Læsetid: 5 min.

Menneskerettighedsaktivist: »Vi håber på støtte fra Vesten, men den er der ikke mere«

På 70-årsdagen for FN’s menneskerettighedserklæring undertrykkes ngo’er og aktivister verden over hårdere end i flere årtier. Mens Vesten har mistet sin moralske autoritet som fortaler for menneskerettigheder, så udveksler autoritære regimer erfaringer og styrker deres evne til at stække menneskerettighedsarbejdet
Kvinder i Bangladesh demonstrerer med billeder af forsvundne slægtninge i starten af december. Menneskerettighedsgrupper fortæller, at myndighederne slår hårdt ned på aktivister i landet – og at Vesten ikke, som tidligere, bakker op om ngo’er. 

Kvinder i Bangladesh demonstrerer med billeder af forsvundne slægtninge i starten af december. Menneskerettighedsgrupper fortæller, at myndighederne slår hårdt ned på aktivister i landet – og at Vesten ikke, som tidligere, bakker op om ngo’er. 

Munir uz Zaman

10. december 2018

»Det handler ikke længere blot om, at luften er blevet en smule mere iltfattig. Vi er allerede nu i en situation, hvor det er blevet fuldstændigt umuligt at trække vejret for uafhængige aktivister og ngo’er, som kæmper for menneskerettigheder.« Det siger Adilur Rahman Khan om situationen i Bangladesh, hvor han står i spidsen for Odhikar, en lokal menneskerettighedsorganisation.

Over telefonen fra hovedstaden Dhaka fortæller han, at der står to agenter fra den nationale sikkerhedstjeneste uden for hans kontordør. De er der ikke for at passe på ham, men for at overvåge ham.

Flere af Adilur Rahman Khans kolleger bliver skygget, mange er blevet truet og arresteret – en er blevet skudt.

Samtidig har myndighederne spærret ngo’ens bankkonti og afskåret den fra at modtage finansiel støtte fra udlandet. Og regeringstro medier anklager Odhikar for at være del af »en sammensværgelse«, der har som mål at »tilsværte landets image« – det sker bl.a. efter, at ngo’en har afsløret udbredt brug af henrettelser uden rettergang.

»Vi er i overhængende fare for at blive tvunget til at lukke helt ned,« siger Adilur Rahman Khan.

Det sydasiatiske land ligger blot under et lille hjørne af det kæmpe tæppe af undertrykkelse, som i store dele af verden er blevet lagt ned over aktivister og ngo’er som arbejder for menneskerettigheder.

Der er sket et seismisk skifte fra de demokratiske rettigheders globale sejrsgang i årene efter afslutningen på Den Kolde Krig, og situationen ser ifølge menneskerettighedsorganisationer nu dyster ud på 70-årsdagen for FN’s menneskerettighedserklæring.

»Vi er milevidt fra 1990’erne, hvor demokrati og rettigheder var i fremmarch. Nu ser vi i stedet øget undertrykkelse på globalt plan,« siger Andrew Anderson, direktør i Front Line Defenders, der har indsamlet tal, som viser, at mindst 312 menneskerettighedsaktivister blev dræbt sidste år i 27 forskellige lande.

Kraftig modreaktion

»Før blev civilsamfundet og ngo-aktivisterne stærkere. Stadig flere mennesker involverede sig. Det har siden midten af 00’erne ført til en stadig kraftigere modreaktion fra verdens autokrater, som er blevet nervøse for civilsamfundet og for at miste deres magt,« siger Cathal Gilbert fra CIVICUS, en global alliance af aktivister og ngo’er. En nylig rapport fra CIVICUS viser, at specielt retten til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed undertrykkes i alvorlig grad i 111 ud af 196 lande.

Ngo’en Freedom House rapporterer, at der er sket »et fald i global frihed« hvert eneste år i nu over et årti.

Internationale menneskerettighedsorganisationer er mange steder simpelthen blevet smidt for porten, mens der dæmmes op for finansieringskilder til lokale ngo’er. Både terrorlovgivning og love mod »fremmede agenter« bruges til at ramme ngo’er. Regeringer iværksætter smædekampagner mod ngo’er, der beskrives som villige redskaber for ondsindede udefrakommende magter, som vil skade landet. Og aktivister chikaneres, fængsles, trues, udsættes for vold eller bliver simpelthen dræbt.

I oktober blev 18 internationale ngo’er smidt ud af Pakistan, hvor den magtfulde efterretningstjeneste ser de internationale grupper som farlige fortalere for liberale og sekulære værdier. I august lukkede menneskerettighedsgrupper ned i Nicaragua og aktivister flygtede ud af landet efter at have modtaget dødstrusler fra grupper, der angiveligt har forbindelse til præsident Daniel Ortega, som længe har anklaget ngo’er for at være del af et amerikansk forsøg på at vælte ham.

I Burundi, Tanzania og Malawi tvangslukkes ngo’er, og menneskerettighedsforkæmpere er blevet angrebet, chikaneret og truet. I Bahrain og Cameroun bliver menneskerettighedsaktivister anklaget for terror eller for at true statens sikkerhed. Og i Rusland har man indført lovgivning, der stempler ngo’er som »fremmede agenter«, hvilket ifølge Amnesty International har ført til, at over 100 organisationer har mistet deres finansiering.

Det går også tilbage i Indien, der ellers var blevet set som et demokratisk fyrtårn i sit nabolag, hvor regeringen anklages for at lukke munden på kritiske individer og grupper ved brug af anklager om »finansielle uregelmæssigheder« mod ngo’er.

Og i Ungarn har regeringen øget sin kontrol med landets uafhængige institutioner og strammet grebet om ngo’er.

Fælles læring

Cathal Gilbert mener, at udviklingen de sidste par år har været kendetegnet ved, at »stater bliver ved med at finde nye måder at undertrykke og inddæmme kritik fra personer, som tør udfordre magthaverne«.

Og Antoine Buyse, professor i menneskerettigheder fra Universitetet i Utrecht fortæller, at »mens civilsamfundets aktører tidligere lærte af hinanden, så er det nu magthaverne, som bliver stadig bedre til at udveksle erfaringer om, hvordan de bedst kan presse civilsamfundet. Når Rusland eksempelvis kommer med en ny måde at blokere for udenlandsk finansiering af ngo’er, så kopierer andre regeringer hurtigt den lovgivning.«

»En anden grund til, at det er blevet sværere for ngo’er, er,« siger Antoine Buyse, »at efter 9/11 blev der i mange lande, inklusive demokratiske lande, indført streng terrorlovgivning, som også rammer ngo’er, der intet har med terror at gøre. Lovene gør det bl.a. sværere at overføre finansiering over grænser, og gør det nemmere for staten at udøve overvågning.«

I mange lande bliver almindeligt menneskerettighedsarbejde ofte kriminaliseret, og menneskerettighedsorganisationer anklaget for være i ledtog med fremmede magter for at underminere lokale magthavere. Ifølge Cathal Gilbert er det en taktik, der har til »formål at reducere og marginalisere« ngo’erne og tilslutningen til dem.

»Kina har længe udbredt fortællingen om, at kritikken af landets menneskerettighedssituation er politisk motiveret og et forsøg fra Vesten på at holde landet nede. Den argumentation er nu blevet overtaget af mange andre regeringer,« siger Cathal Gilbert.

Og mens lande undertrykker på hjemmefronten, så går de også stadig mere aggressivt til værks for at forhindre, at kritikken imod sig bliver spredt internationalt. Ifølge FN har 38 lande det sidste år hævnet sig mod aktivister, som har samarbejdet med bl.a. FN’s Menneskerettighedsråd. Flere er blevet arresteret, torteret og dræbt.

Vesten har trukket sig

Desuden står ngo’er og aktivister svagere, fordi Vesten har trukket sig.

»Før pressede vestlige liberale demokratier i deres udenrigspolitik sammen på for at promovere civilsamfund verden over. Men de er ikke forenet mere. USA er blevet mere ligeglad. I EU er man blevet mere påpasselig. Så der er ikke længere en stærk stemme til at bakke op om menneskerettighederne,« siger Antoine Buyse.

Den situation kan Adilur Rahman Khan mærke konsekvensen af i Bangladesh: »Vi håber på støtte fra Vesten i menneskerettighedskampen, men den er der ikke mere,« siger han.

Det er også blevet stadig sværere for Vesten at fremstå som moralens vogtere. Eksempelvis beskriver Human Rights Watch den amerikanske præsident Donald Trumps manglende respekt for demokratiske institutioner som en »katastrofe«, der giver autokratiske ledere rundt om i verden indtryk af, at de har fri bane til at undertrykke uden konsekvenser. Og Amnesty International advarer også om faldende respekt for menneskerettighederne i EU, hvor ngo’er, medier og uafhængige demokratiske institutioner er sat under pres i lande som Ungarn og Polen.

»At fundamentale frihedsrettigheder også bliver undermineret i EU betyder, at det er langt nemmere for andre lande rundt om i verden at angribe Europas moralske autoritet og modstå et pres for at forbedre menneskerettighedssituationen,« siger Cathal Gilbert.

Den franske præsident Vincent Auriol holder tale i Palais de Chaillot i Paris under FN’s Generalforsamling i december 1948, hvor Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget. Længst til venstre ses australske Dr. H.V. Evatt, som stod i spidsen for godkendelsen af de 30 punkter i erklæringen.
Læs også
Mahatma Gandhi, der her er fotograferet i 1946 omgivet af Jawaharlal Nehru (tv) og S.V. Patel, kom efter Anden Verdenskrig og atombombeangrebet på Japan med en indtrængende opfordring til alle om at »do the duty of citizenship to the world«, og den bøn var menneskerettighedserklæringen et konkret svar på.
Læs også
Under Xi Jinpings ledelse er Kina begyndt at dominere mange diskussioner og forsøger meget mere aktivt at påvirke beslutningsprocesser, når det kommer til menneskerettigheder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Nørgaard

Det er åbenbart »folkets vilje«, altså »folket« i Danmark, Europa, og resten af Vesten, at menneskerettighederne skal rives itu. Med mindre man altså definerer »menneske« som en person fra de ovennævnte lande og ikke som menneskeheden, altså en slags guddommelige rettigheder og privilegier for dem, der er født rigtigt, så at sige.