Læsetid: 9 min.

Måske var Aung San Suu Kyi aldrig den helgen, Vesten gerne ville gøre hende til

Tre år efter den tidligere vinder af Nobels Fredspris kom til magten, er Myanmars styre lige så repressivt som før. Måske har vi bare ikke set, at advarselslamperne har blinket hele tiden
Der har altid været en kløft mellem den mytiske skikkelse Aung San Suu Kyi, som hun blev skildret i medierne, og virkelighedens Aung San Suu Kyi. Frem til valget i 2015 var hun kendt verden over som en helgenfigur, der var beundret af både Vesten og Myanmars mange forskellige etniske grupper. Men i de seneste tre år er glansen gået af hende.

Der har altid været en kløft mellem den mytiske skikkelse Aung San Suu Kyi, som hun blev skildret i medierne, og virkelighedens Aung San Suu Kyi. Frem til valget i 2015 var hun kendt verden over som en helgenfigur, der var beundret af både Vesten og Myanmars mange forskellige etniske grupper. Men i de seneste tre år er glansen gået af hende.

IMAGO STOCK&PEOPLE/Scanpix

19. december 2018

Der findes syndefald, og der findes Aung San Suu Kyi. Da hun i 2015 blev valgt til de facto- statsoverhoved i Myanmar, blev begivenheden hyldet som en stor sejr for demokratiet.

Tre år senere er den ombejlede vinder af Nobels Fredspris blevet en global paria, der står i spidsen for et regime, som har begået folkedrab og fængslet journalister og dissidenter, alt imens det internationale samfund græmmer sig over et Myanmar, der forbliver lige repressivt.

Så sent som i sidste uge sluttede Amnesty International sig til den voksende gruppe af organisationer, der fratager Aung Suu Kyi hendes menneskeretspriser.

Få dage efter nægtede omkring 700.000 rohingyaer, der i august sidste år flygtede fra en brutal etnisk udrensningskampagne anført af militæret, at lade sig repatriere, fordi Myanmars ledelse ikke kan garantere dem frihed, rettigheder og sikkerhed. Mange er overbevist om, at Myanmars regering, som Aung San Suu Kyi står i spidsen for, slet ikke ønsker at tage rohingyaerne tilbage.

»Hun har altid været en politiker, men engang var hun en politiker, der forsvarede demokrati og menneskerettigheder, herunder pressefrihed,« siger Bill Richardson, en amerikansk diplomat, der har kendt Aung San Suu Kyi i 25 år

»Hun har fuldstændig svigtet disse værdier, efter at hun kom til magten. Hendes regering har været lige så nidkær i sin forfølgelse af journalister og regeringskritikere, som den tidligere militærregering var.«

Der har imidlertid altid været en stor forskel på den mytiske skikkelse Aung San Suu Kyi, som hun blev skildret i medierne, og virkelighedens Aung San Suu Kyi.

Frem til valget i 2015 var hun kendt verden over som en helgenfigur, der var beundret af både Vesten og Myanmars mange forskellige etniske grupper. Hun var den velformulerede, elegante fortaler for fred og demokrati, som havde ofret sit liv og sin familie for sit land. Hun var kvinden, der stod på et vakkelvornt bord foran sit hjem i Yangon – hvor hun blev holdt i husarrest – og talte til folket om lighed.

To billeder af Aung San Suu Kyi

Men der har altid også været en anden Aung San Suu Kyi. En person, hvis ledelsesstil – bag lukkede døre – altid var på grænsen til det autoritære, som fra begyndelsen nægtede at uddelegere selv de mindste opgaver, og som var besat af at kontrollere ethvert møde og ethvert budskab, som var drevet ikke alene af ideologi, men af en dynastisk ambition om at videreføre arven fra sin far, general Aung San, kendt som det moderne Myanmars far.

Aung San Suu Kyi har mere end nogen anden selv forsøgt at modsætte sig det idealiserede portræt, der blev tegnet af hende, idet hun var helt klar over, hvor uholdbart det kan være at stå på en piedestal, som Vesten har skabt.

»Jeg er blot en politiker,« sagde hun i et interview i 2015.

»Jeg er ganske vist ikke ligefrem en Margaret Thatcher. Men jeg er heller ingen Moder Teresa. Og det har jeg aldrig foregivet at være.«

Ikke desto mindre har hendes forvandling fra tiljublet menneskeretsforkæmper til en person, der bliver fordømt vidt og bredt for – i bedste fald – at undskylde folkedrab og etnisk udrensning, chokeret hendes tidligere tilhængere.

»Jeg tror ikke, hun er xenofobisk, men måske har hun – under pres fra den voldsomt islamfjendtlige stemning i Burma – valgt at være medløber,« siger Peter Popham, som har skrevet to biografier om Aung San Suu Kyi.

»Og det faktum, at NLD (National Liga for Demokrati) afviste alle muslimske kandidater, herunder nogle der var særdeles velkvalificerede, var i sige selv et meget bekymrende tegn på hendes svaghed på dette punkt.«

Uddannet i Oxford

Aung San Suu Kyi blev født i 1945 i det daværende Burma, der på det tidspunkt var under britisk herredømme, som datter af en af landets mest populære generaler, som sikrede landet dets uafhængighed fra det britiske imperium i 1947, men blev snigmyrdet samme år.

Hun er uddannet fra Oxford University og arbejdede siden for FN i tre år, før hun giftede sig med Michael Aris i 1972 og slog sig ned i Storbritannien. Hjemme i Myanmar havde et repressivt militærregime i mellemtiden taget magten efter et statskup i 1962, og landet isolerede sig fra omverdenen.

Da Aung San Suu Kyi flyttede til Myanmar fra Oxford i 1988 – og efterlod sin mand og to børn – var det alene for at tage sig af sin syge mor. Men, som historien nu lyder, blev hun hurtigt hvirvlet ind i demonstrationer mod juntaen og for demokrati og befandt sig pludselig i en ledende rolle for en bevægelse med tusinder af tilhængere. I 1988 var hun medstifter af NLD, og i 1989 blev hun sat i husarrest af militærregimet. Her forblev hun mere eller mindre frem til 2010.

Aung San Suu Kyis utilstrækkelige lederegenskaber var åbenlyse fra begyndelsen.

»Mens hun var i husarrest, blev NLD praktisk talt lukket ned,« siger Mark Farmaner, leder af Burma Campaign UK, som har hjulpet med at uddanne NLD-repræsentanter i Myanmar.

»Alle var for bange for hende til at turde gøre noget som helst på eget initiativ. Hun uddelegerede aldrig en opgave eller et område til nogen som helst, og der var ingen klar politikformulering. Selv dengang var vi bekymrede over, at ideologi var komplet fraværende og alt handlede om personligheder.«

Da hun kom ud af husarresten, blev situationen endnu værre. Opmuntret af den britiske ambassade indrettede hun sit eget private kontor i sit hjem – ikke i samme bygning som NLD’s hovedkontor – og begyndte at lægge afstand til flere af de andre ledende NLD-personer, som havde støttet hende. Selv investor og filantrop George Soros, som havde været en af hovedsponsorerne for prodemokratiske grupper i Myanmar, måtte kæmpe for at få et møde i stand med hende.

»Dengang troede vi alle, at hun var en leder, der kunne sætte gang i fantastiske forandringer i demokratisk retning i Myanmar,« siger Yan Myo Thein, en politisk analytiker i Myanmar.

»Men hun begyndte at ignorere og marginalisere sin kammerater og kolleger, heriblandt ledere af etniske minoriteter. Hun er god til at holde taler, men ikke til at lytte.«

Urealistiske forventninger

Rygter om Aung San Suu Kyis ringe lederevner begyndte også at bekymre den britiske ambassade i Myanmar, der så hende som det største håb for demokratiet i Myanmar, især efter at hun blev valgt til parlamentet i 2012.

På en tur til Storbritannien i 2012, hvor Aung San Suu Kyi besøgte daværende udenrigsminister William Hague, blev hun – i et forsøg på at vise vigtigheden af at have et bredt sammensat hold af rådgivere – bevidst ført gennem de mange kontorer, hvor hans ansatte sad, så hun kunne se, at han ikke arbejdede alene.

På samme vis blev det – da hun mødte Labours daværende partileder, Ed Miliband – besluttet at introducere hende ikke blot til ham, men til hele skyggekabinettet og dets rådgivere. Miliband foreslog sågar, at NLD kunne blive Labours søsterparti, men aftalen blev aldrig formaliseret.

NLD’s valgsejr i 2015 gav partiet parlamentarisk flertal, og Aung San Suu Kyis udnævnelse til statsrådgiver svarede til, at hun blev premierminister. De globale forventninger til hende var urealistisk høje, siger Benedict Rogers, der stod i spidsen for den østasiatiske afdeling af menneskeretsorganisationen CSW, og som har mødt Aung San Suu Kyi ved flere lejligheder.

Den muslimske rohingyaminoritet i Rakhine er blevet fordrevet og har været udsat for voldelige overgreb fra Myanmars militær, men Aung San Suu Kyi har afvist at fordømme det, hvilket har skadet hendes omdømme og revet hende ned fra den piedestal, som det internationale samfund havde placeret hende på.

Trods al snakken om fremskridt var hun stadig bundet af 2008-forfatningen, som sikrede militæret uantastelig magt og 25 procent af pladserne i parlamentet.

NLD’s parlamentariske flertal giver partiet lovgivende magt, men trods det er der ikke gennemført nogen reformer, der kan fremme demokratiet, i de tre år, der er gået.

Aung San Suu Kyi nægter fortsat at uddelegere opgaver og sidder ikke blot på titlen som statsrådgiver, men er også uddannelsesminister og præsidentens nærmeste rådgiver. De fleste beslutninger – store som små – skal forbi hende, hvilket gør Myanmars regeringsførelse særdeles ineffektiv.

»Vi vidste godt, at valget i 2015 ikke betød overgang til demokrati. Vi vidste, at militærets hensigter ikke var oprigtige. Men vi troede, at Aung San Suu Kyi i det mindste ville rykke på de områder, hun har indflydelse på med det parlamentariske flertal. For eksempel at løslade politiske fanger, annullere repressive love, skabe betingelser for en fri presse, forsøge at forbedre økonomien, skabe bedre miljø,« siger Farmaner.

»Hun har ikke gjort nogen af de ting. Selv de beherskede forventninger, vi havde, er bevet skuffet.«

Malplaceret tillid

Men Aung San Suu Kyis omdømme er for alvor blevet kompromitteret af hendes afvisning af at fordømme både den voldelige fremfærd over for den muslimske rohingya-minoritet i Rakhine og fængslingen af de to Reuters-journalister Wa Lone og Kyaw Soe Oo, som mange mener er fængslet på falske forudsætninger som straf for deres afsløringer af militærets brutalitet.

De muslimske rohingyaer har altid hørt til Myanmars mest forfulgte minoriteter, men satte længe deres lid til Aung San Suu Kyi som den leder, der omsider ville behandle dem som fuldgyldige medborgere. De havde aktioneret for hendes sag siden 1990’erne og stod skulder ved skulder med NLD.

Det var en tillid, der viste sig at være uberettiget. Ganske vist er hun ikke ansvarlig for de militære angreb, der foregik i Rakhine i august 2017, men hun har på intet tidspunkt fordømt volden. Tværtimod har Aung San Suu Kyi antydet, at militærets handlinger var et passende svar på begyndende oprør fra rohingyamilitser, og sågar beskrevet de generaler, der er anklaget for folkedrab, som »ret flinke«.

Hun er også kendt for at udtrykke sin irritation over, at diplomater overhovedet rejser spørgsmålet om Rakhine over for hende. Yanghee Lee, FN’s specialudsending i Myanmar, har sagt, at Aung San Suu Kyi blev »irriteret«, da hun kom ind på rohingyaernes situation under et møde.

Richardson var en del af et rådgiverhold, som Aung San Suu Kyi havde sammensat for at hjælpe til med håndteringen af rohingyakrisen, men på grund af Aung San Suu Kyis stædighed valgte Richardson hurtigt – og ganske offentligt – at trække sig i januar.

»Jeg tror, at hun har accepteret militærets version af, hvad der skete i Rakhine,« siger Richardson.

»Der var – og er – ikke noget rum for dialog med Aung San Suu Kyi om Rakhine. Hun anser enhver, som rejser konstruktiv kritik, der ikke stemmer overens med hendes fortællinger, for at være illoyal.«

Den amerikanske diplomat Bill Richardson er utvetydig i sin fordømmelse af en kvinde, han engang støttede betingelsesløst:

»Hendes vidtløftige retorik står i grel modsætning til realiteterne,« siger han.

»Hendes ledelsesstil er autokratisk, og hun sætter helt og holdent sin lid til en lille kreds af gamle rådgivere.«

Stadig stor opbakning

En af de få personer, der stadig har jævnlig kontakt med Aung San Suu Kyi, og som fortsat taler positivt om hende, er Roelf Meyer, den sydafrikanske politiker, som var med til at forhandle afviklingen af apartheid på plads.

Han arbejder nu i Rakhine på en forsoning med rohingyaerne.

»Jeg har kontakt med hende og jeg har adgang til de redskaber, jeg skal bruge for at få en løsning i Rakhine, og ingen lægger forhindringer i vejen for mig,« siger Meyer, som ikke tidligere har udtalt sig om sit engagement i Myanmar.

»Jeg kan give hende input når som helst, jeg ønsker det. Hvis hun ikke var interesseret i en løsning på dette problem, så ville hun ikke have ladet mig fortsætte arbejdet.«

Selvom civilsamfundets råderum hastigt skrumper ind, kritikere fængsles, og fredsprocessen er gået i stå, nyder den 73-årige Aung San Suu Kyi fortsat stor opbakning i Myanmar. Men hendes fortsatte modstand mod, at nogen bliver kørt i stilling som hendes efterfølger, bekymrer mange uden for landet. Ifølge Rogers siger det en hel del om hendes indstilling.

»Jeg begynder at have min tvivl om, hvorvidt hun nogensinde har været drevet af ønsket om at få demokrati, og hvor meget der handlede om hendes egen følelse af at være skæbnebestemt til at få magten som datter af Aung San – og om, hvorvidt det snarere var det, som motiverede hende til at gå efter magten,« siger han.

»Jeg tror, at det har været en større drivkraft, end mange af os havde regnet med.«

Hannah Ellis-Petersen er Sydøstasien-korrespondent for The Guardian

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Olaf Tehrani, Viggo Okholm, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Espen Bøgh -
'det er ikke det svenske akademi, der uddeler fredsprisen. Det gør en komite i Norge.

John Andersen, Henrik L Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar