Læsetid: 8 min.

Det ser rigtig sort ud i Polens kulminedistrikt

At besøge Europas største kulmine, dybt under jorden i det sydlige Polen, er som en tur i skærsilden. For minearbejdere og mange politikere er mineindustrien en national stolthed, men den lever på lånt tid
Det er sjældent, at Piast-Ziemowit-minen vises frem for udenlandske gæster, men under COP24 er der sket en undtagelse for et lille hold danske politikere og journalister.

Det er sjældent, at Piast-Ziemowit-minen vises frem for udenlandske gæster, men under COP24 er der sket en undtagelse for et lille hold danske politikere og journalister.

Wojciech Wikarek

15. december 2018

Hvis man er gammel nok, lugter her som gamle dage derhjemme. Den let sødlige lugt fra boligers koksfyr og fra kraftværker fyret med kul hænger i luften over det grå, vintervåde Katowice. Lugten klæber også til tøjet, og mange her på stedet siger, de kan smage kullene på tungen.

Industribyen med 300.000 indbyggere er centrum for kulminedriften i det sydlige Polen og i de seneste to uger også samlingspunkt for verdenssamfundets forhandlinger om beskyttelse af klimaet. Drøftelserne på klimamødet COP24 har fundet sted i det tallerkenformede konferencecenter Spodek, opført oven på en tidligere losseplads for mineaffald og som nabo til byens minemuseum.

Det er imidlertid ikke noget musealt over Polens forhold til kul. 78 pct. af landets elproduktion er fortsat baseret på kul, de polske miner producerer godt 130 mio. ton årligt, og i undergrunden er der stadig over 33 milliarder ton kulreserver tilbage. Står det til industrien og regeringen skal det udnyttes.

»Kulminerne har også et liv efter 2050,« siger Krzysztof Kuczowicz.

Han har selv arbejdet 33 år i minerne, er i dag chefingeniør ved Piast-Ziemowit-minen, placeret 30 km syd for Katowice og ejet af det store statslige selskab Polska Grupa Gornicza (PGG), der råder over sammenlagt 11 miner.

Den allertidligste kuludvinding her på stedet startede i 1842 under navnet Heinrichsfreudegrube, mens regionen endnu var del af Preussen. Siden 1950’erne har den nuværende aktivitet været i gang med løbende ekspansion og med en sammensmeltning i 2016 af Piast- og Ziemowit-minerne til én underjordisk stenkulsmine, i dag ifølge chefingeniør Kuczowicz Polens og Europas største. PGG er også Europas største kulmineselskab.

Den samlede årsproduktion fra Piast-Ziemowit angives til 6,5 mio. ton, og med skønnede reserver på 283 mio. ton er der med dagens tempo rigeligt til 2050. Hvor meget længere kuludvindingen på stedet vil kunne strækkes, afhænger ifølge chefingeniøren bl.a. af den teknologiske udvikling – måske kan mere avanceret teknik gøre det muligt at udnytte kul, der i dag anses for økonomisk eller teknisk utilgængelig.

Ned i undergrunden

For udenforstående på besøg ved Piast-Ziemowit-minen kan det allerede i dag virke rigelig sværttilgængeligt at komme til de endnu ubrudte kullag.

Først må man med en af de skramlende skaktelevatorer lade sig sænke 650 meter ned under jordens overflade til systemet af minegange. Hernede i mørket venter et lille lokomotiv med en række små gule vogne på at føre mandskabet fem kilometer dybere ind i labyrinten. Det er en halv times køretur ad gange afstivet med jerndragere og hønsenet i megaformat.

Nået så langt skifter man til en ubeskyttet slæde ophængt på en skinne i loftet. Her sidder man overskrævs på række med en lille gummibøjle at holde fast i, mens slæden glider yderligere 2,5 kilometer ind i mørket, retning skråt nedad. Langs sporet drøner et transportbånd den modsatte vej, med kul på kurs mod overfladen. Indimellem glider man forbi minearbejdere, der sidder i mørket ved siden af sporet og holder hvil. Unge mænd, ældre mænd, i T-shirts, sorte i ansigterne, svedende – her er en tung fugtig varme.

Efter endnu en halv time stopper slæden brat, man stiger af og begiver sig til fods den sidste kilometer gennem en smal tunnel ad en spinkel, nogle steder oversvømmet, sti af planker og trådnet, frem mod stedet hvor den aktuelle kulbrydning foregår. Undervejs passeres rustne, dryppende rør, ugennemskuelige kabelsystemer og vraggods i form af tunge, udtjente maskiner.

Pandelampernes lysstråle afslører, at luften her er tæt af kulstøv. Ansigtsmaskerne beordres på, vejtrækningen bliver besværlig.

I skærsilden

Kulbrydningen foregår ved, at et monstrøst, roterende instrument med en diameter på et par meter – i fagsproget kaldet en klipper – med stor kraft og hast gnaver løs af den kulvæg, der løber parallelt med transportbåndet. I takt med at klipperen glider fremad langs væggens længderetning og skræller den af i lag på 80 centimeters tykkelse, løsnes automatisk nogle tunge, hydraulisk styrede jernklapper, der har understøttet mineloftet foran klipperen, så det gnavende uhyre nu kan komme til og komme videre i tunnelens retning.

Når klipperen har gnavet sig fremad i hele dette komplekse systems længde, skifter den til bakgear og begynder at gnave næste lag af væggen, nu i modsat retning. Således går det frem og tilbage, indtil det pågældende kullag – typisk af tre-seks meters tykkelse – er spist op og de glinsende kul ført bort på transportbåndet.

Minegangen bliver altså ikke forlænget, som man ville vente. Den flyttes sidelæns, og hele systemet med hydrauliske klapper, transportbånd m.m. flytter med. Longwall mining hedder det. Man indser pludselig, at man befinder sig inde i et stort bevægeligt system, infernalsk larmende, mørkt, støvfyldt og dampende varmt. Som selve skærsilden.

Rundtur i kulmine ved Czechowice-Dziedzice, tæt på Piast-Ziemowit-minen

Den grådige klipper, som de polske minefolk mere romantisk kalder en harvester, en mejetærsker, er ikke alene om opgaven. Der er fire af slagsen i denne del af Piast-Ziemowit-minen. I hvert skift er der samtidig tusind mand på job – de arbejder effektivt fire timer og bruger sammenlagt to og en halv time på transport under jorden – og det leder til en produktion på 19.000 ton kul i døgnet.

Hele minekomplekset holder 7.500 personer beskæftiget. Det strækker sig over et underjordisk areal på 139 kvadratkilometer – halvanden gang Amager.

Ulykkerne

Det er sjældent, at Piast-Ziemowit-minen vises frem for udenlandske gæster, men under COP24 er der sket en undtagelse for et lille hold danske politikere og journalister.

»Jeg kan kun håbe, at jeres indtryk er positivt,« siger Krzysztof Kuczowicz, der serverer frokost for sine gæster efter besøget under jorden.

Adspurgt medgiver han, at minedrift er en farlig profession, og at der sker ulykker.

Ifølge Polens statslige minemyndighed skete der i 2016 1.566 uheld i landets stenkulsminer, heraf 10 med dødelig udgang og yderlige fem alvorlige uden dødsfald.

»Men vi arbejder hele tiden hårdt på at øge sikkerheden for minearbejderne,« fortæller chefingeniøren.

I selskabets store mødelokale hænger der billeder fra minens lange historie, flankeret af bl.a. gamle, heftigt ordensdekorerede minearbejderjakker. Det er tydeligt, at man her på stedet er stolt af sin virksomhed.

Som gæst fra landet med vindmøller, hvor kullene snart er afskaffet, er besøget i undergrunden skræmmende. Det kan kun gå for langsomt, tænker man, at få Polen stillet om til grøn energi og få de mange minearbejdere op på overfladen, væk fra det farlige, sundhedsbelastende og klimaødelæggende spektakel i 650 meters dybde.

Det er bare ikke så ligetil.

Forsvarskampen

Den 4. december, på klimamødets tredjedag, er det barborka eller sankt barbaras dag, dagen hvor polakkerne fejrer minearbejdernes skytshelgen. Her går minearbejderne i flotte sorte uniformer og røde fjer i hatten gennem gaderne og spiller musik til sankt Barbaras ære.

Minedriften er en lang tradition, del af polsk identitet og for mange en stolthed. Talrige er de interviews, hvor unge mænd fra minerne erklærer, at de er glade for at følge i fædrene og bedstefædrenes sorte fodspor og ikke kan tænke sig noget andet arbejde. Når de viser deres underjordiske verden frem for gæster fra nord, er det i forestillingen om, at de besøgende vil forstå, hvorfor dette er gode arbejdspladser i en vigtig industri.

Kullene har historisk været fundamentet for Polens økonomiske udvikling og er det stadig. Det var derfor, at Polens energiminister Krzysztof Tchorzewski op til COP24’s start sagde til verdenspressen, at »jeg kan ikke forestille mig, at der ikke vil være aktive kulminer i Polen i 2050«, og derfor at landets præsident Andrzej Duda i sin åbningstale forrige mandag sagde til COP24-deltagerne, at »eksperter siger, at vore reserver rækker endnu 200 år, og det vil være svært ikke at udnytte dem«.

Det var formentlig af samme grund, at det stolte polske fagforbund Solidaritet to dage senere udsendte en fælles erklæring med den notorisk berygtede klimabenægterorganisation fra USA, Heartland Institute, om, at »der eksisterer ingen videnskabelig konsensus om de centrale årsager til og konsekvenser af klimaændringer«.

Sammen tog de afstand fra »klimaalarmismen« og bebudede et nærmere samarbejde.

Nedturen

Men den polske kamp for kullene er op ad bakke. Både efterspørgslen og priserne på kul falder på verdensmarkedet, og kulkraftværkernes konkurrenceevne forringes til stadighed. Ifølge forskergruppen Carbon Tracker drives nu 42 pct. af verdens kulkraftkapacitet med tab, en andel der ventes at stige til 56 pct., i 2030 i takt med at sol og vind bliver stadig billigere.

Polen bygger stadig nye kulkraftværker, men gennemsnitsalderen for de eksisterende værker er omkring 40 år, og det ventes, at en kapacitet på 12.000 megawatt vil være lukket ned i 2030.

Så produktionen og indtjeningen i minerne falder. En række miner er for længst lukket, flere af de polske mineselskaber har været tæt på fallit, og ifølge den europæiske brancheorganisation Eurocoal er landets kulproduktion mere end halveret siden 1989, mens antallet af arbejdere i de underjordiske miner i samme periode er faldet fra over 400.000 til nu under 80.000.

Dertil kommer, at der er begyndt at dukke lokal modstand op mod de miljøbelastende miner. PGG, der driver Piast-Ziemowit-minen, har planer om at ekspandere mod nord i området, hvor kullene ligger meget tættere på overfladen. Det vil berøre den lille by Imielin med 9.000 indbyggere, og her frygter man konsekvenserne, herunder at grunden under byens huse vil begynde at synke, efterhånden som minegangene i den planlagte driftsperiode – 2020-46 – forvandler undergrunden til schweizerost.

»Vi har lige bygget to sportshaller i byen. Det er uvist, hvilken skade de kan modstå,« sagde byens borgmester Jan Chwiędacz i et interview tidligere i år. Sammen med lokale miljø- og borgergrupper fører han an i modstanden, uagtet at mange af byens borgere har en historie som ansatte i den eksisterende mine.

Den store omstilling

Med EU’s klimapolitik og hele verden på kurs væk fra fossil energi er det indiskutabelt, at også det polske kuleventyr har fremtiden bag sig. Polens regering og minearbejdernes faglige organisationer stritter imod og forsøger at forhale processen, men endepunktet er givet.

En ny omstillingsanalyse af fremtiden for regionen Øvre Schlesien – From restructuring to sustainable development – foretaget af Warsaw Institute for Economic and European Studies for WWF, forudser, at antallet af beskæftigede i regionens stenkulsindustri vil falde fra nu omkring 75.000 til under 20.000 i 2030.

Hvad Polen og de svedende minearbejdere i mørket 650 meter under jorden har brug for, er europæisk solidaritet og hurtig hjælp til omstilling af den polske økonomi, så det bliver muligt at skaffe til dagen og vejen ved at arbejde over jorden, i dagslys og frisk luft.

Besøget i den polske kulmine var arrangeret af Dansk Energi

Serie

COP24

Fra den 2.-14. december mødes alverdens lande i Katowice, Polen, for at beslutte reglerne for Parisaftalens realisering og tale ambitionsniveauet op. Mødet falder sammen med de hidtil alvorligste advarsler fra verdens klimaforskere.

Information følger dramaet på COP24.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Nikolai Beier
Torben Lindegaard og Nikolai Beier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

Selvfølgelig skal også de polske kulminer lukkes.

Med det fastslået, så forstår jeg altså godt forstå de berørte mennesker, der stritter imod nedlæggelsen af deres arbejdspladser og livsform.

Men allerførst skal vi have lukket de tyske brunkulsminer.

Danny Hedegaard

Citat
"Hvad Polen og de svedende minearbejdere i mørket 650 meter under jorden har brug for, er europæisk solidaritet og hurtig hjælp til omstilling af den polske økonomi, så det bliver muligt at skaffe til dagen og vejen ved at arbejde over jorden, i dagslys og frisk luft."

Vi kan ikke ignorere det faktum, at vi har generationer af arbejdere globalt fra Kina, Australien, USA, Polen, Storbritannien og adskillige andre lande, hvor det er udelukket at de kan omskoles til, endsige at der vil blive brug for dem i en ny grøn, automatiseret, videns og kompetence båren økonomi.

Taberne i globaliseringen har allerede i lande med demokrati, demonstreret ved at omsætte deres afmagt, med deres kryds i stemmeboksen, til en indflydelse der går stik modsat budskabet om behovet for omstilling til en grøn økonomi.

Risikoen for social uro, konflikt og revolution, er indlysende, både i autoritære stater som Kina, og i de vestlige demokratier.
Og det er nok styret i Kina der bedst forstår det, og som langsigtet mest seriøst vil søge at dæmme op for denne risiko, både på den sædvanlige hårdhændede måde, som gennem reel kompensation til de berørte.

Det er nødvendigt at nå til den erkendelse, at vi er nødt til at parkere millioner af overflødige mennesker på en passiv forsørgelse, årtier før de ellers ville kunne gå på pension.
For der bliver aldrig nogensinde brug for dem til andet end, at de udfylder rollen som forbrugere, der sender deres overførselsindkomst i cirkulation, og dermed bidrager til at hjulene kører rundt.

Det desperate dilemma består i at der er lande, så forskellige som Saudiarabien, Polen og Rusland, der ingen mulighed har for, at en diversificeret økonomi, kan omfordeles til at bestikke taberne til at holde sig i ro når de mister deres livsgrundlag.

Der er derfor behov for at tænke i de baner som Bill Gates har været inde på, om at beskatte overskuddet fra produktion uden ansatte, men baseret på robotter og kunstig intelligens, og nye principper for beskatning af finanssektoren.

Penge der helt eller delvis kan omfordeles, måske af en FN fond, for at skabe ro til at vi kan imødekomme klima udfordringen, og gennemføre en nødvendig grøn omstilling.

Jeg er ikke tilhænger af en bevidstløs øgning af selskabsskat, og skat på generationsskifte, som kun dræner det produktive erhversliv, men der må ske en omfordeling af passiv uproduktiv kapital, til taberne i den globale omstilling.

Den social konservative industrikapitalisme forstod i de 20 århundrede, at de måtte dele deres formuer med resten af samfundet, hvis den sociale sammenhængs kraft, skulle kunne opretholdes.
Truslen om omvæltninger som den franske og den russiske revolution, dermed kunne holdes i ave.

Men en ny tids neuliberalisme ignorerer de økonomiske sammenhænge, som fortidige store iværksættere, og samfundsbærende kapitalister forstod, og de fører med deres ideologiske ignorance verden den lige vej mod afgrunden.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Carsten Mortensen, Torben K L Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

I Poland er det ikke blot en forstokket regering man på dette område er oppe imod - men også minearbejderne.

Ser man på polnisch Schlesien, hvor kulminerne stort set er blevet lukket for snart 25-30 år siden grundet manglende kul, er minearbejderne fortsat uden reelle jobs, men hutler sig igennem tilværelsen. I samme periode er Poland gået fra en økonomi med lav aktivitet til en velstand, der meget ligner mange vesteuropæiske. men helt uden afsmittende effekt på de tidligere minearbejdere.

Jeg tror på, at man kan løfte kompetencen lidt - startende med de højtuddannede, og derefter løfte kompetencerne i alle samfundslag, således at de yngre minearbejdere kan få betalte simple jobs. Men de ældre er løbet desværre kørt for.