Læsetid: 5 min.

Der er flere fattige tyskere end fattige franskmænd – så hvor er De Gule Veste?

Den venstreorienterede tyske bevægelse Aufstehen prøver at kopiere De Gule Vestes franske succes. Men trods lavere mindsteløn og højere fattigdomsrisiko vil den slags brede protester næppe fungere på den tyske venstrefløj, mener tyske sociologer
Omfanget af de De Gule Veste- demonstrationer som bevægelsen Aufstehen har arrangeret i Tyskland har ikke været imponerende

Omfanget af de De Gule Veste- demonstrationer som bevægelsen Aufstehen har arrangeret i Tyskland har ikke været imponerende

John Macdougall

5. januar 2019

»I Frankrig har befolkningen aftvunget deres præsident en række indrømmelser. Sådan et pres bør vi også skabe i Tyskland.«

Budskabet fra det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht gør det tydeligt, hvilke planer hun har for sin bevægelse Aufstehen her i det nye år.

»Skattepolitik, pension og lønninger – altid bliver der lavet politik for de velhavende og de store virksomheder,« lyder det i den 49-årige Wagenknechts video, hvor hun står foran kanslerens futuristiske bygning i Berlin iført gul vest.

»Vi har brug for mange mennesker, der er klar til at gå på gaden. Det vil vi opnå med Aufstehen i 2019.«

Samling eller splittelse?

Selvom Wagenknechts venstreorienterede samlingsbevægelse Aufstehen i dag har knap 170.000 underskrivere på deres hjemmeside, gik det i 2018 trægt med at kopiere de franske protester. I december lykkedes det at samle et sted mellem et og to hundrede vesteklædte demonstranter i München. Et opråb om at trække i gul vest og demonstrere mod huslejestigninger i Berlin samlede endnu færre mennesker kort før jul.

Det handler både om den tyske protestkultur og om Aufstehens struktur, mener den tyske sociologiprofessor Georg Vobruba, der forsker i social sikkerhed i Europa. Han tror ikke på, at det vil lykkes Aufstehen at samle mange flere i 2019.

»De Gule Veste er en provinsbevægelse nedefra, mens Aufstehen og Wagenknechts forsøg på mobilisering er tænkt oppefra og skabt ved skrivebordet. Det kan dårligt sammenlignes,« siger Vobruba.

Efter en stejl optur omkring grundlæggelsen i september er tilstrømningen nu stagneret, og Aufstehen modarbejdes af Wagenknechts eget parti, Die Linke, mens bevægelsen ses på med skepsis af De Grønne og SPD. Den finder heller ikke meget fodslag i de tyske fagforeninger. At De Gule Veste ikke kan kopieres i Tyskland, handler således ikke bare om, at tyskerne er særligt autoritetstro, mens franskmændene har en hang til revolutionsromantik, påpeger Georg Vobruba.

»Det modbeviste mobiliseringen ved Pegidas demonstrationer i Tyskland. Den opstod godt nok på højrefløjen, men strukturelt lignede protesterne De Gule Veste i Frankrig, som jo heller ikke kun kommer fra venstre- men og så fra højrefløjen.«

Socialt sprængfarligt

Et blik på de tyske mindstelønninger antyder ellers, at der er noget at protestere for. Efter en minimal stigning ved årsskiftet ligger mindstelønnen i dag på lige knap 70 kroner i timen. Dermed nærmer den sig den gennemsnitlige europæiske mindsteløn, men den ligger stadig ca. fire kroner under den franske mindsteløn.

Ifølge den toneangivende økonomiprofessor Marcel Fratzscher, der leder Tysk Institut for økonomisk forskning (DIW), er der over seks millioner tyskere, der får en form for kontanthjælp eller supplerende kontanthjælp under det såkaldte Hartz IV-system, men heraf er det kun 20 procent, der er arbejdsløse.

»Deres løn rækker ikke til at dække deres udgifter. Det er socialt sprængfarligt,« lyder det fra Fratzscher i avisen Tagesspiegel. Han betegner her den tyske mindsteløn som »placebo«, både fordi den på sigt vil skabe en stor alderdomsfattigdom blandt de lavtlønnede og de 40 procent af tyskerne, der i praksis ikke har sparet noget op, og fordi den gør de stigende huslejer i storbyerne til »et kæmpeproblem«.

»Middelklassen, samfundets rygrad, skrumper,« konkluderer Marcel Fratzscher om Tyskland. Han bakkes bl.a. op af topøkonomer som professor Dennis J. Snower, præsident for Kiel Institute for the World Economy, der i avisen Die Welt advarer mod »store sociale konflikter i Tyskland«.

Dem på vippen

I et europæisk perspektiv er 16 procent af befolkningen i Tyskland fattigdomstruet, mens tallet i Frankrig ligger på 14 procent ud fra EU-definitionen om, at man er truet af fattigdom, hvis man har mindre end 60 procent af medianindkomsten til rådighed – inklusive sociale ydelser. Ifølge Eurostat ligger fattigdomsrisikoen for arbejdsløse i Tyskland derimod på rekordhøje 70 procent, mens Frankrig og Danmark ligger i bunden af skalaen med omkring 38 procents fattigdomsrisiko for arbejdsløse.

»Det er meget sjældent, at de allerfattigste skaber sociale konflikter,« siger Georg Vobruba.

»De plejer at komme fra dem, som ligger på vippen og har noget at miste. Det så vi med De Gule Veste, og vi vil måske se det i Tyskland. Forskellene mellem Tyskland og Frankrig er marginale, men især i skellet mellem by og provins er der faktisk større social ulighed og dermed en større polarisering i Frankrig end i Tyskland. Det øger det franske protestpotentiale,« mener sociologiprofessoren.

»Desuden ses præsidenten i Frankrig på den ene side som solgudens direkte efterkommer, men på den anden side er han også en, man kan vælte med et brag. I Tyskland har man et langt mere afslappet syn på politikere.«

Dieter Rucht, der er sociologiprofessor og protestforsker ved det berlinske videnskabscentrum for socialforskning (WZB), er overvejende enig.

»Mindstelønnen er lavere, og pensionsalderen er højere i Tyskland. Men den sociale sikring fungerer samlet set stadig bedre i Tyskland end i Frankrig. Og så er det vigtigt at huske, at risikoen for arbejdsløshed er markant lavere i Tyskland.«

Ligesom Georg Vobruba peger Dieter Rucht på, at der ikke i sig selv er færre demonstrationer eller mindre politisk protestpotentiale i Tyskland end i Frankrig. Men den form, som De Gule Veste har haft succes med i Frankrig, vil næppe slå rødder i Tyskland.

»Man har i det føderale Tyskland en helt anden opfattelse af den politiske elite end i det ekstremt centralistiske franske system, hvor præsidenten har en stærk magt. Derfor kan enhver social kritik og utilfredshed rettes direkte mod den franske præsident,« siger han.

I Tyskland er der derimod stærke forvaltningsdomstole og flere politiske niveauer, som tager dampen af den sociale og samfundsmæssige frustration.

»I Tyskland er det i reglen mere konkrete og dermed lokale protester. I Frankrig samler vreden sig bredere og bryder mere ud som vulkanudbrud.«

Militante fagforeninger

Begge sociologer peger desuden på den store forskel i fagforeningerne i de to største europæiske lande.

»Organisationsgraden er højere i Tyskland end i Frankrig, men de franske fagforeninger er mere militante og aggressive,« siger protestforskeren Dieter Rucht.

»Det skyldes, at Tyskland har ’enhedsfagforeninger’ under et fælles paraplyforbund. De skal finde kompromiser ud fra den laveste fællesnævner, hvormed ekstreme positioner blødes op. I Frankrig er fagforeningerne delt op i mere ideologiske retninger uden en samlende øverste organisation. De står i intern ideologisk konkurrence og overbyder i konfliktsituationer hinanden med radikale løfter.«

Efter et år med mange sociale protester er det alligevel uvist, hvilken vej det vil gå – både i Tyskland og hele Europa, hvor der var kog i sindene i så forskellige lande som Serbien, Ungarn, Albanien og Frankrig. Som videnskabeligt tænkende sociolog vil Georg Vobruba nødigt kigge for meget i krystalkuglen.

»I 1968 eller 1989 var der ingen, der forudså den store protestbølge og østblokkens sammenbrud, så som jeg vil nødig give nogen prognoser for 2019,« siger han.

»Generelt har der været tale om nationale protester rettet mod egne regeringer. Jeg har for nylig været i Ungarn og oplevet de stærke protester i landet, men også en stor resignation. I Frankrig er der mere ro på nu, men også rig mulighed for fortsatte protester. Men for Tysklands vedkommende er det i mine øjne det mest sandsynlige, at det forbliver et af de meget stabile lande i Europa.«

Sahra Wagenknechts venstreorienterede samlingsbevægelse ’Aufstehen’ har høstet en del kritiske kommentarer og analyser i den tyske presse, efter den gik i luften ved en pressekonference i denne uge. Men der er også flere, som mener, at hun repræsenterer en efterspurgt politik hos mange vælgere
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • ingemaje lange
  • Jan Damskier
  • Hans Aagaard
Britta Hansen, ingemaje lange, Jan Damskier og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer