Læsetid: 8 min.

Det bedste håb for mange østukrainere er nu at blive statsborgere i Rusland

Knap fem år efter krigen brød ud i Østukraine, forsøger Anton fra Luhansk og Natalja fra Donetsk ligesom flere hundredtusinder andre ukrainere stadig at skabe sig en ny tilværelse i Rusland. Flygtningestatus er forbeholdt et fåtal. Resten er nødt til at finde smuthuller eller bryde loven, mens de kæmper sig igennem en juridisk jungle for at opnå russisk statsborgerskab
Siden krigen brød ud i Østukraine i april 2014, er op mod en million ukrainere flygtet til Rusland, anslår det russiske udenrigsministerium. På billedet ankommer en gruppe ukrainere til Sankt Petersborg den 18. juli 2014.

Siden krigen brød ud i Østukraine i april 2014, er op mod en million ukrainere flygtet til Rusland, anslår det russiske udenrigsministerium. På billedet ankommer en gruppe ukrainere til Sankt Petersborg den 18. juli 2014.

Valya Egorshin

10. januar 2019

SANKT PETERSBORG – Hvert år i januar står folk i lange køer foran migrationskontoret. De er skrevet op til midlertidig opholdstilladelse og venter gerne i frostgrader i timevis, indtil kvoterne er fordelt. De forreste i køen får tilladelsen, mens de næste må vente til året efter eller året efter igen.

34-årige Natalja Platonova og hendes mand har selv stået i den kø fra tidlig morgen til eftermiddag.

De ankom til Sankt Petersborg i december 2014 med deres dengang treårige datter og forsøgte at ansøge om midlertidig opholdstilladelse, men der var over 5.000 skrevet op, og det ville tage flere år at få.

De var flygtet fra den krigshærgede Donetsk-region i Ukraine, men de ankom for sent til at ansøge om midlertidigt asyl.

Sankt Petersborg, Moskva-regionen og en række andre regioner havde stoppet med at udstede det i august samme år på grund af den store tilstrømning til de områder.

Ruslands regering ville gerne have de nye tilflyttere ud i de afsides og affolkede østlige regioner. Efter en kort samtale på migrationskontoret blev Natalja Platonovas mand rådet til at tage øst for Uralbjergene.

»Det var ikke en løsning for os,« fortæller Natalja Platonova.

»Hvad skulle vi, to forskere i russisk sprog, lave der? Vi var allerede kommet hertil, og her var min svoger og vores venner.«

I stedet tog det familien to hårde år uden sygesikring og uden ret til at arbejde, inden de fik asyl.

Siden krigen brød ud i Østukraine i april 2014, er op mod en million ukrainere flygtet til Rusland, anslår det russiske udenrigsministerium. Af disse har kun et fåtal fået flygtningestatus, siger Svetlana Gannusjkina, grundlæggeren af NGO’en ’Civil Bistand’ og fortaler for flygtninges rettigheder. Hun er stærkt kritisk over for manglen på politisk vilje til at hjælpe flygtninge med at få permanent ophold og arbejdstilladelse.

Østukrainerne er den eneste flygtningegruppe, som både den russiske stat og civilsamfundet tog imod med åbne arme til at begynde med, men entusiasmen dalede hurtigt, og flygtningelejre blev lukket ned allerede i slutningen af 2014, fortæller hun.

Siden da har flere end 300.000 ukrainere fået russisk statsborgerskab, mens over 120.000 har fået midlertidigt asyl, som i stigende grad ikke bliver fornyet af myndighederne. Derfor kæmper mange ukrainere stadig med at etablere et nyt liv i Rusland.

Nomadeliv

Natalja Platonova er oprindeligt fra Krasnyj Partisan i Donetsk-regionen, som var en lille ukendt flække, der med krigens udbrud og heftige kampe på frontlinjen blev til forsidestof. Hun husker stadig den 7. juni 2014 – datoen for indsættelsen af Ukraines præsident Porosjenko – da hun og hende mand pakkede en lille kuffert for at tage væk fra Donetsk et par uger, indtil urolighederne ville stilne af.

Men to uger blev til et halvt års nomadeliv for familien, før de slog sig ned i Sankt Petersborg, hvor hendes svoger var flyttet til, og hvor de havde venner, der kunne hjælpe dem den første tid.

»Ikke alene kom krigen bag på os, den ramte os også i vores bedste år.«

Natalja Platonova husker tilbage på deres liv i Donetsk, hvor de havde gode job, egen lejlighed og bil.

Vi sidder i hendes køkken, mens hun fortæller sin historie.

»En ting er, hvis du ikke havde noget, og du rejser ud og søger efter et bedre liv. Men det er noget andet, når du var tilfreds med alt.«

Før Sankt Petersborg havde de prøvet at slå sig ned i Kiev og Kharkiv i Ukraine, men da krigsskatten på 1,5 procent blev indført, og de begyndte at møde fordomme i hverdagen, blev det for meget for dem begge.

»Min mand regnede ud, at han skulle betale 200 hryvnia (50 kr., red.) om måneden til, at Ukraine kunne købe en bombe, som måske ville ramme hans eget gamle hus,« forklarer hun.

Efter to år i Rusland lykkedes det Nataljas familie at få midlertidigt asyl efter at have henvendt sig skriftligt til den Føderale Migrationsservice med hjælp fra en jurist fra Røde Kors.

Herefter fik Nataljas mand med det samme hvidt arbejde, mens hun gik hjemme med datteren.

Prisen for at blive tilbage

Helt så heldig er 49-årige Anton og hans familie ikke. Også han er flygtet fra Ukraine til Sankt Petersborg.

»Jeg arbejder, så jeg vil ikke have problemer,« siger Anton, som vi spadserer en aften langs den meget larmende Stachek Plads, hvor byens grænse engang lå.

Han frygter, at han kan miste sit job, hvis hans navn og arbejdsplads bliver offentligt kendt, da han ikke har en arbejdstilladelse.

»Jeg vil blive deporteret, og firmaet vil få en straf på tre millioner rubler. Og jeg vil slet ikke kunne komme ind i Rusland igen, derfor beder jeg dig om ikke at nævne det. Men ellers vil jeg fortælle dig sandheden, sådan som den er,« siger han.

Anton er fra udbryderrepublikken Luhansk i Østukraine, men bor nu på andet år i Sankt Petersborg med sin kone og yngste datter.

Vi sætter os på en bænk i den park, han plejer at gå tur i, med udsigt til en stor statue, som er en kopi af et krigsmonument fra byen Krasnodon i Luhansk-regionen til ære for en modstandsbevægelse af unge under den tyske besættelse af området.

Han fortæller, at beslutningen om at sende konen og datteren til Rusland blev taget, da administrationsbygningen, som lå 300 meter fra datterens skole, blev beskudt af ukrainske fly. Det var midt i afgangseksaminerne.

»Næste dag satte jeg min kone og datter på toget til Pskov over til vores slægtninge. Jeg kunne ikke leve mere sådan.«

Antons kone og datter kom til Ostrov i juni 2014, en lille by 50 kilometer fra Pskov, hvor konens søster boede. Han selv blev tilbage for at passe sit arbejde og sin gamle mor. Han var ansvarlig for sikkerheden på en fuglefarm, som fortsatte sit virke på trods af sin udsatte placering på frontlinjen, selv efter at ledelsen og 50 kontormedarbejdere flygtede. Anton og få andre medarbejdere blev tilbage.

I september 2014 tog Anton selv til Pskov for at besøge sin familie, efter at han blev kvæstet i en eksplosion.

Konen havde på daværende tidspunkt fået midlertidigt asyl gennem det føderale program for tilflytning af landsmænd, der giver alle borgere født i Rusland og Sovjetunionen og deres efterkommere lov til at ansøge om russisk statsborgerskab i visse regioner uden at have boet i landet i de ellers obligatoriske fem år.

Programmet blev sat i kraft af den russiske regering i 2006 for at øge tilflytningen til Rusland og bremse befolkningstilbagegangen. Siden da er omkring 800.000 mennesker fra tidligere sovjetrepublikker flyttet til Rusland via programmet. Ukrainere udgør 35 procent af dem, skriver regeringsavisen Rossijskaja Gazeta.

Snydt og udnyttet

Programmet lover at betale transportomkostninger, kompensere udgifter forbundet med ansøgningsprocessen og et engangsbeløb til at etablere en ny tilværelse, men Anton og hans familie har ikke fået hjælp af staten. Han er stolt over at kunne sige, at han har tjent hver en rubel selv.

»Man skal ikke give bolig, penge, hjælp. Man skal give folk lov til selv at tjene penge, så vi ikke skal gemme os og bryde loven,« understreger han.

Familien besluttede at flytte til Sankt Petersborg, da datteren færdiggjorde gymnasiet i Pskov og kom ind på den prestigefyldte Higher School of Economics.

Den største udfordring er at finde arbejde, siger Anton. Selv opgav han hurtigt at finde noget inden for sit fag og tog, hvad der var. På tre år har han haft seks forskellige job, mest i byggebranchen, og i flere af dem oplevede han ikke at blive betalt for sit arbejde.

»Jeg vidste godt, at man snyder. Men når du ikke har penge, og når din familie ikke har noget at spise ... Jeg kan godt klare det, men når dit barn sulter …«

Arbejdsgiverne udnytter ofte ukrainernes og andre migranters retsløse og desperate situation, siger Anton og fortæller om et af de job, han fandt på et opslag:

»Jeg var kommet til Sankt Petersborg i frosten og knoklede på en byggeplads i 12-14 timer om dagen i halvanden måned. Og vagterne kom bare og stillede mig på porten, gav mig et los bagi og betalte mig ikke en øre.«

Hans kone og datter fik russisk statsborgerskab inden for et år i Pskov-regionen, men han har stadig ikke opholdstilladelse og er nødt til at rejse ud af landet hver tredje måned for at forny sin registrering. Han mistede sit midlertidige asyl, da han var nødt til at rejse hjem til Luhansk til sin syge mor.

»Det er næsten umuligt at få statsborgerskab i Moskva og Skt. Petersborg,« forklarer han.

»Det er en lukket cirkel. For at ansøge om statsborgerskab skal du vise, at du har et arbejde her. For at blive ansat skal man have statsborgerskab.«

Familiens plan er, at Antons kone tager et boliglån, som vil give dem en permanent bopælsregistrering. På den måde vil han kunne ansøge om midlertidig opholdstilladelse uden om kvotesystemet og derefter om statsborgerskab.

’Det er bedre for barnet’

Mangel på information og kvalificeret juridisk rådgivning er nogle af de største problemer for flygtninge og indvandrere, mener Natalja Platonova. Derfor har hun nu selv oprettet en gruppe på de sociale medier, hvor hun deler ud af sin erfaring og hjælper flygtninge til at få statsborgerskab.

Efter familien fik asyl fortsatte Natalja Platonova selv med at lede efter muligheder for at få permanent opholdstilladelse og russisk statsborgerskab. Konsulenterne på migrationskontoret var ikke til megen hjælp. Men det viste sig, at hun kunne få russisk pas uden om opholdstilladelserne, fordi hendes forældre bor permanent i Rusland.

Nataljas datter kommer ind i køkkenet iført en sort T-shirt med teksten ’Rusland’ i gul og rød skrift. Det meste af sit tøj fik hun af pædagogen i børnehaven, som gav Natalja en masse børnetøj, da hun fandt ud af, at de var fra Donetsk.

»Det er bedre for barnet. Hun kan komme i en officiel skole og ved afslutning få et officielt diplom,« siger Natalja om sin beslutning om at blive i Rusland.

»Mit barn kommer til at have alle papirer til at tage til et hvilket som helst land, hun ønsker. Det vigtigste er ikke, hvad du har, men at du har friheden til at opnå det.«

Ukrainske soldater på øvelse i nærheden af Mariupol i torsdags. Byen har med dens 500.000 indbyggere været i frontlinjen under de seneste fire års konflikt med Rusland.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu