Læsetid: 4 min.

Tyrkiet undgår militær konfrontation med USA

Donald Trumps beslutning om at trække 2.000 amerikanske styrker ud af det nordlige Syrien åbner for tyrkisk intervention mod de syriske kurdere – men mange spørgsmål er stadig ubesvarede
Et medlem af de kurdiske sikkerhedsstyrker fotograferet tidligere i år i byen Manbij i det nordlige Syrien. Præsident Trumps beslutning om at trække alle amerikanske styrker ud af Syrien sætter kurderne i en ny position i forhold til styret i Ankara. 

Et medlem af de kurdiske sikkerhedsstyrker fotograferet tidligere i år i byen Manbij i det nordlige Syrien. Præsident Trumps beslutning om at trække alle amerikanske styrker ud af Syrien sætter kurderne i en ny position i forhold til styret i Ankara. 

Hussein Malla

21. december 2018

Måske er det mest bemærkelsesværdige efter Donald Trumps udmelding om tilbagetrækning af 2.000 amerikanske tropper fra det nordlige Syrien en rungende tavshed i Ankara.

Man kunne ellers tro, at præsident Erdogan, der siden september har annonceret en militær intervention i Syriens kurdiske områder øst for Eufratfloden – så sent som mandag erklærede han i en tale i Konya, at en militær offensiv kun var »et spørgsmål om få dage« – ville hilse Trumps beslutning velkommen.

Men ikke en lyd er kommet ud af præsidentpaladset. Det, man ved, er, at de to landes udenrigsministre, USA’s Mike Pompeo og Tyrkiets Mevlüt Cavusoglu, talte i telefon sammen efter onsdagens Trump-tweet, der offentliggjorde tilbagetrækningen. Men hvad de talte om, er ikke oplyst.

Man ved også, at da Erdogan holdt tale i Konya i mandags, havde han om fredagen talt i telefon med Trump, der angiveligt skal have informeret ham om sin kommende beslutning.

Hensigten kan have været at forebygge et tyrkisk angreb på den USA-allierede syrisk-kurdiske YPG-milits, der indebar en risiko for væbnede sammenstød mellem de to NATO-partnere.

USA har bygget observationsposter i de to kurdiske kantoner, Jazira og Kobane, på grænsen til Tyrkiet, som en beskyttelsesforanstatning for deres allierede kurdiske styrker. YPG, der kontrollerer størstedelen af det nordøstlige Syrien, er en aflægger af det tyrkisk-kurdiske PKK, der i Tyrkiet og Vesten er stemplet som en terrororganisation, og i Ankaras optik udgør YPG en »eksistentiel risiko« for Tyrkiet.

De sidste ISIS-enheder er fordrevet fra deres støttepunkt i byen Hajin i grænseområdet til Irak, hvilket blev anledning til Trumps tweet om tilbagetrækningen nu, da krigen mod ISIS er slut.

Om det holder, vil vise sig – ISIS menes at have omkring 5.000 militante i grænseområdet, der ifølge organisationens propaganda vil »kæmpe til døden«.

Opblødning i relationerne

Den tyrkiske Syrien-analytiker, Oytun Orhan, sagde i går til netmediet Middle East Eye, at Trumps beslutning om tilbagetrækningen kan blive begyndelsen til en forbedring af relationerne mellem Ankara og Washington:

»En tyrkisk invasion øst for Eufrat vil udgøre en sikkerhedsrisiko for de amerikanske styrker i området, og den risiko er der ingen grund til at løbe, specielt ikke i en atmosfære, hvor en politisk løsning for hele Syrien er nært forestående,« sagde Orhan.

Hvilket også kan forklare Erdogans forsigtige tavshed – han kan nu vente med sin offensiv til amerikanerne er ude af Nordsyrien, hvilket ifølge Det Hvide Hus vil tage fra 60 til 100 dage.

En anden grund til Ankaras tilbageholdenhed med en officiel reaktion er givetvis usikkerhed om, hvad Trumps beslutning konkret indebærer. Hans talskvinde, Sarah Sanders, var hurtigt ude med en forsikring om, at USA »forbliver i Syrien politisk«.

Men hvad betyder det? Betyder det f.eks., at de amerikanske tropper trækkes ud, men at der bliver instruktører tilbage?

På et forsvarsseminar i Washington 6. december understregede den amerikanske generalstabschef, Joseph Dunford, at der er behov for træning og udrustning af 35.000-40.000 mand i den såkaldte Syriens Demokratiske Forsvarsstyrke (ledet af YPG) med henblik på en »stabilisering af regionen efter ISIS«.

Men også en risiko for Tyrkiet, der ikke vil tolerere, at en YPG-milits udstyret med moderne våben og teknologi opererer umiddelbart syd for grænsen.

Alle parter afventer

Hverken regimet i Damaskus eller Iran har kommenteret den amerikanske beslutning. Den iranske præsident, Hassan Rouhani, var i Ankara i går i anden anledning, nemlig at sikre handelsaftaler, der kan afhjælpe de nye USA-dikterede sanktioner, der er et resultat af Trumps undsigelse af atomaftalen fra 2015.

Til gengæld kom den russiske præsident, Vladimir Putin, ifølge det statslige syriske nyhedsbureau, med bemærkninger – der kan sammenfattes som at ville se USA’s tilbagetrækning, før han tror på den. Han gjorde opmærksom på, at USA’s styrker opholder sig ulovligt i Syrien (de er ikke inviteret af den syriske regering), og tilføjede:

»Den amerikanske beslutning er indtil videre uklar.«

Med andre ord: Såvel Iran som Rusland – ud over Tyrkiet de to hovedinteressenter i Syrien – er afventende.

Der er således mange ubesvarede spørgsmål, men generelt er meldingen efter Trumps beslutning, at Ankaras anspændte forhold til USA er ’i bedring’ og har været det siden løsladelsen af det politiske gidsel, præsten Andrew Brunson.

De to ledere stak hovederne sammen på G20-mødet i Buenos Aires for nogle uger siden, hvor Trump skal have lovet, at han »vil kigge på« muligheden for at udlevere den islamiske prædikant, Fethullah Gülen, der lever i eksil i Pennsylvania, og som er anklaget for at stå bag det mislykkede militærkup i juli 2016.

Et tegn på opblødningen er Det Hvide Hus’ meddelelse om salget af 80 Patriot-missiler i et forsvarssystem plus 60 andre missiler til Tyrkiet. Det kræver godkendelse af USA’s kongres, men den menes at være på plads.

Sidste år skrev Tyrkiet under på købet af det russiske S-4000-missilsystem, der skal leveres i 2019. USA lobbyer for en aflysning af den handel, men indtil videre har Tyrkiet fastholdt kontrakten.

S-400-systemet er ikke konvertibelt med NATO-våbensystemerne, så alene derfor er anskaffelsen problematisk, og de fleste eksperter tror ikke på, at det russiske missilsystem nogensinde opstilles på tyrkisk territorium.

Muligvis øjner Erdogan en mulighed for at vende tilbage til den vestlige fold i Syrienpolitikken, som han forlod som en følge af Aleppos fald til det syriske regime og præsident Barack Obamas beslutning om at bevæbne den kurdiske YPG-milits som USA’s stedfortrædende landstyrke i nedkæmpelsen af ISIS.

Siden har Erdogan for at bevare en vis indflydelse, men uden entusiasme, deltaget i den såkaldte Astanaproces med Rusland og Iran, hvor de tre magter har forhandlet fodslag i Syrienpolitikken.

Arbejdet med en ny syrisk forfatning er godt i gang, og Ankara har – igen uden entusiasme – måtte acceptere Bashar al-Assad på posten som præsident. Med amerikansk støtte vil Erdogan have et bedre udgangspunkt, når Syriens politiske fremtid skal endeligt fastlægges. Men det scenario er indtil videre spekulation.

Idlib i det nordvestlige Syrien har længe været et helle for de millioner af fordrevne civile fra hele Syrien, der har ladet sig evakuere fra borgerkrigen gennem årene. Men nu er krigstrommerne begyndt at buldre i også det nordvestlige Syrien: Et angreb fra regimet og dets russiske og iranske støtter synes undervejs med en igangværende større militær opmarch.
Læs også
»Vi skal enten skubbe terroristerne tilbage til Tyrkiet, hvor de jo kom fra til at starte med, eller også skal vi dræbe dem,« sagde Assad i sidste uge om en mulig offensiv i Idlib-provinsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

The Guardian skriver, at Trump desuden har halveret antallet af tropper i Afghanistan -
og at Forsvarsminister Jim Mattis har begæret sin afsked pr. 28. februar.

Putin holdning til USA's tilbagetrækning fra Syrien beskrives således:
"The withdrawal was however warmly welcomed by Vladimir Putin.
“Donald’s right, and I agree with him,” the Russian president said in a news conference on Thursday."

https://www.theguardian.com/us-news/2018/dec/20/jim-mattis-defense-secre...

Kan EU herned nu forvente forøget terror og FLYGTNINGE i 2019? Ja!
Tyrkiet tager over hvor IS slap, og intet EU land alene eller i flok kan/vil tage over efter USA og holde IS i skak.Vi får derpå igen gang i folkelig rørelse og nationalisme til skade for al samarbejde i EU og NATO. Det kan nogle så glæde sig til, f.eks. V.Putin. Fin julegave D.T..

Niels Duus Nielsen

Underlig overskrift, for det er jo omvendt: Det er USA, der undgår en militær konfrontation med Tyrkiet. Hvis ikke de amerikanske tropper trækkes, ud vil de komme i vejen for den forestående tyrkiske offensiv mod de kurdiske tropper, hvori de amerikanske tropper er indlejrede.

Hvorfor nu? vil nogen sikkert spørge - og svaret er, at tyrkerne lige har købt for 3 mia. dollars militært udstyr i USA; til gengæld for denne handel trækker USA så sine styrker ud af Syrien, så tyrkerne har frie hænder til at angribe kurderne, uden at risikere at skyde amerikanske soldater. Det ville jo ikke se pænt ud, da både USA og Tyrkiet er medlemmer af NATO, så hvem af dem skal vi så støtte?

Selvfølgelig synes Putin at det er godt, at de amerikanske tropper trækkes ud; de er ulovligt til stede i Syrien, og har været en konstant kilde til bekymring for russerne, fordi de russiske styrker af indlysende grunde ikke vil risikere at skyde på amerikanske tropper.

Alt tyder på, at krigen i Syrien synger på sidste vers, forholdet mellem tyrkerne og kurderne er stadig uafklaret, men mon ikke kurderne nu, hvor de ikke længere har amerikanernes opbakning, vil forsøge at få en aftale med Damaskus?

Flemming Berger, Morten Voss, Mogens Holme, Michael Friis og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Det er umuligt at være USA: Kritisk hvis de angriber. Kritik hvis du trækker sig tilbage. Kritisk hvis de ikke angriber.
En god krig, hvis de findes, er de krige andre kæmper og betaler for. Endnu bedre hvis du som "neutral" kan sælge til begge sider. (DK i WW1, Sverige i WW1+2 og USA i WW2 indtil 1942)
Personlig synes jeg, at det er fint, at russerne er i Syrien. De har gjort det ganske godt, men er nok mere brutale end NATO landene officielt kan tillade sig at være. Trist muligvis men det der tilsyneladende skal til for at ende konflikter.
Vesten skal erkende, at vi ikke duer til lange konflikter og besættelser, de slider for meget og ender med en ligegyldighed.
Ligeledes er rækken af mislykkedes lande efter vestlig indblanding bekymrende lang.

Jeg syntes, at Niels Jakobs har en point her. For formentlig vil Tyrkiets militære overgreb mod kurderne i Syrien fra den ene side, og Rusland samt Syrien fra den anden side netop give en strøm af mennesker, der søger at undgå krigen.

Jeg ser det dog ikke ud fra samme synsvinkel som, Niels Jakobs. Jeg ser dem som jagede mennesker på flugt fra deres hjemlande, og jeg syntes, at mennesker skal behandles som mennesker. I øvrigt kan denne skæbne blive vores en vakker dag.

Derfor syntes jeg, at Danmark og ligestillede lande bør levere og drive felthospitaler og hensigtsmæssige flygtningelejre on location. Og Danmarks Nato-militær bør kun anvendes til at beskytte disse felthospitaler og flygtningelejre - også mod et andet Nato-militær, hvis de angriber danske hospitaler og lejre.

Kim Folke Knudsen, Thomas Bindesbøll, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, Gert Romme, og så bør vi stille os foran en kampagne for at kæmpe for et samlet Kurdistan uden alle disse totalitære undertrykkere i fire lande.

Kim Houmøller, Kim Folke Knudsen, Thomas Bindesbøll, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

De amerikanske styrker i Syrien er med til at opretholde en skrøbelig balance i området, som forhindrer at krigen eskalerer til en regional stormagtskrig og samtidigt holdes IS/sunniekstremister i skak. At trække styrkerne ud på nuværende tidspunkt, hvor der ikke er opstillet og trænet en tilsvarende lokal kapacitet, svarer til at bore i hul i hovedet for at få luft.

Det bør også give anledning til en seriøs diskusion, om Danmarks militære engagementer i fremtiden skal være en del af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik, eller måske forankres andre steder som fx sammen med UK eller EU.

Kim Folke Knudsen, Flemming Berger og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Rasmus Knus, der findes jo allerede en lokal militærstyrke, som kan holde resterne af IS i skak: De syriske regeringsstyrker (støttet af Rusland Iran og Tyrkiet).

At regeringsstyrkerne var ved at blive løbet overende i 2015 skyldtes, at jihadister strømmede til fra alle sider, og at store dele af lokalbefolkningen med rette var sure på Assad, og derfor deserterede fra hæren og allierede sig med fortalerne for kalifatet. Men da kalifatet så blev en realitet, indså mange, at det måske var bedre at leve i en autoritær, men dog sekulær stat, frem for at leve i et teokrati. Af to onder har de nu valgt det mindste.

Det gør selvfølgelig ikke Assad til en guttermand, eller russerne uskyldsrene. Men det er den p.t. mindst ringe løsning, og Trump fortjener ros, hvis han gør alvor af sit tweet og ikke ombestemmer sig, som han plejer.

Nu er det så spørgsmålet om det nordøstlige Syrien skal kurdificeres eller tyrkificeres - eller om det igen skal være en del af Syrien, evt. med udvidet regionalt selvstyre. Under alle omstændigheder er det et spørgsmål, som de lokale befolkninger selv skal afgøre - eller i hvert fald bør afgøre. De færreste europæere og amerikanere forstår konfliktens kompleksitet, men mon ikke de mennesker, som befinder sig midt i konflikten, har en ide om, hvor skoen trykker?

Thomas Bindesbøll

@ Michael Friis:

Du skriver:
"(...) Personlig synes jeg, at det er fint, at russerne er i Syrien. De har gjort det ganske godt, men er nok mere brutale end NATO landene officielt kan tillade sig at være. Trist muligvis men det der tilsyneladende skal til for at ende konflikter. (...)"

".. De har gjort det ganske godt (??!!) ... og senere: (...) "Trist muligvis"... (?)

Gjordt det "godt ?? "Trist muligvis".
Det lyder da lige som dengang kyniske realpolitikere - også herhjemme - forsvarede USA's beskidte bomberegn over civile i Vietnam...

"Trist muligvis" således i dén grad da for alle de titusinder af komplet uskyldige civile syrere, der er blevet bombedræbt. Også af russiske flybomnber, siden 2015. Ja, det må man sige er ganske "trist", hvis man som civil beboer i syriske storbyer er blevet dræbt. Uanset om det var af Rusland, Assad, IS eller USA.

Yderligere kommentarer overflødige. Synes blot det er deprimernede at læse.

Sluttelig: Krigen i Syrien er ikke slut. Desværre.
Det er muligt Assad, Putin og nu senest Trump nu erklærer at den er slut, i men virkeligheden er en anden.

Det vil de ofte så ensomt kæmpende kurdere i hele regionen også snart sande.
Derfor står de nok - som så mange andre gange før - ganske alene.
Ofre for sædvanlig, iskold "realpolitik".

Thomas Bindesbøll

Kurderne er hermed igen blevet alene, trods at de om nogen har sloges mod IS.
Men utak er verdens løn. Det ved kurderne nok også af bitter erfaring.

Nu står både tyriske, syriske og irakiske kurdere, udover IS, derfor igen ene over for de "gamle" regionale diktatorer og undertrykkere. Erdogan i spidsen.

Forleden i Folketinget var EL's Søren Søndergaard og SF's Holger K de eneste, der tog kurderens sag aktivt op i en debat. De andre FT-medlemmer glimrede ved lige dele ligegyldighed og fravær.

Kim Folke Knudsen

Jo mere USA trækker sig ud fra Syrien, des mere er banen åbnet for øget iransk tilstedeværelse i landet. Iran er via Hizbollah militsen allerede godt etableret i nabolandet Libanon.

Hvor længe kan den israelske Regering tolere denne voksende militære trussel mod den jødiske stat ?.

For det syriske folks skyld må det have en ende med at være spilleplade for stormagternes spil og med at være krigsskueplads i en for tiden hvilende borgerkrig, som snart kan bluse op igen.

Jeg efterlyser det internationale samfund, en fredskonference med alle parter involveret og den Marshall hjælp som der på et tidspunkt, når Assad er ude af landet må iværksættes for at bringe det syriske folk på fode igen.

Jeg efterlyser den internationale domstol, som kan grave op i alle de forfærdelige krigsforbrydelser, som den syriske civilbefolkning er blevet udsat for både af diktaturet i Damaskus og af IS. Et retsopgør mod de værste slyngler er i den grad påkrævet.

Præsident Donald Trumps udmelding gør ham til Disruption Præsident ( usikkerheden og spørgsmålene vokser ). De andre aktører i Syrien vil udnytte enhver revne til at sætte sig yderligere på indflydelse i det plagede land.

Om EU havde en fælles indsats styrke kunne den tage over og sikre kurderne - og et hjemland for dem på sigt: Har de ikke gjort sig fortjent dertil? Det synes jeg, selvom det vil gøre Stormogulen vred..

Touhami Bennour

Det er 52 lande muslimske lande, og mange af dem er etnisk blande ( Malaysia, de lidligere soviet muslimske republikker plus dem I Mellem Østen og nord afrika.
Hvis der er konflikter iMellem - Østen fordi de er kerne lande i området. hvis Mellem Østen svækkes eller forsvender så forsvender hele Islam. Den der skaber "Verdens orden" ved det, de er dem der har skabt den ballade side Sykes og Picot delte Mellem Østen mellem sig efter WW I ( Laurance of Arabien og deres dobbelt spil.
Det er ikke noget andet I , og slet ikke at "Syrere har valgt den mindste onde", Niel D. Nielsen. Mindre end 1 p
1 procent extremister kan aldrig gøre forskel.
Europa har sine liniende problemer ( Brexit og extremisten) raser lige så stærk i Europa bare med valg" .
Jeg synes det er godt at prøve det med Trump ( beskyttelse mod betaling) på verdens plan. Arabere har haf den løsning i deres tid 9-12 århundred. Og så færdig med altid "os og dem".

Touhami Bennour

De store løfter kender man kun godt.
Ved WW II verden krig mange unge mænd fra nord afrika har hjulpet Frankrig mod Tyskland i krig mod løfte at efter krigen ville får menneskerettigheder garantiret og måske selvstændigheden på mange områder også virkeliggjort. Men efter krigen ingen af løftene overhold. Tværtimod de blev man mødt med luftbomder med mange døde.
Det var deres fejl at kurdere ikke kunne løse deres problemer.. At stole på Europeere når de ikke gik med Amerikaner, hvordan kan Europeere kunne overholde løfter bedre?
Verden er meget gammmel og det,der adskiller mennesker fra dyr er bl.a. hukommelsen, De var europeere ligeglade med hukommelse.

Den militær løsning duer ikke. Kurdere skal finde en løsning med naboen, det kan være Irak, Tyrkiet elle Iran.
Og det er muligt at løse problemet med disse lande. Alt andet kunne tolkes som
ændring på geografikortet i regionen og det går ikke.
At ændre på alliancer og ikke på metoden er ikke andet end et tricks