Læsetid: 2 min.

’Den gyldne port’ for rige udlændinge er en sikkerhedsrisiko for EU

Salg af europæiske opholdstilladelser og statsborgerskaber til privilegerede udlændinge kan føre til kriminalitet, advarer EU-Kommissionen
26. januar 2019

Det er en stor indtægtskilde, men også en kilde til kriminalitet. EU-Kommissionen advarede i denne uge om, at europæiske landes salg af opholdstilladelser og statsborgerskab til velstående udlændinge udgør »en potentiel sikkerhedsrisiko«, da det åbner Europas bagdør for kriminelles infiltrering, hvidvask og skattesnyd.

EU’s retskommissær, Vera Jourová, sagde onsdag, da EU-Kommissionen offentliggjorde en ny rapport om den såkaldte »investeringsmigration«, at ordningerne svarer til at »åbne den gyldne port til Europa for enkelte privilegerede personer«.

»Vi ser på det her med bekymring,« sagde Jourová på en pressekonference. »Vi vil have flere sikkerhedsgarantier og garantier mod hvidvask. Vi kræver mere gennemsigtighed«.

Flere europæiske lande gør det muligt – ofte uden tilstrækkelige baggrundstjek – for rige ikke-EU-borgere at købe sig til opholdstilladelser eller direkte statsborgerskab gennem investeringer. Det sker via de såkaldte ’gyldne visa’ og ’gyldne pas’-ordninger, som specielt kinesere, russere og amerikanere benytter sig af.

Ordningerne er ikke ulovlige, men kan misbruges, siger EU-Kommissionen, som kritiserer, at EU-lande ikke tilstrækkeligt udførligt tjekker baggrunden på ansøgerne af de eftertragtede ordninger.

Bruxelles advarer om, at det sikrer udlændinge uhindret bevægelsesfrihed inden for EU’s medlemsstater, hvilket potentielt kan udnyttes af kriminelle til skatteunddragelse eller hvidvask af penge.

Ordningerne er vokset i omfang siden finanskrisen i 00’erne, og for flere lande har det vist sig en måde at tiltrække sig hurtige investeringer. Det påkræves af ansøgerne, at de investerer for visse beløb, f.eks. i fast ejendom.

Tre lande – Bulgarien, Cypern og Malta – sælger for mellem 800.000 euro og to mio. euro i investeringer statsborgerskaber til udlændinge, uden krav om at køberen skal bo eller have anden særlig tilknytning til landet.

I alt 20 EU-lande tilbyder de såkaldte ’gyldne visa’-ordninger. Det gælder dog ikke Danmark.

Ifølge Transparency International og Global Witness har EU-lande fået flere end 6.000 nye statsborgere, og næsten 100.000 har opnået opholdstilladelse gennem ordningerne inden for det sidste årti. Det har indbragt EU-landene omkring 25 mia. euro.

»Det er nu engang sådan, at et gyldent visum er attraktivt for kriminelle og korrupte personer,« skrev de to organisationer i en rapport i oktober 2018.

»Hvis du har mange penge, som du har erhvervet dig på tvivlsom vis, så er det ikke blot tillokkende, men også sund fornuft at sikre sig et nyt hjem langt fra det sted, som du har stjålet fra,« sagde Naomi Hirst fra Global Witness i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu