Læsetid: 7 min.

Frugtbare indiske kvinder besøger historisk tempel under politibeskyttelse – og tre andre vigtige internationale historier

Tidligere på ugen lykkedes det to indiske kvinder at nå frem til det hinduistiske tempel Sabarimala. Siden Indiens højesteret i september slog fast, at kvinder også har ret til at besøge stedet, har utilfredse hinduer ellers blokeret adgangen
Indiske hinduaktivister i sammenstød med politiet under en demonstration imod, at de to kvinder Bindu Ammini og Kanaka Durga besøger det hellige hinduistiske tempel Sabarimala, som historisk har afvist kvinder mellem 10 og 50 år med den begrundelse, at menstruerende kvinder ifølge hinduismen er urene.

Indiske hinduaktivister i sammenstød med politiet under en demonstration imod, at de to kvinder Bindu Ammini og Kanaka Durga besøger det hellige hinduistiske tempel Sabarimala, som historisk har afvist kvinder mellem 10 og 50 år med den begrundelse, at menstruerende kvinder ifølge hinduismen er urene.

Chandan Khannan/AFP

5. januar 2019

Bindu Ammini og Kanaka Durga satte ud på deres færd klokken halv to natten til onsdag. De to indiske kvinder på 40 og 39 år nåede to timer senere frem til deres mål i form af det hellige hinduistiske tempel Sabarimala beliggende på toppen af et bjerg i delstaten Kerala. Den sidste del af deres vandring skete under politibeskyttelse.

Tidspunktet og politiets hjælp var nødvendig for at undgå at blive stoppet af de hinduer, der i månedsvis har forhindret kvinder i at nå frem til templet.

Sabarimala bliver hvert år besøgt af millioner af hindupilgrimme – hidtil har de alle været mænd.

Stedet har længe dannet rammerne for en kamp om ligestilling mellem kønnene og om religionens rolle i det indiske samfund. Templet har historisk afvist kvinder mellem 10 og 50 år med den begrundelse, at menstruerende kvinder ifølge hinduismen er urene, og at kvinder i den aldersgruppe derfor ikke bør betræde helligdommen.

Men det er imod den indiske forfatning, lød det fra Indiens højesteret tilbage i september. Det er ikke lovligt at forbyde kvinder retten til at praktisere deres religion, afgjorde retten. Afgørelsen udløste store protester og blev blandt andet fordømt af Indiens hindunationale regeringsparti BJP.

I Kerala satte konservative hinduer sig for at stoppe kvinder på vej hen til templet. Det førte i løbet af efteråret til adskillige voldelige sammenstød mellem forskellige grupper af aktivister og til anholdelser af flere tusinde.

Men fortalerne for en mere tolerant og kønsneutral hinduisme har også politisk opbakning. Delstaten Kerala ledes af en koalition af venstrefløjspartier, der støtter kvinders frie adgang til templet.

Nytårsdag stod lokalregeringen bag en demonstration, hvor tre millioner kvinder protesterede mod kønsdiskrimination. Få dage efter lykkedes det så for Bindu Ammini og Kanaka Durga at aflægge det historiske besøg.

Men sigende var det, at de måtte sniges ind via personalerummet i stedet for at gå op ad de 18 hellige trin, der leder op til den centrale del af tempelkomplekset – og at stedets religiøse ledelse kort efter besøget valgte at lukke templet i en time for at udføre et renselsesritual.

Bindu Ammini og Kanaka Durga fandt hinanden ved hjælp af en Facebook-gruppe for kvinder, som ønsker at besøge Sabarimala. De forsøgte sig første gang juleaftensdag, hvor de blev blokeret og måtte vende om. Denne gang lykkedes besøget, og kvinderne nåede frem til templets hellige skrin uden problemer. Det symbolsk vigtige besøg varede kun et par minutter og førte efterfølgende til en ny runde af protester og sammenstød.

Baz Ratner

DR Congos regering afbryder internettet forud for historisk magtskifte

Den congolesiske regering har lukket ned for internetforbindelser, SMS-tjenester og radiotransmissioner på tværs af landet, mens befolkningen nervøst afventer udfaldet af et kaotisk præsidentvalg

Efter mere end to års gentagne udskydelser lykkedes det nytårsaftensdag endelig at gennemføre det længe ventede præsidentvalg i Den Demokratiske Republik Congo.

Joseph Kabila, der har siddet på magten siden 2001, indvilgede sidste år modvilligt i at træde tilbage, efter hans sidste embedsperiode oprindeligt udløb i 2016. Dermed ser det første fredelige, demokratiske magtskifte siden Congos selvstændighed i 1960 ud til at være lige på trapperne.

Men tingene lader dog vente på sig.

Et midlertidigt resultat skulle efter planen ligge klar søndag, men onsdag fortalte Corneille Nangaa, præsidenten for den congolesiske valgkommission, til Reuters, at optællingscentrene kun havde modtaget 17 procent af de afhentede stemmesedler. Nangaa kaldte det »udfordrende« at nå søndagens deadline for et midlertidigt valgresultat.

De begrænsede resultater afholdt dog hverken regeringskoalitionens leder, Emmanuel Ramazani Shadary, eller den førende oppositionskandidat, Martin Fayulu, fra allerede mandag at erklære sig som sikre sejrherrer. Samtidig er »fabrikerede resultater« ifølge regeringen begyndt at cirkulere på sociale medier i dagene efter søndagens valg.

På grund af de mange rygter om udfaldet besluttede regeringen mandag at afbryde internetforbindelsen og alle SMS-tjenester i de større byer, indtil der foreligger et resultat. Barnabé Kikaya bin Karubi, en seniorrådgiver for præsident Joseph Kabila, fortalte ifølge Reuters, at nedlukningen blev foretaget for at bevare den offentlige orden.

»Det (de fabrikerede resultater, red.) kunne føre os direkte mod kaos,« fortalte Kikaya Reuters.

Også flere medier, herunder det udbredte Radio France Internationale (RFI), er midlertidigt blevet afskåret fra at transmittere i landet.

»Vi vil ikke tillade en radiostation at smide benzin på bålet på et tidspunkt, hvor vi venter på optællingen af de foreløbige resultater,« sagde regeringens talsperson, Lambert Mende, torsdag til Al Jazeera.

Kaotisk valgdag

Spændingerne kommer efter et valg, der langt fra er forløbet glat.

Valget var egentlig sat til at finde sted den 24. december, men en mystisk brand i hovedstaden Kinshasa havde ugen forinden ødelagt 8.000 ud af byens i alt 10.000 elektroniske stemmemaskiner. Det fik landets valgkommission til at erklære sig »teknisk ude af stand« at gennemføre valget på den oprindelige dato.

De manglende stemmemaskiner skabte store køer på valgdagen. Samtidig blev mere end en million congolesere i tre af oppositionens højborge af valgkommissionen afholdt fra at stemme på grund af sikkerhedsproblemer, et voldsomt ebolaudbrud og verserende konflikter med militser i de østlige dele af landet. I provinsen Nord-Kivu indtog et væbnet milits flere stemmestationer og tvang ifølge en lokal tjenestemandvælgerne til at stemme på den siddende regeringskoalition.

På grund af urolighederne forventer regeringen ikke, at et midlertidigt resultat ligger klar søndag, som oprindeligt annonceret. Om det kommer til at skubbe planerne om, at Congos næste statsoverhoved kan indsættes tre dage senere, har regeringen endnu ikke meldt ud.

Den seneste meningsmåling fra Congo Research Group ved New York University, der udkom kort inden nytår, viste en sikker føring til oppositionskandidaten Fayulu på 47 procent. Den siddende regerings kandidat, Shadary, halsede langt efter med en tilslutning på 19 procent.

Evaristo Sa

Bolsonaro sender regnskoven og Brasiliens oprindelige befolkning i armene på landbrugsministeriet

Den nyslåede brasilianske præsident har med et midlertidigt dekret givet Landbrugsministeriet, der i høj grad kontrolleres af landets magtfulde landbrugslobby, beføjelser til at regulere reservater for den oprindelige befolkning

Jair Bolsonaro skulle ikke bruge mange timer på at efterleve et af sine tilbagevendende løfter fra valgkampen – et opgør med beskyttelsen af regnskovsreservaterne, der huser landets oprindelige befolkning.

Onsdag, dagen efter sin indsættelse, besluttede Bolsonaro gennem et midlertidigt dekret, at det fremover skal være Landbrugsministeriet, som skal træffe beslutninger om at skabe, regulere eller begrænse de landområder, hvor Brasiliens oprindelige befolkning holder til, og som ifølge præsidenten begrænser muligheden for minedrift og landbrug. Tidligere hørte opgaven under Funai, et særskilt agentur for den oprindelige befolkning.

Det nye dekret flytter også det brasilianske skovbrugsagentur, SFB, der har til opgave at fremme en bæredygtig anvendelse af Brasiliens regnskove, fra Miljøministeriet til Landbrugsministeriet, som har tætte forbindelser til landets magtfulde landbrugslobby. Endelig giver den Bolsonaros nyudnævnte regeringssekretær, Carlos Alberto Cruz, vidtrækkende beføjelser over for ngo’er, der opererer i Brasilien.

Den tidligere præsidentkandidat og miljøminister, Marina Silva, tweetede efter offentliggørelsen af dekretet, at »Bolsonaro er begyndt sin regeringstid på den værst mulige måde«.

Dinaman Tuxa, koordinator i den nationale interessegruppe for indfødte brasilianere, Apib, siger ifølge The Guardian, at bekendtgørelsen vil føre til »en stigning i skovfældning og vold mod den oprindelige befolkning«.

»Vi vil gennemgå en ny koloniseringsproces. Det er det, de (regeringen, red.) vil have,« siger hun til avisen.

Regeringen har ikke overraskende forsvaret det midlertidige dekret, der udløber inden for 120 dage, medmindre det ratificeres i landets kongres. Hos Bolsonaros kabinet mener man, at landets oprindelige befolkning med 900.000 mennesker – under en halv procent af den samlede befolkning – ikke rimeligvis kan lægge beslag på de 12,5 procent af landets samlede territorium, der i øjeblikket er udlagt til beskyttede reservater.

»Mindre end en million mennesker bor i disse områder, isoleret fra det rigtige Brasilien. De bliver udnyttet og manipuleret af ngo’er. Sammen vil vi integrere disse borgere og sætte pris på alle brasilianere,« tweetede Bolsonaro onsdag.

Hans nye landbrugsminister, Tereza Cristina Dias, påpegede samme dag efter sin indsættelse, at den brasilianske landbrugssektor alt for længe havde været udsat for urimelig kritik.

»Brasilien er et land med en ekstremt avanceret miljølovgivning og er mere end i stand til at bevare sine oprindelige skove,« sagde Dias.

Foto udleveret af familien/Ritzau Scanpix

Amerikansk ’spion’ blev angiveligt anholdt med hemmelige oplysninger på sig

Rusland påstår, at de har fanget en amerikansk spion med fingrene i kagedåsen

Den 48-årige amerikanske statsborger og tidligere marinesoldat Paul Whelan skulle angiveligt bare på en sviptur til Moskva for at deltage i en soldaterkammerats bryllup med en russisk kvinde. Men den 28. december blev han anholdt på sit værelse på Hotel Metropol, anklaget for spionage, og nu er han i centrum for den seneste diplomatiske strid mellem USA og Rusland.

Hidtil har de russiske myndigheder været relativt tavse om de konkrete anklager mod Whelan, men til det russiske nyhedsbureau Rosbalt fortæller en anonym politikilde, at Whelan fem minutter inden anholdelsen skulle have taget imod et hukommelseskort med en liste over medarbejdere i en af Ruslands hemmelige sikkerhedstjenester.

Flere amerikanske medier har allerede beskrevet, at Whelan havde en aktiv profil på det russiske sociale medie VKontakte og talte flere russiske soldater blandt sine venner. Ifølge den russiske politikilde skulle han aktivt have brugt de sociale medier til at skabe kontakt til folk med klassificerede oplysninger.

»Det iøjnefaldende var, at Whelan overhovedet ikke interesserede sig for søde russiske kvinder, men foretrak at sidde og drikke med de mandlige venner, han havde mødt over internettet,« skriver Rosbalt.

Paul Whelan har gjort tjeneste i Irak over flere omgange og er nu ansat som sikkerhedsdirektør for BorgWarner, en underleverandør til bilindustrien. Med den baggrund er han særdeles uegnet til spionopgaver i Rusland, da han simpelthen er for iøjnefaldende for de russiske sikkerhedstjenester, siger den pensionerede CIA-officer John Sipher til Foreign Policy.

»Der er nærmest nul procent sandsynlighed for, at Whelan var indblandet i spionage,« siger Sipher, der selv har arbejdet for CIA i Moskva og været chef for CIA’s aktiviteter i Rusland.

»Det her er præcis årsagen til, at vi ikke tillader folk uden diplomatisk immunitet at operere i Moskva.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

  • Catalansk krise ankommer til EU

    18. januar 2020
    Med sin nyerhvervede immunitet som EU-parlamentariker satser separatistleder Carles Puigdemont på at sætte Cataloniens selvstændighed højt på den europæiske dagsorden
  • Situationen i Libyen kalder på en løsning

    11. januar 2020
    I det krigshærgede Libyen har oprørsleder Haftar indtaget en vigtig by, Tyrkiet er begyndt at sende tropper afsted til landet, og samtidig opfordrer Erdogan og Putin til våbenhvile
  • Mangemilliardæren Michael Bloomberg vil bruge sin formue på at besejre Trump

    4. januar 2020
    Tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg tror næppe, han kan blive demokraternes præsidentkandidat. Hans egentlige ærinde i valgkampen er snarere at bruge 500 mio. dollar eller mere på at omvende ’bløde’ Trump-vælgere fra 2016
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Trond Meiring
David Zennaro, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu