Læsetid: 9 min.

Hævn, idealer og blodige interesser: Den overbebyrdede fred, der skabte det 20. århundrede – og endnu mere krig

Versaillestraktaten er indbegrebet af, hvordan man kan vinde en krig uden at vinde freden. Men ved at fokusere på Tyskland og Frankrig overser vi den enorme globale betydning af Pariserkonferencen, der begyndte den 18. januar 1919. Med tårnhøje idealer om national selvbestemmelse og benhårde interesser fra Vestens side markerer den overgangen til verden og dens problemer af i dag, mener tysk historieprofessor bag det roste storværk ’Den overbebyrdede fred’
Den britiske premierminister Lloyd George (tv.), den italienske præsident Vittorio Orlando (2. tv.), franske Georges Clemenceau (2.th) og USAs præsident Woodrow Wilson på Pariserkonferencens første dag.

Den britiske premierminister Lloyd George (tv.), den italienske præsident Vittorio Orlando (2. tv.), franske Georges Clemenceau (2.th) og USAs præsident Woodrow Wilson på Pariserkonferencens første dag.

Ritzau Scanpix

18. januar 2019

»Nu vil freden blive diskrediteret i stedet for krigen.«

Den tyske sociolog Max Weber havde i foråret 1919 for længst set det komme.

Både fordi Weber var en af de skarpeste analytikere i årtierne op til og under Første Verdenskrig, der havde kostet næsten ti millioner soldaterliv og ændret Europa fundamentalt, og fordi Weber – ligesom hundredvis af andre videnskabelige eksperter fra hele verden – selv var rejst til den måske mest omstridte konference i nyere tid, Pariserkonferencen, hvor sejrsmagterne fra krigen trådte sammen den 18. januar 1919.

I det følgende halve år skabte de bl.a. den skæbnesvangre Versaillestraktat.

I skolen lærer vi remsen om, hvordan sejrsmagterne med Frankrig i spidsen krævede så høj krigsskadeserstatning og skabte så stærke betingelser for Tysklands afvæbning og grænser, at det pustede til den hævnlyst, der støbte kuglerne til Hitlers ideologiske kanoner og endnu en frygtelig verdenskrig bare 20 år senere.

Set i bakspejlet er remsen ikke helt forkert, for der blev ved Pariserkonferencen ikke meget ud af det amerikanske krav om en »fred uden sejr«. Alligevel kan man ikke drage en kausal linje fra konferencen til Det Tredje Rige, mener den tyske historieprofessor Jörn Leonhard.

Om nogen burde han vide det. Leonhard er nemlig aktuel med en 1.500 siders stærkt rost moppedreng om ’Den overbebyrdede fred’, som han med tydelig begejstring sætter over en time af til at fortælle Information om.

Fredskonferencen i Paris og Versaillestraktaten

  • Fredskonferencen i Paris begyndte den 18. januar 1919 – på fransk foranledning var det samme dag, som det Tyske Rige blev grundlagt i Versailles i 1871 efter Prøjsens sejr over Frankrig.
  • Det var kun de sejrende magter, der deltog i fredskonferencen med USA, Frankrig, Storbritannien og Italien i spidsen.
  • Konferencens hovedprodukt var Versaillestraktaten, der blev underskrevet i netop Versailles i juni 1919.

Tænderskærende protest

»Allerede i løbet af Pariserkonferencen var forhandlingerne en belastning for den nye Weimar Republik,« siger professoren.

»Men i det store billede skal man ikke glemme, at det trods adskillige trusler om at afbryde forhandlingerne faktisk lykkedes at forhandle en fred. At det trods alt lykkedes at oprette et Folkeforbund. Og at Tyskland blev opretholdt som en samlet stat, som en potentiel europæisk stormagt.«

Den konkrete sum for den enorme tyske krigsskadeerstatning blev først fastlagt to år senere. Alligevel underskrev Tyskland Versaillestraktaten i juni 1919, vel at mærke under truslen om besættelse fra sejrsmagternes side og under tænderskærende protester, som bl.a. blev bakket op af den britiske økonom John Maynard Keynes.

»Især blandt briterne var der mange af forhandlerne, der havde et skarpt blik for, at denne fred meget hurtigt kunne føre til revanchisme og ny krig. Men briterne havde også nemmere ved at sælge et moderat forhandlingsresultat derhjemme end franskmændene, der havde lidt enorme tab,« siger Jörn Leonhard.

Jörn Leonhard

  • Jörn Leonhard (f. 1967) er professor i nyere historie på Freiburg-universitetet.
  • Hans værk ’Der überforderte Frieden: Versailles und die Welt 1918-1923’ er udkommet på forlaget C.H.Beck.

Globalt mediefænomen

For at få læseren til at forstå konferencen, indleder Leonhard sit kæmpeværk med intet mindre end 600 siders optakt, der skitserer de sidste krigsår fra 1916 og frem.

Det gør han ikke kun for at vise, hvor brutal krigen var, eller hvordan det russiske zardømme styrtede sammen, mens Østrig-Ungarn forsvandt fra landkortet, og Det Osmanniske Rige vaklede.

»Optakten er afgørende for at forstå, hvad de enkelte lande kommer til Paris med. Måned for måned producerer krigen ikke bare nye ofre, men også nye løfter og nye globale aktører. Det gør billedet stadig mere kompliceret,« siger historikeren.

»Gennem alle parolerne om at holde ud, gennem alle løfterne om sejr og gevinster er der opstået enorme forventninger. Enhver indrømmelse kan tolkes som forræderi mod ofrene, så der bliver stillet stadig højere territoriale og økonomiske krav.«

Med omvæltningerne var der i en lang række lande ikke længere tale om undersåtter i monarkier, men om borgere i demokratier, som nu skulle overbevises på hjemmefronten, påpeger han. Det blev forstærket af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons krav om et opgør med det hemmelige diplomati.

»Konferencen blev et globalt mediefænomen, hvor reaktionerne pludselig havde indflydelse på forhandlingerne,« siger Jörn Leonhard.

»Ved Wienerkongressen (efter Napoleonskrigene i 1815, red.) godt hundrede år tidligere var det stadig muligt at skabe stille kompromiser, men nu blev alle detaljer diskuteret i de nationale medier, som ofte krævede maksimal konfrontation. De engelske og franske politikere lovede, at tyskerne pinedød skulle betale ikke bare for krigsskaderne, men også for krigsfølger som pensioner til soldaterne eller forsørgelsen af enkerne.«

Blodige spor

Mens Frankrig og i mindre grad England havde et åbenlyst hævnmotiv, havde resten af verden langt større forhåbninger. Og det er faktisk hovedpointen i Jörn Leonhards mammutværk, som han betegner som »Versailles’ globalhistorie«.

»For det meste ses fredskonferencen nationalt eller bilateralt med Tyskland og Frankrig i centrum,« siger han.

»Men hvis du ser på perioden frem til 1923, så får fredstraktaterne en enorm indflydelse i store dele af verden. Det gælder bl.a. Sydøsteuropa, Sortehavsområdet, Mellemøsten, Afrika og Østasien – områder, der i dag mange steder er plaget af kriser, som man ikke kan forstå uden at tage fat i Første Verdenskrig og dens følger. Så er 1.500 sider pludselig ikke så meget,« siger professoren med et grin.

Med det russiske zardømmes, Habsburgernes og senere Det Osmanniske Riges undergang var der for Europas vedkommende tale om intet mindre end en komplet nyordning baseret på nationalstater.

Det betød samtidig en opløsning af det system af ligevægt mellem multietniske stormagter, som var blevet grundlagt ved den Westfalske Fred i 1648, og som i grove træk blev bekræftet ved Wienerkongressen i 1815.

Dette enorme nybrud var de fleste deltagere bevidste om ved konferencen, hvor de fik opbakning af en lang række eksperter som etnologer, historikere og økonomer.

Mange af dem troede faktisk på, at man kunne lægge optimale grænser, der ville sikre de enkelte folk og deres nationer – og samtidig skabe økonomisk levedygtige lande ud af nye stater som Polen, mener Jörn Leonhard. Men af de 60 millioner mennesker, der fik en ny nationalitet, tilhørte næsten halvdelen pludselig et nationalt mindretal.

»I Øst- og Sydøsteuropa og i Mellemøsten kunne de nu påberåbe sig den nationale selvbestemmelse, som de samtidig blev stillet i udsigt, men som de nye grænsedragninger ikke gav dem i praksis. Det har skabt lange og ofte blodige spor i nationale og etniske konflikter,« konstaterer professoren.

Han peger på de omstridte grænsedragninger for Balkans nye stater og på Mellemøsten, hvor de nye grænsedragninger afspejlede knaldhårde britiske og franske interesser. Selv mellem Japan og Kina opstod der territoriale stridigheder om den tidligere tysk kontrollerede provins Shandong, som førte til, at Kina ikke underskrev Versaillestraktaten, og som medvirkede til dannelsen af Fjerde maj-bevægelsen og kommunistpartiet i Kina.

Den totale fred

I Jörn Leonhards helt store billede spiller den bolsjevistiske revolution i Rusland i 1917 en anden af hovedrollerne, fordi de revolutionære fristelser nu ikke mere var et europæisk, men et globalt anliggende.

For Storbritannien og Frankrig handler det især om de koloniale imperier. Det afspejler sig helt konkret i de hundredtusinder af bl.a. indere og senegalesere, der havde deltaget i krigen som soldater på deres side, og som med Leonhards ord forståeligt nok spørger:

»Og hvad får vi så ud af anstrengelserne og den nye verdenssituation?«

Historieprofessorens svar er groft sagt: Kolonierne fik store løfter og stort set ingen handlinger – en fatal cocktail, som udstiller de dobbeltstandarder, som Vesten skulle spille med i det 20. århundrede og frem til i dag.

De store løfter skyldtes ikke mindst den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som forfatteren Stefan Zweig i 1919 let ironisk kaldte for »verdens frelser«. Wilson blev vitterligt også modtaget som sådan i Paris, hvor han fremsatte sine berømte 14 punkter for en fred, der skulle ende alle krige med en international enhed af demokratiske nationer.

Under disse 14 punkter står bl.a. kravet om at nedbryde toldmure, skabe generel nedrustning og en helt ny fredsarkitektur med åbent diplomati. Selv om det ikke indgår som et af de 14 punkter, er Wilsons suverænt mest forjættende løfte hans krav om »national selvbestemmelse«, der i dag optræder i FN’s charter over grundlæggende rettigheder – en revolutionær idé i en verden, hvor Afrika og store dele af Asien var under Vestens koloniherredømme.

»Med det universelle begreb om national selvbestemmelse opstod der overdrevne forhåbninger om en ’total fred’,« siger Leonhard og peger på skuffelsen i de europæiske kolonier, hvor Ho Chi Minh ikke skulle blive den eneste radikale reaktion på spændet mellem løfter og realiteter.

»Ikke mindst for briterne og franskmændene bliver det … svært. National selvbestemmelse lyder som en selvfølgelig og rimelig udvikling for f.eks. polakker, tjekker og slovakker. Men selvfølgelig ikke for afrikanere eller asiater.«

Det amerikanske århundrede

I en scene i bogen og dermed i verdenshistorien kravler Woodrow Wilson rundt på et kort på gulvet for at orientere sig i de europæiske lande, deres folk og mulige grænsedragninger.

»Mange hævder fortsat, at Wilson var en naiv idealist. Det var han ikke. Men han mister kontrollen over nogle af de krav og begreber, som han selv indstifter – især begrebet om national selvbestemmelse,« siger Jörn Leonhard.

For Wilson selv bliver der heller ikke tale om en happy end efter Paris. Det lykkedes ham aldrig at få ratificeret traktaten hjemme i USA, og det republikanske flertal i kongressen amputerede Folkeforbundet ved slet ikke at lade USA træde ind i det.

Alligevel ender USA økonomisk betragtet med at blive den store vinder.

»USA har overhalet Storbritannien som verdens største kreditgiver, og det kan USA nu bruge som politisk pressionsmiddel over for det gamle Europa. Wilson er meget bevidst om dollarens globale status og om de amerikanske økonomiske interesser generelt,« siger Jörn Leonhard.

»Mange taler om det amerikanske århundrede, fra Wilson og USA indtog en international førerrolle og skabte en langt stærkere transatlantisk binding – et århundrede, som så skulle slutte i 2017 med Donald Trump og hans isolationisme. Det er for hårdt skåret. Wilson får ikke ratificeret Versailles derhjemme, USA kommer ikke med i Folkeforbundet, og der kommer i USA hurtigt et politisk og diplomatisk tilbagetog, hvor sloganet hedder ’back to normalcy’.«

I løbet af 1920’erne udmøntede det sig bl.a. i en ny isolationisme, nationalisme og racisme påpeger Leonhard og tilføjer lakonisk, at historien ikke er et enten-eller: et isolationistisk America first eller et idealistisk og åbent USA.

»Her kan historien måske give lidt håb for de demokratiske institutioners selvhelende kræfter og tiden efter Trump.«

Overbebyrdet fred

Efter tre kvarter i højt tempo tøver Leonhard for første gang kort, da han overvejer det simple og store spørgsmål, hvad vi i dag, 100 år senere, kan lære af Pariserkonferencen og Versaillestraktaten.

»Vi forstår Vestens rolle og nutidens kriser bedre. Og vi forstår, hvor farligt det er at skabe konfrontationer i en verden, hvor nyheder spredes med stærke billeder og korte budskaber – fjendebilleder, som det kan tage årevis at få ned på et rationelt niveau igen,« siger professoren.

»Desuden kan vi lære noget om et grundproblem i moderne politik, nemlig kløften mellem det, der kan siges, og det, der realistisk kan udføres politisk. Det er ikke gratis at bruge store ord som national selvbestemmelse, verdensfred, kollektiv sikkerhed. Og vi kan se, at det var en enorm fejl ikke at lade de tabende magter sidde med ved bordet, men ligefrem ydmyge dem ved at knytte spørgsmålene om gæld og skyld sammen. Det øgede trangen til revanche.«

Alle disse årsager er medvirkende til, at Første Verdenskrig 20 år senere blev til Anden Verdenskrig. Men Leonhard understreger igen, at det ikke kan forklares monokausalt – og omvendt: At volden ikke ender med hverken verdenskrigens afslutning, Pariserkonferencen eller Versaillestraktaten.

»Hærene demobiliseres, men der er stadig den russiske borgerkrig, krige i Finland, i Østeuropa og så videre. Også internt i Tyskland var der paramilitære strukturer, som mange i dag kender fra serien Babylon Berlin,« siger han.

»Der er mange forklaringer på Det Tredje Riges opståen. En af kilderne ligger i Versailles, men Versailles er omvendt meget mere end det. Det er hele den komplekse og globale historie, som jeg prøver at sammenfatte under betegnelsen ’den overbebyrdede fred’.«

Den 9. november 1918 udråber socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik fra en balkon på Rigsdagsbygningen i Berlin. Det markerer kejserrigets undergang og fører til afslutningen på Første Verdenskrig.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Benno Hansen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
Alvin Jensen, Benno Hansen, Jens Thaarup Nyberg, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu