Læsetid: 8 min.

Donald Trump har cementeret Assads endelige sejr i Syriens borgerkrig

I 2019 står det efter den bebudede amerikanske troppetilbagetrækning endegyldigt klart, at Bashar al-Assad-regimet er på vej tilbage – og ikke blot som militær sejrherre i borgerkrigen, men også som en anerkendt regional spiller
Trumps beslutning om at trække USA ud af Syrien er en gamechanger. Hvad der vil ske i de områder, USA nu forlader, vil i høj grad afhænge af forhandlinger mellem Rusland og styrker, som ser Moskva som en potentiel allieret snarere end som modstander.

Trumps beslutning om at trække USA ud af Syrien er en gamechanger. Hvad der vil ske i de områder, USA nu forlader, vil i høj grad afhænge af forhandlinger mellem Rusland og styrker, som ser Moskva som en potentiel allieret snarere end som modstander.

Delil Souleiman

5. januar 2019

For Bashar al-Assads regime begynder 2019 i entydig triumf.

Præsident Donald Trump har bebudet en snarlig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Syrien, som er kommet bag på alle, inklusive hans egne generaler og diplomater.

De Forenede Arabiske Emirater vil nu genåbne sin ambassade i Damaskus, som blev lukket ned under den multinationale kampagne mod regimet i 2011. Det samme vil Bahrain og en række andre lande, deriblandt Kuwait, der inden årets udgang forventes at ville have normaliseret deres forbindelser. Ydermere er Den Arabiske Liga angiveligt rede til at genoptage Syrien som medlem, syv år efter at have smidt landet ud.

Denne udvikling sker fem måneder efter regimets vel nok mest følgerige militære sejr over oppositionskræfterne, siden det syriske oprør begyndte, da regeringsstyrker genvandt kontrol med Daraa i sydvest. Daraa, der var et arnested for oprøret mod Assad, var den eneste tilbageværende bastion for landets ikkejihadistiske opposition. Med byens kapitulation blev den sidste reelle trussel, politisk som militært, imod regimet nær hovedstaden således ryddet af vejen.

Fuld medvind

Tager man bestik af den militære og politiske udvikling over det sidste halve år, er ingen tvivl i dag mulig: Assad har vundet en klar sejr.

Oprørernes tidligere støtter har ikke alene opgivet at udfordre hans regime – de ønsker nu også aktivt at knytte kontakter til det, offentligt som privat. Indadtil har regimet knust enhver potent opposition. De jihadister, som endnu opererer i de nordvestlige lommer af landet under tyrkisk indflydelse, vil næppe kunne finde flere magtfulde udenlandske sponsorer.

Modsat de geopolitiske vinde, som blæste imod Saddam Hussein efter første Golfkrig, kan Assad i dag regne med noget nær fuld medvind.

Trumps beslutning om at trække USA ud er en gamechanger. Efter oprørernes kapitulation i syd var der to regioner tilbage uden for regimets kontrol, og begge stod under beskyttelse af udenlandske kræfter, Tyrkiet i nord og USA i øst. De to NATO-lande havde aftaler med Rusland om at kunne operere i disse zoner, således at konfrontation blev undgået, hvilket betød, at yderligere militære fremstød imod dem skulle godkendes af Moskva, ikke af Assad.

For eksempel blev Rusland og Tyrkiet, hvis udenrigs- og forsvarsministre mødtes sidst i december i Moskva for at diskutere Syrien, i september enige om at undgå et regimeangreb på Idlib og fastholdt denne aftale trods Ankaras manglende opfyldelse af sit løfte om at fordrive ekstremisterne fra den sidste tilbageværende provinshovedstad under oprørskontrol.

Siden september forstærkede også USA sine bestræbelser på at hindre regimet i at ekspandere til det østlige Syrien. Damaskus og dets tilhængere i Iran så disse områder som tilflugtssteder for fjendtlige kræfter, der kunne forskanse sig, og hvis mandat kunne skifte til bekæmpelse af regimet eller iransk støttede grupper.

Men i betragtning af den fælles forståelse, som var vokset frem mellem Rusland, USA og Tyrkiet havde Damaskus og Teheran ikke andet valg end at følge Moskvas ledelse.

Med Trumps pludselige beslutning er dét problem skaffet af vejen: Assad og Iran står ikke længere over for en trussel om ubestemt amerikansk tilstedeværelse i det østlige Syrien. Hvad der dernæst vil ske i de områder, USA nu lader bag sig, vil i høj grad afhænge forhandlinger mellem Rusland og styrker, som ser Moskva som en potentiel allieret snarere end som modstander – nemlig Tyrkiet og den kurdiske YPG-milits.

Tyrkiet er bekymret for en fortsat YPG-dominans nær sine grænser, mens YPG er bekymret for gentagelser af den russisk godkendte tyrkiske besættelse af den kurdiske region Afrin i marts. Kort før årsskiftet appellerede kurdiske krigere til Assad-regimet om hjælp mod truslen om angreb fra Tyrkiet i forbindelse med USA’s tilbagetrækning. Samtidig rykkede Syriens militær frem til frontlinjen i Manbij, en overvejende arabisk by vest for floden Eufrat.

Langsigtet spil

Ruslands forståelse med Tyrkiet og USA var del af Moskvas langsigtede spil, som er et helt andet spil end det, som Assads anden hovedallierede, Iran, spiller.

Den russiske politik har været baseret på at sikre diplomatisk anerkendelse af Assad-regimet, da kamphandlingerne ebbede ud. Det er Moskva i høj grad lykkedes med, siden de i sommeren 2016 kom til forståelse med Tyrkiet, hvorefter Ankara fokuserede sin indsats på at hindre YPG i at opbygge en egen stat i Syrien.

De to lande arbejdede tæt sammen under den såkaldte Astana-proces i Kasakhstan for at deeskalere konflikten og imødekomme Tyrkiets bekymringer. Rusland har også forsøgt at overbevise Washington om fordelene i en afsvækket politisk proces, der i første omgang skal koncentrere sig om at nedsætte en kommission til ændring af Syriens forfatning og afholdelse af valg.

Rusland har længe søgt at positionere sig selv som en modvægt til Iran i Syrien for herigennem at indynde sig over for USA, Israel og de arabiske regimer. I vestlige og arabiske hovedstæder verserer jævnligt det synspunkt, at Rusland og Iran skulle være stærke allierede, men ret beset er deres tilgange til konflikten vidt forskellige. Hvor Rusland ønsker at styrke Assad-regimets bureaukratiske, militære og sikkerhedsmæssige institutioner, søger Iran at opbygge loyale militser, som det gjorde i Irak.

Assad som bolværk

I de seneste uger har de russiske, iranske og syriske linjer tilpasset sig de diplomatiske og militære fronter. Med Trump, der grundlæggende overlader ansvaret for Syrien til Rusland, er den afsvækkede FN-sponsorerede fredsproces i Genève blevet desto mindre meningsfuld og afkoblet fra vestlig vilje til indflydelse.

Hvad der engang kunne ligne en amerikansk styrkeopbygning med henblik på at tilbagerulle iransk indflydelse i Syrien og regionen i øvrigt er kollapset fra den ene dag til den anden. Flere og flere lande ser nu Assad som et potentielt boldværk mod øget iransk hegemoni i regionen.

Moskva er lykkedes med at overbevise lande som Forende Arabiske Emirater om logikken i, at et stærkere regime i Damaskus vil blive desto mindre afhængigt af Iran og dermed frigjort fra det. Regimet vil naturligvis satse alt på at genoprette sin autonomi, som den var før 2011, hvis blot det føler sig tilstrækkeligt styrket dertil.

I 2016 foreslog Forende Arabiske Emirater en normalisering af båndene til Damaskus som led i en plan om at trække Assad væk fra Iran. Denne plan blev afvist af Trump-administrationen. Men tidligere i år begyndte de øverste emiratiske embedsmænd at genoplive tanken om at genoprette bånd til Assad og opfordrede sine saudiarabiske og bahrainske allierede til at gøre det samme.

Konflikten har derfor ændret sig drastisk, idet indflydelsesrige arabiske lande nu søger at udnytte deres diplomatiske kapital til at gøre det muligt for regimet at genvinde fuld kontrol over Syrien. Lande, der engang finansierede oppositionsstyrkernes kamp mod Assad, beflitter sig nu på at styrke ham i et håb om, at han bliver mindre afhængig af deres rivaler.

Tyrkiske embedsmænd har desuden flere gange udtalt, at de ville hilse det velkomment, hvis Damaskus generobrede de YPG-kontrollerede områder og stækkede de kurdiske militser. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde sidst i december, at Tyrkiet »ikke vil blande sig i, hvad der sker i Manbij, hvis blot YPG-terroristerne forsvinder«.

Ser man bort fra en resterende frygt for Irans og Tyrkiets mulige nye interventioner styrker de seneste geopolitiske omvæltninger i regionen også chancerne for varig konsolidering for Assad. En kontrarevolutionær akse, ledet af Forende Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Bahrain og Egypten, ser sejr i den syriske konflikt som et vigtigt led i deres bestræbelser på at gøre op med virkningshistorien fra de folkelige oprør i 2011 og genskabe autokratisk styre i hele det større Mellemøsten. Selvom Forende Arabiske Emirater gerne begrunder sin diplomatiske indsats ud fra ønsket om at inddæmme Iran, er den egentlige bevæggrund i Syrien – som det var det i Egypten og Libyen – at genoprette status quo ante (tingene som de var før krigen, red.)

Alt dette viser, at Assad sandsynligvis ikke risikerer at havne i den isolation, som Saddam Hussein røg ud i tilbage i 1990’erne. Jordan har allerede genåbnet sine grænser til Syrien, hvilket betyder, at Damaskus nu har genoptaget handelsforbindelser med alle naboer undtagen Tyrkiet.

Tyrkisk udfordring

Assad og hans tilhængere står dog over for en stor og akut udfordring: Hvordan skal de finde sig til rette i forhold til Tyrkiet? Ankara ønsker sat en stopper for, at YPG kan kontrollere territorium op til den tyrkiske grænse. Men en klar syrisk regimestøtte til Tyrkiet mod YPG – en stærk magtfaktor med indflydelse i hele det nordlige Syrien – vil næsten helt sikkert føre til åben krig mellem YPG og Assad-regimet.

Ruslands vanskeligheder i forhold til at navigere i forholdet til Tyrkiet risikerer også at spolere dets aktuelle forståelse med Ankara omkring Syrien, hvilket kan føre til genopblussede kamphandlinger, i og med at Tyrkiet bevarer en stor indflydelse på konsortiet af lokale og jihadistiske militser i det nordlige Syrien.

Det russisk-tyrkiske forhold udviklede sig kun i retning af en fælles forståelse ud fra den delte interesse i at modvirke den amerikanske politik i Syrien. Med USA ude af spillet kan det igen komme til gnidninger mellem Rusland og Tyrkiet, når Moskva og Damaskus begge søger at udvide deres indflydelse på områder, der tidligere var beskyttet af Washington.

Uanset hvilken retning udviklingen nu vil tage, er det svært at få øje på nye trusler imod Assad og hans regimes sikkerhed. Trumps tilbagetrækning har sat en stopper for alle potentielle farer, der kunne stamme fra tidsubegrænset amerikansk tilstedeværelse inden for Syriens grænser. Den har også effektivt aflivet enhver politisk udfordring til Assad via den politiske proces i Genève – engang det primære mål for USA’s tilstedeværelse i landet.

Genopretning af bånd med arabiske naboer vil derudover konsolidere de militære landvindinger, som er opnået gennem det sidste halve år.

Siden regimet generobrede Aleppo i slutningen af ​​2016, har få været i tvivl om, at Assads overtag nu var uafvendeligt, men indtil for nylig tvivlede mange stadig på, at han også ville blive i stand til at genopstå som en regional spiller med normaliserede forbindelser til andre lande. Udviklingen i 2018 tyder på, at han nu står med reelle chancer for at præstere netop dette. Der vil være rigtig mange medspillere i regionen – og ud over denne – som står klar til at hjælpe.

Hassan Hassan er medforfatter til ’Isis: Inside the Terror Army’, og er senior fellow på Tahrir Institute for Middle East Policy i Washington DC

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Det militære system vil blive i Afghanistan, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse. Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Niels Duus Nielsen
Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

At det overhovedet har været nødvendigt at forholde sig til en tilbagetrækning af amerikansk militær fra Syrien skyldes at amerikanerne ulovligt har været til stede i landet, hvilket er en klar krænkelse af FN-pagten og den syriske stats suverænitet. Tyrkiet og Israel har på tilsvarende vis krænket FN-pagten ved at foretage ulovlige militære operationer i Syrien - og ud over dette har andre lande bidraget til krænkelser af FN-pagten ved at supportere ulovlige militser i Syrien.

Flemming Berger, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Torben Jensen, Hans Aagaard, Anders Graae, Gert Romme, Jan Jensen, Morten Voss, Niels Duus Nielsen, René Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Tak til Information for at bringe denne grundige realpolitiske analyse, som er dejligt fri for moralistiske antagelser om de mange forskellige involverede parters bevæggrunde.

Der er to jokere i dette spil: På den ene side Iran, som balancerer mellem (a) at udvise udenrigspolitisk moderation, med henblik på at få fjernet de sanktioner, som USA enevældigt har påført landet, og (b) at styrke sin militære tilstedeværelse i regionen, med henblik på at gøre de amerikanske flanker usikre, skulle høgene i Washington få held med at overtale Trump til en rask lille krig (!) mod Iran. Og på den anden side Tyrkiet, som (a) enten bliver nødt til at acceptere at kurderne er en blivende magtfaktor i regionen, eller (b) alligevel vil forsøge at eliminere, hvad tyrkerne anser som den kurdiske trussel, selv om det vil føre til gnidninger med stort set alle andre interessenter i regionen.

Det er rart at se, at the Guardian kan trykke andet end fake news!

Mikael Velschow-Rasmussen, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Aagaard, Anders Graae og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

Her er lidt hyggelig og afslappende information om vinderen af denne krig.

Og i øvrigt tusind tak til Rusland, Israel og Saudi for jeres "hjælp" til denne perverse form for verdensfred. Samt også tusind tak til USA, der har brugt og misbrugt kurderne, og derefter overlader dem til deres skæbne hos Tyrkiet, og i øvrigt virker som Tyrkiets og Syriens nyttige idioter.

http://pejl.svt.se/mansours-uppdrag/
https://www.svt.se/nyheter/utrikes/sa-vill-syrier-i-tyskland-stalla-al-a...
https://www.svt.se/nyheter/utrikes/ingen-rattvisa-kommer-att-skipas-i-sy...

Niels Duus Nielsen

Gert Romme, forleden skrev du i en kommentar (som jeg ikke kan finde), at Putin skulle have sagt, at Estland er russisk kerneland. Det har jeg nu forgæves forsøgt at verificere, men jeg kan ingen steder se, at han har udtalt sig således. Jeg har endda lyttet til hans seneste tre timer lange "state of the union"-tale, men heller ikke her taler han om Baltikum.

Hvis han virkelig har sagt, at Estland er russisk kerneland, er det da en mindre sensation, for han plejer altid at være endog meget forsigtig, når han omtaler andre lande. Selv polakkerne kalder han konsekvent "partnere", så det er mig en gåde, at han skulle have afveget så meget fra sin ellers meget forsonlige retorik.

Har du en henvisning?

Torben K L Jensen, Trond Meiring og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

@ Niels Duus Nielsen,

Ind imellem gemmer jeg en link til noget interessant i en kort tid. Og det gjorde jeg faktisk i dette tilfælde, men jeg slettede den da jeg havde anvendt den til ovenstående indlæg.

Jeg bruger nogle ganske få franske, tyske italienske og britiske medier. Jeg tror, at den gemte var fransk, og så kan du finde den hos www.lemonde.fr/ eller www.lefigaro.fr/.

Men i øvrigt var udtalelsen også omtalt på en række tv-kanaler, bl.a. både BBC, nogle tyske med mere. Og vi holder altid jul oppe i vores svenske hus, og her blev udtalelsen "tygget igennem" på SVT.

Udtalelsen kom som følge af et spørgsmål fra en kvinde, og der blev nævnt 4-6 andre lande, der ikke er direkte interessante for Europa. Men begrundelserne for det russiske tilhørsforhold var, at der var russiske borgere i nævnte lande. Og i Estland er omkring 25% faktisk russere.

Niels Duus Nielsen

Okay, tak, Gert Romme, jeg leder videre, det er konteksten, som jeg finder potentielt interessant.

Med al respekt for Putin: Hvis han nævner den russiske befolkning i Estland som en grund til evt. at intervenere militært, kan man være ret sikker på, at det kun er et påskud, og at den reelle grund til interventionen skal findes et andet sted. Den russisk-estiske grænse ligger ubehagelig (for russerne) tæt på Petrograd, så der kan sagtens tænkes en militærstrategisk grund til, at russerne gerne vil indlemme Estland i føderationen.

Dog er jeg tilbøjelig til at tro, at det blot er teatertorden, især når man tænker på, at der står britiske tropper i Estland, og muligvis også et par danske. Men det giver mig dog anledning til en vis eftertanke angående betimeligheden af NATOs tilstedeværelse i Baltikum. Som udgangspunkt mener jeg stadig, at de vestlige troppekoncentrationer og militærøvelser tæt på den russiske grænse gør mere skade end gavn. Som sagt: Konteksten er afgørende.