Læsetid: 7 min.

Kina presser på for genforening, og taiwanerne ved, at det er dyrt at stritte imod

Kina er villig til at bruge »alle nødvendige midler« for at genforene Taiwan med fastlandet, lyder det advarende fra præsident Xi Jinping. Og selv om taiwanerne sætter pris på deres demokratiske friheder, er de også pragmatiske. De ved, at Kina har magten til at isolere østaten fra resten af verden, hvis ikke de følger deres anvisninger
Andelen af taiwanere, der er tilhængere af en tættere politisk integration med Folkerepublikken Kina, er de seneste to år steget fra 15 til 26 procent, og prokinesiske demonstrationer som her er ikke et særsyn i Taipei.

Andelen af taiwanere, der er tilhængere af en tættere politisk integration med Folkerepublikken Kina, er de seneste to år steget fra 15 til 26 procent, og prokinesiske demonstrationer som her er ikke et særsyn i Taipei.

Tsun-Hsu

3. januar 2019

TAIPEI/KAOHSUING – En gruppe ældre mænd vifter med Kinas kommunistiske flag på pladsen foran Taipeis enorme vartegn af en skyskraber, finanstårnet Taipei 101. En mand i grøn militærjakke skiller sig ud, da han pludselig gør honnør, fylder lungerne og begynder at synge en patriotisk hymne. Sangen hylder storheden ved Folkerepublikken Kina, som han mener, Taiwan er en del af. Folk tager billeder af ham, og blitzene fra en hær af smartphones lyser op i aftenmørket.

Kun en håndfuld meter derfra demonstrerer en lille dame med en rullevogn fyldt med billeder af dræbte tilhængere af Falun Gong, en religiøs bevægelse, der i årevis er blevet forfulgt i Fastlandskina.

»They … kill,« siger den lille dame og peger først på de kinesiske nationalflag og så på billederne af sine åndsfæller.

De to modsatrettede demonstrationer er for det første et udtryk for den ytringsfrihed, der ifølge de fleste taiwanere udgør den centrale forskel på Republikken Kina (Taiwan) og Folkerepublikken Kina. Men det er også et lille tegn på, at holdningen i Taiwan er ved at rykke sig til fordel for et tættere forhold til fastlandet.

Over de seneste to år er andelen af taiwanere, der foretrækker en såkaldt juridisk uafhængighed fra Folkerepublikken Kina, faldet fra 50 til 36 procent, viser en meningsmåling fra Taiwan Public Opinion Foundation. Faldet sker dog fra et historisk højt udgangspunkt, og opbakningen til fuld uafhængighed er nu på samme niveau som for 10 år siden. Andelen, der er fortaler for en tættere politisk integration med fastlandet er de seneste to år steget fra 15 til 26 procent, mens en nogenlunde uændret andel på 23 procent foretrækker status quo.

»Taiwanere er pragmatiske. Folk ved udmærket, hvilket pres Kina lægger på Taiwan,« siger Kelly W. Chen, næstformand i den statsstøttede tænketank Foundation for Democracy.

I 1949 vandt Kinas Kommunistiske Parti borgerkrigen i Kina og tvang det tabende Nationalistiske Folkeparti (KMT) med general Chiang Kai-shek i spidsen i eksil i Taiwan. Siden da har det 180 kilometer brede Taiwanstrædet fungeret som de facto grænseland mellem Kina og Taiwan.

Beijing er fortsat af den overbevisning, at Taiwan blot er en provins i Folkerepublikken Kina. Og alle midler bliver taget i brug i bestræbelserne på, at den deserterede provins en dag skal acceptere sin tilknytning til fastlandet og blive genforenet med resten af Kina.

»Kina skal og vil blive forenet,« sagde Kinas præsident, Xi Jinping, senest onsdag i anledning af 40-året for en skelsættende tale i 1979, hvor Kina også opfordrede til genforening.

»Vi vil ikke love at undlade at bruge militær magt, og vi forbeholder os retten til at tage alle nødvendige midler i brug,« sagde præsidenten, selv om han opfordrede til en fredelig genforening under parolen »ét land, to systemer«.

Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, afviste i sin nytårstale, at taiwanerne nogensinde vil opgive den store frihed, de har i forhold til fastlandet.

Straffen fra Kina

24-årige Wei Rong Mi er en af dem, der har stærke familiære bånd til fastlandet. Hans morfar Shi Fang Xue var medlem af borgerkrigens tabende parti, KMT, og flygtede som 18-årig i 1949 med general Chiang Kai-shek over Taiwanstrædet.

Det var egentlig ikke, fordi morfaren havde begået nogen lovovertrædelser, fortæller Wei Rong Mi, da jeg møder ham på en lille kaffebar i den beskedne Beitou-forstad nord for Taipei. Han var kun reserve i Chiang Kai-sheks hær og havde aldrig affyret et skud. Men det gjaldt alligevel om at komme væk, inden kommunisterne fik fat i ham.

Ligesom morfaren støtter både Wei Rong Mi og hans forældre i dag KMT. Til forskel fra regeringspartiet DPP, der på sigt ønsker Taiwan endeligt løsrevet fra Kina, stræber KMT efter, at Kina og Taiwan en dag genforenes i ét Kina, som landene blev enige om under et omdiskuteret møde i 1992 – den såkaldte 1992-konsensus. Hvordan det Kina skal se ud, er stadig det store stridsspørgsmål.

Wei Rong Mi understreger, at han ikke ønsker en genforening under et kommunistisk Kina.

Spørgsmålet om relationen på tværs af strædet og Taiwans økonomi er to sider af samme sag, mener han. Derfor håber han, at forholdet til fastlandet bliver forbedret.

»Jeg er vokset op med, at nyhederne har været fyldt med historier om, hvordan Kina presser Taiwan. Jeg tror, økonomien og mulighederne for internationale samarbejder bliver bedre, hvis KMT genvinder magten. Og at de kinesiske turister vil komme tilbage,« siger Wei Rong Mi, der studerer turisme på det lokale Aletheia University.

I slutningen af november stemte han sammen med et flertal af sine landsmænd ved en folkeafstemning nej til et forslag om, at Taiwan fremover skulle spille under navnet ’Taiwan’ ved internationale sportsbegivenheder og droppe det hidtidige navn ’Kinesisk Taipei’.

»Kina vil straffe os, hvis vi gjorde det,« siger Wei Rong Mi.

»Jeg tror, at hvis ikke vi følger Kinas anvisninger, vil de udelukke Taiwan fra resten af verden. Og det vil vores økonomi bare blive meget værre af.«

Brød og smør

Ved lokalvalget i november tabte præsidentens DPP-parti adskillige storbyer og amter til det mere Beijing-venlige KMT. Nederlaget fik Tsai til at trække sig som partiformand, men hun bliver dog siddende som præsident.

Hvor man i Beijing tolker valgresultatet som et udtryk for taiwanernes ønske om et tættere samarbejde med fastlandet, tilskriver Kelly W. Chen fra tænketanken Foundation for Democracy DDP’s nederlag en generel utilfredshed med særligt en omstridt pensionsreform, der trådte i kraft i sommer, snarere end misfornøjelse over den kølige luft over strædet.

»Lokalvalg i Taiwan handler om folks mulighed for at få brød og smør på bordet – ikke om relationerne på tværs af strædet. Men forholdet til Kina bliver et centralt tema ved præsidentvalget i 2020,« forudsiger hun.

Besøget hos tænketanken Foundation for Democracy er første stop på en pressetur for udenlandske journalister, som Taiwans udenrigsministerium har arrangeret og betalt. Under besøget bliver vi fragtet rundt i en hvid minibus i de polerede dele af hovedstaden Taipei for at høre ministerier, agenturer og tænketanke fortælle om Taiwans politiske og økonomiske beskaffenhed.

Ikke mindst relationen til Folkerepublikken Kina bliver diskuteret indgående på briefingerne.

»Taiwanere ville gerne kunne rejse frit rundt og deltage i internationale sportsbegivenheder under eget flag. Men de er også bevidste om de økonomiske fordele ved at opretholde en god relation til Kina. Også for fortsat at kunne nyde godt af demokratiet, forsamlingsfriheden og ytringsfriheden i Taiwan,« siger Kelly W. Chen.

Isoleret

Siden borgerkrigens afslutning i 1949 har regeringerne på hver sin side af strædet kæmpet for verdens anerkendelse. Til at begynde med så det godt ud for Taiwan. De første par årtier havde østaten flere formelle diplomatiske relationer end Kina. Men siden Kina overtog Taiwans plads i FN i 1971, er kampen mere og mere blevet kæmpet på Beijings præmisser.

I dag nægter Kina pure at samarbejde med lande, der anerkender Taiwan som en selvstændig stat, og det er en pris, der har vist sig for dyr at betale for flere lande. Alene sidste år kappede Den Dominikanske Republik, Burkina Faso og senest El Salvador de diplomatiske bånd med østaten og oprettede ambassader i Folkerepublikken Kina. Dermed er der i dag kun 17 nationer tilbage i verden, der anerkender Taiwan som en selvstændig nation. Heraf er hovedparten ukendte stillehavsøer og fattige centralamerikanske småstater. Ingen deltagere på det nyligt afsluttede G20-møde i Buenos Aires har i dag ambassade i Taipei.

»Dollardiplomati«, kalder præsident Tsai Ing-wen med jævne mellemrum Kinas metoder.

Hun henviser til, at Beijing lokker med økonomiske gulerødder til lande, der sværger troskab til Beijing frem for Taipei. Og truer med pisk til dem, der ikke gør.

Flere internationale flyselskaber og hotelbureauer har på det seneste ændret navnet på destinationen ’Taiwan’ til ’Kinesisk Taipei’ efter pres fra kommunistpartiet i Kina. Og allerede inden Tsai Ing-wen overtog magten i 2016, forsøgte Kina systematisk at afskrække sine borgere fra at besøge Taiwan i et forsøg på at ramme østaten på pengepungen. Resultatet er, at antallet af kinesiske turister fra 2015 til 2017 faldt fra 3,5 millioner til godt to millioner.

»Vi har ikke mange kinesiske turister på grund af den politiske situation,« fortæller en kvindelig rundviser på det nyligt åbnede National Kaohsiung Center of Art i den sydlige by Kaohsiung, som vi besøger undervejs på turen.

»Forhåbentlig vil det ændre sig en dag.«

Kinas tiltagende pres for at få Taiwan til at være en del af fastlandet var en afgørende faktor, da Taiwan allerede i 1990’erne intensiverede samarbejdet med andre lande i Sydøstasien. Dengang var landet at regne blandt regionens tigerøkonomier og kunne fortsat fremvise misundelsesværdige vækstrater. Men med Kinas stigende magt er ønsket om økonomisk uafhængighed fra fastlandet kun blevet sværere at realisere.

I dag er Kina uden sammenligning Taiwans største handelspartner. Fastlandet aftager 40 procent af Taiwans eksport, og østatens teknologiintense økonomi er tæt sammenvævet med fastlandets evne til at samle dingenoterne til en billig penge.

»Ethvert forsøg fra Taiwans side på at øge sin økonomiske selvstændighed bliver mødt med modstand fra Beijing,« forklarer Alan Hua Yang, professor i sociologi ved National Taiwan University og formand for tænketanken Taiwan-Asai Exchange Foundation.

Hvor Taiwan er medlem af handelssamarbejder som WTO og APEC, blokerer Kina for, at Taiwan kan blive optaget i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Interpol. Landet har ingen handelsaftaler med Vesten.

I et forsøg på at afbøde den vanskelige økonomiske situation indgik den daværende KMT-regering i 2011 en omstridt handelsaftale med fastlandet, der sænkede toldsatserne på tværs af strædet. Aftalen dannede efterfølgende bagtæppe for den såkaldte Solsikkebevægelses opstand i 2014, hvor 100.000 gik på gaden i Taipei for at demonstrere mod det, der blev anset for øget afhængighed af fastlandet.

I dag synes flere taiwanere modvilligt at have accepteret, at netop afhængigheden er et vilkår, der ikke kommer til at ændre sig.

»Taiwan er i en akavet position. Vi gør, hvad vi kan, og forsøger at lave aftaler, der er fordelagtige for os uden samtidig at provokere Kina. Men det er en vanskelig situation,« siger Alan Hua Yang.

Rejsen til Taiwan var arrangeret og betalt af Taiwans udenrigsministerium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Annette Chronstedt
Christian Skoubye, Peter Beck-Lauritzen og Annette Chronstedt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rusland har været forgangsland i den nye verdensorden. Rusland har givetvis inspireret Kina med deres annektion af Krim og krig i Ukraine helt uden konsekvens og hvor resten af verden bare kigger på og med tiden affinder sig med sådanne uretfærdigheder.

Spørgsmålet er hvem der følge efter, og bliver de næste, der er mange sådanne "uafklarede" spørgsmål derude, det bliver spændende at se anarkien sprede sig og følge den nye verdensuorden.

Poul Kristensen, Peter Beck-Lauritzen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

Tak for gedigen oplysning. Således rustet kan man sørge under slagets prædestinerede gang. Sammen med Tibet, Hongkong, Xinjiang-muslimerne etc. Mens dollar-diplomatiet tilsyneladende også 'hos os' har frit slag med f.eks. Trumps hegemoniske Iran-isolation.

Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@ Michael Andresen,

Putin behøver ikke at spilde meget tid på Respublika Bielaruś. Selv om kun 8,3 % af befolkningen på 9,6 millioner indbyggere er russere, er landet i høj grad under total russisk dominans. Dette har præsident Aleksandr Lukasjenko sørget for, for uden Rusland ville han på nuværende tidspunkt sidde i fængsel for korruption og ovegreb på menneskerettighederne.

I øvrigt udtalte Vladimir Putin på "Ruslands dag" i sidste måned. at både Republikken Hviderusland, Ukrajina, Republica Moldova og Republika Eesti var russisk kærneområde, og hørte ind under Rusland.

Peter Beck-Lauritzen

Kors hvor er det surt at se på. Kina; et land, to systemer! Hong Kong - humbug! Rusland; Krim, Belarus, men også de tidligere sydlige republikker, Aserbajan, Uzbekistan etc. Kleptokratier. Samtidig "skrumper" og isolerer USA sig, som vi i vesten satte vores lid til. Fake-venner. Europæerne må holde sammen og finde troværdige venner, mod betaling selvfølgelig, ligesom vi har betalt for våben og sikkerhed til USA; så, hvad med Xi, Putin? De er sikkert også troløse, hvis ikke vi støtter dem i drømmen om verdensherredømmet.

Poul Kristensen

Ja, skidt. Det går nok.
Ytringsfrihed og demokrati og stemmeret og grundlov og den slags pjat er alligevel overvurderet.