Feature
Læsetid: 9 min.

Paolo Borrometis journalistik har bragt 33 mafiosoer for en dommer – så mafiabosserne har dømt ham til døden

I Italien er pressefriheden sat under pres af mafiaen. 200 journalister får politibeskyttelse på grund af vold og trusler. Men det er nødvendigt at gøre modstand, hvis mafiaen ikke skal fortsætte med at suge milliarder ud af samfundet, siger journalist Paolo Borrometi
En flok livvagter er flyttet ind i Paolo Borrometis liv. Den sicilianske redaktør har skrevet mange kritiske artikler om mafiaen – og det har haft sin pris.

En flok livvagter er flyttet ind i Paolo Borrometis liv. Den sicilianske redaktør har skrevet mange kritiske artikler om mafiaen – og det har haft sin pris.

Martin Gøttske

Udland
22. december 2018

ROM – Udenfor lyder dunk fra tunge bildøre, der smækkes i. Beslutsomme skridt nærmer sig, og to brede livvagter buldrer ind ad døren. De tager hurtigt alle i kontorbygningens lobby i øjesyn, mens folk vender sig rundt mod kilden til den nye, nervøse spænding i luften.

Den ene livvagt hvisker kort en besked ned i en mikrofon skjult ved håndleddet, og i det samme gør Paolo Borrometi sin entre flankeret af yderligere to livvagter. En femte holder vagt ude ved køretøjerne.

»De har reddet mit liv,« siger Borrometi, straks efter at han har sagt goddag, som om han føler, det er nødvendigt at forklare og undskylde sine ledsageres tilstedeværelse.

Lige så voldsom hans ankomst virker, lige så blødt snakker den 35-årige journalist med sin runde sicilianske accent.

»Der findes ikke mennesker i denne verden, som kender mig bedre, end de gør,« siger han om politiets livvagter.

Hele fem af dem. Konstant ved hans side. De er de første, han ser om morgenen. Og de sidste om aftenen. Sådan har hans liv været de sidste fem år. Lige siden to hætteklædte mænd kastede sig over ham en aften uden for hans hjem på Sicilien.

»De smadrede min skulder og efterlod mig i en blodpøl,« fortæller han.

Selv i dag kan han ikke bevæge sin ene arm ordentligt efter overfaldet, der var et brutalt forsøg på at skræmme ham til at dæmme op for sin artikelstrøm om mafiaens lyssky affærer.

Men Borrometi stoppede ikke. Og siden har han modtaget pistolkugler i posten, hundredvis af dødstrusler, og han er blevet forsøgt brændt inde i sine forældres hus.

»Jeg skærer hovedet af dig, selv hvis du befinder dig på en politistation,« skrev en lokal mafioso til ham i en e-mail. En anden lovede, at han ville »stege dit hjerte på en pande og spise det«.

I april i år var truslerne nær blevet alvor. Politiet forhindrede et planlagt attentatforsøg mod ham. Han skulle dræbes af en bilbombe. »Bang, og så er han væk!« lød det i en af mafiaens telefonsamtaler, som politiet lyttede med på.

»Jeg vænner mig aldrig til det. Aldrig,« siger Borrometi om truslerne og livet med livvagterne. »Jeg er bange hele tiden.«

Den største trussel

Det er prisen, italienske journalister betaler, hvis de tør skrive om mafiaen. Borrometi er langt fra alene om at være i livsfare. Hele 585 personer er ifølge indenrigsministeriet under en eller anden form for politibeskyttelse i Italien.

Det er det højeste antal i noget europæisk land. Mange af dem er offentlige anklagere, dommere og politikere. Men en stor andel – helt præcist 196 – er journalister. Og 19 af dem er som Borrometi omgivet af et hold livvagter hele dagen og alle dage.

Den situation er ikke kun et problem for Borrometi og de andre udsatte kolleger. Den er også, siger han, »en stor trussel mod vores demokrati og demokratiske institutioner. Mafiaen forsøger at true medier til stilhed, den køber politikere, og den undergraver retssystemet«.

Ifølge en antimafiakommission, nedsat af parlamentet, er angreb på og intimidering af landets journalister vokset stødt inden for de sidste to årtier, hvor mafiaen har optrappet sin indsats for at påtvinge medier mundkurv.

»Mange troede, at mafiaen var besejret, fordi så mange bosser blev arresteret i 1990’erne, og fordi mafiaen ikke skyder og dræber så mange som tidligere. Men mafiaen har blot ændret sig. Den opererer mere stilfærdigt og dræber kun, når det er nødvendigt. Og mens samfundet har sænket paraderne, så har mafiaen fået tid og plads til at vokse. Den korrumperer og suger milliarder ud af samfundet,« siger Borrometi.

Pengebeløbene, mafiosoerne formår at rage til sig, er gigantiske. Alene inden for landbrugssektoren havde mafiaen en omsætning på over 160 mia. kr. i 2017, anslår jordbrugsorganisationen Coldiretti.

»De fastsætter priser, står for transport og distribution, og de kontrollerer hele supermarkedskæder,« lyder det fra Coldiretti.

»De ødelægger konkurrencen og det legale, frie marked. De kvæler ærlige producenter og kompromitterer i alvorlig grad produkternes kvalitet og sikkerhed.«

Mafiaen tjener også milliarder på alt fra narko, prostitution og våbenhandel til at svindle penge fra den italienske stat og EU i forbindelse med store infrastrukturprojekter, såsom opførsel af vindmølleparker – den tjener sågar penge på illegal affaldshåndtering.

Forskellige rapporter vurderer, at landets fire store mafiagrupper – blandt dem Cosa Nostra på Sicilien og ’Ndrangheta i Calabrien – kan have en årlig profit på mellem 700 og 1.400 mia. kr. Det svarer til adskillige procentpoint af Italiens BNP.

Idioternes provins

Offentlige anklagere har specielt inden for de sidste få år udtrykt stadig større bekymring for, at mafiaen vil bruge nogle af sine mange penge på at opkøbe medier, så de kan udøve indflydelse på den offentlige opinion.

»Det vil være yderst farligt at ignorere den udvikling,« mener Borrometi, der i dag er redaktør for internetmediet La Spia, som skriver historier om mafiaens aktiviteter.

Han bor nu i Rom, efter at truslerne fik ham til at flygte fra Sicilien. Han er født og opvokset i Modica, en lille by i Ragusa-provinsen, nær den sydøstlige spids af Middelhavsøen.

»Noget af det første, jeg kan huske, det er de billeder, jeg så fra massakren mod Falcone og hans livvagter,« fortæller han.

Giovanni Falcone var en offentlig anklager fra Palermo, som sammen med sine livvagter blev sprængt i luften af en bombe i 1992, da Cosa Nostra gik i frontalangreb på den italienske stat med flere bombeangreb og attentater, der kostede dommere, journalister og politifolk livet.

»Jeg har tænkt, at mit liv var et valg. Enten var man på mafiaens side, med sin aktive deltagelse eller stiltiende accept. Eller også gjorde man sin pligt og konfronterede mafiaen og hele den korrupte kultur, som den bringer med sig.«

Som teenager begyndte Borrometi at undre sig over, hvorfor der aldrig blev skrevet om eksistensen af en mafia i hans hjemegn. Der var berømte sicilianske mafiaklaner i Palermo, Corleone, Messina og Catania. Men Ragusa var kendt som provincia babba, idioternes provins, hvor folk ikke var smarte nok til at få stablet organiseret kriminalitet på benene.

»Hvordan kunne det være, at der ikke var nogen mafia i Ragusa, når det ellers var lykkedes mafiaen at nå ud til alle verdenshjørner? Så snart, jeg begyndte at kigge mig omkring og begyndte at lave journalistik på det, så viste det sig jo også, at mafiaen var overalt. Også i Ragusa. Pludselig var det ikke længere provincia babba

Borrometi har studeret jura, og allerede som 17-årig begyndte han at skrive løst for lokalaviser på Sicilien. Senere var han i stand til at afsløre mafiaens netværk: Hvordan politikere også i Ragusa købte stemmer af mafiaen – og lod sig styre af den, hvordan mafiosoerne kontrollerede forretningslivet og havde sat sig på store dele af fødevaredistributionen fra Sicilien til Italien og resten af Europa.

Hans rapporter er uden filter. Frygtede mafiabosser bliver tvunget frem i rampelyset med deres fulde navn og billeder i medierne. Og anklagemyndigheden læser med. For øjeblikket er der 15 verserende retssager mod 33 sicilianske mafiosoer, som er sat i gang på baggrund af Borrometis journalistik.

Men til gengæld er der også hele fem mafiaklaner, der ønsker ham dræbt.

De søde tomater

Borrometi blev for alvor landskendt – og kom for alvor i livsfare – da han begyndte at rapportere om det, han kalder »det røde guld«, Siciliens Pachino-tomater. De søde cherrytomater, der eksporteres til hele Europa, skaber en årlig omsætning på tre mia. kr.

Borrometi kunne afsløre, at selskaber, som var involveret i produktionen og distributionen af de berømmede tomater, var ejet af mafiaen. Selskaberne blev som konsekvens hurtigt sortlistet af landbrugsministeriet, og de mistede millioner af euro i indtægt.

Nu ville lokale mafiabosser omsætte dødstruslerne til drab. I telefonsamtaler, som politiet aflyttede og afslørede i april i år, talte mafiosoerne om at »dræbe den ubelejlige journalist«. En bil var allerede blevet stjålet og ventede på at blive fyldt med sprængstof. »Han har ikke lang tid tilbage at leve i,« sagde de om Borrometi.

Bosserne ville statuere et eksempel. De ville dræbe ham og samtidig skræmme alle andre fra at stikke næsen i mafiaens sager.

»En gang imellem er det nødvendigt med et drab for at få folk til at slappe lidt af,« som de sagde det på politiets optagelser. De ville tilbage til de blodige år, hvor mafiaen myrdede løs: »Vi har brug for et fyrværkeri som i 1990’erne, hvor folk ikke engang kunne gå på gaden.«

Afsløringen af det planlagte attentat chokerede Borrometi. »Vi taler altid om alt det, der ikke fungerer ved den italienske stat, men jeg er dybt taknemmelig over for staten. Det er staten, der beskytter mig, og det er staten, der har holdt mig i live de sidste mange år,« siger han.

Men fordi han også ved, hvor vigtigt statens beskyttelse er for udsatte personer som ham selv, så ryster det ham også, at indenrigsminister og leder af regeringspartiet Lega, Matteo Salvini, nu er begyndt at satte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at så mange italienere har politibeskyttelse.

For tiden er der lige over 2.000 betjente, der alene arbejder i sikkerhedseskorter, og indenrigsministeren vil spare nogle af de mange penge, det koster statskassen.

»Hvis der er nogle, som blot har brugt politibetjentene som chauffører de sidste ti til 15 år, så kan de godt leve uden,« siger Salvini, der bl.a. har sået tvivl om, hvorvidt en mand som Roberto Saviano, en internationalt kendt journalist, der har været under politibeskyttelse siden 2006, efter at han skrev Gomorra, en bog om mafiaen ved Napoli, stadig har brug for sine livvagter.

Luddere og sjakaler

Kritikere mener, at den italienske regering, siden den kom til magten i juni, med sit intense fokus på migration og økonomiske stridigheder med EU næsten helt har ignoreret de voksende problemer med organiseret kriminalitet.

Men politikerne er selv en yderst udsat gruppe. Mafiaen gennemsyrer flere steder lokalpolitik – mellem 1991 og 2018 har centralregeringen i Rom tvangsopløst 266 byråd, da de var blevet infiltreret af mafiaen – og ifølge en undersøgelse af Avviso Pubblico, en italiensk ngo, var der mellem 2013 og 2015 hele 1.191 angreb mod italienske politikere. Tallet dækker primært over fysiske angreb, ildspåsættelser og trusler rettet mod lokalpolitikere.

Men det, som regeringen lader til at være mest optaget af, det er at gå til angreb på pressen. I november kom topledere fra det andet regeringsparti Femstjernebevægelsen, deriblandt partilederen Luigi Di Maio, med hårde udfald på journalister, der bl.a. blev kaldt »luddere« og »sjakaler«.

Femstjernebevægelsen ynder at sætte journalister, som de ikke bryder sig om, i offentlig gabestok, og Di Maio har samtidig truet med at sløjfe støtte til medier og sætte en stopper for statsejede virksomheders køb af annoncer i aviserne, fordi han er utilfreds med deres dækning af sit parti.

»Angrebene har en ødelæggende effekt. De er kun klar til at forsvare journalister, hvis det ikke er dem selv, der bliver gransket,« mener Borrometi.

»I Italien i dag er der ikke brug for at have en hund som kæledyr, men en hund, der kan stå vagt og bide fra sig.«

Han frygter, at journalisters udsatte position gør, at færre kolleger tør rapportere om mafiaen. »Selvcensur er udbredt,« siger Borrometi. »Vi har brug for, at så mange som muligt skriver om mafiaen og afslører mafiaen. Ellers vil vi få, der gør det, være alene på savannen, og vi vil være mere udsatte for angreb fra mafiaens rovdyr.«

Borrometi går ud på gaden i centrum af Rom. Turistmylderet er massivt nær Trevi-fontænen, men folk spreder sig nærmest per automatik for livvagternes målrettede gang. De bestemmer ruten og farten.

De sidste fem år har Borrometi ikke gået en tur alene. Han har ikke været på stranden, til koncert eller på et fodboldstadion. Han har ikke været ude og spise pizza med venner eller været på date. Om aftenen og natten sidder han alene med sin frygt bag en tung dør.

»Mange mafiabosser er stadig på fri fod, mens jeg i stedet har fået indskrænket min frihed. Men alligevel føler jeg mig fri, fordi jeg kan se mig selv i spejlet om aftenen med ren samvittighed, og sige: ’Jeg har gjort min pligt’.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her