Læsetid: 4 min.

Det repræsentative demokrati er i krise: »Folk føler ikke, at deres mening betyder noget«

Der er politisk kaos i både Frankrig og Storbritannien – måske er problemet, at de politiske systemer ikke længere passer til borgernes virkelighed
Der er politisk kaos i både Frankrig og Storbritannien – måske er problemet, at de politiske systemer ikke længere passer til borgernes virkelighed

Bertrand Guay

12. december 2018

Der er noget helt galt med den måde, politik fungerer på i Europa. Det lyder måske lidt bombastisk, når man siger det på den måde, men tænk over det engang:

I Frankrig sidder der en præsident, som kun har opbakning fra cirka en femtedel af befolkningen, og som mandag måtte bøje sig for demonstranter, der satte ild i gaderne.

Imens er der en regering og et parlament i Storbritannien, som er totalt magtesløse og splittede over der allerstørste politiske spørgsmål siden Anden Verdenskrig – Brexit.

Og i begge lande føler borgerne sig mere og mere fremmedgjort over for deres politikere. Så hvad foregår der?

»Vi står kort sagt midt i en krise for det repræsentative demokrati,« siger Arthur Goldhammer fra Harvard Universitys center for europæiske studier, der er ekspert i fransk politik.

»Det moderne demokrati handler mest om at afholde nogle valg med fire eller fem års mellemrum. I mellemtiden føler mange borgere ikke, at der bliver lyttet til dem – de føler ikke, at deres mening betyder noget.«

Kun 16 pct. af franskmændene mener, at politikerne tager deres meningen alvorligt – det viste den seneste store undersøgelse fra universitetet Sciences Po i Paris.

Noget lignende sker i Storbritannien, hvor næsten hver anden arbejderklassevælger i 2016 svarede ja til påstanden: ’Folk som mig har ikke nogen indflydelse på regeringen’. Så sent som i fredags svarede 48 pct. af briterne i en måling, at »det politiske system er i stykker«.

Politologerne skændes om, hvad der egentlig er på færde – skyldes det ulighed, globalisering eller måske indvandring … Men der er også en anden teori, som kan forklare en del af kaosset: den store afkobling.

MeToo, People’s Vote, Women’s March ...

Ideen er, at de institutioner, som engang bandt almindelige mennesker sammen med det politiske system, er blevet svagere.

Andelen af borgere, som enten er medlemmer af et politisk parti, eller som føler stærk tilknytning til et parti, er over hele Europa faldet ret konstant siden 1960’erne. Herhjemme var 28 pct. af vælgerne medlem af et politisk parti i 1955 – i dag er tallet fire pct. Og noget lignende er sker for fagbevægelsen.

»Man kan sige, at kerneinstitutionen i det repræsentative demokrati er blevet udhulet, så det ikke længere kan bygge bro mellem civilsamfundet og det politiske system,« siger Malte Frøslee Ibsen, der er post.doc. ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Men det betyder ikke, at det politiske engagement er forsvundet. Det har bare ændret karakter. Der er kommet en slags ’moddemokrati’, som protesterer og demonstrerer: De Gule Veste, #MeToo-bevægelsen, People’s Vote, Women’s March, Femstjernebevægelsen …

De Gule Veste melder sig ikke ind i Socialdemokratiet, tværtimod har de hverken villet samarbejde med fagforeningerne, med Marine Le Pen fra det yderste højre eller Jean-Luc Mélenchon fra det yderste venstre.

De har ikke engang en ledelse eller en organisation, det er helt decentralt og uden for det, vi normalt forstår som det politiske system. Det er nyt.

Problemet er bare, at parlamentarismen stadig fungerer efter den gode gamle partilogik. Storbritannien har stadig det gamle ’first past the post’-valgsystem, som favoriserer de to store partier, Labour og De Konservative. Da UKIP fik 3,8 mio. stemmer – eller 12,6 procent – ved valget i 2015, fik de kun én plads i parlamentet.

Omvendt fik Labours Tony Blair i 1997 et overvældende absolut flertal i parlamentet, fordi de fik 43 pct. af stemmerne. Systemet betyder, at Labour nu reelt er flere partier mast sammen i ét. Det samme er De Konservative, som er dybt splittet mellem Brexit-tilhængere og -modstandere, og det er en af hovedårsagerne til, at regeringen og parlamentet er så splittet.

I Frankrig, der har et valgsystem med to runder, fik Macrons parti La République En Marche! 28 pct. af stemmerne i første runde ved valget i 2017, men de endte alligevel med at få 53 pct. af pladserne i Nationalforsamlingen. Macron selv blev valgt til præsident med 24 pct. af stemmerne i første runde og 66 pct. mod Marine Le Pen i anden runde.

»Det siger sig selv, at et system, som reducerer den demokratiske handling til nogle valg hver fjerde eller femte år og efterfølgende placerer så meget magt hos én meget magtfuld person, får et stort problem med lydhørhed,« sige Christoph Houman Ellersgaard, der forsker i magteliter på Copenhagen Business School.

For hvor skal de folkelige input egentlig komme fra? Måske er det derfor, at Macrons ministre for offentlige udgifter, Gérald Darmanin, i sidste uge kunne finde på at sige følgende om De Gule Veste: Jo jo, han kunne skam godt forstå, at de havde svært ved at holde snuden oven vande økonomisk, for »regningen på en parisisk restaurant ligger jo på omkring 200 euro, hvis man inviterer én ud – og ikke engang bestiller vin«.

Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge … En tredjedel af medlemmerne i Macrons regering er trods alt millionærer.

’Can you hear me now’

Moralen er ikke, at det hele var bedre i gamle dage, for der var masser af vold og demonstrationer i Frankrig i 1960’erne.

»Men lige nu kan vi bare se, at den politiske elite mister legitimitet i befolkningerne,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Og det er nyt.

Det repræsentative demokrati er blevet mindre repræsentativt.

»Vi havde den tidligere tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, på besøg her på Harvard for nogle uger siden,« fortæller Arthur Goldhammer.

»Han fortalte, at han på et tidspunkt havde talt med (Trumps nu fyrede udenrigsminister, red.) Rex Tillerson og spurgt ham: ’Hvorfor i alverden tror du, at Trump vandt det valg?’ Og så sagde Tillerson: Det var et ’Can you hear me now’-valg.«

Can you hear me now’ er sloganet i en gammel reklame, hvor en mand rejser rundt i hele USA for at sikre sig, at der er telefonforbindelse – »can you hear me now,« siger han igen og igen.

»Det havde han ret i,« siger Arthur Goldhammer.

»Problemet lige nu er, at folk ikke synes, at deres politikere kan høre dem.« 

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt mandag aften en tale til den franske nation, hvor han fra det pompøse Élysépalæ understregede sin forståelse for de demonstrerendes bekymringer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Britta Hansen
  • Frede Jørgensen
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Britta Hansen, Frede Jørgensen, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke problemet er simpelt og klassisk. Magten, både den økonomiske og politiske, sikre nok almenvellet, men først og fremmest sig selv. Over tid betyder det, at magten lukker sig om sig selv og giver de rigeste og mest magtfulde de fleste goder og bedste muligheder for dem selv og deres familier.
Ændringer kan kun ske ved at støde de magtfulde fra tronen, altså revolution.

Lars Kean Christensen, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Espen Bøgh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er 4% af Danmarks befolkning, som mere eller mindre aktivt deltager i at opstille de kandidater, vi allesammen kan stemme ind i Folketinget. Allee som har deltaget i foreningsarbejde ved, at der findes aktive i foreningslivet, og så findes der medlemmer..
Reelt har vi et to kandidater til statsministerposten med hver deres støtter, som også er udvalgt af de måske 1½% aktive partimedlemmer.

Infostreamingen til embedsværk og politikere går gennem interesseorganisationer og lobbyorganisationer, hvor der ligeledes er et begrænset antal personer, som træffer beslutningerne.

At befolkningen ikke føler sig hørt er indlysende. Vi råber i strid modvind.

Johnny Christiansen, Pia Nielsen, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Espen Bøgh, Britta Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Lise Lotte Rahbek
Det er sandt, at der er kamp om magten, men hvem kontrollere magten og dennes legitimitet?

Mediemagten ideelt set fungerer som et modspil til magten, som magtkontrol og magtkritik.
Hvilket betyder spørgsmål til magthaver, der udstiller illegitimitet og magtmisbrug.

Magthavere benytter sig globalt af kapitalisme, som er afhængig af vækst, af at kunne ekspandere, for at dække en globalt voksende befolknings voksende behov.

Hvad skal de globaliseringens politikere stille op, når de nu ikke har en økonomisk politik, der er befolkningen som de er flest til gavn?

Det er kun inde i hoved på de vores magthavere, at der kan skabes samlet set global økonomisk vækst, der er ikke bæredygtig energi til formålet i den virkelige verden og der er intet der peger på, at det bliver muligt globalt igen, før det er meget for sent.

Det er en total politisk nedsmeltning, der er ingen tillid til den politiske habilitet mulig.

Beviserne står i kø, fra Frankrig med Emmanuel Macron til klimatopmødet i Polen, alle globaliseringens politikere tror tilsyneladende, at befolkningen er dum!

Det er da kun et spørgsmål om tid, før der går franske tilstande i den globalt, med dette politiske, globalisering ‘Kejserens nye klæder’ teatret stykket, hvor alvoren stiger i takt med latteren aftager.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek, Britta Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Politologerne skændes om, hvad der egentlig er på færde – skyldes det ulighed, globalisering eller måske indvandring … Men der er også en anden teori, som kan forklare en del af kaosset: den store afkobling.

Ideen er, at de institutioner, som engang bandt almindelige mennesker sammen med det politiske system, er blevet svagere."

Er det dog virkelig en "anden teori"? Er de institutioner der engang bandt almindelige mennesker sammen med det politiske system, da ikke netop blevet svagere i kraft af ulighed, globalisering og, i vist omfang, indvandring?

Hvad, eller rettere hvem, er det trods alt der er blevet globaliseret? Er det den arbejdsløse, de syge, dem med ufaglærte jobs, dem der arbejder i den lavere ende af servicesektoren? Hvem er det der driver denne globalisering? Er "verdensborgeren" at finde blandt alle indkomstgrupper, er det alle borgere der har råd til at føle sig ligeså hjemme på en café i Singapore som i en café på Nørrebro? Jamen, globalisering har da ført til at det er blevet billigere at shoppe globalt... og få et Netflix abonnement, og alt muligt. Jamen, så må lønningerne da også stige for alle dem der er beskæftigtet i denne globale handel, alle dem der arbejder for Amazon, f.eks? Eller Apple? Ikke det? Hmm.. så må globaliseringen jo enten være godt for nogle andre ellers må formodningen være at de skal prise sig lykkelige for overhovedet at få et arbejde, de utaknemmelige skarn..

Og hvis man ser at man ikke længere anses for at være lige meget værd som en politisk elite, at ens bekymringer affærdiges som skiftevis "racistiske", "utryghedsskabene", "dårligt for økonomien" eller "irrationelt" (sjovt som ting der er godt for overklassen altsammen er så rationelt, hvorimod alt der er godt for de svageste altid er irrationelt), hvis det samfund der har skabt partier kaldet Socialdemokrater, Venstre, SF, etc. ikke længere er det samfund man betragtes som en del af... hvorfor så spille med på dette andet samfunds spilleregler? Hvorfor lade som om man er lige meget værd, når hver gang man prøver at fortælle om ens udfordringer, ens problemer, ens ønsker afvises med et:

"Jamen, du tænker jo kun sådan fordi du er vred, fordi du er marginaliseret, fordi du er...noget jeg ser som mindre værd. ".

Det er socialdarwinismens genkomst, der truer ikke bare demokratiet, men også konceptet om et demos som sådan. Man glemmer ofte hvor dumme overklassen til alle tider har været, hvor ofte en overklasse antog deres højere sociale status som bevis for at de da måtte være klogere end pøbelen. Det er den logik, der f.eks. ligger til grund for den senere "videnskabelige" racisme, hvor man antog at hvide da måtte være mere overlegne, siden folk med hvid hud var teknologisk overlegne og havde størrere imperier end ikke-hvide. Samme logik udfolder sig idag, hvor man antages at være intellektuelt underlegen, "Den Kreative Klasses Byrde" om man vil, hvis man er skeptisk overfor indvandring i svensk eller tysk størrelsesorden eller EU føderalisme.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Det er jo tilsyneladende fuldstændig umuligt at råbe eliten (herunder den fjerde statsmagt) op. Den bliver f.eks. ved med at tro, at vi, der stemte nej til den sidste eu-afstemning stemte forkert fordi vi var for dumme til at forstå betydningen af et 'nej'. Den bliver f.eks. ved med at tro, at det signal den sender ved at installere verdens største skattesvindler i en af verdens mest magtfulde positioner - i stedet for at smide ham i spjældet - går sporløst hen over hovedet på 'pøbelen'. Den er tilsyneladende ude af stand til at henvende sig til selvsamme 'pøbel' for at få dennes svar på hvad der driver elendigheden. Det er meget mere trygt at fremstille og at tro på egne hypoteser om hvorfor mon 'pøbelen' bliver ved med at være lige dumme.

Så kære elite: det er eliten selv, der er problemet og som har nøglen til at løse det. Det er ikke 'de vilde horder'. Så, hvornår går I i gang?

Bjørn Pedersen, Niels Duus Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Det er 4% af Danmarks befolkning, som mere eller mindre aktivt deltager i at opstille de kandidater, vi allesammen kan stemme ind i Folketinget

http://kunstklimademokrati.dk/
26:43 inde er et indlæg om nødvendigheden af at reformere vores demokrati. Asser Amdisen forklarer bl.a. hvordan partierne opstod udelukkende som en løsning på geografiske forhindringer. Er partierne egentlig berettigede i dag hvor de nok mest bruges til at socialisere de nye talenter til at blive såkaldte ansvarlige politikere dvs med den rette ovenfra dikterede overbevisning. Diciplineringskamre.

Niels Duus Nielsen

Det slog også mig for brystet, at Malte Frøslee Ibsen, der jo pleje at have et godt øje for systemiske uretfærdigheder, kaldte partiet for "kerneinstitutionen i det repræsentative demokrati", for det er ikke rigtigt. Historisk set var det individet, der var centrum i demokratiet, partierne opstod først senere. At de så kom til at spille en stor og i visse tilfælde progressiv rolle gør dem jo ikke uundværlige.

Forsøg med at lade tilfældigt udvalgte mennesker danne en gruppe og analysere diverse problemer ("borgerting") har jo vist sig at give både holdbare og retfærdige politiske løsninger, så jeg er stor tilhænger af lodtrækningsmodellen. Men det er levebrødspolitikerne nok ikke, for hvad skal de så leve af? Og det er desværre dem, der skal skrive loven om borgerting.

Martin Sørensen

Svaret er direkte demokrati, det er meget enkelt. folket skal ha vetoret overfor politikerne, hvorfor jo folket er ikke længere del af "folkepartierne"