Læsetid: 7 min.

Genopdragelseslejre i Xinjiang: »Havner du her, kommer du aldrig ud«

I Hotan viser officielle dokumenter, at myndighederne udbygger lejrene til internering af muslimer fra uighur-folket og øger masseovervågningen af lokalbefolkningen
En soldat står vagt uden for et ’uddannelsescenter’ i Yining i Kinas Xinjiang-provins. Centrene er vokset voldsomt i størrelse i de senere år. En meget stor andel af den lokale muslimske uighur-befolkning bliver interneret i lejrene, hvor de bliver omskolet politisk efter centralregeringens ønske.

En soldat står vagt uden for et ’uddannelsescenter’ i Yining i Kinas Xinjiang-provins. Centrene er vokset voldsomt i størrelse i de senere år. En meget stor andel af den lokale muslimske uighur-befolkning bliver interneret i lejrene, hvor de bliver omskolet politisk efter centralregeringens ønske.

Thomas Peter

23. januar 2019

HOTAN, Xinjiang, Kina – ’Luopu-Distriktets Erhvervsfaglige Læringscenter Nr. 1’ er umuligt at overse. Allerede på afstand ser man pludselig dets vældige campus-bygninger tårne sig op over store områder med landbrugsjord.

Uden for komplekset, der er omkranset af høje hvide betonmure og beklædt med pigtråd og overvågningskameraer, kører en af politets patruljevogne langsomt forbi, mens en hel flok sikkerhedsbetjente udrustet med lange politistave holder vagt foran indgangsporten. Det 170.000 kvadratmeter store læringscenterområde strækker sig på begge sider af en motorvej og er større end de fleste af egnens landsbyer. Et banner ophængt på en af bygningerne formaner: »Bevar etnisk enhed!«

I vejkanten møder The Guardian en halv snes mennesker, der står og stirrer tavst på bygningerne. Ingen af dem vil udtale sig om, hvad den fængselslignende facilitet er for et slags sted – eller om hvorfor de står og venter foran den hvide betonmur.

»Det ved vi ikke,« siger en ældre kvinde bare.

En anden kvinde er kommet hertil for at besøge sin bror, men afviser at sige mere. En ung kvinde fortæller, at hun er kommet hertil sammen med sine to brødre for at besøge deres far – hurtigt dysser hendes mor hende ned.

Genopdragelse

De er uvillige til at udtale sig, fordi disse bygninger hverken er fængsel eller læreanstalt – de er én stor genopdragelseslejr, hvori muslimske minoriteter, de fleste uighurer, interneres uden rettergang og imod deres egen vilje i måneder, hvis ikke i år.

Menneskerettighedsforskere og lokale borgere siger, at det sydlige Xinjiang, hvor ’Læringscenter Nr. 1’ ligger, er blevet hovedfokus for regimets kampagne mod muslimer, dels på grund af regionens store uighuriske befolkningselement, dels fordi der ikke ligger storbyer i nærheden.

»Vi har en talemåde i Hotan: Havner du i en koncentrationslejr i Luopu, kommer du aldrig ud,« siger Adil Awut*, der stammer fra provinshovedbyen Hotan i det sydvestlige Xinjiang, men nu lever i eksil i udlandet.

I december anmodede FN om at få direkte adgang til sådanne lejre, efter at et panel af undersøgere angiveligt havde modtaget »troværdige rapporter« om, at 1,1 millioner uighurer, kasakher, hui-kinesere og andre etniske minoriteter skulle sidde interneret der.

Beijing har på sin side aggressivt forsvaret sin politik og søgt at fremstille lejrene som en positiv institution og Xinjiang, der blev hjemsøgt af separatistiske motiverede voldsudbrud i 1990’erne og 2000’erne, som fredeliggjort i dag takket været regeringens indsats.

En ganske anden virkelighed toner dog frem i Luopu, hvor Guardian-interviews med nuværende og tidligere internerede og analyser af offentlige dokumenter afslører nye detaljer om regeringens vedvarende kampagne i Xinjiang.

Lokale myndigheder udbygger interneringslejrene, øger deres overvågning og politikontrol og presser lokalbefolkningen til at indordne sig og samarbejde gennem intimidering, magtanvendelse og økonomiske incitamenter.

Lejrudvidelser

Bare inden for det sidste år er mindst 10 nye bygninger opført i ’Læringscenter nr. 1’, viser satellitbilleder. Bygningsarbejderne i lejren var stadig i gang, da The Guardian kom på besøg i december.

