Læsetid: 2 min.

DR Congo står foran sit første demokratiske magtskifte siden 1960

Det blev overraskende oppositionskandidaten Felix Tshisekedi, der løb af med sejren ved det omdiskuterede præsidentvalg i Den Demokratiske Republik Congo, hvor anklager om valgfusk allerede er begyndt at florere
Tilhængere af oppositionskandidaten Felix Tshisekedi fejrer, at han omsider blev udråbt som vinder af DR Congos præsidentvalg den 30. december.

Tilhængere af oppositionskandidaten Felix Tshisekedi fejrer, at han omsider blev udråbt som vinder af DR Congos præsidentvalg den 30. december.

Baz Ratner

12. januar 2019

Der er ikke noget at sige til, hvis Congos befolkning efterhånden var begyndt at miste troen på, at det længe ventede præsidentskifte nogensinde ville finde sted.

Ugerne efter det kaotiske valg den 30. december var præget af anklager om valgsvindel, gentagne udskydelser af valgresultatet og en landsdækkende internetafbrydelse.

Men på det bemærkelsesværdige tidspunkt klokken 02 torsdag morgen kunne den congolesiske valgkommission meddele, at landets kommende præsident hedder Felix Tshisekedi. Lederen af Congos største oppositionsparti fik 39 procent af de 18 millioner afgivne stemmer og skal dermed erstatte landets præsident gennem 18 år, Joseph Kabila, der modvilligt indvilgede i at træde tilbage efter 18 år ved magten. En af Kabilas nærmeste rådgivere bekræftede torsdag til Reuters, at man accepterer nederlaget.

»Resultatet afspejler, at der er en overraskende stor uvilje mod den siddende præsident og hans system,« siger Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.

Anklager om fusk

Valget af Felix Tshisekedi er kommet som en overraskelse for de fleste. Flere iagttagere havde forudset, at myndighederne ville sørge for, at Kabilas håndplukkede kandidat, Emmanuel Shadary, ville løbe med sejren. På den anden side pegede flere meningsmålinger op til valget på et solidt forspring til en anden oppositionskandidat, Martin Fayulu.

At vinderen endte med at blive Tshisekedi, har fået Fayulu til at kalde resultatet for et »valgkup« iværksat af den afgående præsident Kabila for at afskærme Fayulu fra magten. Ifølge Reuters anklager Fayulus lejr den sejrende Tshisekedi for at have lavet en studehandel med Kabila, der skal sikre den afgående præsident fortsat politisk indflydelse.

Ifølge Holger Bernt Hansen er det ikke usandsynligt, at valgkommissionen har foretrukket Tshisekedi, der har ført forhandlinger med Kabila om en fredelig magtovertagelse, mens Fayulu har plæderet for et mere revolutionært opgør med Kabilas arv.

Der kan dog sagtens være legitime grunde til Tshisekedis sejr, understreger han.

»Tshisekedi er den mest landskendte af kandidaterne. Hans far, der døde sidste år, var leder af det største oppositionsparti, som Felix nu har overtaget. Og flere tidligere præsidentkandidater har støttet ham,« siger Holger Bernt Hansen.

»Omvendt har Fuyulu været ramt af, at der i hans højborge i øst har været en verserende ebolaepidemi, som har lukket flere valgdistrikter ned, mens lokale militser har afholdt folk fra at stemme.«

Tshisekedi bliver efter planen indsat som Congos næste præsident den 18. januar.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu