Læsetid: 6 min.

Italien skyder europæisk valgkamp i gang med tæsk til Macron: »Frankrig er aldrig holdt op med at kolonisere Afrika«

Det er ironisk nok den mest EU-skeptiske regering, der er i færd med at opfylde de mest EU-begejstredes drøm om en politisk valgkamp på tværs af kontinentet. Men foreløbig ser det ikke kønt ud. Italiens to regeringspartier vil sikre deres succes ved det kommende skelsættende valg til Europa-Parlamentet ved at tæske løs på Macron – målet er at underminere hans vision om et tættere Europa
Højrenationalisten Matteo Salvini og populisten Luigi Di Maio har slået vredt ned på Frankrig, og ikke mindst landets præsident, Emmanuel Macron, som de anklager for at have forårsaget flygtningestrømmen til Europa og for at være skyld i, at tusindvis af migranter er druknet i Middelhavet.

Højrenationalisten Matteo Salvini og populisten Luigi Di Maio har slået vredt ned på Frankrig, og ikke mindst landets præsident, Emmanuel Macron, som de anklager for at have forårsaget flygtningestrømmen til Europa og for at være skyld i, at tusindvis af migranter er druknet i Middelhavet.

Stephane Lemouton

24. januar 2019

FRIULI – Den europæiske valgkamp er gået i gang, og den blev slået an med et angreb ind over den vestlige del af alperne.

De sidste dage har Italiens politiske tæskehold – højrenationalisten Matteo Salvini og populisten Luigi Di Maio – slået vredt på Frankrig, og ikke mindst landets præsident, Emmanuel Macron, som de anklager for at have forårsaget flygtningestrømmen til Europa og for at være skyld i, at tusindvis af migranter er druknet i Middelhavet.

Frankrig forhindrer økonomisk udvikling på det afrikanske kontinent og er »aldrig holdt op med at kolonisere Afrika«, sagde Di Maio, leder af Femstjernebevægelsen, hen over weekenden.

Mandag satte han endnu et slag ind med påstanden om, at det er på grund af Frankrigs politik, at »flygtninge forlader deres hjemlande og dør i havet eller når frem til vores kyster«.

»EU bør sanktionere Frankrig,« erklærede han.

Salvini, lederen af partiet Lega, ville ikke stå tilbage for sin regeringspartner og begyndte også at slå løs. Frankrig »stjæler velstand fra Afrika«, sagde han i et tv-interview. Og i en facebookvideo udtrykte han et stærkt håb om, at Frankrig snart skiller sig af med deres »forfærdelige præsident«.

Til maj, påpegede Salvini, når der er valg til Europa-Parlamentet, »vil det franske folk være i stand til at generobre kontrollen med deres fremtid, skæbne og stolthed, som er i ringe hænder hos en type som Macron«.

Det er ikke ligefrem det vante diplomatiske toneleje. Men det her er for så vidt heller ikke en slagudveksling mellem nationalstater. Det er del af en valgkamp. Og her gælder andre regler end inden for diplomatiet.

Med sine hårde angreb er Europas mest EU-skeptiske regering ironisk nok ved at opfylde de mest EU-begejstredes drøm: en valgkamp på tværs af Europas landegrænser. For entusiasterne har denne udvikling været imødeset som symbol på en større europæisk integration og fremkomsten af en stærkere europæisk identitet. Men paradoksalt er den italienske regerings forsøg på at krydse grænser i valgkampen del af en politisk indsats for at erobre magt tilbage til nationalstaterne og bekæmpe politiske ønsker om et stærkere, mere centraliseret EU.

»Det, som vi ser ske nu, er på mange måder det, som fortalerne for europæisk integration har ønsket i mange år, nemlig en transnational valgkamp. Ved tidligere valg til Europa-Parlamentet holdt valgkampene sig inde for de enkelte landes grænser,« siger Lorenzo De Sio, professor i samfundsvidenskab ved LUISS Guido Carli Universitetet i Rom.

»Men den meget optimistiske forestilling, om at en fælles europæisk valgkamp ville foregå i en god tone med rationelle argumenter, holder jo selvfølgelig ikke i virkeligheden. Vi ved, at politik er anderledes. Politik er et beskidt spil. Det her sker, når politik får større plads i en institution, der ellers mest har været styret af internationale traktater mellem suveræne nationalstater.«

Slå hårdt og slå tit

De sidste otte måneder, hvor Lega og Femstjernebevægelsen har været i regeringskoalition sammen, har de med stor frekvens fundet nye ydre fjender, som de sammen har kunnet slå på og klandre for alt fra Italiens ringe økonomiske forfatning til migrationskrisen.

De to partier har opnået stor vælgeropbakning ved at slå hårdt fra sig mod Berlin, Bruxelles og euroen, og ved at tæske på ngo’er og deres redningsskibe, som de anklager for at fungere som en »taxiservice« for nødstedte migranter, der befinder sig til havs. Og de har overdynget indvandrere og muslimer med slag.

Salvini og Di Maio lader ikke til at være bange for negative konsekvenser ved deres angreb – de lader i stedet til at ville konfrontationen. »Endelig ødelægger vi noget igen,« sagde Di Maio ifølge avisen La Repubblica mandag, efter en rasende fransk regering havde indkaldt den italienske ambassadør til at stå skoleret i udenrigsministeriet i Paris og forklare udbruddene fra Rom, som man i Paris anså for at være »fjendtlige og grundløse«.

Lega og Femstjernebevægelsen lader til at have en klar politisk strategi med deres angreb på Frankrig – og ikke mindst Macron.

På den europæiske scene repræsenterer Macron mere end nogen anden det, som Lega og Femstjernebevægelsen er imod. Ved at portrættere ham som ærkefjenden, er de to partier i stand til at tegne fronten mellem to visioner for Europa knivskarpt op.

Macron vil et stærkere, mere velintegreret EU. Men Di Maio og Salvini vil have mere magt tilbage til nationalstaterne og et stærkere fokus på national identitet. De ønsker en hårdere kurs på indvandrerområdet og et opgør med eurozonens økonomiske sparekurs.

Og de håber på, at angrebene vil underminere Macrons position som symbolet på et liberalt, stærkt EU og derigennem mindske hans visions appel blandt vælgerne.

»Di Maio og Salvini angriber Macron, fordi han er symbolet på det EU, som de ikke ønsker,« siger Lorenzo De Sio.

»I det nye parlament i Bruxelles vil det blive nødvendigt at være i stand til at danne alliancer for at få indflydelse på udviklingen, og de italienske partier ønsker naturligvis at underminere de partier fra andre lande, som ønsker et andet Europa end dem selv.«

Italien befinder sig nu som fortrop og det mest indflydelsesrige medlem af en voksende alliance mellem EU-skeptiske, nationalistiske regeringer – specielt i Rom, Budapest og Warszawa – som ønsker et opgør med den traditionelle tysk-franske akse, som har været dominerende hidtil.

Resultatet ved valget til Europa-Parlamentet – og hvilke partier, som formår at danne alliancer på tværs af landegrænser – kan få indflydelse på, hvilken retning Europa skal bevæge sig.

De Gule Veste

For ikke mange måneder siden erklærede Di Maio ellers, at Femstjernebevægelsen og Macrons En Marche-bevægelse var naturlige allierede. Men det er bestemt ikke tilfældet længere. Di Maio lader aldrig rigtig til at være kommet sig over, at Macron i et hårdt angreb sidste år anklagede den nye regering i Rom for at være »kynisk og uansvarlig«, da den lukkede de italienske havne for flygtningeskibe.

Bedre blev det heller ikke, da Macron kom med en lidet flatterende beskrivelse af euroskeptiske, populistiske bevægelser:

»Man kan sammenligne deres fremkomst med spedalskhed, der spreder sig over hele Europa og også i nabolande, hvor vi troede, at det ikke ville kunne fremkomme igen,« sagde den franske præsident. Det så man i Rom som et direkte angreb på Femstjernebevægelsen og Lega.

Nu har Di Maio i stedet kastet deres kærlighed på de såkaldte Gule Veste, som protesterer i de franske gader mod præsident Macrons reformer.

»Et nyt Europa er blevet født. De Gule Veste, giv ikke op!« erklærede Di Maio i starten af januar, hvor han også foreslog et direkte samarbejde mellem Femstjernebevægelsen og De Gule Veste.

Også Salvini har givet sin støtte til De Gule Veste, som han mener, er »ærlige borgere, som protesterer mod en præsident, som ikke repræsenterer sit folk«.

Det er ganske usædvanligt, at en europæisk regering på denne måde bakker op om protester, der også har udviklet sig yderst voldeligt, i et andet europæisk land. Men ifølge Lorenzo De Sio skal det ses som et kalkuleret forsøg på at underminere Macron.

Demagogiske anklager

I diskussionen om de politiske skærmydsler mellem Paris og Rom, er der endnu ikke så meget fokus på substansen i de italienske anklager om, at Frankrig har skyld i migrantstrømmen.

Di Maio påstår, at Frankrig udnytter møntenheden CFA-franc – en valuta, som er et levn fra Frankrigs tid som kolonimagt – til at manipulere økonomien i 14 afrikanske lande, der bruger valutaen, og at det som konsekvens forhindrer væksten i de lande. Det skulle ifølge den italienske udlægning være med til at skabe fattigdom, som igen forårsager migrantstrømmen.

Faktum er dog, at flere migranter fra Italiens tidligere kolonier ankom til Italien sidste år, end migranter fra Frankrigs ditto. Og at antallet af migranter fra de tidligere franske kolonier i det hele taget udgør en lille del af det samlede antal flygtninge og migranter, der krydser Middelhavet.

»De stærke italienske anklager bliver måske nok fremført overforsimplede og demagogisk og er måske afkoblet fra virkeligheden,« siger Lorenzo De Sio.

»Men italienerne er også trætte af at blive beskrevet som kyniske, populistiske og umenneskelige af en fransk regering, der i bund og grund fører samme stramme migrationspolitik, men påstår at være mere noble.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Runa Lystlund
Kim Folke Knudsen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

Måske er vi i Europa blevet lidt historieløse.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig havde kolonier i Afrika og flere steder og har givetvis ikke behandlet dem pænt. Andre lande så som Italien, GB, Belgien, Holland, Portugal, Spanien og Danmark m.fl. havde også kolonier rundt omkring og opførte sig heller ikke som søndagsskoledrenge.

Lad os heller ikke glemme, at Libyen, som Italien har lavet særlige aftaler med, vedrørende stop af flygtninge, er en tidligere italiensk koloni.

Berluscone skulle have været rimelig tæt på Gaddafi, der tog magten i Libyen i 1969. Han siges at have foræret Gaddafi et IC4 tog. Det står et sted ude i ørkenen. Det er en rørende gestus fra Italiensk side, at forære Libyen et tog, der knapt nok nogen sinde har kunnet køre. Det siger sådan set alt om italiensk politik. Helt fra jeg var barn, har der været politiske kriser i Italien og jeg er ikke helt ung.

Det er sager som denne, der skaber splid i Europa. Den spirende italienske fascisme ønsker måske Italexit. Det skal nok hjælpe på deres økonomi og liren, hvis de får den tilbage.

Det er som dagens politikere har det hele i munden og mindre i hovedet.

Kim Folke Knudsen, Trond Meiring, Gert Romme, Eva Schwanenflügel og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar

Tidligere franske præsident Sarkozy var så rodet ind i Libyen og Gaddafi at han simpelthen har været arresteret for at modtage libyske penge til hans 2007-valgkamp, og nu ustandselig må sidde i retten herfor. Hvad mon skulle den anden vej?

Runa Lystlund, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

@ Runa Lystlund,

Jerg tror, du har ret i, at mange af os er historieløse, og nogle har formentlig aldrig haft en rimelig historiebaggrund.

Jeg ved selvfølgelig, at du har ret angående Frankrig og bl.a. Afrika. Men faktisk har Italien også har sine interesser i Afrika gennem århundrede. Ofte var Italiens interesser ude hos den styrtende rige norditalienske adel.

Og hvis man ser på, hvordan Frankrig kom ud af Algier - og det var faktisk i nyere tid. Så kan det tilføjes, at også Italien havde en ganske blodig afslutning på sine imperiedrømme.

Og selv om Matteo Salvini fra Lega Lombarda og Luigi Di Maio fra Movimento 5 Stelle egentlig ikke har meget tilfælles - og slet ikke politisk opfattelse, så kan man i hvert fald konstatere, at de begge er helt "historie-døve".

Runa Lystlund, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det er fuldstændig idiotisk at opfinde en leg om, hvem er Sorteper hvem har ansvaret for klimaødelæggelse, fattigdom, stater som opløses i anarki og alt det andet i Afrika, som er med til at skabe immigration og flugt fra de fattige samfund ?.

Vi skal tale om, hvorledes kan Det europæiske Fællesskab gennem udviklingspolitik støtter vores nabolande i Afrika, så de kan være med til at mestre klimaudfordringen og fattigdommen.

Hr. Salvini har glemt Italiens optræden i 1930´erne overfor Abbysinien,hvor Mussolinis tropper brugte giftgas og terror mod den etiopiske befolkning. Italien har været koloniland for Libyen.

Det her er en afledningsmanøvre, hvor der skabes en ydre fjende Frankrig, så italienerne har det at samles om istedet for, at borgerne begynder at kigge på, hvad den nye Italienske Regering egentligt udretter af godt for befolkningen hjemme i Italien.

Link til Wikipedia GB Etiopiens historie
https://en.wikipedia.org/wiki/Ethiopian_Empire