Læsetid: 8 min.

100 år efter mordet på Rosa Luxemburg står hun stadig lige midt på den splittede venstrefløjs kampplads

Revolutionær kommunist, glødende pacifist, ubøjelig demokrat: Det brutale mord på Rosa Luxemburg for præcis 100 år siden kastede en fatal skygge over Weimar-republikken. Kampen om hendes eftermæle udkæmpes stadig bittert på den splittede tyske venstrefløj
Selv 100 år efter det brutale mord på Rosa Luxemburg er hun med sin demokratiske og revolutionære realpolitik ledestjerne for partiet Die Link, fortæller den ene af partiets to ledere, Katja Kipping, der her ses foran Luxemburgs grav sammen med den anden Die Linke-leder Bernd Riexinger. Men partiet vil ikke identificeres med optoget, der finder sted hver anden søndag i januar.

Selv 100 år efter det brutale mord på Rosa Luxemburg er hun med sin demokratiske og revolutionære realpolitik ledestjerne for partiet Die Link, fortæller den ene af partiets to ledere, Katja Kipping, der her ses foran Luxemburgs grav sammen med den anden Die Linke-leder Bernd Riexinger. Men partiet vil ikke identificeres med optoget, der finder sted hver anden søndag i januar.

Stefan Boness

15. januar 2019

Det er svært ikke at få kuldegysninger på den forblæste Karl-Marx-Allee i Østberlin. Kuldegysninger af januarregnen. Og kuldegysninger af gadens paradestrækning, der stadig ligner en kulisse fra DDR-diktaturet, hvor fremtidshåbet var præget af teoretikere som Marx og Engels eller massemordere som Stalin eller Mao.

Med undtagelse af årene under Hitlers Tredje Rige har alleen anden søndag i januar i nu 100 år udgjort rammen om et mindeoptog for de to socialdemokrater og senere grundlæggere af det tyske kommunistparti KPD, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, der brutalt blev myrdet af højreradikale frikorpssoldater den 15. januar 1919.

Få mord i den europæiske historie har været så omstridte som mordet på Rosa Luxemburg, der først blev torteret på Hotel Eden ved Berlin Zoo for derefter at blive likvideret med et skud i hovedet og smidt i kanalen i Tiergarten. Få mord har været så politisk skæbnesvangre. Og få mord har i de sidste 100 år været spændt for så mange ideologiske vogne.

Det gælder også denne regnvåde søndag, hvor Liebknecht og Luxemburg atter mindes med et sælsomt opløb af sortklædte antifascister, pensionister med russerhuer og flere tusind ganske normalt udseende mennesker, der går sammen med virvaret af grupper som MLPD, TKP/ML og SDAJ.

I reglen dækker forkortelserne over noget med Marx, Lenin, kommunisme, socialisme og arbejdere, men lejlighedsvist også over bl.a. kurdiske og palæstinensiske grupper.

Her er endda en busfuld fra BJMF, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i Valby, der har taget turen til Berlin for at demonstrere for »fred, socialisme og international solidaritet«.

Socialdemokraternes forræderi

Som det eneste parti i forbundsdagen har Die Linke ingen berøringsangst med Rosa Luxemburg, som de har opkaldt deres politiske organisation og tænketank efter.

Alligevel går partiledelsen ikke med i optoget. I stedet lægger de i stilhed røde nelliker på Karl og Rosas grav forud for demoen, som »ikke rigtig afspejler vores prioriteter«, som partileder Katja Kipping formulerer det over for Information.

Forrige år kom Berlins kultursenator Klaus Lederer fra Die Linke ellers for skade at kalde optoget for »et obskurt karnevalsoptog for venstreorienterede sekter«. Det bekræftes i år af en sortklædt flok med hammer og segl-faner fra organisationen Rote Jugend, der flittigt bliver fotograferet, mens de råber »viva« efter Marx’ og Lenins, men også Maos og Stalins navne.

Fra en højttaler på et rødt folkevognsrugbrød fra en marxistisk-leninistisk gruppe bag dem får de neoliberale social- og arbejdsmarkedsreformer under den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder med grovfilen.

»Wer hat uns verraten? Sozialdemokraten!« (hvem har forrådt os? socialdemokraterne! red.) lyder det taktfaste svar.

Den historiske symbolik er så tyk, at man nærmest kan skære i den. Kampråbet har rødder tilbage til Første Verdenskrig, til den tyske revolution i november 1918, og til mordet på Luxemburg og Liebknecht i januar 1919 – få dage før valget til Weimar-republikkens forfatningsgivende nationalforsamling.

At republikkens fremtid her druknede sammen med Luxemburgs torterede krop, er formentlig en overdrivelse. Men der er ingen tvivl om, at mordene cementerede den dybe splittelse på den tyske venstrefløj, som senere var med til at gøre Hitlers opstigning mulig.

Overvældende misbrug

Hvis man spørger en socialdemokrat, reddede SPD-regeringen i revolutionen i november 1918 Tyskland fra det bolsjevistiske diktatur, som Lenin havde skabt i Rusland.

Hvis man spørger længere ude på venstrefløjen – eller i det hedengangne DDR – lyder forklaringen derimod, at netop SPD med militærets hjælp slog voldeligt ned på Tysklands revolutionære og demokratiske fornyelse for i stedet at satse på de militaristiske eliter fra kejsertiden.

Hvis man kigger nærmere på historien, er den langtfra så sort-hvid, mener historikeren Jörn Schütrumpf, der forsker ved Rosa Luxemburg-stiftelsen.

»Misbrugen af Luxemburg er ikke unik, men den er overvældende,« siger han.

»I DDR blev optoget en fast del af statspropagandaen. Luxemburg blev fejret som martyr, men regimet fortiede totalt, hvad hun egentlig ville, nemlig social lighed og social frihed – hun var urokkelig demokrat. Omvendt er hun på venstrefløjen i dag inkarnationen af det håb, som Østblokken aldrig var i nærheden af at indløse. Luxemburg havde rene hænder, fordi hun aldrig var statskvinde. Og så blev hun myrdet af den rigtige side, af de højreradikale,« siger Jörn Schütrumpf.

Fra russisk side opfandt kommunisterne ’luxemburgismen’, som de bekæmpede indædt som retning i løbet af 1920’erne.

»Så meget besvær gjorde stalinisterne sig ellers kun med at bekæmpe Trotskij. Hvis Luxemburg ikke var blevet myrdet i 1919, var hun helt sikkert blevet smidt ud af partiet, og allersenest i 1930’erne ville hun være blevet myrdet af Stalins folk.«

Socialisme eller barbari

Men hvem var denne glødende socialist, der på den yderste venstrefløj stadig overstråler Marx og Engels i popularitet?

Oprindeligt var Rosa Luxemburg polak, født i 1871 som femte barn af jødiske småhandlende. Efter en barndom i Warszawa blev hun tidligt aktivt medlem af det polske og det tyske socialdemokrati, og hun var tidligt et intellektuelt og retorisk stortalent på både polsk og tysk.

Selv som en let gangbesværet kvinde på bare halvanden meter fejlede hendes ambitioner ikke noget, og som bare 18-årig emigrerede hun til Schweiz for at studere bl.a. statskundskab. For at støtte socialdemokratiet flyttede hun i 1897 til Tyskland.

I de første år af det 20. århundrede blev hendes politiske analyser læst af hundredtusinder, og hun blev fængslet flere gange for ’majestætsfornærmelse’ og for at ’opildne til klassehad’.

Hendes slogan »socialisme eller barbari« var konkret ment. I sit teoretiske hovedværk fra 1913 pegede hun på kapitalismens krav om permanent vækst og adgang til stadig nye markeder.

Konkret betød det imperialisme, kolonialisme og senere krig, der ville slå tilbage på de gamle kontinenter, mente hun. Blot et år senere, med Første Verdenskrigs udbrud, virkede denne analyse nærmest profetisk, hvis man køber præmissen om, at krigsudbruddet kan forklares rent økonomisk.

»Afkastet stiger, mens proletarerne falder,« lød et af Luxemburgs dybt oprørte udsagn over, at SPD stemte for tysk krigsdeltagelse og senere også for de fortsatte krigskreditter.

Lenins modspiller

Fra 1915 sad Luxemburg atter i fængsel. Her lavede hun bl.a. sin analyse af oktoberrevolutionen i 1917, hvor hun i princippet støttede Lenins forsøg på at skabe et socialistisk samfund. Den blev straks forbudt i Rusland og senere i DDR.

»For Luxemburg er vold aldrig forenelig med socialismen,« mener Jörn Schütrumpf.

»Modsat Lenin var socialismen for Luxemburg ikke noget, hvor partiet skulle være avantgarde. Den skulle udgå fra folket, som derfor skulle opdrages og bevidstgøres, bl.a. i kraft af en fri presse.«

Den holdning lagde grunden for hendes måske mest berømte sætning:

»En frihed, som kun er for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti – hvor talrige de end er – er ingen frihed. Friheden er altid frihed for den, der tænker anderledes.«

Fremragende historikere som Heinrich August Winkler har alligevel set det som en indsnævret frihed kun for dem, der delte Luxemburgs revolutionære idealer. Jörn Schütrumpf ser det derimod som et radikalt demokratisk slogan.

»Revolutionen er kun legitim, hvis flertallet vil det. Uden vold.«

SPD’s blodhund

Luxemburg blev løsladt fra fængslet ved den tyske revolution den 9. november 1918 – samme dag som socialdemokraten Philipp Scheidemann udråbte Den Tyske Republik, og Karl Liebknecht kort efter udråbte Den frie socialistiske republik Tyskland, hvor proletariatet med Liebknechts ord ikke skulle stille sig tilfreds med SPD’s borgerligt-reformistiske revolution, men skabe en sand social revolution baseret på de utallige arbejder- og soldaterråd.

Ved årsskiftet 1918-19 forlod Spartakusgruppen omkring Luxemburg og Liebknecht den uafhængige socialdemokratiske fraktion USPD for at danne det kommunistiske KPD. Stik mod Rosa Luxemburgs råd blev KPD’s første beslutning at boykotte valget til den forfatningsgivende nationalforsamling i januar 1919.

»I prøver at gøre jeres radikalisme lidt mere bekvem: enten maskingeværer eller parlamentarisme,« advarede Rosa Luxemburg bare 16 dage før sin død.

Det gik alligevel, som Luxemburg frygtede. Den 5. januar udbrød endnu et revolutionsforsøg i Berlin. SPD-regeringen så ikke andre veje end at »skabe orden med våbenmagt«. SPD’s forsvarsminister Gustav Noske overtog ledelsen med ordene »én skal jo spille blodhund« – og med brug af højreradikale frikorps.

Den 12. januar var urolighederne slået ned, men KPD-lederne befandt sig fortsat under jorden. Hvad der skete den 15. januar 1919, er stadig ikke opklaret til fulde. At Luxemburg blev pågrebet, torteret og likvideret af medlemmer af en radikal frikorpsdeling under kaptajn Valdemar Pabsts ledelse, er historiske fakta.

Men SPD-regeringens rolle er fortsat omstridt. Så sent som i sidste uge afviste SPD-leder Andrea Nahles i et interview med Der Spiegel, at SPD skulle tage ansvaret for mordet på martyren Luxemburg – også selv om hun sidste år udtalte, at Gustav Noske »formentlig havde en finger med i spillet«.

Det tror historikeren Jörn Schütrumpf ikke.

»Der er ingen historiske beviser for, at SPD-ledelsen skulle have givet ordren til mordet. De har helt sikkert glædet sig over nyheden, og de har udadtil hyklet ved at sætte forfærdede ansigter op. Men vi har ingen beviser.«

Uendelig skuffelse

I Die Linke, som er en delvis efterkommer af det østtyske SED og en delvis efterkommer af den skuffede venstrefløj i SPD efter Schröders socialreformer, tager partileder Katja Kipping ikke stilling til den debat. Men i Luxemburgs ideer ser partiet selv 100 år efter hendes brutale død en »vigtig kilde til erkendelse for den demokratiske socialisme«.

»Die Linke står især i gæld til hende i forhold til den revolutionære realpolitik: altid at have de vigtigste mål i socialismen for øje, men at omsætte dem så vidt muligt inden for de givne politiske rammer – at skabe mest muligt social lighed og udstille kapitalismens grænser,« siger hun.

»At kapitalismen i sin nuværende form skulle være alternativløs og historiens afslutning, det er den blindgyde, vi vil ud af.«

Kipping understreger igen diplomatisk, at Die Linke ikke deltager i demonstrationer, hvor Stalin æres.

»Jeg vil hellere beskæftige mig med Rosas tekster og tanker, end med, hvad hun bliver brugt til ved denne ene demonstration.«

Alligevel hober nellikerne fra de tusindvis af pilgrimme sig efterhånden op til en betragtelig bunke på Luxemburgs og Liebknechts grave i Berlin-Friedrichsfelde. Her har de den tvivlsomme ære at ligge ved siden af Walter Ulbricht, stålsat stalinist og nådesløs diktator i DDR indtil 1971.

Historikeren Jörn Schütrumpf afviser, at DDR-historien skulle spænde ben for at beskæftige sig med Rosa Luxemburg. I 1988 begyndte DDR-oppositionen endda at bruge Luxemburgs slogan mod regimet selv, hvilket blev begyndelsen på enden på DDR.

»Der var to grundmaksimer ved revolutionen i Østtyskland: ’Ingen vold’ og ’frihed er altid de anderledes tænkendes frihed’,« hævder Schütrumpf.

»Luxemburgs havde lagt de vigtigste stikord til DDR’s undergang.«

Luxemburg skuffelse over det 20. århundredes faktiske udvikling tør Schütrumpf derimod knap nok tænkte til ende.

»Den reale socialisme blev en katastrofe. Men hun så jo også kapitalismen som vejen til fascisme og krig. Hvis hun havde oplevet det 20. århundredes katastrofer, ville hun have følt sig bekræftet i sine forudsigelser af socialisme eller barbari,« siger Schütrumpf.

– Og hvordan ville hun se 2019, hvor venstrefløjen er splittet og svag, og masserne ikke i nærheden af at ønske den revolution, hun drømte om?

»Jeg formoder, at hun fortsat ville være forfærdet,« siger Schütrumpf.

»Hun ville være forfærdet over den fortsatte globale oprustning i kapitalens interesse, og at en stadig mindre klasse sidder på en stadig større del af kagen globalt.«

Sahra Wagenknechts venstreorienterede samlingsbevægelse ’Aufstehen’ har høstet en del kritiske kommentarer og analyser i den tyske presse, efter den gik i luften ved en pressekonference i denne uge. Men der er også flere, som mener, at hun repræsenterer en efterspurgt politik hos mange vælgere
Læs også
For 100 år siden blev Rosa Luxemburg myrdet. I Berlin blev det markeret ved en march til Luxemburgs grav.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Runa Lystlund
  • Alvin Jensen
  • Oluf Husted
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Johanna Haas
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Anders Graae
  • Torben Skov
  • Ejvind Larsen
  • Jørn Vilvig
ingemaje lange, Mikael Velschow-Rasmussen, Runa Lystlund, Alvin Jensen, Oluf Husted, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Johanna Haas, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Christian Mondrup, Anders Graae, Torben Skov, Ejvind Larsen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg anbefaler, at man supplerer læsning af denne artikel med Per Clausens (EL) kommentar, som giver flere gode grunde til at markere 100 året for mordet på Rosa Luxemburg end man får her, hvor jeg synes det indledningsvist kniber lidt med respekten for mennesker, der ønsker sig noget andet end det bestående. Sortklædte antifascister, pensionister med russerhuer, BJMF fra Valby m.fl. plus "flere tusind ganske normalt udseende mennesker, " som Mathias Sonne skriver, affærdiges med ordene " sælsomt opløb." Den historiske del af artiklen er god. Og også interviewdelen.
Men troen på, at en samfundsforandring mod større retfærdighed er en mulighed og modet til at kæmpe for denne forandring burde efter min mening kunne aftvinge lidt respekt eller i det mindste venlig neutralitet fra skribentens side. Uanset hvordan man stiller sig til socialisme er der vel for de allerfleste mennesker flere og flere indicier på at kapitalisme vitterligt er barbari? At den - helt bortset fra at ødelægge planeten - trækker alt for mange ofre i sit kølvand? At den ikke regulerer sig selv? At den i sin globale udformning er fuldstændig ukontrolerbar? Og mange må da i deres stille sind give Rosa Luxemburg ret i langt de fleste af de udsagn, der citeres i artiklen
Jeg synes personligt det er dejligt, at en busfuld fra BJMF er til stede for at demonstrere for "fred, socialisme og international solidaritet."
Jeg har også langt mere tiltro til det konstruktive samfundsfornyende potentiale blandt sortklædte unge antifascister end fx. blandt pæntklædte nationalkonservative eller de unge "identitære" , som efter min vurdering er sorte indvendigt i politisk forstand. Og fra den kant kommer der i hvert fald ingen konstruktiv fornyelse baseret på fred og international solidaritet.

Susanne Flydtkjær, Martin Mørch, Nike Forsander Lorentsen, Runa Lystlund, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Flemming Berger, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Mogens Holme, Gaderummet Regnbuen, Torben Skov, P.G. Olsen, Kurt Nielsen, Werner Gass, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I 1982 var jeg i DDR og købte, bl.a., Rosas samlede værker. Pudsigt nok manglede et bind fra samlingen. Nogle år senere kom jeg tilbage. Igen manglede lige præcis det bind.

Pudsigt nok var det i dette bind, hun havde analyseret den polske arbejderklasses rolle og krav. (I årene med solidaritet-fagforeningen brød de østtyske betonhoveder sig ikke om den analyse)

Som jeg altid har sagt var det operative ord i DDR - Deutsche.

Fun fact:

Sidste år fik 3 danske piger navnet Helle. 9, Mette. 138 blev døbt Johanne ....og 187 Rosa.

I øvrigt fik præcis lige mange drenge fornavnet Jihad og Lars.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

Niels Astrup, er der noget fra Rosa Luxemburgs forfatterskab du særligt kan anbefale til en, der ikke har læst noget endnu? Mathias Sonnes artikel gav mig lyst til at læse noget af hende...

@Niels Astrups fun facts: tak for det :)
Jeg iler fornen sikkerheds skyld med at sige, at navnet Jihad betyder "anstrenge sig" eller "stræbe".
Men jeg synes alligevel, at forældre der navngiver deres søn Jihad her i Danmark gør livet unødvendigt svært for deres barn, fordi vi fejloversætter det og forbinder det med noget andet....

Jeg læste dengang " Zur Russischen Revolution". Hun var ikke særlig venlig ved Lenin og hans Bolschewiki.

Hvis du har en Kindle kan du få hendes samlede værker for 99 cent.

Michael Andresen

I stedet for at dvæle ved et fortidslevn som Rosa Luxemburg, så bør man fokusere på det tragiske drab på borgmesteren i Gdansk, Pawel Adamowicz, søndag blev overfaldet ved et velgørenhedsarrangement og døde i går.

Pawel Adamowicz var blandt lederne, da befolkningen i Polen satte sig op mod netop kommunismen, der gennem 50 år havde undertrykt polakkerne efter anden verdenskrig. Og i årene inden anden verdenskrig havde kommunismen med Den Røde Terror, Kollektiviseringen og Den Store Udrensning myrdet millionvis af polakker.

Niels Duus Nielsen

Nej, Michael Andresen, vi er mange, som stadig finder, at socialismen har en fremtid, så vi finder det mere vigtigt at diskutere Rosa Luxemburgs tanker, netop fordi hun peger på en form for socialisme, som undgår de excesser, som bolsjevikkerne stod for.

Polakkerne må selv ligge og rode med deres problemer, så længe de insisterer på at være nationalistiske bagstræbere. Pawel Adamowicz blev dræbt af en vred nationalist, som ikke brød sig om den fhv. borgmesters store begejstring for EU. Det er selvfølgelig trist, men sådan går det, når et samfund går midt over: De højreorienterede løber altid tør for argumenter som de første, hvorfor det altid er dem, der går over til vold og det, der er værre.

Hvorfor du overhovedet nævner dette drab i sammenhæng med Rosa Luxemburg er mig en gåde. Og så alligevel ikke, for det gav dig muligheden for at lufte din indestængte utilfredshed over, at der er mennesker, der tillader sig at tænke anderledes end dig. Hvis bare alle var lige højreorienterede, ville der jo slet ikke være politiske drab.

Torben Skov, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Alf Bjørnar Luneborg, Torsten Jacobsen, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Johanna Haas og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

@Michael Andersen: tanker bliver aldrig fortidslevn, så længe vi kan forbinde os med dem. Tænk eksempelvis på Shakespeare, der fascinerer den dag i dag fordi han beskriver - og ofte kritiserer -menneskelige grundvilkår og mekanismer, som menneskeheden foreløbigt har genkendt i over 400 år over det meste af kloden.
Som dig har jeg været ked af i går aftes at læse om mordet på Pawel Adamowicz i Polen. Han blev født i 1965 og var den længst siddende borgmester i Polen nogensinde. Det gjorde mig godt at læse dette i beskrivelsen af ham, for jeg læste også, at han talte Polens nationalchauvinistiske formørkelse midt imod, var fortaler for flygtninges rettigheder, opfordrede flygtninge til at komme til Polen og støttede LGBT sagen. Jeg fik indtryk af, han var en af de stemmer, som heldigvis stadig er der og som der er brug for i Polen (og andre steder). Humanismens stemme. Som jeg forøvrigt tror, han har tilfælles med Rosa Luxemburg...

Jørn Vilvig, Runa Lystlund, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Alf Bjørnar Luneborg, Zuzanna Zywert, Flemming Berger og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Michael Andresen - er det ikke det, der kaldes whataboutism?

Som i:
Ja, Løkke vil nedlægge regionerne; men hvad med veganernes b12-mangel?

Runa Lystlund, Niels Duus Nielsen, Estermarie Mandelquist og Johanna Haas anbefalede denne kommentar