Læsetid: 4 min.

Kramp-Karrenbauer kæmper for at komme ud af Merkels skygge

Annegret Kramp-Karrenbauer står for kontinuitet – men det er langtfra kun en styrke i et CDU, der hungrer efter opbrud
Annegret Kramp-Karrenbauer vandt fredag formandsposten i CDU. Den katolske jurist står for kontinuitet – men det er langtfra kun en styrke i et parti, der hungrer efter opbrud

Kay Nietfeld

7. december 2018

»Jeg kan, jeg vil, jeg gør det.«

Selv om hun læste den op, så Annegret Kramp-Karrenbauer overrasket ud, da sætningen kom ud af hendes mund. Det var på et CDU-partimøde i februar, og hun kandiderede til at skifte sin post som ministerpræsident i delstaten Saarland ud med posten som generalsekretær i CDU. Missionen var åbenlys. Merkel ville køre Annegret Kramp-Karrenbauer i stilling som ny partiformand op til et regulært Forbundsdagsvalg i 2021.

Allerede dengang blev der joket med den klodsede klang i navnet ’kansler Annegret Kramp-Karrenbauer’.

I en international målestok opvejes det en smule af øgenavnet ’Annegreat’ eller af initialerne AKK, der har en glans af JFK over sig. Men begge disse løsninger passer umiddelbart dårligt til den 56-årige jurist, der trods sin overbevisende politiske karriere og sin ufattelige flid sjældent praler af sig selv.

Dronning af Saarland

AKK’s stejle karriere i CDU giver et praj om hendes chancer ved fredagens kampafstemning i partiet. I 1984 trådte hun ind i CDU Saarland, der dengang var mandedomineret og stokkonservativt. Da CDU i 1999 endelig generobrede magten fra SPD, blev AKK hentet ind i delstatsparlamentet, hvor hun året efter blev Tysklands første kvindelige indenrigsminister.

»En kvinde! Politi og efterretningstjeneste så det nærmest som Saarlands undergang,« lyder det i et portræt i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, der beretter om, hvordan en statssekretær nægtede at underordne sig en kvindelig minister. AKK gjorde ingen stor sag ud af det. Hun indkaldte ham bare til et møde – og så var den klaret.

Med poster som uddannelses-, arbejds- og socialminister som mellemstationer satte AKK sig i 2011 i sædet som ministerpræsident, hvor hun beviste sit udprægede magtinstinkt. I et sjældent politisk drama opløste hun i januar 2012 den siddende regering efter interne stridigheder hos regeringspartneren FDP. Ikke bare regeringspartnerne, men også Angela Merkel, som selv havde besvær nok med FDP i Berlin, var rasende.

Sådan vælges CDU’s ny formand eller -kvinde

  • På CDU’s 31. partidag i Hamborg fredag vælges partiets kommende leder af 1001 overvejende mandlige delegerede, der er partifunktionærer udpeget af deres kredsforbund i hele Tyskland. Antallet af delegerede afhænger af kredsenes størrelse og valgresultat ved seneste forbundsdagsvalg. Det største antal delegerede kommer fra delstaten Nordrhein-Westfalen (296), hvor Merz kommer fra.
  • Valget kræver simpelt flertal. Hvis ikke enten Friedrich Merz, Annegret Kramp-Karrenbauer eller outsideren Jens Spahn får flertal i første valgrunde, går de to stærkeste kandidater i anden valgrunde.

Men AKK havde regnet rigtigt. Ved nyvalget scorede hun over 35 procent af stemmerne. Det var kun et forspil. Ved Saarland-valget i marts 2017 opstod hendes hidtil største scoop, som hun i de seneste ugers valgkamp om formandsposten har nævnt ved enhver given lejlighed i henkastede sætninger som »jeg vil atter hente 40 procent til CDU – ligesom hjemme i Saarland«. Helt præcist fik hun 40,7 procent i en tid, hvor Merkels CDU for længst var presset af AfD på højrefløjen og fra de generelle opløsningstendenser i de store tyske folkepartier.

