer big time i vedvarende energi,« siger Connie Hedegaard. Hun ser gerne, at problemet kommer mere frem i lyset og bliver taget op med kineserne.

»Jeg tror ikke, at det står særligt klart for mange, at samtidig med at Kina gerne vil indtage en rolle, hvor de viser, at de tager deres ansvar for klimaet alvorligt, og at Trump ikke gør det, så investeres der rigtig meget i kul uden for landet. Noget af det, man kan gøre, er at sætte ord på det og gøre det til et emne, for det kan kineserne ikke lide.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Enhver er sig selv nærmest, er mantraet i "America first" og i Kina med "købt" politisk støtte til kinesisk politik (ex. Ungarn, Grækenland, Afrika etc). Og så løser det jo lidt af kinas miljø-svineri, ved udflytningen, men bestemt på verdens miljø-belastning. Ansvarsløse top to økonomier.

Vladimir Putin har netop meddelt, at Rusland i første omgang skal have en af verdens 5. største økonomier, - netop nu er landet på 12. pladsen med pil ned. Måske derfor finansierer, bygger og leverer Rusland de fleste a-kraftværker og deres brændselsstave, der i øjeblikket er under bygning udenfor landets grænser.

Om det er en fordel for Rusland, vides ikke. Men i Finland bygger Rusland et, der er baseret på Ruslands ældgamle Tschernobyl-teknologi men tillempet vestens sikkerhedsnormer fra år 2003. Her er budgettet indtil nu overskredet næsten 6 gange, og byggetiden er indtil nu blevet ca. 3½ gange længere, og endnu er det meget langt fra klar til at starte op.

Torben K L Jensen

Der er to russiske reaktorer i drift - den nye reaktor er et europæisk (EU) projekt hvor reaktormodellen er en fransk model - samme type som den der bygges i Hinkley Point UK og delvis kinesisk finansieret.
Den der med den russiske vinkel er en "and".

Jens J. Pedersen

Vesten har nu gennem tiden ladet kineserne tjene på produktion af emner fra Vestens virksomheder, nu anvender de pengene til at opkøbe Vesten og dermed overtage den politiske dagsorden.

Torben Bruhn Andersen, Niels K. Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Kristensen, kjeld jensen, Niels Duus Nielsen, Michael Friis, Leo Nygaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Kineserne betaler for kullen, men til hvem. Kommer værdien borgerne til gode - de bliver åbenbart bliver snydt for arbejdet. Imperialisme efter hel gammelmodel.
Kineserne fører krig - 3. verdenskrig med moderne våben ?

Birger Bartholomæussen

For 10 år siden var det en tommelfingerregel, at hvis der skulle bygges et kulkraftværk i Kina, skulle bygherren opføre 50 MW vindenergi pr 1.000 MW kulkraftværk. Kina målte den gang sin vedvarende energi i forhold til installeret kapacitet, og ikke i forhold til, hvor meget vedvarende energi, der blev produceret. På grund af flaskehalse i transmissionsnettet blev mange vindmølleparker først sluttet til nettet 3 - 4 år efter de var færdigbygget. For kulkraftværkerne var kravet om vindenergi blot en nødvendig merudgift for at få en investerings- og byggetilladelse. Om de producerede strøm eller ej, betød ikke noget.
Den trafik er der vist nok sat en stopper for. Men kineserne svømmer i penge. Så dem investerer de, hvor de kan få selv et beskedent afkast. Og skulle der følge politisk indflydelse med, så er det et velkomment spin-off.
Kan vi gøre noget ved det? Tjah, hvis de såkaldte soft-loan finansieringsinstitutter ville vågne op af deres Tornerosesøvn kunne vi måske dæmme lidt op for kineserne. Her kommer en række akronymer, som jeg gennem mine 15 år i vindindustrien har været i kontakt med for at få lånefinansieret vindmølleprojekter: NIB, EIBRD, ADB, IMF, WB plus nogle afrikanske europæisk sponsorerede investeringsbanker, hvis akronymer jeg ikke længere husker. Ingen, bortset fra vores eget DANIDA har villet deltage i "småprojekter" på 50 - 150 MW, som jeg arbejdede med i Vietnam, Indonesien, Philippinerne, Pakistan, tidligere Sovjetrepublikker og Indien.
DANIDA var den positive undtagelse. Et philippinsk projekt blev bevilliget en rentefri kredit. Og kunne sælge vindmøllestrøm til 5% under markedsprisen på grund af den billige finansiering. Men når de såkaldte udvikliingsbanker kræver en rentesats på 6 - 8 % og omfattende statsgarantier, og når kineserne vil nøjes med et par procent eller slet ingen ting, så er det op ad bakke.

Søren Fosberg, Niels K. Nielsen, Poul Kristensen, Evald Mehlsen, Flemming Berger og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

3sat.de/nano: Steinkohle

Globalt: 1400 kulkraftværker er planlagt. En stigning på 30%. Tysklands sidste kulmine lukkede i dag. De 7 mest forurenende kulkraftværker (brunkul) ligger i BRD. Der er stadig ikke sat dato på 'die Kohleaussteig'.

Man lukker og forsegler iøvrigt ikke bare en kulmine. Indtrængende grundvand kan skabe drikkevandsforgiftning. Det forsker tyskerne i, men forholdsregler i 3.verdenslande i så henseende er nok mildt sagt på gyngende grund.

Dagens indslag fremgår af nettet.

3sat.de/nano

Det bør med at Kina iflg indslaget har tæt ved lige så høj andel af brunkulsudvinding som Tyskland. 140 millioner tons mod 171 milioner, hvortil vel kommer private miner i Kina som jo er kendt for at kunne selvantænde og ulme i nærmest al evighed.

I klimaspørgsmålet er der netop afledte effekter som kan være nok så lumske. Og fra Riget i Midten ved vi jo at fotografer o.a. har det med at forsvinde. Kinas oversøiske gøremål i navnlig Afrika har længe været omstridte.

Ulandenes ret til at øge deres CO2 vil de gerne udnytte. DK gjorde ligeså med Nordsø olien. Hvorfor hjælper vi ikke bare disse lande med udvikling af solenergi/ vindenergi? Det da er perspektivrig bistand.

Torben Skov, Søren Fosberg, Jens J. Pedersen og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Hvis man vil grave fossile brændstoffer op af jorden, så skal man forpligte sig til at beplante en del af ørkenen og sikre, at regnskovene ikke fældes.
Jorden har bl.a. varme til mange mange år ud i fremtiden, men de lette løsninger, nogle virksomheder kan tjene tykt på bliver sandsynligvis Jordens/menneskenes undergang.

Ørken opstår hvor der ikke er regn nok til at understøtte plantevæksten. Det har ikke noget at gøre med og kan ikke afhjælpes ved beplantning.

Faktisk kan ørkenen være ganske frugtbar og indeholde ubrugt fosfor, der med ujævne mellemrum tilføres med vinden fra vulkanudbrud. Man ser det når det en sjælden gang regner i ørkenen. Så kommer der næsten øjeblikkeligt et tæppe af blomster og planter.

Det er derfor i bogstavelig forstand ørkesløst at beplante ørkenen, når det er nedbøren der mangler.

BRDs sidste stenkulsmine (Ibbenbueren)

beliggende 100 km nord for Ruhrs sidste mine, der lukkede i dag, lukker med udgangen af året iflg den spanske avis El Mundo.

Det skyldes nok mest rentabilitet, eftersom Tyskland fremdeles er storforbruger.