Læsetid: 3 min.

»USA skal ikke være Mellemøstens politimand«

Præsident Trump kritiseres heftigt af sine republikanske kolleger i Kongressen, mens de fleste demokratiske lovgivere glider af på hans beslutning om at trække 2.000 soldater hjem fra Syrien. Det åbne spørgsmål er, hvorvidt han vil fortryde sin beslutning i 2019
Donald Trump mener ikke, at amerikanske styrker skal være udstationeret i Syrien længere.

Donald Trump mener ikke, at amerikanske styrker skal være udstationeret i Syrien længere.

Delil Souleiman

21. december 2018

Præsident Donald Trumps beslutning om at trække 2.000 amerikanske soldater og deres tunge udstyr ud af det nordlige Syrien har vakt bestyrtelse i hans egen regering, i Det Republikanske Parti og blandt allierede lande som Israel, Storbritannien, Jordan, Libanon og mest af alt hos kurdiske styrker, der har kæmpet side om side med amerikanerne mod Islamisk Stat.

Men der er hverken noget overraskende eller noget nyt ved Trumps initiativ.

I moderne amerikansk historie har præsidenter haft for vane at bebude tilbagetrækning af militære styrker fra Mellemøsten – for senere at fortryde beslutningen.

I 2003 erklærede præsident George W. Bush krigen i Irak for ovre, hvorpå USA i de efterfølgende syv år blev involveret i den mest blodige konflikt mod nationale oprørsstyrker siden Vietnamkrigen.

I 2010 opfyldte hans efterfølger Barack Obama et valgløfte om at trække alle kampstyrker ud af Irak. Den irakiske hær, lød hans argument, var bedst placeret til at holde sunnioprørere i et shiadomineret Irak stangen. Nogle få år senere indtog Islamisk Stats styrker store dele af nordlige Irak.

I 2012 måtte præsident Obama bide i det sure æble og genoptage luftbombardementer i Irak og kort efter i Syrien. Det vel at mærke uden at være blevet indbudt af den syriske regering. Et par hundrede amerikanske militærtrænere og efterretningsstyrker blev sendt ind i Syrien. Styrken voksede siden til 2.000 soldater og blev direkte involveret i kampe mod IS-militser.

Denne gang er der imidlertid grund til at betvivle, at Trump vil sadle om, medmindre Islamisk Stat har ni liv og lykkes med at gennemføre terrorangreb mod amerikanske mål i 2019.

Præsident Trump har aldrig lagt skjul på sin foragt for udenrigs- og forsvarspolitiske tænkere, der slår til lyd for, at USA har en geostrategisk interesse i at bevare en militær tilstedeværelse i konfliktzoner som Afghanistan, Irak og Syrien.

I interviews under valgkampen i 2016 gjorde han det krystalklart, at hans eneste mål i Irak og Syrien var at eliminere Islamisk Stat, fordi den stod bag terroraktioner mod amerikanske statsborgere. Han udtrykte absolut ingen interesse i at vælge side mellem de stridende parter i Syriens borgerkrig, ej heller i at beskytte kurderne mod tyrkerne.

Selv Irans og Ruslands oplagte mulighed for at udfylde det magttomrum, amerikanske styrker uvægerligt vil efterlade i nordlige Syrien, synes ikke at bekymre præsidenten. Hans fokus ligger et helt andet sted – nemlig på at opruste USA med atomvåben og konventionelle våben samt krigsskibe og hangarskibe.

I en ny æra med stormagtsrivalisering skal Kina, Rusland og andre stormagter, også vestlige allierede, ikke alene afskrækkes af USA’s uovertrufne militærmagt, men også skræmmes af Trump til at give efter i kommercielle og økonomiske anliggender.

Ingen rådføring

I nogle tweets i går udlagde Trump sine motiver for at trække styrkerne ud af Syrien i løbet af januar. Dels mener han, at »lokale fjender« af IS som Rusland, Iran, Syrien og andre sagtens kan tage sig af de resterende opgaver.

»Hvorfor skal vi udføre arbejdet for dem,« spørger præsidenten.

Dels gentager han et mantra fra valgkampen: USA skal ikke agere »politimand i Mellemøsten.«

»Hvorfor skal vi ofre dyrebare menneskeliv og billioner af dollar på at beskytte andre, som i de fleste tilfælde optræder utaknemmeligt?«

Og rettet mod Islamisk Stat tweeter USA’s præsident ildevarslende. »Jeg er i gang med at bygge verdens mægtigste militærmaskine. Hvis IS slår ud efter os, er de dømt til undergang!«

Alt tyder på, at denne beslutning er Donald Trumps ene og alene. Alle hans seniorrådgivere er lodret uenige. Det gælder udenrigsminister Mike Pompeo, forsvarsminister James Mattis, sikkerhedsrådgiver John Bolton og stabschef John Kelly.

Præsidenten har efter alt at dømme end ikke diskuteret emnet med dem i dagene op til det tweet, der annoncerede tilbagetrækningen onsdag. I de sidste par uger har flere ministre og generaler, også Bolton, i taler og interviews bekendtgjort, at USA ville blive, indtil Iran trækker sine styrker ud af Syrien, og en fredspagt er indgået.

Ikke fordi rådgiverne har været uvidende om Trumps valgløfte, som han flere gange i interne debatter gennem de sidste to år har ytret ønske om at indfri. De har blot svært ved at forstå, hvorfor en supermagt skal trække sig ud af en borgerkrig, der er blevet forvandlet til den største stormagtskonflikt siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Bemærkelsesværdigt er det ligeledes, at demokratiske lovgivere og politikere indledningsvis har valgt at holde lav profil og i store træk undladt at kritisere Trump, mens republikanerne er på nakken af præsidenten.

Den formodede formand for Repræsentanternes Hus fra næste år, Nancy Pelosi, beskyldte dog Trump for at ville aflede offentlighedens opmærksomhed fra hans tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, som bl.a. er beskyldt for at have været en »udenlandsk agent« for Tyrkiet.

Som USA’s stedfortrædende landstyrke har YPG fordrevet IS fra Deir ez-Zor-provinsen med al-Omar oliefeltet (billedet), der producerer mere end halvdelen af Syriens råolie. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Nancy Pelosi's udtalelse stempler hende som en gås, der slår hjemlig politisk mønt på hvad som helst.

En ting er sikker. De atomvåben både USA og Rusland stiller op, peger mod Europa.

Trump er fuldstændig ligeglad med Europa. Han ved knapt nok hvor Europa ligger.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Torben Skov, Peter Hansen, Anders Graae og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Alle hans seniorrådgivere er lodret uenige. Det gælder udenrigsminister Mike Pompeo, forsvarsminister James Mattis, sikkerhedsrådgiver John Bolton og stabschef John Kelly."

For mig at se er dette en virkelig god grund til at støtte Trump i denne sag. Alle fire er høge og udenrigspolitiske ekstremister, der ser USA som verdens politimand, der kan gøre hvad som helst uden at spørge nogen om lov. USA har ført en ulovlig krig i Syrien; amerikanerne er ikke blevet inviteret af syrerne, kongressen har ikke givet tilsagn til krigen, og der er ingen FN-resolutioner, der legitimerer USAs tilstedeværelse i Syrien.

"...demokratiske lovgivere og politikere indledningsvis har valgt at holde lav profil og i store træk undladt at kritisere Trump".

Det kan skyldes, at skrækken over, at en lille flok progressive demokrater er blevet valgt ind i kongressen ved det netop overståede midtvejsvalg, har gjort Demokraternes ledelse i stand til at se skriften på væggen: Der er stort set ingen folkelig opbakning til de oversøiske amerikanske krige, så en alt for voldsom kritik af en tilbagetrækning, som størstedelen af den amerikanske befolkning synes er en god ting, vil blot få endnu flere til at stemme på en progressiv - i modsætning til en traditionelt koncernstyret - præsidentkandidat i 2020.

Demokraternes ledelse vil have Biden som præsident, ikke Bernie, og at kritisere Trump for at trække tropperne ud vil kaste vælgerne i skødet på Bernie.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Harald Strømberg, Jens Kofoed, Morten Voss, Bjørn Pedersen, John T. Jensen, Torben Skov, Jan Jensen, Henrik Peter Bentzen, Anders Graae og Tor Brandt anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Runa Lystlund

"Opfatter du alle kvindelige politikere i USA som værende gæs?"
Læserbrev 21. december, 2018 - 08:17

Bestemt NEJ - hverken mandlige eller kvindlige amerikanske politikere - eller danske.

Men Nancy Pelosi kan ikke glæde sig over, at USA's tropper trækkes hjem fra kampmission i Syrien - hun skal partout lige forsøge at score et par points for sit parti ved at minde om alle Trump's indenrigspolitiske forviklinger .... derfor.

Har man som politiker i Washington modtaget penge fra våbenindustrien - og hvem har ikke det? Har man i denne sag ikke andet valg end at råbe og skrige efter Trump, som på sin egen akavede måde kommer til at gøre det helt rette....

Torben Skov, Morten Voss og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Når man ikke kan se skoven for bare træer...
Så vidt jeg ved står amerikanerne i Irak og selvfølgelig Afghanistan, de har baser i golf-staterne. Jeg er sikker på de er i Jordan. Israel er så godt som en amerikansk atomvåben-stat. At CIA er i Libanon ...Iran ville være et temmelig godt gæt. De skibe amerikanerne sejler rundt med i Mellemøsten, måske atombevæbnede, kan med konventionelle våben smadre hovedstæder. Så amerikanerne godkender alle statsledere i regionen undtagen altså Assad. Så ved at trække sig fra Syrien lader de ikke Assad, Erdogan og Putin i fred i Mellemøsten.

@Niels Duus Nielsen

Hurra? Ja det tror jeg da også Taliban siger, tænker du slet ikke på den Afghanske befolkning og de konsekvenser det har?

Niels Duus Nielsen

Jo, og det er min klare opfattelse, at afghanerne er trætte af at amerikanerne bruger Taliban som et påskud til at bombe civilbefolkningen.

Jeg så gerne en anden og mere troværdig "politi-mand" i Mellemøsten end USA, eller ingen.

Men alle fortalerne for absolut ingen indblanding i mellemøsten må så tage de medfølgende undertrykkelser og folkemord med i købet.
Diktatorer er der rigeligt af. Undertrykkende teokratier med tortur og drab på egen befolkning er "dagens orden".
Assad myrder løs, Taliban har myrdet løs, også længe før USA ankomst. Saddam Hussain myrdede løs og præstestyret i Iran fængslede, torturede og dræbte de socialisttiske med-revolutionære, så snart Shahen var besejret.

En ikke indblanding af nogen i Mellemøsten bliver blodigt. Tag ikke fejl af det.

Men USA som ledende "Politi-mand" er som sagt ikke særligt betrykkende.