Læsetid: 4 min.

Der er brug for et nyt fokus for indsatsen i Afghanistan

Krigen mod Taleban raser videre efter 17 år og kan ikke vindes. Lige så lidt er der udsigt til noget gennembrud i fredsforhandlinger. USA og dets NATO-partnere vil i 2019 blive nødt til at tage bestik af disse realiteter
Afghanske sikkerhedsstyrker inspicerer område i Kabul, dagen efter en vejssidebombe eksploderede og dræbte fire og sårede mere end 100 mennesker.

Afghanske sikkerhedsstyrker inspicerer område i Kabul, dagen efter en vejssidebombe eksploderede og dræbte fire og sårede mere end 100 mennesker.

Wakil Kohsar

21. januar 2019

Efter 17 års uafbrudt krig må tiden være inde til at tage bestik af to vigtige sandheder om Afghanistan.

Den første sandhed er, at centralregeringen og dens allierede, USA og NATO, aldrig vil kunne vinde en militær sejr. Den afghanske regeringshær er i dag klart stærkere end før, men den vil aldrig kunne slå Taleban én gang for alle.

Dels savner dens tropper både enhed og professionalisme, dels forbliver talebanernes kampmoral usvækket høj i kraft af den betydelige støtte, de vedvarende kan påregne fra deres stammebagland og Pakistan.

Den anden sandhed er, at fredsforhandlinger ikke ser ud til at nytte noget. I årevis er der med jævne mellemrum blevet forhandlet, men diplomatiet har ikke kunnet sætte sig ud over de faktiske militære styrkeforhold og udviklinger på slagmarken, der begge har modvirket de hidtidige bestræbelser på at nå frem til en fredsaftale.

Realiteterne på landjorden ligner et ubrydeligt dødvande. Regeringen kontrollerer den del af landet, hvor to tredjedele af befolkningen bor. Men Taleban og endnu mere ekstremistiske militser knyttet til bl.a. al-Qaeda og Islamisk Stat kontrollerer næsten 50 procent af Afghanistan og har gentagne gange vist sig i stand til at slå til mod militære og civile mål overalt i landet, herunder i hovedstaden Kabul.

Konstant skepsis

De ringe udsigter til diplomatisk gennembrud skyldes især, at Taleban ikke ser nogen grund til at indgå nogen form for kompromis. Det vil kun være et spørgsmål om tid, tænker talebanerne, før USA får nok af at skulle bekoste 45 milliarder dollar på fortsat at udstationere tropper i landet til deltagelse i en krig, der ikke kan vindes.

Det er ikke en dum kalkule. Og den nylige melding fra Det Hvide Hus om, at halvdelen af de 14.000 amerikanske tropper snart skal hjem, styrker kun Talebans opfattelse af at have fat i den lange ende.

Når Donald Trump også vil trække de amerikanske styrker ud af Syrien, kan ingen fortænke Taleban i at konkludere, at det nok bliver i den nære fremtid, at de tilbageværende 7.000 amerikanske soldater og 8.000 soldater fra andre NATO-lande forlader Afghanistan.

Fuld troppetilbagetrækning er da også blevet en helt reel mulighed i lyset af Trumps store og konstante skepsis over for nytten af den amerikanske indsats.

Hans frustration er i øvrigt forståelig. Over 2.000 amerikanske soldater har mistet livet i Afghanistan, og yderligere 20.000 er blevet såret i årenes løb. Krigen, der blev udløst af angrebene mod USA 11. september 2001, har kostet over 1.000 milliarder dollar, og det er svært at se, at 14.000 eller 7.000 amerikanske soldater skulle kunne udrette, hvad 100.000 soldater ikke har formået.

Så hvorfor ikke bare trække alle USA’s og NATO’s tropper hjem? Fordi centralregeringen i Kabul i så fald ville være i fare for at falde, hvorefter Afghanistan igen ville kunne blive et land, hvor terrorgrupper kan etablere baser og planlægge nye angreb imod amerikanske interesser verden over, herunder imod mål i USA selv.

Dermed ville Afghanistan dog ikke adskille sig fra de andre steder i verden, f.eks. Somalia, hvor terrorgrupper i dag kan operere nogenlunde uforstyrret.

En yderligere grund til at blive i Afghanistan er, at et fuldt exit efter en tilsvarende tilbagetrækning fra Syrien vil drage tvivl om USA’s vilje til at påtage sig en ledende rolle i verden. Dermed ikke være sagt, at USA partout skal forblive involveret i Afghanistan for enhver pris. Men et fuldt exit vil unægteligt udhule supermagtens troværdighed og få mange allierede i regionen, men også i Europa og andre steder til at frygte, at de kan blive den næste partner, som USA lader i stikken.

Balancegang

USA’s og dets NATO-partneres politik i Afghanistan bør nu finde en balance, hvor man på den ene side kan undgå de risici, der vil være forbundet med en hurtig og ubetinget tilbagetrækning, men også minimere omkostningerne ved at opretholde en militær tilstedeværelse. Det sidste må indebære, at de strategiske ambitioner neddrosles.

Selv om USA og dets partnere lige så lidt kan forvente militær sejr som gennembrud i forhandlinger om varig fred, må de som minimum kunne sikre regeringens overlevelse og fortsætte kampen imod terrorgrupperne.

Begge dele kræver, at de fastholder tusindvis af tropper og fortsat støtter de afghanske regeringsstyrker med efterretninger, våben og træning – og om nødvendigt selv kæmper på slagmarken.

Helt nødvendigt er det også, at USA optrapper sit diplomatiske engagement og giver det ny opmærksomhed. De aktuelle bestræbelser har især rettet sig mod at forhandle direkte med Taleban om en national løsning.

En mere frugtbar tilgang kunne også være at inddrage Afghanistans seks nabolande – især Pakistan, Kina og Iran – foruden EU og andre regionale magter som Rusland og Indien, der alle kunne have interesse i, at Afghanistan kommer ind i en mere positiv udvikling – ja, ret beset har ingen af dem nogen interesse i, at Afghanistan igen bliver en terrorrede og et sikkert ly for narkoproduktion.

En sådan strategi er måske ikke en opskrift på sejr, men den kan være en opskrift på at undgå et nederlag. For nogle vil den ikke være ambitiøs nok, men i Afghanistan kan selv mål, der formuleres som beskedne, ende med at være umådeligt vanskelige at indfri.

Richard N. Haass er formand for den uafhængige tænketank Council on Foreign Relations

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Det militære system vil blive i Afghanistan, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse. Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Richard N. Haass

Hvad USA gør eller ikke gør, finder de nok selv ud af; men håbet er, at alle Nato-tropper snarest forlader Afghanistan.

Afghanistan bliver så en rede for terror og narkotika; men det er der ikke noget nyt i.
Landet er det allerede.

Niels Duus Nielsen

Træk tropperne ud, og lad afghanerne selv finde ud af, hvilken styreform,, de ønsker.

At tro, at massiv militær tilstedeværelse skulle mindske terrortruslen er direkte tåbeligt; for tiden er terroren jo rettet mod de amerikanske styrker, som betragtes som en besættelsesmagt, og alle rettænkende mennesker må derfor betragte "terroristerne" som frihedskæmpere. At den frihed, der tilstræbes, ikke er en frihed, som vi forstår, berettiger os ikke til at diktere hvem der skal regere Afghanistan.

For tiden genlæser jeg Clausewitz: Han slår meget stærkt på tromme for aldrig at indlade sig i en krig uden at vide, hvad der er kriteriet for en sejr. USA og medløbere har begået netop den fejl at gå i krig uden rigtigt at vide, hvordan den skal vindes, fordi der ikke rigtigt er et klart defineret mål og formål med krigen.

PS: Inden man ukritisk overtager Richard N. Haass' argumenter, skal man måske lige sætte sig ind i, hvem "Council og Foreign Relations" er. Organisationen er en såkaldt "uafhængig" tænketank, hvis fremmeste formål er at styrke amerikansk indflydelse i verden. Det var bl. a. denne organisation, Smedley Butler i 30erne rettede sit kampskrift "War is a Racket imod, ved at beskrive, hvorledes USA" går i krig, ikke for fred og retfærdighed, som påstået, men af profithensyn.

https://whorulesamerica.ucsc.edu/power/postwar_foreign_policy.html

https://ratical.org/ratville/CAH/warisaracket.html

Torben Lindegaard, Jan Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Amerikanerne jagede Al Qaeda ud af Afghanistan i 2002. De terrorister som er i landet nu er der pga. af besættelsesmagten. Så argumentet om at man skal blive for at bekæmpe terrorister bider sig selv i halen...

Med hensyn til at USA skal opretholde troværdigheden hos sine allierede og resten af verden ved blive i Afghanistan, og således ikke trække sine soldater hjem, er der kun at sige til den amerikanske administration: Besæt Texas!