Suveræn valgsejr til ’Armeniens Messias’

»I har ikke sejret, fordi I har valgt mig. I har sejret, fordi I selv har valgt, hvem der skal lede jeres land.«

Sådan lød det fra Nikol Pashinyan, da han mandag i denne uge – godt et halvt år efter Armeniens silkerevolution – kunne konstatere, at hans bevægelse Mit skridt har vundet det armenske parlamentsvalg med 70 procent af stemmerne.

»Dette var vores mål: et virkeligt frit, transparent og demokratisk valg.«

Bag Pashinyans valgsejr ligger et politisk eventyr, der begyndte i foråret 2018. Med mindelser om Ghandis protestvandring gennem Indien i 1930 begav den tidligere journalist Pashinyan sig i april ud på en 200 kilometer lang protestmarch gennem Armenien til landets hovedstad, Jerevan.

I løbet af marchen samledes stadig flere mennesker i protest mod den omfattende korruption og nepotisme. Men den afgørende næring fik protesterne, da den daværende præsident, Serzh Sargsyan fra Det Republikanske Parti, efter den maksimalt tilladte præsidentperiode på ti år lod sig vælge som premierminister – efter en grundlovsændring, der udvidede dennes beføjelser.

I den følgende ’silkerevolution’ blev Pashinyan den ubestridte leder, og i begyndelsen af maj endte han med at skifte sin post som menigt parlamentsmedlem ud med posten som midlertidig ministerpræsident.

Men allerede i oktober trådte han tilbage for at fremtvinge et nyvalg, der skulle fuldende silkerevolutionen – og øge Mit skridts indflydelse i det armenske parlament, hvor Det Republikanske Parti hidtil har siddet på flertallet og spærret for et reelt opgør med landets oligarkiske monopoler, korruption og fattigdom.

Med 70 procents opbakning er det nu lykkedes, om end valgdeltagelsen på skuffende 49 procent dæmper euforien. Udenrigspolitisk kompliceres Pashinyans ambitioner desuden af, at den fattige eks-Sovjetrepublik med knap tre millioner indbyggere ligger i konflikt med nabolandene Tyrkiet og Aserbajdsjan og derfor er afhængig af Rusland. Og at omvæltningerne i den lille, men strategisk relativt vigtige Kaukasus-republik ikke huer Moskva – selv om Pashinyan bedyrer, at han vil fortsætte et tæt samarbejde med både Rusland og EU.

Selv internt i Pashinyans Mit skridt har der været kritik af, at oppositionen er for svag, efter Det Republikanske Parti nærmest er gået i opløsning – og at personlighedskulten om revolutionslederen Pashinyan giver et indtryk af en for stærk, ny magtkoncentration. Desuden har Pashinyan skabt så høje forventninger til sine reformer, at de forventede skuffelser kan udløse ny uro i landet. Men efter valgsejren holder Pashinyan indtil videre fast i, at »revolutionen er ikke slut, før vi har opnået alle dens mål«.