Luopu er et sparsomt befolket landdistrikt med omkring 280.000 indbyggere, der næsten alle er uighurer, og tillige hjemsted for otte interneringslejre, der alle officielt benævnes ’erhvervsfaglige læringscentre’, fremgår det af offentligt tilgængelige budgetdokumenter, som The Guardian har set.

I 2018 forventede lokale embedsmænd angiveligt, at ’læringscentrene’ skulle huse 12.000 »studerende« og en anden lejr yderligere 2.100 »indsatte« – i alt svarende til syv procent af distriktets voksne indbyggere eller 11 procent af hele den mandlige befolkning.

I Luopu-distriktet har de lokale myndigheder endvidere planer om at afsætte næsten 300 millioner yuan (44 millioner dollar) til såkaldt stabilitetskontrol, herunder næsten 300.000 dollar til et overvågningssystem, der skal dække alle distriktets moskeer samt gå til at aflønne næsten 6.000 politibetjente, der skal arbejde fra ’nærpolitistationer’ og sikkerhedskontrolpunkter og patruljere i beboelsesområder.

De vidtgående sikkerhedsforanstaltningerne og svimlende omkostninger understreger Kinas vilje til at fastholde sit stærke engagement i den kontroversielle politik i Xinjiang uanset den tiltagende internationale kritik.

I 2017 – året da regeringens kampagne tog sin begyndelse – blev sikkerhedsudgifterne for hele provinsen fordoblet, mens udgifterne til interneringscentre i distrikter med store koncentrationer af etniske minoriteter blev firedoblet, siger Adrian Zenz, forsker ved University of Cambridge med speciale i Kinas etniske politikker.

Budgetoverskridelser er almindeligt forekommende. Luopu-distriktet overskred således sit budget med næsten 300 procent i 2017, den højeste udgiftsstigning i hele Hotan-præfekturet.

Repressionsapparat

Alligevel fortsætter udbygningen af repressionsapparatet. Det Australske Strategiske Institut har analyseret 28 lejre over hele Xinjiang og fandt frem til, at de siden 2016 er vokset i størrelse med hele 465 procent med den største tilvækst i juli og september sidste år. Fem lejre i provinshovedbyen Hotan og de tilliggende distrikter var mindst fordoblet i størrelse, og en enkelt af disse lejre er ekspanderet med hele 2.469 procent mellem 2016 og 2018.

I Luopu har myndighederne indsat ikke færre end 2.700 hjælpepolitibetjente i distriktets 224 landsbyer og byer. Og »de studerende« overvåges nøje: Næsten 2.000 ansatte og politifolk har til opgave at overvåge de 12.000 internerede.

Myndighederne bruger også penge på ideologiske incitamenter, der skal vinde lokalbefolkningens gunst. Embedsmænd i Luopu ansætter lokale imamer og andre religiøse ledere, der er udvalgt til disse positioner som »patriotiske religiøse mennesker« og modtager et årligt stipendium på 4.200 yuan (600 dollar) i et område, hvor den gennemsnitlige disponible indkomst er på 6.800 yuan om året. Til deres opgaver hører at sætte en stopper for ikke-statsorganiserede pilgrimsture til Mekka.

Det relativt lavt rangerende hjælpepoliti, der hovedsagelig rekrutteres fra den uighuriske folkegruppe, aflønnes med 4.100 yuan om måneden, hvilket omtrent er på niveau med lønindkomsten for det regulære politi i Kinas større byer.

Nogle lokalregeringer kæmper for at fastholde strømmen af øgede bevillinger. I nabodistriktet Cele, hvor myndighederne også forventer at have næsten 12.000 tilbageholdte i lærings- og interneringscentre, hedder det i budgetkommentarerne for 2018-budgettet:

»Der er stadig mange projekter, der ikke er anført i budgetoversigten på grund af manglende midler. Den finansielle situation for 2018 tegner meget alvorlig«.

Efterhånden som Kinas økonomi taber tempo, kan lokalregeringerne blive nødt til at kæmpe endnu hårdere. Som forskeren Zenz udtrykker det: »Holdbarheden ved ​​dette system afhænger i sidste ende af ​​størrelsen på statsmagtens finansielle råderum ... Man kan helt sikkert betvivle den langsigtede økonomiske bæredygtighed i alle disse ovenfra og ned-dikterede foranstaltninger«.

Masseovervågning

I dag er Hotan-præfektur underlagt et tæt net af intens politi- og masseovervågning. På Luopu-lokalstyrets hjemmeside betegnes det som værende »ofte i et alarmberedskabsniveau 1 eller 2« – de højeste grader af alarmberedskab.

I Luopu, som flere andre steder i Xinjiang-provinsen, er de uighuriske indbyggeres bevægelsesfrihed begrænset. Hvor han-kinesere uden videre vinkes gennem sikkerhedskontrolposter, får Uighur-trafikanter registreret deres id-kort og må gennem en fuld krops- og ansigtsscanning og lade deres køretøjer undersøge.

Håndholdte enheder scanner smartphones for at finde indhold, der kunne anses for problematisk. En politibetjent krævede også tjekke Guardians mobiltelefon, fordi hun hævdede, at »nogen havde set arabiske eller uighuriske skrifttegn« på den.

Abdulla Erkin* er født og opvokset i Luopu-distriktet og var bosat i Ürümqi i nord for Xinjiang, da kampagnen for alvor begyndte. Han siger, at hans familie har advaret ham om ikke at vende tilbage. »De sagde alle til mig: ’Kom ikke til os. Kom ikke til os. Blive boende i Ürümqi’«. Hans søster, der arbejder på et kommunekontor i Luopu, sagde endvidere til ham: »Det bliver bare værre og værre dag for dag«.

Erkin fortæller, at de fleste af hans venner er blevet sendt i lejre eller fængsel. Efter at være rejst til udlandet erfarede han i sidste måned, at to af hans brødre er blevet interneret, og han frygter, at det samme kan være overgået fem af hans nevøer. En uighurisk forretningsmand, der bor i det nordøstlige Kina, siger til The Guardian, at han har valgt at forlade Hotan på grund af den konstante trussel om at blive tilbageholdt.

»Det virker, som om distrikterne inden for Hotan-præfekturet er gjort til mål for den værste undertrykkelse,« siger Darren Byler, en lektor ved University of Washington, der forsker i Kinas politik i Xinjiang. »Fra statens perspektiv er Hotan udpeget som det mest tilbagestående og resistente område«.

Kinesiske embedsmænd insisterer på, at internationale observatører er »velkomne i Xinjiang«, men The Guardians journalister måtte gennem en fire timer lang afhøring hos politiet i Luopou og fik følgeskab af mindst syv politioppassere Hotan By.

En medarbejder på politistationen ved siden af ’Læringscenter nr. 1’ begrundede over for The Guardian dette med, at »alle journalister, udenlandske eller kinesiske, der kommer til Xinjiang« er underlagt sikkerhedsforanstaltninger.

Rødstjerne-familier

I en landsby i Luopu-distriktet har næsten alle hjem en plakat på døren, der markerer det som en »forbilledlig rødstjernefamilie«. For at gøre sig fortjent til denne status skal familier leve op til flere krav, herunder at udvise »antiekstremistisk tankegang« og »forståelse for den moderne civilisation«.

I løbet af det sidste år har lokale embedsmænd i Luopu samlet landsbyboere til stævner, hvor der afsynges patriotiske sange – en praksis, der også er udbredt i lejrene – og hvor kvindelige indbyggere undervises i at være »gode kvinder for en ny æra, som kan fremme ideologisk frigørelse«.

Om disse initiativer har indgydt nogen større lydighed blandt de lokale står dog på ingen måde klart.

En kvinde, der brænder en bunke grene, opregner alle de personer i sin familie, der er sendt »til træning«, herunder hendes 16-årige søn. En anden kvinde siger, at hendes mand siden december 2017 har været i træning i en anden landsby. Hun ved ikke, hvorfor han blev sendt dertil. »Vi har altid bare været bønder,« siger hun.

En mand, der bærer på et par plastikposer med naan-brød og grillspyd, forklarer, at hans nabo er taget på ophold i et træningscenter. Så afbryder han pludselig sig selv: »Vi er bange for at tale med dig,« siger han pludselig. »De vil straffe os«.

* Navne på kilder er ændret for at beskytte de interviewedes identitet

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Tænk hvis Kina kun havde en økonomi som Sydafrikas i 80'erne? Tænk hvor foragede vestlige statsledere dog ville (lade som om at) være nu.

John Andersen, Claus Nielsen, Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Arne Albatros Olsen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Selvom alt tyder på en urimelig hård tilgang fra de kinesiske myndigheder, så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget mere brutalt en Stalin eller en Mao ville have været. Et eller andet sted symes de beskrevne tiltag mere civiliseret, ja ligefrem fremgang, i forhold til tidligere tiders metoder?

Sandheden om Kina er ikke en men mange sandheder. Her er det såkaldt genopdragelse af anderledes tænkende.

Men det er også reelle kidnapninger af andre landes borgere som med den svenske bogforlægger, der blev kidnappet i Thailand for 3 år siden, og har været fængslet et hemmeligt sted i Kina siden.

Videre er det fængslinger på falske beskyldninger, som det skete med de canadiske borgere, da en kinesisk borger blev tilbageholdt i Canada på opfordring af USA

Desuden er det smudskastning og pression af kritikere direkte fra Kina eller den lokale kinesiske ambassade, hvis man kritiserer Kinas anholdelser. Det er sket i bl.a. Sverige, hvor nogle forfattere forlanger den føromtalte svenske forlægger sat på fri fod.

Egentlig kan man fortsætte denne liste af overgreb fra et stadig mere autoritært Kina med stærkt stigende selvtillid. Men til trods af at dette sker helt åbenlyst, valfarter begejstrede vesteuropæiske regeringsledere og politikere stadig til Kina for at få del i Kinas vækst. Og den kommende reducerede vækst i Kina der bliver 6,2% i 2019, er jo også langt mere, end noget vestligt land kan præstere.

Dorte Larsen, Claus Nielsen, Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Arne Albatros Olsen, Troels Plenge, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Harald Strømberg

Jeg formoder at artiklen er en del af "The Integrity Initiative".
Artikler fra The Guardian stoler jeg ikke på. Det er ofte smedekampagner mod: Venezuela, Rusland, Kina, Jeremy Corbyn og Julian Assange.

Man nævner ikke, de 5000 uighurer som kæmper sammen med Islamisk Stat i Syrien, og heller ikke de Saudiske misionærer, som har omvendt mange af de fredelige uighurer til wahabisme.

Hvordan man kan få et ophold i flere måneder til, at blive "Man kommer aldrig ud", forstår jeg ikke.

I Danmark vil vi aldrig kunne finde på at sende uønskede mennesker til en lejr eller øde ø.

John Andersen, Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Niels Duus Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Hans Larsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Trond Meiring, Peter Beck-Lauritzen, Palle Yndal-Olsen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Bjørn Pedersen, helt enig. Moral er godt og dobbeltmoral er endnu bedre.
Kan Danmark lave tilsvarende muligvis på en ø? Endnu bedre kan vi udlicitere hele øen til et firma fra Kina? Hvad med Grønland? Alle afvigere og ledige kan komme til Grønland mod at Kina passer dem (eller bruger dem som arbejdere) til gengæld kan Kina tage de råstoffer de vil...

Det er ikke kun i Mellemøsten og Vesteuropa at muslimer skaber konflikt, men reelt overalt hvor de findes. Kineserne er så anderledes intolerant overfor de intolerante.

Hvis man sætter landets størrelse i forhold til Danmark, så ligner det vel vores nye ø-lejr til de mørkhårede?

Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

uigurer er ikke forbrydere.

Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Demokrati, frihed, menneskerettigheder, et ikke uovervåget liv har ingen gang på kinesisk jord. Basta! Gider vi dem? Nej! Boykot dem så godt du kan, selvom det er svært, med alt det kineser-skrammel de sælger billigt.

Touhami Bennour

Den vice italienske president anklager Frankrig for at forarme afrikaner og dermed få dem til at rejse som flygtninge til Europa . Den italienske regering hævder Frankrig er ved at bygge en ny emperium i Afrika.

Den italienske ambassadeur er indkald til samtale i Elyseet. Den italienske regering hævder at Frankrig har allerede 14 afrikanske lande i den amperium. Frankrig trykker deres penge og så dominerer deres økonomi på kolonialistisk måde.
Det der forgår mellem Frankrig og Italien er mere farlig for verdens freden og fremtid end de lejrer Kina driver. Man har ser i den tidliger Soviet Union, at disse tiltage nytter ikke. Alle de tidligere muslimske republikker i den tidligere Soviet Union, er nu medlemer af den "Islamiske verden samfund".

Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Michael Friis, 23. Januar, 17.10
Det var da en glimrende idé, her gik jeg og havde det alt for varmt og frit, og har man arbejdet gratis i praktik i et halvt år, en, to fem gange det ene sted er en grønlandsk genopdragelseskoloni hvor jeg endda kan lære mig et helt nyt da helt fantastisk! Jeg strudler af bare omstillingsparathed.

Vi må dog hellere sende nogle danske politibetjente af sted til Grønland. Det der med at lege curlingbetjent for kinesiske gulddrenges protestfølsomme øjne og ører, har de jo så godt styr på, og så viser det jo goodwill fra vores side.

Danny Hedegaard

Jeg skal ikke her forsvare den kinesiske politik, i relation til egne etniske minoriteter, eller i det hele taget fravær af demokrati, og den omfattende undertrykkelse som styret bedriver.

Men det er tankevækkende at Tito evnede, at holde sammen på et multietnisk kludetæppe af jugoslaviske delstater, hvor befolkningen formåede at leve sammen i fredelig sameksistens hans levetid ud.

Ganske vist under udøvelse af en, kan det se ud til nødvendighedens politik, for at låget ikke skulle ryge af en trykkoger, som permanent befandt sig latent lige under kogepunktet.

Men fra det øjeblik Tito døde, satte Jugoslavien kursen mod den katastrofe af borgerkrig, død og elendighed, som vi på så tragisk vis oplevede det i halvfemserne.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv det spørgsmål, om ikke det kinesiske styre har en pointe i det retoriske spørgsmål, som med nogen ret kan være, om vi i vesten ønsker et kinesisk sammenbrud 500 gange den jugoslaviske katastrofe, i bytte for et kinesisk demokrati efter vestligt forbillede?

Det synes jeg ikke at vi skal ønske os, samtidig med at Kina selvfølgelig skal acceptere at blive udsat for kritik, og må være villig til at forsvare sig mod den.

Hvis kineserne flest spørge sig selv, om det er demokrati som under Jeltsin efter Sovjetunionens fald, vi ønsker for kineserne, hvor russerne virkelig var frie, frie i bytte for sult, armod og elendighed.
Hvor deres nationale stolthed og værdighed, blev trådt på af vestlig arrogance, ja så forstår jeg gode, hvis kineserne ikke ønsker sig vores værdier.

Ud af Jeltsins fallitbo fik vi Putin, desværre for russerne, og for os i vesten, men kun forventeligt,
i hu kommende vestens uforstand.

Vestlige værdier, som passer til os, som vi bør værne og forsvare hjemme, men som vi ikke pr definition bør kræve af andre, at de også skal tage til sig, uanset på hvilket trin de befinder sig i deres udvikling, på vej mod velstand på et stadigt højere niveau.

Her befinder Kina sig vitterligt efter 40 års uafbrudt succes, uanset omkostninger for miljøet mm!

Og jeg synes, at vi har ualmindeligt svært ved at afvise legitimiteten af et styre, som har formået at skabe så stor velstand, for så mange på så kort tid, og som er kommet befolkningen så bredt til gode, som tilfældet er i Kina.

Hvis jeg var en ludfattig indisk bonde, og jeg sammenlignede mig med, hvad jeg havde fået ud af det kapitalistiske demokratiske væktsmirakel i Indien, og hvad min tilsvarende kinesiske bonde kollega, havde fået ud af det autoritære udemokratiske kinesiske vækstmirakel.
Så ville jeg til enhver tid foretrække, at være en mindre ludfattig kinesisk bonde, end en fri, men sulten indisk ditto.

Det er også forståeligt, hvis afrikanske vækst økonomier, vender blikket mod Beijing, frem for Washington og Bruxelles.

For hvem tilbyder hvad?

Vesten kommer kun med tomme ord og formaninger, mens kineserne tilbyder kapital, vækst og udvikling.
Men desværre, så er det et kinesisk tilbud til Afrika, som det også vil være til Grønland:-(

Kineserne er i færd med at gentage den europæiske koloni tid, i en nutidig mere moderne udgave.

De kommer med kapitalen, ekspertisen, og de medbringer sågar arbejdskraften fra Kina.

De udvinder de lokale råstoffer, importerer dem til Kina, hvor de bliver forarbejdet og omsat til forarbejdede produkter, som så igen bliver eksporteret til de selv samme udviklingslande, som i første omgang tog imod kinesisk udviklingsbistand.
Resultatet er en smadret, og udkonkurreret lokal produktions økonomi, som fastholder dem i en afhængighed af råvare eksport.

En afhængighed, som på trods af formel national uafhængighed, på sigt blot betyder, at de tidlige kolonier de facto, blot udskifter deres tidligere britiske, franske, belgiske og italienske herrer med et nyt koloni herredømme "Kina".

Det ville klæde Kina, belært af historien, at agere anderledes, hvis ellers at de måtte ønske en accept af, at tiden endnu ikke er inde til demokrati i Kina, og i udviklingslandene efter vestligt forbillede.

Desværre, så kan det godt tyde på at Kina i en version 2, for det 21 og 22 århundrede, i virkeligheden ønsker en rolle, som de tidligere europæiske kolonimagter havde det i verden, i det 18 og 19 århundrede, og USA havde det i det 20 århundrede, og så langt de nu stadig har det her i begyndelsen af det 21 århundrede.

Et overmåde kompetent, og stjerne dygtigt autoritært kinesisk et parti styre, hvis resultater i den grad taler for sig selv, og som med rette kan spørge, hvem kunne gøre det bedre end os?
Kunne Jeltsin, kunne Titos efterfølgere, vil I i vesten kunne gøre det bedre end os i Kina?

Det styre kunne i den henseende, godt tage ved lære af historien, og lade være med at efterstræbe rollen, som en ny tids koloniale herskere.

I dag tror jeg blot, at det kinesiske styre skal pege på USA, Brasilien eller Rusland, og spørge deres borgere, om det er sådanne valgte ledere de ønsker sig i stedet, for at have en reel chance for at vinde et demokratisk valg.

Men omvendt, så er jeg ikke sikker på at vi i vesten, bør ønske os at kineserne gør forsøget.
For tør vi risikere et post kinesisk efterår, 500 gange situationen efter Tito i halvfemserne?

Lad os nu bare fortsætte den kritiske dialog med kineserne, som kineserne lader som om at de lytter til, og som gør dem så glade inde på Asiatisk plads, mens det er business as usual hos Dansk Industri på Rådhuspladsen, og de facto hos fagbevægelsen med.

Og selvfølgelig skal kineserne ikke afgøre, om der må flages med kinesiske flag i Danmark, og selvfølgelig bør en Tibet Kommission, have lov til at vende hver en sten i den affære.

Men at tro, at vi i vesten kan påvirke kineserne, til at indføre demokrati efter vestligt forbillede, ja det skal man vist være en meget ung idealistisk "Befri Tibet" aktivist , måske humaniora studerende på KU, for at tro helt seriøst på - undslap der lige en lille fordom der, ja måske;-)

Men jeg kan ikke lade være med, at tænke på det gamle eventyr "Klods Hans af HC Andersen, når sindene koger over, når talene falder på Kina:

Ih hvor vi gungrer

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

John Andersen, Dorte Larsen, Dennis Tomsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

"At vi i Vesten skal ikke ønske os en kinæsisk efterår", hvorfor ikke? vesten har interesse at kaos hersker permanent i verden; Vesten kan godt klare sig igennem. USA støttede Ben Laden mod Soviet i Afganisten, (vi ser nok ham ikke mere på ham bagefter) bagefter blev han fjenden nr.: 1, de støttede Saddam Hussein mod Iran, bagefter bekrigede ham og henrettede ham. Det samme gjorde med Kaddafi og Assad og che gevara etc... Vesten ønsker sig ikke demokrati i verden, (han har problemer nok med demokrati derhjemme).

Det er svært at være puritaner i Vesten
Når jeg taler om "Vesten" "mener jeg etablishement". Det er den "Vesten". "Jeg forstår virkeligt ikke hvorfor enhver kan tale om Vesten" og tror at han er vestlig.

John Andersen, Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb, Trond Meiring og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Kina er det mest syge totalitære diktatur i verden idag. Det tidligere DDR ville klappe i deres små hænder over alt det som foregår i Kina idag , og George Orwell ville rotere i sin grav, hvis han elllers kunne.

Dennis Tomsen

Jeg tror nu nok Nordkorea er en smule mere totalitær end Kina. Myanmar ligeledes.

John Andersen og Brugernavnet user_b303ee38493046273c14b0e70fa526cb anbefalede denne kommentar