Læsetid: 5 min.

Macrons dyre indrømmelser til De Gule Veste er en gave fra himlen for den eurorebelske italienske regering

De Gule Veste bidrager til opbruddet i de europæiske magtforhold op til de næste dages møde mellem EU’s regeringschefer, hvor den tysk-franske akse for alvor er svækket
De Gule Vestes optøjer i Paris har fået den franske præsident Macron til at indføre skattelettelser, der kan medvirke til en fransk statsgæld på over 100 proncent.

De Gule Vestes optøjer i Paris har fået den franske præsident Macron til at indføre skattelettelser, der kan medvirke til en fransk statsgæld på over 100 proncent.

Celestino Arce/Ritzau Scanpix

13. december 2018

»En unik samling af alfadyr og samtidig en fascinerende konsensusmaskine.«

Så rammende har Die ZEIT beskrevet møderne i EU-Rådet, der består af EU’s stats- og regeringschefer. Torsdag og fredag sætter disse nationale ledere sig atter om det store ovale mødebord i EU-rådsbygningen i Bruxelles for med et nationalt og et europæisk øje at behandle de overordnede linjer for EU’s videre færd – herunder bl.a. det gigantiske rammebudget for 2021-2027, det indre marked og migration i Europa.

Det er ikke første gang, EU-Rådet mødes i en krisetid. Men denne gang foregår det både i den tunge skygge af den kaotiske Brexit-proces og i det grelle lys af de magtforskydninger, som netop nu foregår i EU.

Belært om budgetdisciplin

Magtforholdene fik en uventet drejning, da den franske præsident Macron mandag aften på fransk fjernsyn gav en 13 minutter lang indrømmelse til De Gule Veste. Han lovede bl.a. det franske folk en skattelettelse på overarbejde, reducerede skatter på pensioner og en månedlig mindsteløn, der fra 2019 skal ligge 100 euro højere efter skat.

Men Macron gav ikke et bud på, hvordan det skal finansieres. Sammen med de udskudte miljøafgifter vurderes indrømmelserne til at udløse en ekstra udgift på ca. ti mia. euro i 2019 eller 0,5 procent af BNP. Dermed kan det franske underskud lande på over tre procent af BNP i 2019, mens den samlede offentlige gæld kan krydse de symbolske 100 procent af BNP.

Dermed overskrider Frankrig og Macron, som gerne har belært italienerne om budgetdisciplin, selv gældskriterierne for euroen – præcis ligesom den eurorebelske italienske regering agter at gøre det i sit forsøg på at løfte bunden af samfundet og sætte gang i de italienske væksthjul trods en samlet gæld på 130 procent af BNP. Et forsøg, der har givet Italien en yderst omstridt budgetsag på halsen, som i sidste ende kan udmønte sig i milliardbøder.

Andenklasses europæere

Macrons indrømmelse er vand på den italienske regerings mølle, hvor bl.a. indenrigsminister Salvini støtter De Gule Veste og har udtalt, at »de kræver præcis det, som vi har i vores budgetudspil«.

»Vi må se, om Macrons løfter kan indfries,« tilføjede Tiziana Beghin, italiensk parlamentsmedlem fra Femstjernebevægelsen, i tirsdags.

»Men én ting er sikkert: Vi vil ikke acceptere, at der er første- og andenklasses borgere i Europa.«

Underforstået: Der bliver for alvor ballade, hvis Frankrig får lov til at bryde eurokriterierne, og Italien ikke gør. Fra en unavngiven italiensk regeringskilde kan magasinet Politico tilføje:

»Selvfølgelig hjælper Macrons tale, fordi den tvinger EU-Kommissionen og den franske kommissær til at tænke sig grundigt om, før de skrider til sanktioner mod os. Selv den mest liberale, elitære og establishmentvenlige leder i Europa må foretage en kovending nu, hvor folket kræver det.«

Den proeuropæiske Macron har helt tilbage i sin valgkamp betonet, at Frankrigs mål er at overholde gældskriterierne for euroen. Rationalet lød, at reformerne og budgetdisciplinen ville genoprette det franske statsbudget og skabe en bedre konkurrenceevne. Men mellem linjerne var budskabet også, at Macron ville skabe troværdighed i forhold til Tyskland, så den tysk-franske duet kunne blive den førende akse i et mere progressivt Europa – inklusive omfattende euroreformer i fransk og sydeuropæisk favør.

Døende industri

I Tyskland har de politiske reaktioner været tilbageholdende. Det kan man ikke sige om de tyske kommentatorer.

»Hvis Macrons reformer kører fast på halvvejen, vil Frankrig med tiden blive Europas syge mand: Et land med høj arbejdsløshed, høje skatter og en døende industri. (…) Et land, hvis økonomiske svaghed fører til politisk ustabilitet«, mener finansavisen Handelsblatt.

Den analyse bakkes op af Clemens Fuest, en af Tysklands mest renommerede økonomer.

»I Frankrig er mindstelønnen allerede så høj, at den forringer beskæftigelsen for de svagere grupper på arbejdsmarkedet, især for de unge. Folk i arbejde vil profitere, mens de unge og dårligt uddannede, der i dag er arbejdsløse, vil have endnu dårligere chancer.«

Disse liberale tyske argumenter med konkurrenceevnen i centrum ignorerer ikke bare den øgede købekraft og indre efterspørgsel i Italien og Frankrig. De ignorerer ligeledes, at den for Tyskland velsignet svage euro selv er en del af problemet – og at de lave tyske lønninger er med til at eksportere arbejdsløshed sydover, som økonomen Heiner Flassbeck utrætteligt påpeger.

Nye magtforhold

For Almut Möller, politolog og afdelingsleder i den europæiske tænketank ECFR i Berlin er det nu blevet tydeligt, at Macron ikke har den styrke, som tyskerne troede.

»Hans store fortælling om reformer mod indrømmelser omkring euroen er død,« mener Almut Möller, der kalder det tysk-franske forhold for »dybt indarbejdet og dog dysfunktionelt«.

I sidste uge blev dette forhold udstillet, da eurofinansministrene endte med at reducere Macrons krav om euroreformer til nogle minimalreformer af den europæiske redningsmekanisme ESM – altså langtfra det omfattende eurobudget, der skulle skabe mere konvergens og bedre konkurrenceevne i hele eurozonen og støtte kriseramte medlemslande.

Dette foretagende blev ikke mindst undergravet af Holland, bakket op af Danmark, Sverige, Finland og de baltiske lande, der i EU for tiden kurserer som »den ny hansaunion«. Deres udtalte frygt er, at finansielt sunde lande vil hæfte for de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis EU – og dermed især Tyskland – giver for store indrømmelser til Frankrig.

»Macrons nederlag kan forklares med de nye magtforhold i EU. Den tysk-franske motor, der længe drev EU, kører i bedste fald på lavblus,« skrev Der Spiegel i sidste uge efter euroforhandlingerne.

Med Macrons indrømmelser til De Gule Veste er det blevet endnu mere udpræget, mener Almut Möller.

»Den ny hansaunion er en direkte konsekvens af Brexit, hvor disse lande har mistet en vigtig partner,« siger hun.

»De bakker op om Tyskland, men med den svage tysk-franske akse udstiller de splittelsen mellem syd og nord.«

Alligevel er spillet ikke så simpelt, at proeuropæiske Macron nu begynder at danne sydeuropæiske alliancer med f.eks. Italien, som åbent flirter med EU-skeptiske figurer som Viktor Orbán. Hvad f.eks. migration angår, er der heller ikke en oplagt sydeuropæisk alliance. Det samme gælder den tungeste post i EU’s rammebudget, egns- og landbrugsstøtten.

»Vi skal ikke stirre os blinde på eurospørgsmålet,« siger Almut Möller.

»Men uanset intentionen er resultatet af de nuværende magtforskydninger i EU, at fronten mod de europaskeptiske populister vil blive svækket.«

Tysk stabilitet

Med et Italien til populistisk tælling, en stærkt svækket Macron i Frankrig og et dybt splittet Storbritannien sidder Tyskland nu tilbage som det mest stabile af de store EU-lande, hvor den nuværende regeringskontrakt endda bærer overskriften »Opbrud i Europa«. Desuden har sidste uges valg af Merkels favorit, Annegret Kramp-Karrenbauer, som ny CDU-leder bragt en vis kontinuitet og ro i den tyske regering, hvilket har ført til mangt et lettet suk i Bruxelles.

Det ændrer dog ikke på et nybrud i magtforholdene og det svækkede tysk-franske forhold her midt i den kaotiske Brexit-proces.

»Håbet har været, at Brexit kunne overstås, så EU27 før kunne kigge fremad i 2019. Det ser ikke ud til at lykkes. Problemet er, at jo længere processen varer, desto sværere bliver det at holde de 27 lande så fast sammen,« siger Almut Möller.

Derfor er der heller ingen grund til at have de store forventninger til de næste dages møde i EU-Rådet, hvor der ikke foreligger akutte hastesager.

»I den nuværende situation vil der næppe falde nogen afgørende konklusioner. Det handler for de tilbageværende 27 medlemslande først og fremmest om at demonstrere sammenhold i Brexit-processen.«

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt mandag aften en tale til den franske nation, hvor han fra det pompøse Élysépalæ understregede sin forståelse for de demonstrerendes bekymringer.
Læs også
Præsident Emmanuel Macrons talte til nationen som reaktion på flere ugers sociale protester. 23 millioner franskmænd så talen på direkte tv. Her ser fire mænd iklædt gule veste talen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Klaus Cort Jensen
  • Torben K L Jensen
Michael Friis, Klaus Cort Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Typisk tysk bagatellisering af de enorme problemer der tårner sig op i EU og en tyrkertro på deres magt i euro-zonen.

Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Klaus Cort Jensen

Ang. "Med et Italien til populistisk tælling".
Alle politikere er populister. Det er det deres arbejde sådan set går ud på - at vinde folkets tilslutning til deres holdninger, værdier eller ideologier.
De gamle populister, med partinavne der ender på -folkeparti eller -demokraterne (hvilket sådan set er synonymt med "-populisterne"), prøver at gøre de nye populister upopulære ved at kalde dem populister. Det er at "gå efter manden i stedet for bolden".

Henrik Peter Bentzen, Michael Friis, Benjamin Bach, Hans Aagaard, Torben K L Jensen, kjeld jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Socialdemokrater, Socialistisk Folkeparti, Konservativ Folkepartl, Dansk Folkeparti, men ikke Venstre, Radikale Venstre, Alternativet, Liberal Alliance og s let Ikke Enhedslisten opnævnt efter SED, det østtyske forbillede for DKP'erne i EL ?
Selvfølgelig er alle partier populister ellers fik de jo ikke en stemme. Det er det liberale samfunds vilkår og så skiftes der rundt engang imellem og det er vel meget godt, eller hvad ?