Læsetid: 9 min.

Vesten har allerede fældet dom, men endnu er Ruslands kupforsøg i Montenegro ikke bevist

Kronvidnet har rødt strittende fuldskæg, og våbnene er forsvundet på bunden af en sø: Retssagen om Ruslands angivelige kupforsøg i Montenegro i 2016 er i gang, men hidtil lyder indicierne mest som en rigtig røverhistorie fra Balkan, mener tidligere præsident for landets forfatningsdomstol
Sikkerhedsopbuddet har været stort uden for retsbygningen i Podgorica, hvor 14 mænd, heriblandt to russere, står anklaget for at have planlagt et kupforsøg mod den montenegrinske regering.

Sikkerhedsopbuddet har været stort uden for retsbygningen i Podgorica, hvor 14 mænd, heriblandt to russere, står anklaget for at have planlagt et kupforsøg mod den montenegrinske regering.

Risto Bozovic

31. december 2018

PODGORICA – »Da jeg om morgenen på valgdagen hørte, at man havde forhindret et statskup, kom jeg til at grine,« tilstår tidligere præsident for Montenegros forfatningsdomstol Blagota Mitrić.

Gentagelse skaber en komisk effekt, og det var angiveligt tredje kupforsøg mod Montenegros premierminister op til et valg, forklarer Mitrić over en tyrkisk kaffe på sin stamcafé ved jurafakultetet i landets hovedstad, Podgorica.

Mere end et år inde i, hvad de lokale medier har døbt ’Århundredets Retssag’, er den tidligere forfatningsdommer ikke blevet mere overbevist om statens udlægning af, hvad der i givet fald vil være det mest aggressive russiske forsøg på illegitimt at skaffe sig indflydelse i et andet europæisk land:

Montenegros parlamentsvalg i oktober 2016 var det mest uvisse og skæbnesvangre i årtier. Daværende premierminister Milo Djukanović havde ledet landet, siden det var del af Jugoslavien, men efter et kvart århundrede kunne hans styre være slut. Oppositionen førte i meningsmålingerne – og selv om landet kun har 620.000 indbyggere, holdt omverdenen vejret.

Året før havde NATO budt Montenegro indenfor i alliancen, men optagelsen var ikke underskrevet, og store dele af oppositionen og befolkningen var imod. Som nyhedsagenturet AP forklarede, garanterede kun Djukanovićs genvalg, at det traditionelt russofile land blev del af Vesten: »Udfaldet af valget kan true NATO’s og EU’s udvidelse i Sydøsteuropa og blive afgørende for Kremls forsøg på at vinde indflydelse tilbage i den strategisk vigtige Balkan-region.«

Ifølge chefanklagerens tese havde Ruslands militære efterretningstjeneste på valgnatten specialstyrker stående lige på den anden side af grænsen i Serbien, hvor de ventede på ordre til at falde ind i Montenegro og indsætte en prorussisk regering.

På valgmorgenen anholdes så tyve serbere, som »planlagde at udføre terroristiske aktioner, fremkalde væbnede sammenstød og endog likvideringer« og udråbe »et vist parti« til valgets sejrherre, som medierne den oktobermorgen citerede politiet for.

Alle vidste, hvem »et vist parti« var: Det største oppositionsparti, Demokratisk Front (DF), er både prorussisk og proserbisk. Da nyheden kom, var folk på vej ud for at stemme, så det kan overraske, at oppositionen – der angiveligt havde planlagt et blodigt kup – fik hele 39 af 81 mandater. Men Montenegro er dybt splittet, og modstanderne af ’regimet’, som de siger, erklærede straks kupforsøget for svindel – iscenesat af Djukanović for at beholde magten.

»Desuden er statskup jo ikke noget, man lige laver. F.eks. må man have nogle militærenheder til hjælp – indenlandske, vel at mærke. Statskup foretages indefra, ikke udefra,« siger Blagota Mitrić i dag.

Dommen over, om kupforsøget var fakta eller fiktion, skulle Montenegros landsret have afsagt i år, men retssagen står nu til at strække sig et godt stykke ind i 2019. Flere vestlige politikere har dog for længst fældet deres dom og bruger ’det russiske kupforsøg’ til at argumentere for en langt mere aggressiv vestlig politik over for et truende Rusland:

»Det mest foruroligende tegn på Putins voldelige ambitioner er det, som i oktober 2016 skete i det lille balkanland Montenegro, hvor russiske agenter planlagde at vælte den demokratisk valgte regering og myrde landets premierminister,« skrev den amerikanske senator John McCain i juli i USA Today, godt en måned inden sin død. Den lange artikel havde han holdt som tale i Senatet kort efter ’kupforsøget’ for at overbevise kollegerne om, at »den russiske trussel er dødsensalvorlig«, som overskriften på indlægget lød.

Også det britiske parlaments udenrigskomité slog i sommer fast, at Putins hensigt havde været at forhindre Montenegro i at blive NATOs 29. medlem. En rapport med anbefalinger for Storbritanniens politik på Balkan konkluderer, at »Rusland er parat til at gøre, hvad det kan for at blokere det vestlige Balkans vej til stabilitet og demokrati. Dét demonstreres af Ruslands støtte til et kupforsøg i Montenegro i 2016«.

De anklagede

Ved Montenegros landsret står 14 personer anklaget for på valgaftenen i 2016 »med våbenmagt at ville angribe borgerne forsamlet foran Montenegros parlament og politiet, gennemføre omfattende terroristiske angreb på specialpolitiets enheder, indtage parlamentet, udråbe Demokratisk Front til valgets vinder og tage daværende premierminister Milo Djukanović til fange eller likvidere ham«.

På anklagebænken sidder de to vigtigste ledere af Demokratisk Front, en række serbiske statsborgere og to russere, der af efterforskningsgruppen Bellingcat er blevet identificeret som agenter for Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU. Russerne retsforfølges in absentia for at have organiseret og finansieret kupforsøget. Men sagens mest centrale og farverige person er Aleksandar Sindjelić.

Da anklageren gjorde den serbiske nationalist til kronvidne, blev han klippet og barberet og iklædt jakkesæt. Oprindeligt havde han med sit militærtøj og røde, storstrittende fuldskæg været som trådt ud af regionens hajdučke pesme – de traditionelle sange til hyldest af patriotiske røvere, der boede i vildnisset og i århundreder bekæmpede Balkans tyrkiske besættere.

Ifølge den pensionerede dommer Mitrić havde Sindjelićs oprindelige look passet bedre til sagen, for den »virker som en rigtig røverhistorie«.

Beviserne

Adskillige britiske og amerikanske medier har siden ’kupforsøget’ brugt anonyme kilder i vestlige efterretningstjenester og udenrigsministerier til at bekræfte de vestlige politikeres udlægning.

Og man kan også sagtens finde opbakning til den version i Podgorica.

»Selv for den mindste orm er sagen klar,« siger den anerkendte forfatter Milorad Popović, der 2017 fik Montenegros vigtigste litteraturpris, Njegoš-prisen. Kort efter parlamentsvalget indledte han sit essay ’Kup mod Montenegro’ med at citere Nietzsche:

»Den, der uden argumenter overbevises om noget, kan ikke vendes fra sin overbevisning med argumenter.«

Citatet er møntet på Montenegros opposition, der ifølge Popović ingen argumenter har for, at kupforsøget var iscenesat.

Oppositionen er enig i citatet – fordi Popović og meningsfæller er så overbeviste om den russiske sammensværgelse, at de ikke ser deres argumenters tomhed.

»Vi har set mange indicier, men dem kan der være tusinde forklaringer på,« siger den pensionerede dommer Mitrić, som har fulgt samtlige retsmøder.

Det eneste konkrete indicium, der involverer Rusland, er fotos fra en park i Beograd i Serbien. På billederne ses de to russere, som nu står anklaget. Angiveligt er de taget i oktober 2016 – omkring valget i Montenegro.

Den russiske anklagemyndighed har for deres montenegrinske kolleger afhørt de to, som afviser nogensinde at have haft kontakt med sagens anklagede og at have været i Montenegro. Den ene lærte i 2015 i Moskva kronvidnet Sindjelić at kende og kontaktede ham, da han i anden anledning var i Beograd. Den anden overværede vennens korte møde i parken med Sindjelić, som han ikke kendte.

Man kan tvivle på russernes prosaiske forklaringer, men intet modbeviser dem – og anklagerens »konstruktion« virker langt mere suspekt, siger Mitrić.

»Først hed det, at 500 bevæbnede mand skulle vælte regeringen. Så sagde man, at 50 russiske specialtropper ventede i Serbien. Ingen af dem har vi nogensinde set tegn på fandtes.«

Sagen kører stadig, og »anklageren kan have en trumf i ærmet«, understreger Mitrić – men andre er for længst overbevist.

»Vidnet Sindjelić har beskrevet planen med så mange detaljer, at selv den mest udspekulerede krimiforfatter ikke ville have kunnet udtænke den. Flere anklagede har endda tilstået,« siger forfatteren Popović.

Vidnerne

En halv snes anklagede har tilstået at have været del af en »kriminel organisation«, der på valgaftenen ville bryde ind i parlamentet og erklære DF sejrherre. De ved dog ikke, hvem der kommanderede dem, eller hvad der videre skulle ske, og har fået en minimal straf på fem måneders fængsel.

»De ’tilståelser’ er i mine øjne forfatningsstridige. Folk har følt sig presset til dem, for ved at tilstå kommer de hjem i stedet for at sidde flere år i fængsel, mens retssagen kører,« siger Mitrić.

Sammen med tilståelserne præsenteres kronvidnets afsløringer som bevis på, at kupforsøget virkelig fandt sted.

»Anklageren hænger sagen op på Sindjelić, men forsvaret har hundrede gange grebet ham i at lyve og modsige sig selv,« siger Mitrić.

Kronvidner er fritaget for straf, og efter at have afsluttet sit udsagn er Sindjelić forsvundet. Nabolandet mod nord, Kroatien, krævede ham ellers udleveret for et mord, han i 2002 blev idømt 21 års fængsel for – så forsvaret ser her et bevis på, at Sindjelić har købt sig frihed med et udsagn dikteret af anklageren. Men selv ikke et perfekt udsagn ville redde anklageskriftet, siger Mitrić.

»Ved enhver forbrydelse findes et motiv, en vilje til at begå forbrydelsen og et middel at gøre det med. Her er midlet våben. Men dette allervigtigste bevis har sagens andet kronvidne angiveligt kastet i en sø – og det på anklagerens ordre!« udbryder Mitrić om et af sagens mest kontroversielle punkter.

Mirko Velimirović hævder at have været en af de sammensvorne. Han havde skaffet våben, men fik samvittighedsnag og kontaktede politiet. Statsanklager Katnić beordrede Velimirović til at smide våbnene i søen Gazivode i Kosovo »for at hindre blodsudgydelse«.

Sådan forklarede Velimirović i retten – »og man har end ikke ledt efter de våben«, siger Mitrić.

De to første kupforsøg

Mange montenegrinere ser også mistænksomt på ’kupforsøget’, fordi de kender forhistorien.

Under den jugoslaviske krig stod Milo Djukanović på Serbiens og Slobodan Miloševićs side. Men støttet af Vesten brød Djukanović med Beograd og præsenterede sig ved valget i 1997 som forsvarer af »montenegrinsk identitet« over for »storserbisk imperialisme«.

Valget kunne afgøre regionens fremtid. Et par dage før anden valgrunde arresterede politiet i Podgorica 11 serbere, der »med en stor mængde våben« angiveligt var kommet for med et kup at støtte Djukanovićs modstander. Djukanović vandt valget, mens sagen blev henlagt pga. mangel på beviser.

Noget lignende skete i 2006, omend de arresterede kupmagere var etniske albanere, som planlagde et Storalbanien.

I 2015 oplevede Montenegro historisk store demonstrationer mod korruption og valgsvindel. De blev brutalt slået ned, mens Djukanović forklarede omverdenen, at »Rusland har en aktiv rolle i at organisere protesterne«, som i grunden var »forsøg på statskup«.

Så da der også ved det afgørende valg i 2016 skete et ’kupforsøg’, kunne nogle ikke undertrykke et grin.

EU, NATO og OSCE ignorerede kuppet i deres ros til det »stort set frie og retfærdige valg« – og det selv om affæren ifølge lederen af demokrativagthunden MANS »reddede Djukanović«.

En uvildig dom?

Direktør for MANS, Vanja Ćalović, ser sagen som eksempel på Djukanovićs mesterlige udnyttelse af den geopolitiske situation.

»Djukanović har med en håndfuld nøglebeslutninger formået at holde sig ved magten. I 1996-97 brød han med Milosević. I 2008 anerkendte han Kosovo. Fra 2015 arbejdede han på at komme med i NATO. De beslutninger har gjort, at Vesten ser ham som et fast holdepunkt i en ustabil region,« siger Ćalović.

Derfor har man set gennem fingre med »hans aura af organiseret kriminalitet«, mener hun – og påpeger, at den nuværende præsident på trods af en månedsløn på kun ca. 1.000 euro er blevet en af Europas rigeste politikere.

Imens er Montenegro blevet medlem af NATO og er af de resterende lande på Balkan længst i forhandlinger om optagelse i EU. Men europæisk politi ender stadig i Montenegro, når de følger cigaret- og narkosmugleres spor, siger Ćalović – hvilket ikke nødvendigvis betyder, at Rusland ikke ’blander sig’.

»DF har aldrig haft en dyrere kampagne end op til valget i 2016 – med reklamer på internettet, videospots osv. Udgifterne i det officielle regnskab er sat latterligt lavt – men om pengene kom fra Rusland, ved vi ikke.«

Det sidste hævder regering og anklagemyndighed. Men også Djukanovićs parti, DPS, brugte mange flere penge end opgivet. De kom især fra budgetreserverne og korruption, siger Ćalović – »men sådan har det været i årtier, så det har vi vænnet os til«.

EU-Kommissionen sætter i sine rapporter stort spørgsmålstegn ved retsvæsenets uafhængighed, og i forhold til det angivelige kupforsøg, hvor højtstående vestlige og hjemlige politikere for længst har afsagt dom, er problemet akut, mener Ćalović.

Men »domstolen vil være i hele verdens søgelys«, indvender forfatteren Popović, »og når de anklagede er fra et så mægtigt land som Rusland, vil folk udelukkende blive dømt ud fra uangribelige beviser«.

Til dét siger Blagota Mitrić, der »selv i landets højeste domstol og i banale tilfælde« oplevede korruption: »Jeg er skeptisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Anders Graae
  • Johnny Christiansen
  • Hans Aagaard
  • Trond Meiring
Gert Romme, Anders Graae, Johnny Christiansen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Om man tror på det eller ikke, er vist en sag om politisk sympatier og holdninger. Og netop dette trives i Crna Gora (Montenegro), der betyder "sorte bjerge".

Og det gør det, fordi en ret stor del af landets befolkning føler sig som serbere eller har serbiske sympatier. Og netop serberne har haft tætte relationer for russere, og har det faktisk fortsat. Desuden lever der en meget stor gruppe russiske oligarker med alle deres sekretære og tjenestefolk i den gamle venetianske by, Budva, hvor deres færge-store lystskibe dominerer havnen.

Men sagen er, at på valgdagen blev ca. 20 montenegrinere og serbere arresteret sigtet for at planlægge et statskup til fremme af russiske interesser. Serberne var højtstående officerer, og troede det var så let en opgave, at de helt åbenlyst havde medbragt paradeuniformer til brug ved festlige lejligheder. I juni 2017 fremsatte landsretten sigtelser med beviser mod i alt 14 personer (bl.a. 2 russere og 2 pro-russiske oppositionsledere). Men så vidt jeg husker, det blev aldrig klarlagt, om de russiske officerer udelukkende arbejdede på vegne af Rusland, men der gik rygter i landet om, at også de russiske oligarker i Crna Gora var en del af planen.

I samme periode søgte Rusland og Serbien, i øvrigt helt åbenlyst og med bl.a. bestikkelse, at forhindre landets optagelse i NATO.

I maj 2018 blev journalisten, Olivera Lakić, skudt og såret ud for sit hjem i hovedstaden, Podgorica (Titograd). Olivera Lakić var dybdeborende journalist for avisen Vijesti. Og hendes frembragte sikre beviser om korruption mellem staten og det private erhvervsliv samt de russiske oligarker blev stort set aldrig efterforsket af myndighederne. Angrebet på hende fandt sted få dage efter, at en bombe var sprunget foran en anden journalists hus. Meget få af de mange angreb på journalister gennem de seneste 15 år er opklaret og ført til dom.

Torben K L Jensen, Claus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Harald Strømberg

Jeg syns det lugter lidt Skripalsk på en eller anden måde, Bellingcat har været i stand til, igen at google sig frem til 2 russiske GRU agenter. Våbnene er smidt i en eller anden sø, på anklagerens anmodning, og man orker ikke lede efter dem. Hovedvidnet har fået immunitet og kan ikke straffes, og er iøvrigt forsvundet.

Niels Duus Nielsen

I modsætning til de amerikanske konspirationsteorier om farlige memer på Fakebook, der hjernevaskede de amerikanske vælgere til at stemme på Trump, er der efter min mening meget mere kød på denne historie. Om der så er tale om statslig indblanding eller mafia/oligarkvirksomhed kan jeg ikke afgøre. Serberne har alle dage været russiskvenlige, så hvorfor ikke i denne sag?

Niels Duus Nielsen

I modsætning til de amerikanske konspirationsteorier om farlige memer på Fakebook, der hjernevaskede de amerikanske vælgere til at stemme på Trump, er der efter min mening meget mere kød på denne historie. Om der så er tale om statslig indblanding eller mafia/oligarkvirksomhed kan jeg ikke afgøre. Serberne har alle dage været russiskvenlige, så hvorfor ikke i denne sag?

Niels Duus Nielsen

Skripalaffæren er en død sild, og Bellingcat er blevet ansat af Atlantic Council som propagandist. Jeg stoler mere på det montenegrinske politi end på Bellingcat, og hvis jeg skal være helt ærlig, stoler jeg ikke ret meget på det mointenegrindske politi.

Ulrik Goos Iversen

"Den, der uden argumenter overbevises om noget, kan ikke vendes fra sin overbevisning med argumenter". Hvilken Nietzsche-tekst er det?