Som ubestridt dronning af det lille og relativt fattige Saarland var det alligevel ikke et svært valg, da Merkel under en middag midt i sidste vinters kaotiske regeringsforhandlinger spurgte AKK, om hun kunne forestille sig at overtage posten som generalsekretær i CDU. At der i horisonten ventede et partiformandskab og et kanslerkandidatur, behøvede Merkel ikke at sige højt.

Efter sætningen »jeg kan, jeg vil, jeg gør det«, fik AKK i februar posten med sovjetiske 99 procents opbakning.

Kontinuitet og opbrud

Trods CSU’s og CDU’s forsmædelige valgnederlag i Bayern og Hessen i oktober viste AKK demonstrativt sin overraskelse over Merkels tilbagetog fra formandsposten. Underforstået: Hun var ikke indviet – og hun er ikke Merkels pige, som hendes partiinterne modstandere gerne udstiller hende som.

Denne spagat har AKK foretaget i hele valgkampen om formandsposten. Hun er den samlende, diplomatiske og bredtfavnende figur i partiet, men hun vil samtidig skabe den fornyelse, som partiet efter 18 år med Merkel ved roret sukker efter.

Internt i CDU beskrives hun som en fremragende formidler, der lader alle komme til orde og før vigtige møder gør en dyd ud af at udlodde mulige kompromiser.

Omvendt betragtet er hun i mindre grad en klassisk ledertype.

»Mens Merz legemliggør løftet om at rulle den samfundsmæssige udvikling tilbage, stiller AKK sin rolle som formidler i forgrunden,« skriver avisen TAZ i et kritisk portræt af AKK.

»Indholdsmæssigt står AKK ikke for et enten-eller, men for et både-og.«

Et eksempel er ligestillingspolitik, hvor hun på den ene side er imod homoægteskaber og på den anden side kræver kvindekvoter. Et andet er flygtningepolitik, hvor hun siden 2015 stilfærdigt har bakket op om Angela Merkels linje. Samtidig har hun sagt, at udlændinge, der forgriber sig på europæiske kvinder, skal udvises og »aldrig mere betræde europæisk jord«, og at udvisninger til Syrien ikke på forhånd bør være udelukket.

I TAZ lyder konklusionen, at hun selv efter kandidaternes roadshow rundt i Tyskland ikke har udviklet en synderligt klar konservativ profil.

Indre splittelse

Udenrigspolitisk har en del af AKK’s faste repertoire i valgkampen været betoningen af hendes nærhed til Frankrig. Fra grænseregionen i Saarland har den fransktalende AKK adskillige transnationale anekdoter på hånden, som hun gerne bruger til at illustrere sine proeuropæiske holdninger. Tyndere ser det ud i forhold til global politik – også selv om CDU i juli sendte hende på en uges lynkursus rundt i USA’s politik og industri.

AKK har fået åben støtte til sit kandidatur af vægtige partifigurer som Schleswig-Holsteins ministerpræsident, Daniel Günther, og mere indirekte af den magtfulde ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, der indtrængende advarer mod en indre splittelse i CDU efter kampvalget.

Det samme har AKK gang på gang betonet i de seneste uger. I kampvalget kan det give bonus blandt de delegerede partifunktionærer, hvor mange trods håbet om opbrud er afhængige af kontinuitet – og i sidste ende af Merkel og hendes vaklende regering, som Annegret Kramp-Karrenbauer næppe vil udfordre offensivt.

Få minutter efter Merkels tilbagetrækning var Friedrich Merz på pletten efter 16 års fravær i toppen af tysk politik. I mellemtiden har den liberal-konservative finansjurist skabt sig en betragtelig formue, men for formandsvalget vejer hans magtpolitiske forviklinger i CDU på godt og ondt tungere end hans forviklinger i finansverdenen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Mathiasen

Hvis Kramp-Karrenbauer kæmper med en skygge, så er det en slags skygge for dem, som ikke aner noget om hende, og en anden for ret store dele af den tyske offentlighed. Hendes synspunkt om, at ægteskab for alle fører til polygami og andet utøj er blevet udlagt som hun har sagt, om ægteskab for alle fører til polygami og andet utøj, som de skriver i ATS.
Det er mao. nogle forbløffende værdipolitiske synspunkter, hun har gjort sig til talskvinde for, at man gad vide, hvad der skal blive af dem, hvis hun vinder valget.