Udbyttede migrantarbejdere på amerikanske plantager går en lysere fremtid i møde

IMMOKALEE, FLORIDA – Scenen kunne være sat i en roman af John Steinbeck eller udspille sig i et mellemamerikansk land – ja, selv i Haiti, den fattigste nation i den vestlige hemisfære.

Hver morgen kl. 6 samles flere hundrede daglejere på en plads foran Fiesta Food Market i den lille by Immokalee i det sydlige Florida for at tilbyde deres arbejdskraft til plantageejere på egnen. Sådan har det været lige så længe, som mexicansk-amerikaneren David kan huske.

»Jeg kom hertil fra Texas i 1965 og begyndte at arbejde på tomatmarkerne. Vi blev betalt for hver kurv, vi plukkede. Sådan er det stadig,« fortæller pensionisten, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.

David tager engang imellem turen i en af busserne på pladsen midt i Immokalee ud til plantagerne for at lægge lidt penge oven i sin magre pensionsindtægt. Andre daglejere står i en anden situation. De er død og pine tvunget til at udføre et arbejde, som langt de fleste amerikanere afskyr.

At høste frugter og grøntsager på en plantage otte timer hver dag i en stegende sol er et fysisk nedbrydende og udmattende arbejde.

»Det er utroligt hårdt,« siger en anden daglejer, der hedder Rudi.

Rudi står også her i mørket i de tidlige morgentimer og venter på en bus, der skal køre ham og andre ud til markerne for at plante tomater. I Florida begynder tomatsæsonen i november og varer indtil april. Floridas tomatavlere forsyner 90 procent af det amerikanske marked i vintermånederne. Herefter rykker høsten med solen nordpå.

»Vi tjener mindstelønnen på otte dollar i timen. Arbejdstiden er kl. 7 til 15:30 med en halv times pause,« fortæller Rudi.

Så er han heller ikke interesseret i at sige mere.

’Jeg kom hertil fra Texas i 1965 og begyndte at arbejde på tomatmarkerne. Vi blev betalt for hver kurv, vi plukkede. Sådan er det stadig,’ fortæller migrantarbejderen David (i midten, uden kasket).

En virkelig nedslående side. Til dagens orden hører seksuel chikane og krænkelser – ofte voldtægt – og korporlig afstraffelse. Det sker, at det udførte arbejde ikke honoreres. Og der kan være sanktioner for små forseelser som at tage en hvilepause i skyggen eller blot at drikke vand i heden.

En undersøgelse fra Human Rights Watch har f.eks. påvist, at 80 procent af kvindelige daglejere udsættes for seksuel chikane og overgreb af deres arbejdsgiver, som i de fleste tilfælde er en veletableret migrant kaldet crew leader eller en sjakbajs.

Han sælger daglejernes arbejdskraft til plantageejeren, der bekvemt kan hævde over for mishandlede migranter og myndigheder, at han ikke er arbejdsgiver og derfor må holdes ansvarsfri for eventuelle lovovertrædelser.

Kurve med top

Et emblematisk eksempel på den brutale udbytning af daglejere på amerikanske tomatmarker er den velkendte historie om en overfyldt kurv (på spansk: cesta con copete).

»En daglejer her i Immokalee plejede at få 45 cent for at fylde en kurv med 14,5 kg tomater. Men på mange plantager var det sådan før i tiden, at sjakbajsen nægtede at tage imod kurve, der kun var fyldt til randen. De skulle have en top,« fortæller Gerardo Reyes Chavez, der har arbejdet det meste af sit liv som daglejer på plantager i Mexico og USA.

Han voksede op i provinsen Zacatecas i det centrale Mexico og begyndte at arbejde i marken, da han var 11 år gammel og emigrerede som voksen til USA.

I 1999 sluttede han sig til en koalition af landarbejdere, Coalition of Immokalee Workers (CIW), hvis formål er at bekæmpe moderne slaveri på plantagerne i det sydlige Florida samt at forsvare migranternes menneskerettigheder.

Reyes, en selvlærd intellektuel, der formulerer sig bedre på engelsk end de fleste amerikanere, har med egne øjne set, hvordan daglejere bliver afstraffet. Det sker f.eks., hvis de protesterer over at skulle fylde en kurv over randen med tomater uden at få betaling for toppen.

I realiteten betyder denne praksis, at sjakbajsen indkasserer hver ellevte kurv gratis. Ti kurve med top svarer til 11 kurve fyldt til randen.

»Hvis man protesterer, risikerer man at blive fyret på stedet. Eller man får kurven smidt i hovedet. Jeg har set eksempler på daglejere, der brutalt er blevet slået i ansigtet,« fortæller Gerardo Reyes Chavez en formiddag i den lille kontorbygning, som huser Coalition of Immokalee Workers midt i byen.

I virkeligheden er daglejerne helt og fuldt i arbejdsgiverens vold, siger han.

»De befinder sig i en desperat situation. De lever fra hånden til munden. Der skal betales husleje, mad til familien, og penge skal sendes til familien i Mexico. Hvad skal de gøre? Forsvare deres værdighed som mennesker, hvilket naturligvis er det rigtige, og miste arbejde og indtægt? Eller bøjer de hovedet og bider ydmygelsen i sig? Hvad ville du gøre?«

Svaret er naturligvis: En dokumentløs og derfor retsløs migrant retter sig ind og knokler videre i håb om bedre tider forude. Måske ikke for ham eller hende, men for børnene og børnebørnene.

Fagforeninger kunne ikke

Disse forhold eksisterer ikke kun på tomatmarkerne i Florida. Det er under sådanne betingelser, millioner af daglejere arbejder i hele USA. Og sådan er det for hundrede millioner af arbejdere i sweatshops, tekstilfabrikker, skofabrikker og elektroniske samlefabrikker i et utal af udviklingslande verden over.

De to medgrundlæggere af Coalition of Immokalee Workers, Greg Asbek og Laura Germino, havde selv været vidne til disse arbejdsvilkår, inden de slog sig ned i Immokalee i midten af 1990'erne. Laura havde arbejdet i flere år i Burkina Faso og Greg i Haiti.

Med de erfaringer var de kommet frem til en grundlæggende erkendelse – at traditionelle fagforeninger ikke er den mest effektive metode til at forsvare daglejeres og løsarbejderes menneskerettigheder i landbrugserhvervet og i, hvad man i dag kalder »den globale forsyningskæde«.

Med »global forsyningskæde« skal forstås det system, som den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein beskrev i sin berømte bog »No Logo« fra 1999. Multinationale selskaber som The Gap, Nike, McDonald’s, Apple og Microsoft udliciterer produktion til agenter i Den Tredje Verden, der bestiller ordrer fra fabrikker ejet af lokale arbejdsgivere.

Ansatte på disse fabrikker bliver udbyttet på det groveste og har oftest ingen faglige rettigheder i det pågældende land. Når forholdene kommer for dagen i vestlige medier, kan de multinationale selskaber hævde, det ikke er deres bord, og at de i øvrigt ikke kender noget til situationen. De køber bare produkterne fra en mellemhandler.

Situationen er den samme på USA’s fødevaremarked. Her har fastfoodkæder som McDonald’s, Burger King, Chipotle og Wendy’s traditionelt presset prisen på frugt og grønt, de køber fra plantager, helt i bund i den frie konkurrences navn. Det tvinger plantageejernes til at betale sjakbajsen så lidt som muligt, og denne presser så meget ud af daglejernes arbejdskraft som fysisk og psykisk muligt.

Laura Germino og Greg Asbek forstod, at kilden til dette system er fastfoodkæder, der i vinterhalvåret køber tomater fra plantagerne i Sydflorida. Hvis de kunne overbevise disse selskaber om at vælge mellem plantager, der betaler daglejere ordentligt og beskytter deres menneskerettigheder, og dem, der fortsætter ad det gamle spor, ville de kunne skabe reelle forandringer på tomatmarkerne.

Det eneste pressionsmiddel, Coalition of Immokalee Workers rådede over, var en bevidstgørelse af forbrugerne gennem en landsomfattende kampagne og boykot af fastfoodkæder som Taco Bell og McDonald’s.

Gerardo Reyes Chavez forklarer:

»Vores indsigt var, at markedsmekanismen kunne anvendes til at give daglejerne magt. Gennem en protestbevægelse og forbrugerboykot udskammede vi fastfoodkæder. Hvordan kunne de forsvare at servere måltider for forbrugere, der levede i total uvished om mishandlingen af de arbejdere, der har bragt deres frugt og grøntsager til bords?«

Kampagnen mod Taco Bell

Koalitionens kampagne mobiliserede titusinder af mennesker i begyndelsen af 00’erne.

»Det var en bred bevægelse bestående af kirker, ateister, anarkister, konservative og liberale. Uagtet folks religiøse tro og politiske overbevisning kunne alle blive enige om, at dette her drejede sig om at respektere menneskerettighederne og det enkelte individs værdighed,« siger Gerardo Reyes Chavez.

Gerardo Reyes Chavez har arbejdet det meste af sit liv som daglejer på plantager i Mexico og USA.

CIW besluttede sig til at gå efter USA’s største fastfoodkæde, Taco Bell. Organisationens medlemmer tog på en to uger lang turné, der omfattede 17 byer fra Kentucky i øst til Californien i vest, hvor Taco Bells hovedkvarter ligger. Undervejs blev aktivister instrueret i, hvordan de skulle sprede budskabet i deres lokalsamfund om migrantarbejdernes situation på plantagerne i det sydlige Florida.

Et hovedtema lød: Var forbrugerne bekendt med, at de spiste tomater høstet af migranter, der nærmest blev behandlet som slaver?

CIW vurderer, at op imod 50 mio. kirkegængere havde hørt om kampagnen, da Taco Bell endelig i 2005 opgav sin modstand og indgik en aftale om kun at købe tomater fra plantager, der følger et adfærdskodeks og lønkrav udarbejdet af Coalition of Immokalee Workers.

Taco Bell var den første fødevarekæde til at knække. Der skulle gå endnu fem år, inden det lykkedes at få tomatplantagernes brancheorganisation i Florida til at opgive sin modstand. Forinden havde flere plantager – som f.eks. Pacific Tomato Growers – indgået bilaterale aftaler med CIW.

I 2011 var sejren i hus. Siden da har 90 pct. af tomatplantagerne i Sydflorida deltaget i en ordning, som er blevet døbt Fair Food Programme, og som administreres af Coalition of Immokalee Workers i samarbejde med selskaberne, plantagerne og 35.000 migrantarbejdere. Programmet omfatter 25 pct. af tomatproduktionen i USA året rundt.

Plantagerne forpligter sig til at følge et detaljeret kodeks og accepterer, at inspektører fra et udvalg nedsat af CIW fører tilsyn en gang om året på arbejdspladsen. En rapport, der evaluerer plantagens opfyldelse af kodekset bliver fremlagt til kommentar med en tidsfrist, hvis inspektionen har fundet uregelmæssigheder.

Dersom plantagen afviser at efterkomme anbefalingen, henstiller CIW til fastfoodselskaberne, at de ophører med at købe tomater det pågældende sted. Ifølge aftalen er de forpligtet til at følge denne henstilling.

Programmet har gjort en enorm forskel.

»Nu er de 35.000 migranter ikke længere daglejere. De er ansat direkte af plantageejerne, ikke af sjakbajserne. De arbejder i et beskyttet miljø, hvor de har rettigheder. De er ikke længere bange for at indrapportere overgreb til en hotline, til arbejdsgiveren eller til os. En af deres opgaver er faktisk at overvåge, hvad der sker på markerne,« forklarer Gerardo Reyes Chavez.

Chikane på markerne

Silvia Sabanilla er et levende eksempel på én, der har oplevet forandringerne. Hun emigrerede med sin mand til USA fra Hidalgo-provinsen i Mexico i 2001, og de begyndte at arbejde som daglejere på tomatmarkerne her i Immokalee.

»Dengang var der ingen respekt for os daglejere og mindst af alt for kvinder. Vi blev ofte chikaneret. Det var ikke et miljø, jeg følte mig tryg i. Sjakbajsen krænkede mig fysisk flere gange og prøvede at overtale mig til at blive hans elskerinde, selv om han vidste, jeg er gift,« fortæller hun.

Silvia Sabanilla er for nogle måneder siden ophørt med at arbejde på markerne til fordel for en stilling på en radiostation, Coalition of Immokalee Workers driver. Med nogle få undtagelser er medarbejderne i organisationen alle tidligere daglejere.

Nogle af dem tager stadig ud og arbejder på markerne for at bevare kontakten. Men deres hovedopgave er at gennemføre en årlig inspektion af halvdelen af de plantager, der har tilsluttet sig Fair Food Programme.

Sabanilla beskriver, hvorledes der f.eks. ikke blev stillet toiletfaciliteter til rådighed på markerne.

»Vi fik besked på at tisse i grøften eller gøre det bag en lastbil. Det var virkeligt ubehageligt. De rationerede også drikkevandet, således at vi først fik lov til at drikke, når lastbilen var fyldt med tomater,« fortæller hun.

Efter 2011 skiftede hun til en plantage, der havde tilsluttet sig CIW’s program.

»Det var som forskellen mellem dag og nat. Pludselig fik vi toiletter, og de var endda rene. Vi fik mulighed for at sidde i skyggen under et tag, når vi holdt pause. Der tilbydes drikkevand uafbrudt, og når det bliver virkeligt varmt, får man lov til at holde pauser,« beretter hun.

Silvia Sabanilla har flere gange oplevet at blive fysisk krænket som daglejer. I dag arbejder hun på en radiostation, som Coalition of Immokalee Workers driver.

Sabanilla fortæller videre, at lønchecken nu udbetales af plantageejeren frem for af sjakbajsen.

»Det betyder, at vi ikke længere bliver snydt. Alle arbejdstimer tæller, lige fra vi ankommer til plantagen om morgenen, indtil vi bliver kørt tilbage til Immokalee om eftermiddagen. Før i tiden ankom vi meget tidligt på morgenen og måtte vente i flere timer på, at duggen fordampede, indtil vi kunne begynde arbejdet. De timer blev vi ikke honoreret for.«

Endvidere er seksuel chikanering og fysiske krænkelser ifølge Sabanilla praktisk talt ophørt siden 2011.

Det er i sig selv en imponerende landvinding set i lyset af #MeToo-kampagnens afsløringer, at seksuel chikane og overgreb hører ti ldagligdagen på mange arbejdspladser i USA, hvor amerikanske kvinder i modsætning til daglejerne i hvert fald i teorien er beskyttet af straffeloven.

Ingen faglige rettigheder

Trods denne imponerende succes er der imidlertid et stykke vej til, at millioner af landarbejdere i USA vinder samme rettigheder og beskyttelse, som tomatplukkerne i det sydlige Florida. Det største problem er, at fagforeninger og myndigheder formelt set ikke er autoriseret til at beskytte dem.

Det skyldes, at landbruget blev holdt ude af The National Relations Act – forbundsstatens vigtigste arbejdsmarkedslov fra 1935, som bl.a. giver arbejdere i industrien, servicesektoren og det offentlige organiseringsret. Landarbejdere – uagtet om de er daglejere eller fastansatte – har ingen faglige rettigheder i USA. De eneste undtagelser er arbejdsmarkedslove vedtaget i Californien og New York.

Dog er de dækket ind af den forbundsfinansierede arbejdsskadeforsikring. De skal også betales en mindsteløn og for overtid.

Men det er regler, som plantageejere altid har kunnet se bort fra.

»Problemet er, at myndighederne ikke har tilstrækkeligt personale til at håndhæve lovene. Som i mange andre avancerede økonomier har tilsynsførende myndigheder i USA været udsat for store besparelser og indskrænkninger,« fortæller arbejdsmarkedsekspert James Brudney, professor på Fordham University i New York.

»Det betyder, at man bliver afhængig af whistleblowere, men dem er der få af. Migrantarbejdere tør næsten aldrig  stå frem og klage over forholdene. De risikerer at miste deres job.«

Langt de fleste daglejere i USA er dokumentløse migranter fra Mexico og Mellemamerika. De frygter at blive anmeldt til politimyndighederne og hjemsendt, hvis de protesterer mod deres arbejdsforhold.

I San Joaquin Valley – frugt- og grøntsagskammeret i Californien – skønnes 80 procent af hundredtusinder af daglejere at være migranter fra Mexico uden arbejds- og opholdstilladelse i USA. De stammer fra Mexicos fattigste regioner Oaxaca, Sinaloa og Guerrero, og de fleste tilhører den oprindelige befolkning som nationerne Mixteco og Trique.

Ifølge en reportage i denne måneds New York Review of Books taler kun få af dem spansk og ingen engelsk.

I det sydlige Florida findes der også en anselig gruppe af indfødte daglejere fra Mexico samt mange flygtninge og migranter fra Haiti. På pladsen en tidlig morgen i Immokalee er halvdelen af daglejerne haitianere. De er svære at kommunikere med; de taler hverken engelsk eller fransk – kun patois.

Slaveriet er væk, men …

Indtil den amerikanske borgerkrig var det afrikanske slaver, der høstede frugt og grøntsager på plantagerne i Florida. Efter deres frigørelse i 1865 fortsatte de arbejdet som »sharecroppers« eller retsløse daglejere. Helt indtil borgerrettighedskampene i 1950’eren og 1960’erne var et overtal af daglejere beskæftiget på Floridas plantager sorte amerikanere.

De er forlængst forsvundet ud af billedet. Og haitianerne er også på vej væk fra markerne og ind i Floridas turistbranche, hvor løn og jobsikkerhed er bedre. Tilbage er de dokumentløse mexicanere og mellemamerikanere.

I årtier har fagforeninger som United Farmworkers, der blev grundlagt af arbejderhelten Cesár Chavez i 1950’erne, og talrige ngo-grupper og menneskerettighedsorganisationer bestræbt sig på at finde en måde, hvorpå daglejere og andre landarbejdere kunne opnå bedre og tryggere arbejdsforhold samt en hæderlig løn og sygeforsikring – og måske vigtigst af alt: beskyttelse mod fysisk mishandling.

De er stort set kommet til kort.

Hvordan kan Coalition of Immokalee Workers have lykkedes med det forehavende? Professor James Brudney mener, det skyldes en kombination af faktorer.

»Der var dels presset lagt på de multinationale fastfoodselskaber. De forstod, at deres anseelse kunne tage skade og få en negativ effekt på deres bundlinje. Dels var der en forståelse hos nogle plantageejere af, at det er umoralsk at behandle daglejere så umenneskeligt,« siger han.

Han påpeger, det nærmest er blevet attraktivt at slutte sig til Fair Food Programme, fordi CIW’s tilsynsføring ofte afdækker forhold, som selskabets eget opsyn ikke har bemærket. En af de senest ankomne er verdens største varehuskæde, Walmart, som meldte sig frivilligt. Men der mangler stadig en del kæder.

I de seneste år har CIW ført kampagne mod fastfoodkæden Wendy’s, der stædigt afviser at deltage i programmet og tilsyneladende fortsat kan profitere på at købe tomater fra plantager, hvor daglejere stadig underbetales og mishandles. Wendy's og flere andre selskaber importerer også billige tomater fra Mexico.

»I Wendy’s tilfælde er det efter min mening et dyrt foretagende at skulle forsvare sit renommé. CIW’s kampagne er ubønhørlig,« påpeger Brudney.

Model for udviklingslande

Det åbne spørgsmål er, hvorvidt Coalition of Immokalee Workers’ model er mulig at overføre til andre delstater og lande. Fair Food Programme har allerede haft success i to andre sydstater og i Vermont. Organisationen er samtidig ved at vinde fodfæste i Californien og Texas.

Efter nogle alvorlige arbejdsulykker i Bangladesh var CIW med til at rådgive fagforeninger og ngo-grupper om udarbejdelsen af nye arbejdssikkerhedsregler. I 2012 brændte en tekstilfabrik ned i Dhaka, og året efter styrtede en otteetagers bygning, Rana Plaza, sammen. Over 1.000 omkom.

Forskeren Susan Marquism der er dekan ved Pardee RAND Graduate School i Los Angeles, mener, at CIW’s model kan benyttes i andre erhverv og i Den Tredje Verden. Hun er forfatter til bogen I Am Not a Tractor! How Florida Farmworkers Took On the Fast Food Giants and Won fra 2017.

»Mulighederne her i Californien er oplagt. Vi ser allerede kooperativer ejet af landarbejdere skyde frem. I Los Angeles er rengøringspersonalet, der udgøres af mange migranter, en anden mulighed. Hvorfor ikke sætte en forbrugerkampagne i gang for fabriksarbejdere og andre lavtlønsarbejdere i Den Tredje Verden,« spørger hun.

Professor Brudney mener heller ikke, der er den store forskel mellem tomatbranchen og tekstil-, sko- og elektroniske samlefabrikker.

»Selvom Nike, Adidas og Apple kun har en vis kontrol over produktionsfaciliteter i deres forsyningskæder, stiller de minimumkrav til deres leverandører om kvalitet, priser og tidsfrister, og de afslutter samarbejdet, hvis leverandørerne ikke lever op til den standard. Hvorfor skulle lededne brands ikke kunne tilføje lønforhøjelser og specifikke regler om arbejdsmiljø og sikkerhed til disse aftaler på samme vis,« spørger den amerikanske arbejdsmarkedsforsker.

Der er gået lang tid, siden Information første gang besøgte Immokalee i 2003 og beskrev daglejernes usle arbejds- og levevilkår samt CIW’s kamp for give dem en bedre og tryggere fremtid. I dag er fremskridtene mærkbare og vitterligt imponerende og opløftende.

I 2015 fik organisationen tildelt en præmie for sin indsats af udenrigsminister John Kerry. De har også været inviteret til Det Hvide Hus af præsident Barack Obama.