Interview
Læsetid: 8 min.

Egyptens ’dybe stat’ ødelagde chancen for en reel demokratisk revolution

Egypten blev et demokrati, efter det arabiske forår i 2011 nåede landets befolkning, men kort tid efter blev styret væltet i et militærkup. Under overfladen var det dog den samme dybe stat, som styrede landet, både før og efter revolutionen og efter militærkuppet, fortæller The New York Times-korrespondent i nylig udgivet bog
Den daværende amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel modtages af Egyptens daværende forsvarsminister Abdel Fattah al-Sisi ved et besøg i april 2013. Få måneder senere overtog Sisi magten i landet efter et militærkup.

Den daværende amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel modtages af Egyptens daværende forsvarsminister Abdel Fattah al-Sisi ved et besøg i april 2013. Få måneder senere overtog Sisi magten i landet efter et militærkup.

Jim Watson

Udland
4. januar 2019

I Det Hvide Hus i Washington gav Barack Obama en ordre til sin forsvarsminister. Ministeren, Chuck Hagel, skulle forklare den egyptiske general Abdel Fattah al-Sisi, at hvis han kuppede den skrøbelige, demokratisk valgte egyptiske regering, ville landet blive straffet.

Obamas besked skulle være, at demokrati er vigtigt. Men Chuck Hagel fortalte ham noget andet: USA vil bare have et godt forhold til Egypten. Kort tid efter blev den egyptiske regering væltet.

Det, der lyder som en voldsom fejlkommunikation i den amerikanske regering, var med til at ødelægge det skrøbelige egyptiske demokrati, som var blevet stablet på benene efter Det Arabiske Forår i 2011. Men det var ikke en fejlkommunikation.

Hosni Mubarak, som havde styret Egypten med hård hånd i 30 år, trådte tilbage i februar 2011, efter at flere hundredtusinder demonstranter i flere uger var samlet i protest på Cairos centrale Tahrir-plads.

Et par måneder forinden flyttede David Kirkpatrick, nu The New York Times’ London-korrespondent, til Cairo fra Washington for at arbejde som Nordafrika-korrespondent. Ingen vidste på det tidspunkt, at den egyptiske samfundsorden ville blive vendt på hovedet.

»Jeg er den heldigste journalist i verden. Som journalist bliver det ikke bedre,« mener David Kirkpatrick, som er forfatter til bogen, Into the Hands of the Soldiers: Freedom and Chaos in Egypt and the Middle East, hvori han fortæller om sin tid i Cairo med både 2011-revolutionen og Abdel Fattah al-Sisis militærkup i 2013.

David Kirkpatrick: Into the Hands of the Soldiers: Freedom and Chaos in Egypt and the Middle East

  • Bogen, Into the Hands of the Soldiers: Freedom and Chaos in Egypt and the Middle East, er skrevet af David Kirkpatrick, tidligere Cairo-korrespondent for The New York Times, og udkom på engelsk den 7. august. David Kirkpatrick gav en forsmag på bogen i The White House and the Strongmani The New York Times den 27. juli.

Samtidig holdt hans kontakter i Washingtons diplomatmiljø ham opdateret med al den baggrundsviden, som hverken den almindelige egypter eller The New York Times-læsere havde.

»Jeg fik billetter til forreste række til den egyptiske revolution, landede i Tunis lige før revolutionen der, og så kom jeg til Libyen, da de smed Gaddafi på porten. Det var fantastisk spændende, for alt, hvad jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente i den arabiske verden, røg ud ad vinduet.«

David Kirkpatrick kom tæt på Det Muslimske Broderskab, som fik magten i det demokratiske valg, de progressive liberale, som paradoksalt nok endte med at støtte militærkuppet i frygt for broderskabet, og magtfulde militærfolk. De taler alle til citat i bogen, som forklarer de komplicerede år for Egypten – med de tilhørende komplikationer i Washington.

’Deep state’

Deep state-konceptet, eller den dybe stat, er ifølge David Kirkpatrick centralt for at forstå Egyptens situation. Det er et udtryk, som er blevet populariseret af dele af Donald Trumps supportere i USA, og som dér beskriver en korruptionsplaget skyggeregering, som Donald Trump heroisk bekæmper. Sådan skal det ikke forstås, mener David Kirkpatrick.

Til gengæld er den daværende forsvarsminister Chuck Hagels forsøg på at ændre præsidentens ordrer et udtryk for den dybe stat i det udenrigspolitisk embedsværk, hvilket blev udstillet i USA’s håndtering af Egypten.

»Det udenrigspolitiske etablissement i USA er en slags permanent regering, fordi folk fra statsministeriet og forsvarsministeriet mere eller mindre alle er etablerede personer i amerikansk sikkerhedspolitik, kommer fra de samme institutioner og har en slags kollektiv dømmekraft,« mener David Kirkpatrick.

Fordi de kan udskiftes af præsidenten, kan embedsmændene principielt holdes demokratisk til ansvar, men det bliver de ikke, forklarer han videre.

Derfor er den amerikanske udenrigspolitik bestemt ud fra næsten den samme tankegang, uanset hvem der sidder på magten.

»Kyniske arabiske intellektuelle har altid sagt: Vi har aldrig forventet andet fra den amerikanske regering end opbakning til vinderen. Og det var det, der skete. Den amerikanske regering er inkonsistent, når det kommer til demokratiske principper og stabilitet, men de har konsistent forsøgt at spille på den vindende hest,« siger David Kirkpatrick.

»Folk i amerikansk udenrigspolitik griner af sig selv og siger ting som, ’jeg forventer, at vi kommer til at være for, hvad end der sker.’«

Konceptet om den dybe stat er endnu vigtigere i de arabiske stater, mener David Kirkpatrick. Selvom militæret til en vis grad venter på grønt lys fra USA inden et militærkup, har det været klart, at Mohamed Mursi, som blev Egyptens første demokratisk valgte præsident, ikke havde mere magt, end at han ville blive væltet, hvis han trådte militæret over tæerne.

Som del af den egyptiske dybe stat indgår ud over militæret også stort set samtlige medier i landet. De forskellige organer udstikker en fælles retning, og hvis et organ forsøger at afvige, bliver det banket på plads. Det blev Mohamed Mursi.

»Medierne fortalte, at han var magtsyg, autoritær, en mobber, og at han tog egypternes frihed fra dem, og intet af det er faktisk sandt,« mener David Kirkpatrick. »Det, folk typisk svarede, var, at de kender Det Muslimske Broderskab, som han repræsenterede, så det handler ikke om, hvad han gjorde, men om hvad han ville have gjort. Det er der ingen bevis for, og i hans udtalelser virker det ikke til, han ville lave en sådan regering.«

Internationale medier med et andet synspunkt blev også nægtet adgang – Al-Jazeera især, som ses som værende positiv overfor Det Muslimske Broderskab. Blandt andet har en Al-Jazeera journalist, Mahmoud Hussein, været fængslet i Egypten i snart to år.

Efter blandede signaler fra amerikanerne og klar støtte fra alle Golfstaterne, bortset fra Qatar, blev Mohamed Mursi derfor banket på plads og sat i fængsel, og massakrer imod medlemmer af Det Muslimske Broderskab blev udført i flere år. Den islamistiske gruppe bliver stadig forfulgt i Egypten.

Det Muslimske Broderskab og magtårene

Det er vigtigt at forstå, at selvom de er islamister, er Det Muslimske Broderskab ikke al-Qaeda eller Islamisk Stat. Nok har de et principielt ønske om et islamisk styre og fører konservativ socialpolitik, men de er ikke ekstreme. De muslimske brødre er oftest veluddannede konservative, og David Kirkpatrick sammenligner dem med den republikansk-evangeliske overklasse i USA.

»Det Muslimske Broderskab er ikke min kop te. Men med det sagt, er det ikke fordi Det Muslimske Broderskab havde en klar idé om et bestemt slags styre. Deres bevægelse var bred og splittet og samledes om idealer om et godt samfund, men da de pludselig overraskende stod i en magtposition, havde de ingen anelse om, hvad de skulle gøre,« forklarer David Kirkpatrick.

»De havde ikke en plan for et islamisk samfund – de skyndte sig til tegnebrættet for at finde ud af, hvordan et islamisk samfund skal fungere. De var meget pragmatiske, holdt sig fra voldsomme ændringer og fra at genere militæret, de var tilhængere af det frie marked, og de var hurtige til at anerkende Israel. Det havde man ikke set for et årti siden.«

Ifølge David Kirkpatrick var der ingen grund til at tro, at det ville blive et voldsomt ufleksibelt, teokratisk styre. For amerikanere er det et skræmmende navn og lyder ildevarslende, mener han, og derfor bruger mange af de mellemøstlige diktatorer Det Muslimske Broderskab til at holde på magten. »Det er os eller Det Muslimske Broderskab, siger de. Vi er det sidste værn.«

Præsidenten, Mohamed Mursi, var det Muslimske Broderskabs tredje kandidat til præsidentposten. De to første, som blev set som væsentligt stærkere kandidater til posten – både dygtigere, mere erfarne og mere karismatiske – blev diskvalificeret forud for valget og kunne ikke stille op.

Mohamed Mursi er uddannet ingeniør og altså uden formelle politiske færdigheder. Han var også ukendt for egypterne indtil valget og uden politisk erfaring, og hans taler var ifølge David Kirkpatrick at sammenligne med universitetsforelæsninger: ikke særligt karismatisk.

De progressive egyptere på venstrefløjen, som hældte mod sekularisme og frihedsrettigheder, vendte sig imod den nye præsident, som skuffede, når det kom til karisma, og var skrækindjagende, fordi man ikke vidste, hvor man havde ham.

Så da Det Muslimske Broderskab slog lejr på Rabaa al-Adawiya-pladsen i Cairo i protest mod, at Mohamed Mursi blev væltet af general Abdel Fattah al-Sisi, var alle udenfor broderskabet hurtige til at hoppe på mediernes propaganda og tro, at protesten var støttet af fremmede magter og mest af alt bestod af udlændinge. Det afkræftede David Kirkpatrick, som besøgte lejren.

Lejren blev offer for, hvad Human Rights Watch har kaldt et af de mest dødelige enkeltdagsangreb på en demonstration i nyere historie. De liberale støttede massakren.

Massakren var den 14. august 2013, og datoen markerede starten på enden for det egyptiske Muslimske Broderskab, som blev udsat for adskillige angreb og arrestationer efterfølgende. Gruppens tilbageværende medlemmer gik under jorden i Egypten, og Det Muslimske Broderskab er kommet på Egyptens liste over terrororganisationer.

Sådan er det endnu, og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbigt, mener David Kirkpatrick.

»Det er nærmest stabil ustabilitet. Den nuværende regering kontrollerer ikke hele dens territorium, der er fortsat angreb fra militser, det føles ikke, som om systemet er solidt, og præsident Sisi virker paranoid, som han slår ud efter selv den mindste politiske modstander – han virker nervøs. Men med det sagt, ser det ikke ud til, at det her regime ændrer sig foreløbigt.«

Det hele går tilbage til den dybe stat, som holder det samme system kørende i en form for forlængelse af regimet fra før revolutionen, forklarer han.

»Jeg kan godt forestille mig, at Sisi bliver fjernet, men regimets karakter bliver ikke ændret. 2011 var mulig, fordi de liberale, de kristne, de fattige og islamisterne stod sammen imod regimet. Den sammenhæng er fuldstændig ødelagt. Samfundet er enormt opdelt, og fælles værdier bliver svære at finde i den nærmeste fremtid. Jeg bliver i hvert fald overrasket, hvis det sker.«

Og det er faktisk det samme i store dele af Mellemøsten.

»I Libyen plejede man at sammenligne den tidligere diktator Muammar Gaddafis regeringsstil med at holde en pose med katte og hele tiden ryste den. Han skabte splid mellem forskellige stammer for at holde på magten. Det er også det samme i Syrien og i Irak. Sådan bliver man ved magten og undgår, at befolkningen finder sammen. Indtil befolkningen finder sammen i Egypten, kommer det ikke til at ændre sig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Touhami Bennour

Det er en blodig kup med tusindvis arresteret og fengslet, mange af dem uden rettergang og dom.. USA og Israel aksepterer aldrig et folkelig styre i Egypten og endnu mindre et styre der annulerer " Camp David" aftalen. Men hvor længe holder den nuverende styre. Jeg tror ikke Al sissi kan styre landet uden problemer.

Liselotte Paulsen, Trond Meiring, Gert Romme og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Egyptens økonomi er i knæ, den siddende præsident Abdul Fatah al-Sisi har solgt to øer til Saudi-Arabien, og undertrykkelsen af den politiske opposition er værre end nogen sinde i historien, der går tilbage til oldtiden.

Men mennesker har slet ingen betydning for diktator, Abdel Fatah al-Sisi. Og han kan sove roligt om natten, for både Israel, USA og Saudi sørger for, at han kan holde Egyptens befolkning nede i et jerngreb.

Og for Danmark er penge til umoralske firmaer og deres aktionærer vigtigere end andre menneskers rettigheder:
https://www.information.dk/debat/2011/03/danmark-hjaelper-diktatorerne-v...

Og for danske turister betyder billig ferie langt mere end ligegyldige medmennesker og deres lige så ligegyldige rettigheder:
https://www.atlantisrejser.dk/rejser-til-egypten

Eva Schwanenflügel, Liselotte Paulsen, Harald Strømberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar