Læsetid: 11 min.

EU vil have stabilitet i Serbien. Serbien vil have frihed til selv at vælge sine venner

For EU og NATO handler det om stabilitet, når man forsøger at få Serbien ind i folden. Men mange serbere har stadig et tættere forhold til Rusland end til Vesten. Samtidig banker Kina på døren med store investeringer. Information er taget til Serbien for at blive klogere på landet, alle vil have del i
Arbejdere ved HBIS-stålværket i Serbien. Landet er splittet mellem en fremtid i EU og modstanden mod samme. På mange måder er båndet til Rusland stærkere – og også Kina, der bl.a. har overtaget stålværket, gør kur til serberne.

Arbejdere ved HBIS-stålværket i Serbien. Landet er splittet mellem en fremtid i EU og modstanden mod samme. På mange måder er båndet til Rusland stærkere – og også Kina, der bl.a. har overtaget stålværket, gør kur til serberne.

Marko Risovic

2. januar 2019

BEOGRAD – Et protestbanner over gaden i det centrale Beograd siger det egentligt meget præcist:

»Vi vil aldrig tilgive jer for at slå vores børn ihjel«.

Udsagnet henviser til foråret 1999, hvor NATO-fly gennem to en halv måned bombede tusindvis af militære og civile mål i Serbien for at presse det daværende Milosevic-styre til fred i Kosovo, hvor en etnisk motiveret krig mod albanske separatister hærgede på tredje år.

I år er det 20 år siden, Kosovo-krigen sluttede, men konflikten står stadig i vejen for Serbiens tilnærmelse til Vesten. 84 procent af serberne er modstandere af, at landet nogensinde bliver medlem af NATO, og selvom Serbien på femte år fører optagelsesforhandlinger med EU, er befolkningen også her delt i spørgsmålet om medlemsskab.

Mistilliden til Vesten er ikke kun et levn fra kommunisttiden, forsikrer den 19-årige sociologistuderende Homsek Bogoljub os om. Det er et spørgsmål om uafhængighed og suverænitet til at træffe egne beslutninger.

»Hvis vi tilslutter os EU, vil vi have meget lidt at skulle have sagt. Vi er den lille dreng i klassen, og ingen kerer sig om de små drenge. Hvis vi melder os ind, vil EU sige til os, at vi skal anerkende Kosovo og blive medlem af NATO,« siger Homsek Bogoljub, som vi møder sammen med tre venner i kælderen på deres lokale studiebar et par gader fra Beograds centrale strøg, hvor de fejrer en overstået eksamen med øl og cigaretter.

Aleksa Obradovic tager ordet på formfuldendt engelsk, der stammer fra et studieophold i England. Til forskel fra de andres mere afslappede mundering er han iklædt jakkesæt og grønt slips. Som den eneste af de fire drømmer han om en dag at søge vestpå. Alligevel mener han, at Serbien bør bevare sin særstatus midt imellem Øst og Vest.

»Prisen for at træde ind i EU er, at vi ikke har vores egen stemme længere, blandt andet når det kommer til udenrigspolitik. Hvem ved, hvad Bruxelles ville sige, der skal ske med Kosovo, vores relation med Kina, eller om vi bliver tvunget til at indføre sanktioner mod Rusland?«

Vi er taget til Serbien for at prøve at forstå, hvad der adskiller serberne fra deres nabolande, og hvad der afholder dem fra at tage de sidste skridt ind i det europæiske fællesskab.

Regionen er i dag ikke kun præget af etniske spændinger, men også af et storpolitisk magtspil om indflydelse på kanten af Europa. Foruden EU øger Rusland i disse år sine traditionelt stærke bånd til Serbien, som hænger sammen med landenes fælles slaviske arv og ortodokse tro. Og endelig frygter nogle, at Serbien er ved at blive en art brohoved i Europa for Kina, der allerede har investeret milliarder i landet med al den politiske indflydelse, der følger med

Med EU’s udenrigschef Federica Mogherinis ord kan Serbien og resten af Vestbalkan let blive et »skakbræt for det store spil om magten«.

Stabilitet

For EU handler det om stabilitet på kanten af Europa. EU-lederne virker villige til at gå enddog meget langt for at undgå kritik af den siddende regering og Serbiens mangelfulde pressefrihed og håndtering af korruption for ikke at skubbe landet i armene på Rusland, Kina og andre, siger Christian Axboe Nielsen, lektor i østeuropastudier på Aarhus Universitet.

»I Bruxelles er man udmærket klar over, at det selvfølgelig er nødvendigt at skabe et gyldigt europæisk perspektiv for Serbien og de øvrige lande på Balkan. Men jeg mener grundlæggende, at EU undervurderer hvor stærkt et kort, de selv har på hånden i form af muligheden for at tilbyde EU-medlemskab,« siger han.

Serbien plejer at få ros fra EU-Kommissionen for at være langt fremme i forhold til at harmonisere den lokale lovudformning til EU-lovgivningen og for at reducere gæld og budgetunderskud gennem nedskæringspolitikker.

Serbien og NATO

  • Serbien stræber ikke efter medlemskab i NATO grundet et offentligt erklæret mål om militær neutralitet. Landet indgår dog løbende i dialog med NATO om, hvordan samarbejdet mellem de to parter kan forbedres.
  • Serbernes forhold til NATO er ydermere vanskeliggjort af bombningerne i 1999, hvor NATO lagde store dele af landet i ruiner. I dag er 84 procent af Serbiens befolkning modstandere af et NATO-medlemskab.
  • Serbien blev i december 2006 optaget i NATO’s ’Partnership for Peace’. (PfP). I 2008 satte Serbien sit engagement i PfP i bero, da en lang række NATO-lande anerkendte Kosovos selvstændighedserklæring.
  • Engagementet blev dog genoptaget et år senere, og i 2010 oprettede Serbien en mission i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.

Kilde: Udenrigsministeriet

Men i Transparency Internationals Global Corruption Barometer fra 2016 angav 22 procent af serberne, at de inden for det seneste år havde betalt penge under bordet til en offentlig myndighed.

Pressefriheden er ifølge flere iagttagere værre end på Slobodan Milosevic’ tid i 1990’erne, og den politiske tv-dækning er grundigt forvredet til fordel for den siddende præsident Vucic, siger Christian Axboe Nielsen.

»Korruptionen er udbredt, og der er en enorm mangel på ytringsfrihed. Kommer man på tværs af Vucic som oppositionspolitiker eller kritisk journalist, bliver man aggressivt kørt over og hængt ud af regeringsloyale medier, som Vucic holder i et jerngreb.«

Som svar har EU’s kommissær for udvidelsesforhandlinger, Johanne Hahn, tidligere efterlyst klare beviser for den manglende mediefrihed, mens den tyske kansler Angela Merkel, da Vučić senest var på visit i Berlin, på vegne af unionen erklærede sig »imponeret over, med hvor stor succes Serbien er påvej til reformer«.

Sebastian Kurz, den østrigske kansler, er gået så langt som at kalde Vucic en »stabilitetens anker« i den volatile balkanregion.

Netop stabilitet er noget, de europæiske ledere har efterlyst, lige siden Jugoslavien faldt fra hinanden, men fortællingen om Vucic’ Serbien som en stabilitetsfaktor på Balkan er en sandhed med modifikationer, mener Christian Axboe Nielsen

Vucic har nemlig en påfaldende evne til at skabe kriser, som han efterfølgende selv løser og høster ros i EU for. Eksempelvis når han tillader de bosniske serbere sendetid til at true med løsrivelse fra Bosnien.

»Og når EU så begynder at lufte bekymringer, skrider Vucic ind som den modne statsmand og sætter den bosniskserbiske præsident på plads med et par bemærkninger, hvorpå Berlin og Bruxelles klapper i hænderne over Vucic’ statsmandsageren,« forklarer Christian Axboe Nielsen.

Russisk indflydelse

Serbiens officielle forbrødring med NATO tog for alvor fart i 2015 med den såkaldte Individual Partnership Action Plan, der gør Serbien til den tætteste samarbejdspartner, der ikke er medlem af alliancen. I november holdt NATO sin hidtil største øvelse på serbisk jord.

Men Serbien har på ingen måde valgt side til fordel for Vesten, siger Vladimir Zivulovic, præsident for den provestlige tænketank Atlantic Council of Serbia.

I døren til tænketankens villa i det sydøstlige Beograd bliver vi mødt af en ung mand, der viser os ind i en tilrøget stue. Vladimir Zivulovic venter i et gammelt velourklædt sofamøblement, hvor han allerede har fyldt et halvt askebæger. En lille radio spiller vestlig popmusik.

Ud ad vinduet kan man ane Rajko Mitic Stadion, hvor præsident Aleksandar Vucic’ favorithold, Røde Stjerne, har hjemmebane. Stadionmurene er iklædt store reklamebannere for klubbens hovedsponsor; det russiske olie- og gasselskab Gazprom, der i 2008 opkøbte hovedparten af de serbiske olie- og gasreserver.

Ranko Mirkovic har arbejdet på stålværftet HBIS Serbia i 30 år og er lidt træt af fortællingen om arbejdspladsen: »Lige så snart kineserne investerer i Serbien, farer folk op, og det får pludselig kæmpe mediebevågenhed,« siger han.

Marko Risovic

I det hele taget er den russiske indflydelse i Serbien omfattende, forklarer Vladimir Zivulovic med en tjæredyb røst. Og det bekymrer ham.

»Rusland har kæmpe indflydelse på hele Balkan. Har du kabel-tv, kan du for eksempel se Sputnik og Russia Today (statskontrollerede russiske medier, red.). Den slags gør, at mange i Serbien føler en større tilknytning til Rusland end Vesten,« siger Vladimir Zivulovic, mens han tænder en ny cigaret.

Den unge hjælper kommer ind og erstatter det fyldte askebægere med et tomt. 

I virkeligheden er den serbiske regering internt splittet på NATO-spørgsmålet, siger Vladimir Zivulovic. Problemet er, at regeringen er nødt til at sikre sig opbakning fra en befolkning, der i altovervejende grad stadig er negativt stemt over for NATO.

»Rusland har stor indflydelse på partierne. Samtidig kontrollerer regeringen 90 procent af medierne i Serbien. De skriver alle sammen, at NATO er Serbiens største fjende. Det er med til at skabe en fjendtlig atmosfære.«

»Vi vil ikke kontrolleres«

Det virker som en udbredt opfattelse i Beograd, at Vesten grundlæggende ikke forstår serbernes ønske om selvbestemmelse.

Også under Titos tid som præsident for Jugoslavien under Den Kolde Krig værnede serberne om deres selvstændighed. Politisk var Jugoslavien godt nok kommunistisk, men Tito definerede i stigende grad Jugoslavien i modsætning til Sovjetunionen, og de to landes relation til Vesten var vidt forskellige. Modsat borgerne i Sovjetunionen nød de i Jugoslavien friheden til at rejse til Vesteuropa som gæstearbejdere og turister, og hjembragte ofte gaver fra det kapitalistiske Vesten.

På samme måde ønsker Serbien i dag at være frit af internationale samarbejder, mener Branko Pavlovic, der er tidligere vicepræsident i det socialdemokratiske parti, SDU, og en af landets førende kritikere af udsigten til Serbiens EU-medlemskab.

Vi møder ham en formiddag på Beograds imposante Hotel Moskva, der med guldbelagte dørkarme, røde tæpper og en pianist i smoking bag flyglet i hallen emmer af østeuropæisk luksus.

»På det punkt er vi serbere nok forskellige fra de andre lande på Balkan: Vi vil ikke kontrolleres. Det ligger i vores natur at gøre modstand,« siger Branko Pavlovic.

»Problemet med Vesten – og det gælder både NATO og EU – er, at man ikke anerkender, at vi i Serbien værdsætter vores frihed. Og det har Rusland ingen problemer med.«

Han er særligt bitter over samarbejdsaftalen mellem Serbien og NATO

»Det er klart, at Serbiens militære status skal være i sync med befolkningens holdning. Det, der sker med Serbien og NATO i øjeblikket, er ikke i overensstemmelse med befolkningens ønsker,« siger Branko Pavlovic.

De kinesiske investeringer

Og så er der Kina.

I juli indgik regeringen i Beijing en aftale med Serbien om at etablere en ny jernbaneforbindelse mellem Beograd og Bukarest i Rumænien til en værdi af 1,1 milliarder dollar. Forbindelsen er blot en del af et større anlægsarbejde, der skal forbinde havnen i Piræus ved Athen, hvor kineserne også har købt op, med det købestærke Vesteuropa.

I forvejen har Serbiens største kulkraftværk, Kostolac, lånt 1,3 milliarder dollar af den kinesiske statsbank til at opføre en ny enhed, som det forventes, at 1.500 kinesiske arbejdere skal være med til at bygge næste år.

Og i 2016 købte kinesiske investorer Serbiens største stålfabrik, HBIS Serbia, for 46 milliarder euro.

Fabrikken ligger godt 50 kilometer øst for Beograd, hvor den beskæftiger 5.200 af byen Smederevos godt 63.000 indbyggere.

Inden kineserne overtog stålværket, så det skidt ud for den store virksomhed og dermed også Smederevo. Da finanskrisen ramte, var fabrikken ejet af amerikanere, der symbolsk frasolgte den for  én dollar, da de ville have haft større omkostninger ved at lukke fabrikken.

Siden amerikanernes exit har fabrikken haft flere forskellige ejere, og inden kineserne overtog fabrikken i 2016, var den i en kort periode ejet af den serbiske stat. I første omgang forsøgte den serbiske stat at hold liv i fabrikken ved at skære kraftigt i de ansattes lønninger.

Serbien og EU

  • Serbien søgte om EU-medlemskab i 2009 og blev tildelt kandidatlandsstatus af Det Europæiske Råd i 2012. Optagelsesforhandlinger startede formelt januar 2014.
  • Der kom for alvor skub i relationen mellem EU og Serbien, da Serbien og Kosovo i april 2013 underskrev en EU-initieret aftale med henblik på at normalisere forholdet mellem de to lande.
  • I 2013 trådte landets stabiliserings- og associeringsaftale med EU, som var blevet underskrevet i 2008, fuldstændig i kraft, samtidig med at screeningsproceduren indledtes.
  • EU yder omfattende bistand i forbindelse med optagelsesforhandlingerne, og i øjeblikket forhandles der om at optage landet i unionen fra 2025.

Kilde: Udenrigsministeriet

Overdragelsen til kinesiske hænder blev således startskuddet til nye tider i Smederevo. Lønniveauet steg på ny, kineserne tilførte nye teknologier til produktionen, der steg fra 7-800.000 ton stål om året til 2.000.000 ton, forklarer Ranko Mirković, 52, og Mirance Virijević, 52, der har arbejdet sammen på fabrikken de sidste 30 år.

»Vi er 5.200, der har et arbejde på fabrikken, men det er ikke bare os, der har fordel af fabrikken; det er også underleverandører andre steder i byen. Når man inkluderer vores familier og deres, er det nok omkring 20.000 mennesker her i byen, der får glæde af fabrikken,« siger Ranko Mirković.

I forbindelse med overtagelsen af fabrikken var den kinesiske præsident Xi Jinping i Smederevo, hvor han under en tale betonede, at Kina var en ven, der ville skabe arbejde og vækst og øge levestandarden i Serbien. Tilnærmelser, der blev gengældt.

»Det ville ikke være forkert at fastslå, at Serbien er Kinas hovedpartner i Europa,« lød det fra Serbiens daværende minister for konstruktion, transport og infrastruktur, Zorana Mihajlović.

»Fabrikken er kilden til livet for både mig og min familie, men også for hele lokalsamfundet,« siger Mirance Virijevic.

På spørgsmålet om, hvor vidt de er bekymrede for at blive for afhængige af kinesiske investeringer, slår de ud med armene og skruer op for tonelejet.

»Der er kinesiske investeringer i London og alle mulige lande i EU. Der er ingen, der bekymrer sig om det, men ligeså snart kineserne investerer i Serbien, farer folk op, og det får pludselig kæmpe mediebevågenhed,« siger Ranko Mirković lettere irriteret.

Noget loddent ved konstellationen

Mens de to medarbejdere peger på nye kinesiske teknologier og materialer som årsag til bedre tider for stålindustrien, mener Željko Veselinović, der tidligere har arbejdet på fabrikken i Smederevo og nu er præsident for de forenede fagforeninger i Serbien, SLOGA, at der er lusk med i spillet.

»Vucic udlægger det, som om han har bragt store investeringer til Serbien, men de eneste, der får noget ud af den her handel, er kineserne, Vucic selv og det øvrige af regeringen,« siger Željko Veselinović.

Veselinović har kontor på fjerde sal i en slidt etageejendom i det centrale Beograd. Døren til opgangen er væk, og trappen op virker skrøbelig. På fjerde sal hænger halvfærdige el-installationer ned fra loftet. 

Ifølge Veselinović blev ledelsen af HBIS Serbia overdraget til kineserne, mens man beholdt en lille del af stålværket under fabrikkens oprindelige navn, Smederevo stålværk, der i dag har 18 medarbejdere. Virksomheden producerer dog ikke længere stål, men fungerer ifølge Veselinović som skuffeselskab, der dækker HBIS Serbias angivelige underskud, hvilket så skal sætte Vucic og de kinesiske ejere i et godt lys.

Således hævder Željko Veselinović, at HBIS Serbia i 2016 havde et underskud på mere end 100 millioner euro, mens man året efter havde et overskud på mere end 100 millioner euro.

»Efter kineserne er kommet ind, er der ikke sket noget. Det er det samme antal medarbejdere, den samme produktion og de samme faciliteter – alligevel havde de i løbet af et år pludselig massivt overskud, selv om der ikke har været nogen større forandringer på det globale stålmarked. Der er grund til at tro, at andre dækker over deres tab.«

For Serbien som land er der ifølge Veselinović bestemt heller ikke tale om et favorabelt lån, som staten har tegnet hos kineserne, og det bekymrer ham.

»Vores regeringen tænker kun i nuet og bekymrer sig ikke meget om fremtiden for landet. Så længe Vucic og folkene omkring ham får del i profitten, er de ligeglade med resten af landets økonomi,« siger han.

Rejsen til Beograd var støttet af Informations Venner

Serie

Kampen om Serbien

20 år efter Kosovo-krigen står konflikten stadig i vejen for Serbiens optagelse i EU. For serberne handler det ikke kun om gammelt fjendskab, men også om at bevare sig selv. Information er taget til Serbien for at prøve at forstå, hvad der adskiller serberne fra at følge deres nabolande ind i det europæiske fællesskab.

Seneste artikler

  • Albanere i Sydserbien drømmer om Kosovo: »Jeg har ikke noget land«

    5. januar 2019
    Serbien og Kosovo forhandler om en ny grænse, der skal bane vejen for landenes optagelse i EU. Forskere frygter, at grænsedragningen vil flå borgerkrigens sår op på ny. Men i en albansk enklave i Serbien, få kilometer fra Kosovo, drømmer en ung albaner og hans venner om frihed og anerkendelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Gert Romme
  • Trond Meiring
  • Hans Aagaard
Anders Graae, Gert Romme, Trond Meiring og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

En opmuntrende artikel - lad endelig Serbien orientere sig imod øst.

Kina og/eller Rusland, intet problem - bare ikke EU eller Nato.

Jeg syntes, at serberne selv skal beslutte, om de vil med i EU eller danne blok med Rusland. Men præcis som andre nationer på Balkan, er også serberne utroligt splittede, og som i Ungarn er det faktisk kun dem, der bruger udenlandske medier, der kender "sandheden". Derfor skal EU ikke henvende sig til landenes politikere med informere borgerne, og derefter spørge dem, hvor de vil høre til.

Jeg syntes dog, at Serbien skal optages i EU, men jeg syntes også, at det skal ske sammen med andre Balkan-lande som Bosna i Hercegovina, Kosowa, Crna Gora, Macadonija og måske Albanien. På denne måde, hvor de kommer ind sammen og er ligestillede, vil der kunne skabes en varig forståelse mellem folkene.

Måske kan man tilbyde dem en fælles ordning, hvor de er med på prøve i en periode på 10 år. Og i denne periode skal de, år for år tilpasse deres lovgivning og retssystem samt gradvis afvikle korruptionen. Og når et land har tilpasset alt, kan landet indgå fuld i fællesskabet.

For at man ikke skal få et fejlagtigt indtryk af Serbien, skal det nævnes, at der i disse uger - præcis som i Budapest, demonstreres i gaderne.
Serbien ledes af en højreradikal præsident, Aleksandar Vucic samt en kvindelig ministerpræsident, Ana Brnabićder. Og især Aleksandar Vucic har en hadefuld retorik, og hylder det nylige overfald på oppositionens leder, Borko Stafanovic, der fanst sted i den smukke vinby, Krusevac. Og ikke alle er tilhænger af Borko Stafanovic, men mange er simpelthen trætte af manipulationer og løgne, som er det eneste pressen fremkommer med.

Borko Stafanovic, der er en venstreorienteret leder, blev overfaldet af sortklædte mænd med jernrør, og blev efterladt hård såret. Netop denne type af uniformering, bevæbning og overfald leder straks tanken over på landets fascistiske magthavere. Præsident Aleksandar Vucic´s reaktion er, at han ikke vil give efter for oppositionens krav om uafhængige medier og retfærdige valg, "selv hvis 5 millioner (borgere) gik på gaden og demonstrerede". Og det ses som en indrømmelse af, at medierne ikke er uafhængige, og at valgene er arrangerede.

Men demonstrationerne begyndte faktisk allerede i foråret 2017, hvor mange tusinde - især unge, gik på gaden og protesterede imod at Aleksandar Vucic´s valgsejr, som de ikke mener, er gået rigtigt til.

Torben Lindegaard

@Gert Romme

Alle lande, der ligger i Europa, og som opfylder Københavnerkriterierne, kan optages i EU efter ansøgning. Håbet er, at Serbien aldrig sender denne ansøgning; men orienterer sig imod øst i stedet.

Men OK - hvis Slovenien og Kroatien kan udholde at være i Union med Serbien, så kan vi andre vel også; men jeg er godt nok helst fri.

@ Torben Lindegaard,

Der har faktisk været forhandlinger mellem EU og Serbien om optagelse i længere tid nu. Og de er sket på EU-initiativ, men det nuværende officielle Serbien er faktisk ikke ganske uinteresseret.

Ud over, at Serbiens og andre Balkan-landes fulde optagelse nok ligger langt ude i fremtiden, er problemet med Serbien nok også, at dels er landet splittet politisk, så næste regering kan mene noget helt andet. Og tilsyneladende har de fleste politiske fraktioner samtidig stærk præference mod Rusland, - i øvrigt af langvarig historisk art der går tilbage til kampen mod osmannerne.