Læsetid: 10 min.

Rygterne om Europas krise er stærkt overdrevne

Brexit, Merkels afgang som CDU-leder og Macrons legitimitetskrise har givet næring til dommedagsprofetier om det europæiske samarbejde. Men økonomien vokser i EU-landene, arbejdsløsheden har ikke været lavere siden 2000, og selv blandt EU-skeptiske populister er det nu de færreste, som ønsker at forlade unionen
EU synes at være stærkere end dets ledere.

EU synes at være stærkere end dets ledere.

Philippe Wojazer

31. december 2018

Det har ikke skortet på alarmerende analyser af Europas tilstand, efterhånden som årsskiftet har nærmet sig. 2018 skulle have været året, hvor der kom styr på tingene. Den franske præsident, Emmanuel Macron, ville med sine store planer sparke liv i det europæiske samarbejde og tage over efter den tyske kansler Merkel, udfordrerne af det liberale demokrati i Ungarn og Polen ville blive sat på plads af EU, og populismen ville blive inddæmmet, noterede The New York Times for eksempel.

Men hvad skete der?

Superhelten Macron faldt fra de gule EU-stjerners himmel, svækket af et frontalt sammenstød med vrede franskmænd også klædt i gult. Brexit udviklede sig til et drama med livesendinger fra time til time. Og forinden havde Angela Merkel smidt håndklædet i ringen og forladt sin formandspost i tyske CDU.

»So what,« udbryder Matthew Karnitschnig, der er tidsskriftet politico.eu’s ledende europapolitiske korrespondent, over telefonen fra Berlin.

EU overlever. Man kan sætte sig ind i toget og køre fra regeringsløse Sverige, hvor man trods alt lige har vedtaget en finanslov, ned gennem et Europa, der i store træk fungerer, som det plejer.

EU’s økonomier vokser, om end behersket, arbejdsløsheden er på det laveste niveau siden 2000, og mens den globale frihandel er under pres, lykkedes det alligevel EU at få handelsaftaler med Canada og Japan på plads. Den britiske syge smitter ikke. Ingen andre lande vil forlade EU, og blandt EU’s borgere er opbakningen til det ellers så udskældte EU-samarbejde stigende, konstaterer Karnitschnig.

Samtidig konkurrerer to rockstjerneøkonomer, franske Thomas Piketty og Grækenlands tidligere finansminister og medstifter af Demokrati i Europa 2025-bevægelsen Yanis Varoufakis, om at komme med bud på nye radikale reformer af EU’s demokrati og fællesskabets omstilling til en mere grøn økonomi.

»Alligevel er det blevet den nye normal for Europas ledere at beskrive kontinentets tilstand i katastrofetermer, og det er blevet den accepterede visdom, at Europa er ved at kollapse. Hvis du er en god demokrat i Europa, så skal du redde Europa fra populisterne. Men selv populisterne ønsker ikke længere at forlade EU,« siger Matthew Karnitschnig.

Han henviser til blandt andre den franske højrepopulist Marine Le Pen, der argumenterede for ’Frexit’ under præsidentvalgkampen mod Macron, men pludselig måtte skifte kurs, fordi det skræmte mange vælgere.

Hvis euroen falder

Dommedagsprofetierne tegner et mønster, der blev tydeligt med Angela Merkels ord om, at »hvis euroen falder, så falder EU« under den græske gældskrise i 2010. Det handlede imidlertid først og fremmest om at få det tyske parlament til at bidrage til den økonomiske redningsplan for grækerne, pointerer Karnitschnig. Og siden har det lydt igen og igen: Hvis ikke … så er enden nær!

»Europa må forandre sig eller dø,« sagde Pierre Moscovici, Frankrigs EU-kommissær i 2016.

Siden er Macron blevet ’den nye euro’: »Hvis Macron falder, falder Europa,« skrev den prominente økonom Henrik Enderlein forrige weekend i Der Spiegel.

At euroen ville bryde sammen, bare fordi Grækenland forlod den, har altid været en noget uholdbar teori. Og hvis Ungarn eller Rumænien skulle ønske at forlade EU, er der intet, der tyder på, at det skulle volde problemer på noget nær Brexit-niveau. Storbritannien er jo den næststørste økonomi i EU, fremfører Matthew Karnitschnig.

»Det er en brændende platformsretorik, politikere uanset parti har brug for for at få sat nogle ting på dagsordenen,« siger han.

Mere demokratisk

Men hvad med de europæiske vælgeres manglende tillid til de folkevalgte politikere og deres evne til at løse migrationsproblemer og sikre økonomisk tryghed? En mistillid, som får borgere til at demonstrere i gaderne, fordi de ikke føler sig repræsenteret og lyttet til? Eller den lange række af lande, hvor de gamle magtpartier i Belgien, Holland, Tyskland og nu senest Sverige har været måneder om at danne regeringer, der siden har vist sig skrøbelige? Belgien står uden en egentlig regering. Og i Sverige truer formanden for den svenske rigsdag, der leder de fastlåste regeringsforhandlinger, med nyvalg i et desperat forsøg på at tvinge partierne til at løse op i det politiske dødvande.

»Ja, det tog tyskerne seks måneder at danne en regering, og så mente mange, at situationen var ved at være lige så ustabil som i 1930’erne. Men altså, det er en normal politisk proces,« siger Karnitschnig.

Hans familie stammer fra Østrig, hvor to store partier har siddet på magten de sidste 70 år og indtil for nylig styret store dele af embedsapparatet, hvilket ifølge europaredaktøren førte til korruption og et dårligt fungerende bureaukrati.

Sådan er det ikke længere. Og Karnitschnig kan ikke få ind i sit hoved, at det skulle være en dårlig ting, at det ikke længere er de store massepartier eller to blokke, der styrer alt i de forskellige europæiske lande.

»Der kommer flere partier, det er en styrke. Okay, du bryder dig ikke om Alternative für Deutschland. Men disse populistiske partier har trods deres mange problematiske sider fået flere mennesker engageret i politik. Europa er på mange måder blevet mere demokratisk. Folk er derude i gaderne og giver deres holdning til kende,« siger han.

Det er ikke et moddemokrati, for folk stemmer stadig i stor stil ved de nationale parlamentsvalg.

»Selv i Ungarn har de demonstreret de seneste uger mod etpartistyret. Migrationsproblemet er ikke løst, nej. Men det er heller ikke enden på Europa. Det skyldes i højere grad dårligt lederskab, fordi Angela Merkel fejlbedømte de andre landes vilje til at dele byrden under flygtningekrisen i 2015.«

Frankrigs præsident Emmanuel Macron blev udråbt til EU’s store håb, da han blev valgt. Men hans stjerne er blegnet i løbet af det seneste år, hvor Frankrig har oplevet store protester imod hans politik.

Jean-Philippe Ksiazek

Skæbnevalg 

Selv om kaos altså ifølge Matthew Karnitschnig er noget væsentlig andet end ’the end of Europe’, kan det alligevel godt føles temmelig utrygt. Det skyldes, at vi står på tærsklen til en ny politisk æra, som vi kun kan ane konturerne af, mener forfatter og forlagschef i den borgerligt liberale tænketank Timbro i Stockholm, Andreas Johansson Heinö.

Heinö er på vej fra kontoret, da Information ringer. Her har han lagt sidste hånd på tænketankens årlige populismeindeks, som udkommer efter nytår med nye »rekordcifre«, der ifølge Heinö viser, at hver fjerde vælger i Europa nu stemmer på et højre- eller venstrepopulistisk parti. Derfor er der al mulig grund til at holde ekstra øje med valget til Europa-Parlamentet i maj, der vil være den næste prøve på, hvordan mainstreampolitikerne håndterer de utilfredse vælgere, mens højrefløjspartierne opruster, pointerer Andreas Johansson Heinö:

»Det er en meget stærk kraft. Og det viser, at vi er i begyndelse af en ny fase. Det ’populisme-peak‘, som mange mente, vi havde nået i 2017 – men som skyldtes en fejllæsning af det hollandske valg og en fejlagtig forestilling om, at Le Pen faktisk kunne blive fransk præsident, er afløst af noget, man mere rammende kunne kalde ’populismenaivitet’.«

Man kan i hvert fald ikke længere sige, at populismen er noget nyt, de gamle partier skal nedkæmpe. Sandheden er, at de etablerede partier ikke kommer til at spille samme rolle i fremtiden. Og de kommer ikke til at genvinde den samme stabile magtbase, som de har haft siden Anden Verdenskrig, mener Heinö.

»The party is over«, som magasinet Foreign Policy konstaterede i oktober.

De gamle massepartier har på blot et årti fra 2004 til 2015 mistet 14 procent af stemmerne og kan nu i snit kun mønstre 72 pct. samlet set. I mellemtiden har populisterne på højre og venstre fløj mere end fordoblet deres stemmeandel til 23 pct., fremgik det af analysen.

»Jo jo, men det er stadig tre fjerdedele af vælgerne, som ikke stemmer på populistiske partier. Og de, der gør, gør det ikke nødvendigvis, fordi de er enige i populisternes politik eller egentlig sympatiserer med det pågældende parti. Men fordi det er den eneste måde, de føler, de kan sende et budskab til den etablerede politiske elite på,« siger Matthew Karnitschnig.

Til gengæld kan fløjpartierne vinde yderligere på kaos. Eksempelvis viser en ny svensk meningsmåling fremgang til det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna. Partiet udgør den tredje store blok i svensk politik, som ingen vil samarbejde med, hvilket betyder, at ingen heller kan samle flertal til at danne regering.

Enten-eller

Andreas Johansson Heinö er for så vidt enig med Matthew Karnitschnig i, at de populistiske partier som AfD og Sverigedemokraterna har været i stand til at opfange nye vælgerne, der hidtil har valgt sofaen. Problemet er bare, at de gamle traditionelle partier bliver revet med i den polarisering, som de populistiske partier har gjort til deres opskrift på succes. Det svenske Centerpartiet er et godt eksempel. Som midterparti har Centerpartiet de afgørende mandater og nøglen til magten i Sverige. Men partiet har indtil videre stemt nej til alle forslag fremlagt af den henholdsvis blå og røde statsministerkandidat.

»Centerpartiet er et gammelt midterparti, som havde sin base på landet. De blødte vælgere i 30 år, men har i de seneste 15 år gennemgået en forvandling til et nyt parti med en klar ideologisk identitet, der henvender sig til unge og vælgere i storbyerne. Centerpartiet har ikke nødvendigvis ambition om at blive et masseparti og fik kun otte pct. af stemmerne ved valget i september. Derfor kan de også være langt mere ideologiske,« forklarer Heinö.

Måske vælger flere partier den vej i fremtiden. Dermed bliver det også sværere at finde kompromiser hen over midten: »Det, de gamle pragmatiske massepartier kunne, var at finde balancen og løse problemer gennem kompromiser.«

Meget at bygge på

En politiker fra et af de gamle magtpartier, der burde begræde udviklingen, er Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen. Som udenrigsminister var han med til at byde de tidligere kommunistiske lande fra Østeuropa velkommen i EU-folden hos de liberale demokratier i Vesten. I dag må han lægge øre til, at politiske ledere i de samme lande lægger afstand til de principper, som deres forgængere ønskede at tilslutte sig.

Men Ellemann er optimistisk og ligesom Matthew Karnitschnig kritisk over for de europæiske ledere og iagttageres selvopfyldende profetier.

»Det er vigtigt ikke kun at hæfte sig ved alt det, der går dårligt, og som jo er rigtig farligt for Europas sammenhængskraft. For der er også mange ting, der går godt, og dem kan man bygge videre på,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han nævner som eksempel, at de øvrige EU-lande er lykkedes med at stå sammen i forhold til Brexit og ikke sælge ud af grundlæggende principper, og at der måske er udsigt til en ny afstemning. Hvad angår truslen fra Rusland, har de europæiske lande ligeledes stået sammen om sanktionerne, selv om Ungarn f.eks. trækker i en anden retning. Og i NATO går man imod Trumps America First-strategi. Endelig er EU’s bank­union begyndt at fungere efter hensigten. Den har afviklet tre store banker, en i Spanien og to i Italien, med midler fra bankunionens fond, uden at andre lande har været nødt til at finde penge i statskasserne, fremhæver den tidligere udenrigsminister.

»Så kaster Merkel håndklædet i ringen, ja. Det skulle hun jo på et tidspunkt. Og Macron er løbet ind i store problemer, så man må vinke farvel til det stærke Macron-Merkel-lederskab. Men Europa fungerer altså alligevel uden stærke ledere i de store lande,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

De gode takter ændrer imidlertid ikke det brændende behov for nye europæiske visioner og løsninger, mener forsker ved Sorbonne Universitetet i Paris, Antoine Vauchez.

Vauchez har sammen med den franske økonom, Thomas Piketty, skrevet introduktionen til det nye manifest for demokratisering af Europa, som blev offentliggjort på sitet Social Europe den 10. december. Og som nu støttes af 120 intellektuelle, økonomer, historikere og tidligere politikere fra hele Europa og indtil videre er underskrevet af 15.000 europæere.

»Hvis du ser isoleret på arbejderklassen og den lavere middelklasse, så er det jo i særlig grad dem, der har opgivet håbet om, at deres repræsentanter i EU vil lytte til deres behov. Vores manifest er et forsøg på en modfortælling til det nationalistiske og defensive svar på Europas krise ved at flytte fokus fra neoliberale politikere til et Europa, der er fokuseret på at ændre fordelingen af samfundsværdier,« forklarer han.

I manifestet foreslås det bl.a. at etablere en ny europæisk forsamling, der skal håndtere et nyt fælleseuropæisk skattesystem, som hæver skatterne for dem, der tjener mest. Samlet set vil disse skatter sikre et budget, der er fire gange større end det nuværende EU-budget. Men forslaget har også mødt kritik for ikke at omfordele fra rige lande til fattigere lande i EU og dermed ikke være i stand til at dæmme op for utilfredsheden i Sydeuropa. I stedet skal pengene ifølge manifestet føres tilbage til de nationale statskasser til forskning og uddannelse, bedre håndtering af migration og en grønnere landbrugspolitik.

Antoine Vauchez afviser kritikken:

»Problemet er, at uligheden er større inden for EU-landene end imellem dem.«

Men uenighederne og debatten, som den tidligere græske finansminister Varoufakis også straks blandede sig i efter manifestets offentliggørelse, er netop den slags politiske diskussioner, det er værd at hæfte sig ved, mener Matthew Karnitschnig:

»Vælgerne får flere og flere partier at vælge imellem og flere politiske visioner. Det er forventningen om, at de politiske systemer i Europa altid vil forblive de samme, der er under pres. Ikke så meget Europa selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Svenson
  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Nikolai Beier
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
  • Erik Karlsen
  • Niels Møller Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
Jan Svenson, David Zennaro, Espen Bøgh, Gert Romme, Nikolai Beier, Eva Schwanenflügel, Johnny Christiansen, Erik Karlsen, Niels Møller Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det er jo herligt at det går så godt i EU - at det blot er dønninger der vil forsvinde af sig selv,påstået af en en avis i New York,fortalt af en gammel EU-freak der ikke har lavet andet i hele sit liv end at forsvare kolossen på lerfødder. EU og euroen vil ikke kunne overleve hvis hele profitten ikke bliver socialiseret som bank-gælden blev. Lad os sætte vor lid til den gryende venstrefløj og at Corbyn og England forbliver i EU mod at EU reformerer sig selv - Grundliggende.
Er det drømmetydning ? Meget underligt sker jo i disse tider - så hvorfor ikke.

Flemming Berger, kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, P.G. Olsen, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det går så godt i med EU at
alene TV2 News har Lykke Friis, Marlene Wind, Stine Bosse, Bjarke Møller og deres egne Lotte Mejlhede og Svenning Dalgaard til at komme læbestik på grisen..........

Torben Jensen, Torben K L Jensen, Per Torbensen, Peder Bahne, Flemming Berger, kjeld jensen, Henrik Peter Bentzen, Hans Aagaard, Jens Kofoed og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

EU bør være åbent for alle europæiske lande, der opfylder Københavnerkriterierne.

Hvis de pågældende lande så holder op med det - at opfylde Københavnerkriterierne - så kan EU p.t. ikke gøre ret meget ved det; og slet ikke hvis der er tale om 2 lande, der dækker hinanden af i EU's konsensusdemokrati, som tilfældet er med Ungarn & Polen.

Men selvfølgelig vokser problemerne ekspotentielt ved optagelsen af f. ex. de 6 lande på Vestbalkan.
De tager os jo nok mest for pengenes skyld; det er så også i orden, hvis de blot fortsat opfylder Københavnerkriterierne.

Ellers bør vi kunne enes om en sanktionsmekanisme, så de pågældende regelbrydere ikke fortsat får overført EU-midler; men det bliver selvfølgelig mere end bøvlet, for Polen & Ungarn kan forventes at bremse ethvert tilløb til den nødvendige konsensus - imens de griner hele vejen hen til banken.

Men EU bør ikke have mere magt over enkeltstater, der afviger fra Københavnerkriterierne, end magten til at stoppe EU-tilskud - en dom ved EU Domstolen skal altså alene kunne medføre økonomiske sanktioner imod et medlemsland.

Det er selvfølgeligt en gang lal; men det er det så bare.
Et medlemslands borgere skal selv vælge at afsætte en regering, der måtte skeje ud.

Bjarne Jensen, Jesper Valgreen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Umiddelbart er der vist ingen direkte fare for demokratiet i Europa. Men EU og Europa står dog i en situation i 2019, hvor fortsat flere er imod den europæiske idé, og det vil blive mærket i parlamentet.

Men hvordan kommissionen vil blive sammensat rent politisk, det ved man endnu ikke. Dette afgøres af EU-landenes regeringsledere. Men samtidig med at Eurabia-mytens venner og andre på den yderste højrefløj får flere tilhængere, skabes der også en modreaktion i Europa.

Men Brexit er alt-andet-lige udygtige britiske politikeres eget ansvar. De har alle anklaget EU for hvad som helst, i stedet for at tage ansvar for egne handlinger og resultater af egen politik. Og på denne måde har de, præcis som bl.a. de danske og hollandske politikere skabet en diffus negativ holdning til EU.

Selvfølgelig kan Storbritannien på sigt klare sig uden EU. Men det er dog sådan, at EU vil klare sig bedre uden Storbritannien og landets bagstræberiskhed, end Storbritannien vil kunne klare sig uden EU.

Og måske bør EU spørge befolkningerne i de andre EU-negative lande, om de helst vi stå udenfor. For EU vil kunne klare sig bedre uden Ungarn, Poland, Slovakiet og Tjekkiet. Og den italienske regering har jo allerede med budgetforhandlingerne vist, at de helst bliver i unionen.

Henrik Leffers, Espen Bøgh og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

EU er et fint eksempel på at demokrati er tungt at danse med.
Fyldt med fejl og mangler.
Men alternativet er meget værre.
Og ikke mindst - succes historierne i EU- dem skriver ingen om.

Lars F. Jensen, Ole Larsen, David Zennaro, Bjarne Jensen, Henning Kjær og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar

- Tja, og rygterne om; "hvor godt det går for demokratiet og borgerne i EU er vist også stærkt overdrevne", - det giver vist lidt mere balance i fortællingen!

Den sociale deroute for arbejderne indenfor alle de gamle EU lande er fortsat til stede, og ser ikke ud til at blive ændret særlig meget i de nye år såvel som i årene fremover.

Den udvikling kan man ikke skrive sig væk fra, uanset hvor mange ordbøger man vil bruge for at finde ordene der passer til udviklingen.

Nu nævnes såvel BREXIT som alle de gamle Østeuropæiske lande, og ikke mindst Merkels kommende afgang og Macrons tab af såvel uskyldighed, reformiver og troværdighed, så samlet set er der ikke mange lyspunkter, men derimod mørke skyer der trækker sig sammen over EU.

Det er tilliden til EU systemet, bureaukratiet, og ikke at forglemme formanden Juncker befolkningerne rundt omkring i landene har mistet, - uden udsigt til forandringer, - ikke blot politiske forandringer, men også holdningsmæssige overfor den befolkning der arbejder for og i EU's lande og betaler deres skat til.

Som én nærmest skriver "svinet er fortsat et svin selv om det får læbestift på", og vist pynter det, men det ændrer altså ikke på virkeligheden for borgerne og demokratiet i EU.

Behovet for ændringer i EU systemet er nødvendige, og i alt for lang tid fortrængt politisk holdningsmæssigt, fordi omklamringen af politikerne fra erhvervslivets lobbyister er blevet for accepteret af politikerne, og i stigende grad har forøget den sociale deroute for mange borgere i EU.

Den sociale kontrakt som EU burde stå for via politikerne og den førte politik, er blevet noget for politikerne selv med fine lønninger og "lommepenge uden skat", pensioner til et godt otium er kun forbeholdt politikerne selv, - for det har det selv stemt ind i EU's aflønning, - men udeladt for borgerne i mange lande, - og hvoraf nogle modsat har stemt for længere tid på arbejdsmarkedet trods deres arbejde er stærk nedslidende og de har behov for tidlig pension, - de har jo ydet en stor arbejdsindsats for og i samfundene i deres liv!

Alt dette og meget mere taler EU's politikere slet ikke om, - de holder sig fortsat til at kapitalismens teser om "kapitalismen kommer og frelser os - og dem for denne byrde", - men sådan arbejder kapitalismen slet ikke, den arbejder kun for sig selv og sit, for i kapitalismens forståelse er enhver stat i vejen for deres meningers rettigheder til at bestemme overalt hvor det kan lade sig gøre, og det gælder også "arbejdsslavernes liv fra vugge til grav", sådan som de ser borgerne!

Der er rigeligt at tage fat på og har været det længe, - men hidtil har INGEN gjort det i EU og det vil i den sidste ende blive EU fald som institution, - uanset hvor meget solskin man vil blæse om i "ræven" på borgerne om hvor godt det går.

Vi ser hvordan det fungerer i Amerika og udviklingen efter krisen, og hvor man arbejder kapitalistiske og politisk med Markedets forklaring på "successen" i form af "Kongetallet" som mål for hvor godt det går med - antallet af nye arbejdspladser, - det er dog den lille hage ved dette tal, at det ikke samtidig fortæller til hvilke lønninger disse arbejdspladser har til de ansatte, og som er så lave at de hører til Ulandene, så arbejdstagerne skal have 2 - 3 arbejdspladser og arbejde tyve timer i døgnet for at forsørge en familie!

Det er værd at have sig dette for øje når der skal sammenlignes, og når "kongetallet" skal forstås rigtigt, - ord som daglejere og slaver finder let vej i ens tanker herom, og viser med al tydelighed, at kapitalens mål, - der ligger langt fra politikernes forståelse af teserne fra kapitalen og deres tro på kapitalen vil arbejde for et godt liv for borgerne, og politikerne i EU slet ikke behøver at tænke på det selv.

Mogens Holme, Flemming Berger, P.G. Olsen, Henrik Peter Bentzen, Ervin Lazar og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Også jeg er kritisk til EU - både formen for demokrati og evnen til beslutsomhed. Men efter min mening er det altså langt bedre at stå sammen om et fælles værdigrundlag end at agere alene og hver for sig. For mig betyder nationalitet intet, og EU er altså hvad man har, derfor må man arbejde på at skabe de nødvendige forandringer.

Hvis man skal skabe ægte demokrati i EU, må man give parlamentet den demokratiske magt. Som det er nu, ligger magten alene hos medlemslandenes skiftende og ofte populistiske regeringsledere.

Og hvis man skal skabe beslutsomhed og handlekraft, bliver man nok nødt til at på den nuværende beslutningsproces. Som det er nu, har Ministerrådet - altså landenes regeringsledere beslutningsretten, og de skal være helt enige, før man har taget en beslutning. Blot et enkelt land stemmer imod flertallet, er der ikke taget en beslutning.

Men - man kan måske tænke sig, at EU opererer i "flere hastigheder" eller på flere niveauer. - Altså hvis nogle lande helst vil blive på same udviklings-niveau, kan de blot gøre dette. Medens de lande, der vil integrere mere og gå længere, kan gøre dette. Fordelen er, at EU ikke stivner, men ulempen er også, at nogle lande vil halse håbløst bag efter, og nok aldrig vil kunne komme på højde med de dynamiske lande - heller ikke økonomisk.

Niels Møller Jensen, Jørn Vilvig og Jens Winther anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvilke løsningsmuligheder er der hvis man nu er enige om at der er en masse fejl ved det EU vi kender? Nogle vil sige "nationalstaten, nationalstaten". De gør sig da i det mindste forestillinger om alternativet. Men til de EU modstandere, der ikke synger med på det omkvæd kan man spørge hvad de så forestiller sig.

Krister Meyersahm

Jeg skrev følgende i juni 2016, i forbindelse med Camerons proklamation om folkeafstemning, om ændrede betingelser for briternes fremtidige medlemskab af EU. Jeg synes ikke at "Rygterne om Europa krise er stærkt overdrevne", som artiklens overskrift lyder - tværtimod er situationen uændret.

Hvad sker der i det stolte rige Europia
er det ved at gå i opløsning som Utopia
styres der af alene af magtsygens mafia
hvor blev dog det besungne folkestyre af?

Efter mange år med samarbejde og glæde
er det som om borgerne ikke mere vil æde
forordninger om tomat i glas og sengeklæde
og direktiver om hvordan man skal græde.

Europas gæld er stor og kasserne tomme
er den sidste dag mon ved at komme
eller har vi lidt penge i den inderste lomme
skal man måske emigrere til Sønderomme?

Eller tage kampen op for fremtidens skyld
og smide overbord alt overflødigt fyld
regulativer om lusekamme og rosa tyl
cirkulærer der anviser tømning af en byld.

Men vent, der ser vi ridder Cameron
vi siger høfligt goddag og come on
hvad har den noble på hjertet mon
vi lytter, han er vist second to none.

Vi hører jeres bekymrede stemme
og højtideligt vi lover aldrig at glemme
at I, folket, selvfølgelig skal bestemme
jeres oprørstrang, vi klart fornemme.

Vi foreslår en anden og prøvet konstruktion
uden forordningernes ulidelige direktion
uden direktivernes krænkende intervention
og selvfølgelig uden domstolens jurisdiktion.

Vi nedlægger hurtigere end straks parlamentet
det bliver alligevel aldrig som forventet
det ligner mest noget fra et flyttecirkus hentet
men nu skal det være slut med eksperimentet.

Vi afliver det utæmmelige overstatslige vilddyr
vi vender tilbage til samarbejde uden eu-gebyr
det mellemfolkelige, som ikke giver uro og postyr
og er nationalborgernes ukrænkelige bestyr.

Væk med strukturfonde, støtte og tilskud
vi køber for egne penge når der er råd og tilbud
vi låner ikke mere men venter hellere året ud
sparer op og siger til renter; ha,ha og tud,tud.

Vi smider fremmede kriminelle ud af vores land
det rager ingen andre den mindste papand
vi stikker ikke hovedet i en 28-stjernet gulvspand
eller begiver os ud i det lumske kviksand.

I og vi bestemmer i vore respektive lande
i det skal ingen udenforstående sig blande
det er en absolut nødvendighed at sande
nu ved I, at vi fægter med åben pande.

På dette grundlag briterne vil referendere
det skal hverken være mindre eller mere
så gør nu som jeg klart rekommandere
og må den der stemmer imod krepere.

Jeg takker Jer, gode mænd og kvinder
for ordet - dog inden jeg helt forsvinder
jeg på bagdøren, just in case, linder
i fald I vælger dumheden som vinder.

Godt Nytår.

Elections can not be alowed to change monetary policy --- said by Wolfgang Schäuble Tysklands forhenværende finansminister.

Og som Kissinger bemærkede så er Tyskland for lille til verden men for stort til Europa.

Løfterne fra Unionens spæde barndom om fred indbyrdes og til alle sider - er blevet en illusion på linje med den økonomiske og demokratiske udvikling for borgerne i EU og for deres velstandsforøgelse ligesom deres velfærdsforøgelse.

Trygheden er også røget sig en tur med såvel indlemmelsen af alle de gamle Østeuropæiske lande både i EU og I NATO, for EU førte ikke sin egen sikkerhedspolitik og NATO slet ikke med en "fremmed"( og måske skjult) general for bordenden, hvis rolle som verdens politibetjent for liberalismen alene bidrog med krig i Mellemøsten og den efterfølgende terror.

Det var vore egne politikere der bedrog os med "Fred i vor tid" - den tid der ser mere og mere ud til at være slut, for ikke nok med krigene vi skulle deltage i fik vi terroren fra disse krige ind i vore egne lande fordi politikerne bestemte vi skulle deltage i overfaldet på andre lande, og begrundelserne herfor også var opfundne løgne.

Den evige krig kaldes "krigen mod terror", - men havde vi ikke selv skabt terrormuligheden, gengældelsen for vore egne handlinger, så havde verden set lidt fredeligere ud - også i vore hjem.

Vi skal ikke diktere omverdenen og dens beboere hvordan de skal leve deres liv, - som var vi hjemlige kolonialister der styrer deres livsudfoldelse ud fra vore normer, som vi vil have de skal rette sig efter, så vi ikke bliver "sure" på dem, - de er nemlig ikke vore afstandsslaver til vore holdninger og meninger i det fremmede!

Især slet ikke for simpel kapitaliserings skyld på baggrund af vore våben kan smadre deres lande, som genopbygningen kan der tjenes penge på, og samtidig holde dem fast i den gældsfælde som vi villigt låner dem til genopbygningen, og som vore egne entreprenører tjener på!

Disse gældsstater er blevet vestens underdanige slaver for den rolle vi har sat dem i ved vore krigshandlinger - friheden er endnu længere borte end nogensinde for dem.

Det er jo forbryderisk når vi samtidig sælger dem våben til alle tider, og samtidig kritiserer dem for deres magtkrige med umådelig menneskelig lidelse til følge, - når indkomsten herved alene skal bruges til eksorbitant livsstil for de få i vesten, og kun begrundet i grådigheden herved.

Mogens Holme, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar

Plads til og accept af forskellighed var tidligere en demokratisk dyd. Nu handler det om at stimle sammen i hjørnet af hønsehuset mod den farlige verden udenfor, og hvis du forsøger at undslippe, bliver det værst for dig selv. Husk det !