Læsetid: 5 min.

Klima og miljø står allerøverst på dagsordenen i Davos. Løsningerne er sværere at få øje på

Uden Trump, May og Macron er den globale elite politisk amputeret ved de kommende dages økonomiske verdensforum i schweiziske Davos. Det kan i bedste fald være en chance for et reelt fokus på de største globale udfordringer, hvor klima og miljø ifølge topmødets alarmerende rapport for første gang indtager de øverste pladser
I de seneste år har WEF i højere grad fokuseret på social ulighed. Det er også et aspekt i årets globaliseringsfokus, hvor de teknologiske fremskridt i stadig højere grad ses som trusler

I de seneste år har WEF i højere grad fokuseret på social ulighed. Det er også et aspekt i årets globaliseringsfokus, hvor de teknologiske fremskridt i stadig højere grad ses som trusler

Fabrice Coffrini

22. januar 2019

»Improving the state of the world«

Sloganet for det årlige økonomiske verdensforum (WEF) i schweiziske Davos er ikke ligefrem beskedent. Til og med fredag vil 3.000 udvalgte deltagere tage del i de eksklusive løjer og debatter i de schweiziske alper – i 1.500 meters højde med god sikkerhedsafstand til eventuelle demonstranter.

Sammen med et fokus på handelskonflikter og de formodentligt forestående omvæltninger som følge af den fortsatte digitalisering sker det i år med stærkt øget fokus på klima og miljø.

På dette område giver WEF’s beretning ’The Global Risks Report 2019’ et alarmerende billede af tidens største risici og klodens sandsynlige fremtid. I top tre ligger ekstremt vejr, manglende klimatilpasning og -beskyttelse samt naturkatastrofer. De efterfølges på top ti bl.a. af datatyveri, cyberangreb, massemigration og økonomiske bobler.

Efter et 2018 med rekordhøje udgifter som følge af ekstremt vejr, som understreger den manglende evne til at tackle klimaforandringer som en af de mest skæbnesvangre risici hen over de næste årtier, holder WEF sig i rapporten ikke tilbage for at bruge overskrifter som ’Out of control’ og ’Fight or flight’.

»Af alle risici er det i forhold til miljøet, at det er mest tydeligt, at vi går imod katastrofen i søvne,« lyder det i rapporten.

»Aldrig har der været et mere påtrængende behov for fælles og kooperative løsninger på de globale problemer, som berører alle. (…) De globale risici tager til. Samtidig er den kollektive vilje til at bekæmpe dem mærkbart aftagende, og splittelsen er tiltagende.«

Ny elefant

Davos lever især af showet omkring de store politikere og ledere af koncerner og organisationer. Det fik vi en opvisning i sidste år, hvor Donald Trump skabte den hidtil største medieopmærksomhed om topmødet, om end han mod forventning ikke lagde sig ud med den globale elite. Han brugte derimod platformen til at sælge USA som det bedste sted at investere.

Fra europæisk side lød der kritik af hans opgør med multilateralismen, men både den franske leder Emmanuel Macron og den tyske leder Angela Merkel var samtidig pragmatiske i deres budskab: Hvis USA kapsler sig inde med protektionisme, står vi klar med vores europæiske markeder.

I år vil topmødet formentlig forme sig anderledes. Trump og hans ministerhold er tvunget til at blive i Washington og beskæftige sig med den rekordlange amerikanske nedlukning af statsapparatet. For Storbritanniens vedkommende holder Brexit-kvalerne Theresa May hjemme i London, mens Emmanuel Macron har hænderne fulde af De Gule Veste og må blive i Frankrig.

Til gengæld kommer der over 60 andre statschefer, herunder Merkel, Shinzo Abe fra Japan og Brasiliens nye højrehardliner Jair Bolsonaro. Allerede tirsdag kan Bolsonaro indtage Trumps rolle som elefanten i glasburet, om end brasilianeren med sine økonomisk-liberale synspunkter og støtte til skattelettelser sikkert vil få en pæn modtagelse af flertallet i Davos.

I Trumps fravær vil den håbede tilnærmelse i handelsstriden mellem USA og Kina heller ikke finde sted i dette forum. Denne fortsatte usikkerhed passer desværre godt til årets Davos-tema ’Globalisering 4.0: På jagt efter en global arkitektur i den fjerde industrielle revolutions tidsalder’. Igen ganske ubeskedent kobles hele spørgsmålet om digitalisering og disruption her sammen med samtidens store geopolitiske spørgsmål.

Ny legitimitet

WEF startede i 1971 på tyskeren Klaus Schwabs initiativ under mottoet Let’s meet the American challenge. Underforstået: hvad gør vi ved den amerikanske overlegenhed?

I dag er Klaus Schwab stadig the boss of Davos, men sloganet fra 1971 kan nu forstås omvendt: Hvad gør vi ved en verden uden lederskab fra et stadig mere protektionistisk USA?

På WEF’s hjemmeside og i avisen FAZ har Schwab krævet »en opdatering af det globale styresystem« og »et nyt fundament for globaliseringen« i »en verden uden lederskab og uden en global arkitekt«. Med denne dagsorden har han været skarp til at give Davos en helt ny legitimitet som et af de få fora, hvor der stadig kæmpes for at holde sammen på resterne af en multilateral verdensorden.

Selv på miljø- og klimaområdet tillader Schwab sig i en artikel på WEF’s hjemmeside at være en smule optimistisk i forhold til, hvordan »globalisering 4.0 kan bidrage til at tackle klimaforandringerne«.

Han skriver her, at det internationale samfund er tvunget til at »opildne til masser af forskellige tilgange, samarbejder og initiativer for at støtte, løfte og accelerere regeringernes ambitioner om at opnå eller overgå Paris-aftalen«.

Han fortsætter:

»At møde nutidens klimaudfordring kan måske ses som det at bygge en global offentlig-privat platform for handling. (…) Faktisk er det et godt eksempel på en ny måde at muliggøre den arkitektur, som ’globalisering 4.0’ forsøger at fremme: praktiske, offentligt-private aftaler, der skal hjælpe regeringerne med at finde slagkraftige, kooperative løsninger på presserende globale problemer i vores stadig mere komplekse verden, som i rivende hast ændres af den fjerde digitale revolution«.

Visionen er klar nok for WEF, der ønsker at være en global platform for den politiske viljesdannelse fra både regeringernes, de store virksomheders og civilsamfundets side. At det i Davos er ganske uigennemsigtigt, hvem der inviteres, og hvilke »ressourcer« det f.eks. kræver af ngo’er, er en mulig indvending. En anden er, at det trods de relativt klare visioner stadig er meget luftigt, hvis man betragter det som løsningsforslag på de presserende klima- og miljøproblemer.

Tøjlesløs kapitalisme

I de seneste år har WEF i højere grad fokuseret på social ulighed. Det er også et aspekt i årets globaliseringsfokus, hvor de teknologiske fremskridt i stadig højere grad ses som trusler: I de gamle industrilande frygter borgerne for deres job, mens de gryende økonomier frygter for, om de nogensinde kommer med på den digitale vogn, påpeger WEF.

Klaus Schwab plæderer her for en »integrativ globalisering«, hvor det store gab mellem prekariatet og de privilegerede skal lukkes. Den sang om mindre ulighed har vi hørt før fra Davos, og vi har før oplevet, at ordene ikke er blevet fulgt af skyggen af handling.

Det vil ikke undre de notoriske kritikere af WEF og Davos. For dem er det sært neutrale topmøde blevet det ultimative symbol på den tøjlesløse globale kapitalisme, hvor eliterne meler deres egen kage på det schweiziske »trolddomsfjeld« med en organisation, der netop er skabt for at fremme den globale økonomiske integration.

Forfatteren Anand Giridharadas har formuleret det endnu hårdere:

»Davos ligner en familiær reunion af de mennesker, der har ødelagt verden.«

Hvis man ikke køber denne fundamentalkritik af WEF, kan man pege på, at det i de senere år faktisk er blevet ret konkret, at både uligheden og fortællingen om den har fremmet den populisme, som er en streg i regningen for en åben og fri verden – og dermed også for de interesser, der er med til at drive WEF. Det samme ser nu ud til at ske med miljø- og klimakampen, hvor der også står stærke interesser bag.

Her midt i multilateralismens krise er det ikke uden en vis ironi, at et økonomisk forum som WEF, der ikke just er vækstkritisk, nu vil vise vejen for de enorme grønne omstillinger i samtiden.

Men i Davos bliver der trods den alarmerende rapport som bekendt ikke taget nogen epokegørende beslutninger. Det vigtigste foregår i gangene og bag kulisserne. Og der kan man håbe, at de har læst WEF’s rapport om klodens tilstand og tager budskabet til sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Christian Skoubye
Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det her er verdens største kriminalroman, og så er det ikke fiktion, men virkelighed.

Nike Forsander Lorentsen, Mogens Holme, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bo Rosenkilde

Løsninger...lol...kommer sandsynligvis aldrig til at ske.
Det som måske kunne forårsage at løsninger kunne komme på bordet( jeg vrøvler, de er der jo allerede ) er hvis vi i Vesten og andre rige lande begynder at føle sulten som en daglig følgesvend...så vågner vi op. Ikke før.