Læsetid: 8 min.

Klimakrisen og den sociale krise er uløseligt forbundne

Hvis ikke vi tackler både klimaudfordringen og de sociale udfordringer i EU via en ’New Green Deal’, forbliver klimakampen en sag for eliten, siger Bas Eickhout, spidskandidat for De Grønne ved europaparlamentsvalget i maj
Hollandske Bas Eickhout fejrer den 24. november i Berlin sit valg til spidskandidat for Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet. Eickhout er uddannet i kemi og miljøvidenskab og er medforfatter til en af de tidligere statusrapporter fra FN’s klimapanel IPCC. I denne uge besøgte han København for at tale om en New Green Deal på Europakonferencen 2019.

Hollandske Bas Eickhout fejrer den 24. november i Berlin sit valg til spidskandidat for Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet. Eickhout er uddannet i kemi og miljøvidenskab og er medforfatter til en af de tidligere statusrapporter fra FN’s klimapanel IPCC. I denne uge besøgte han København for at tale om en New Green Deal på Europakonferencen 2019.

Carsten Koall

19. januar 2019

Bas Eickhout er lidt i tvivl. Skal vi tale om Green New Deal eller New Green Deal?

Sagen er, at Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet, som Eickhout er nyvalgt spidskandidat for, allerede under finanskrisen i 2009 talte stærkt for en Green Deal, dvs. en samfundskontrakt om at sætte ind mod den dobbelte økonomiske og klimamæssige krise via et stort, grønt investeringsprogram, der kunne skabe arbejdspladser til de arbejdsløse i Europa ved at omstille til et klimavenligt energisystem.

Så når De Grønne nu ti år senere igen sætter forslaget på dagsordenen, er det sådan set en ny Green Deal.

Den fremstormende kampagne i USA for det samme – beskrevet i onsdagens Information – har afsæt i præsident Roosevelts projekt fra 1930’erne, New Deal, som de amerikanske aktivister og politikere nu relancerer i en grøn version, en grøn New Deal.

Men skidt med ordstillingen. Det interessante er, at der både i USA og Europa er en hastigt voksende erkendelse af, at hverken tidens klimatiske udfordringer eller tidens sociale udfordringer kan løses hver for sig.

De er uløseligt forbundne, og hvis man forsøger at løse det ene isoleret, forværrer man det andet – og vice versa. Udfordringerne må håndteres i én stor omstillingsproces for den herskende økonomi.

Det er budskabet, som netop nu skaber massiv mobilisering blandt især unge i USA, og som Bas Eickhout siger, at EU’s grønne gruppe vil gøre til et centralt emne i valgkampen op til EU-valget i maj.

»Hvis ikke man via en New Green Deal forsøger at tackle de grønne udfordringer og de sociale og økonomiske udfordringer som to sider af samme problem, så forbliver klimakampen et projekt for eliten. Grøn politik må aldrig være udelukkende grøn politik. Det er præsident Macron ved at lære i øjeblikket,« siger Bas Eickhout.

Han er medlem af det hollandske parti GroenLinks, Det Grønne Venstre, som i øjeblikket er større end Socialdemokratiet i Holland, og han har siden 2009 repræsenteret Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet. I november blev han sammen med sin tyske kollega Ska Keller valgt som gruppens spidskandidater til europaparlamentsvalget.

Bas Eickhout er uddannet i kemi og miljøvidenskab, har i en årrække arbejdet for den hollandske miljøstyrelse og er medforfatter til en af de tidligere statusrapporter fra FN’s klimapanel IPCC. I denne uge har han besøgt København for at tale om en New Green Deal på Europakonferencen 2019, arrangeret af Tænketanken Europa.

»Grøn politik får stadig større støtte. Folk forstår, at der må ske noget, men det rejser også det store spørgsmål: Hvem skal betale for det? Når man foretager en omstilling, handler det ikke kun om at ændre politikken. Selve de økonomiske strømme må ændres. Det bringer spørgsmålet om fairness i centrum.«

Eickhout påpeger, at De Gule Vestes protester mod Emmanuel Macron ikke primært handlede om den omstridte benzin- og dieselafgift.

»Det handlede jo om, at han på forhånd blev set som de riges præsident – bl.a. fordi en af hans første skattepolitiske handlinger var at annullere en skat, der ramte de mest velstående. I Frankrig som andre steder oplever folk, at de rige og de store selskaber slipper af sted med at betale lave skatter eller helt undgår dem – I Irland, hvor Apple har europæisk hovedkvarter, har selskabet ifølge EU-Kommissionen betalt 0,005 pct. i skat. Samtidig betaler almindelige mennesker 40 pct. eller mere af deres indkomst i skat.«

»Hvis man oven i en sådan uretfærdighed får en grøn politik, der opleves som yderligere en beskatning af almindelige menneskers forbrug, så skaber det naturligvis modstand,« siger Bas Eickhout.

Klimaet højt på dagsordenen

De Grønnes spidskandidat gør opmærksom på, at bekymringen for klimaet faktisk står højere på europæernes dagsorden end nogensinde. Den seneste Eurobarometer-måling fortæller, at klimaændringer er rykket op som nummer fem blandt de udfordringer, borgerne mener er vigtigst for EU, og meget tæt på nummer to til fire på listen.

Kun migrationsspørgsmålet gives mærkbart højere prioritet. I fem lande – heriblandt Danmark – er klimaet nummer to, og i ét land – Sverige – nævnes klimaændringer som den allervigtigste udfordring for EU.

»Folk vil se mere handling for klimaet. Problemet er, at det går alt for langsomt.«

Bas Eickhout kritiserer EU-Kommissionen og EU-lederne for, at man endnu ikke har skærpet EU’s CO2-reduktionsmål for 2030 – fastsat et år før Parisaftalen – og at man er gået fra at have nationalt bindende mål for andelen af vedvarende energi i 2020 til at have et fælleseuropæisk mål for 2030, men ingen forpligtende nationale mål.

Når det gælder CO2-reduktionsmål for den europæiske bilpark, har EU-Kommissionen ifølge Eickhout blot lyttet til, hvad tysk bilindustri har forlangt.

»I Beijing taler man nu seriøst om en transportsektor med nuludledning i 2030. I EU-Kommissionens udspil var ambitionsniveauet for nye personbiler blot 30 pct. CO2-reduktion i 2030. Det er derfor, vi taler om en New Green Deal: Hvis ikke vi er i front med målene og dermed med innovationen, så skabes de nye job uden for Europa, og så kommer vi til at importere den grønne teknologi i stedet for selv at skabe den. Når det gælder selve energiforbruget, importerer vi fossil energi for næsten én milliard euro hver eneste dag – i de fleste tilfælde fra regimer, man nødigt vil være afhængig af.«

Dertil betaler EU stadig ifølge Bas Eickhout 300 millioner euro årligt i subsidier til fossil energi – herunder f.eks. i form af afgiftsfritagelser for luftfarten.

Så den grønne omstilling kræver investeringer i innovation og nye job og omlægninger i de offentlige budgetter og afgiftssystemer.

»Også derfor må vi gøre den grønne dagsorden bredere og tale om de økonomiske strømme. Hvis pengene går den forkerte vej, kan man tale om politiske mål, så meget man vil – man når dem ikke.«

Skattepolitikken i centrum

Bas Eickhout påpeger, at De Grønne også i 2009 talte om en Green Deal som en økonomisk dagsorden.

»Det var i sig selv uvant for mange. Hvad vi har lært af den aktuelle debat i Europa er imidlertid, at det grønne må kædes meget stærkere sammen med de sociale spørgsmål, spørgsmålet om byrdefordeling og hvem der skal betale.«

For ham nødvendiggør det bl.a. at tale om europæisk skattepolitik.

»Suverænitet over skattepolitikken er jo et af de nationale privilegier og stoltheder i EU-landene. Men som det er skruet sammen, leder det ofte til et asocialt Europa.«

Bas Eickhout henviser til, at EU har et indre marked med fri bevægelighed for varer og arbejdskraft, som sikrer virksomhederne gevinstmuligheder. Men det samme gør den nationale skattepolitik, når medlemslandene konkurrerer indbyrdes på lave selskabsskatter for at tiltrække eller fastholde virksomheder – jævnfør Apple-eksemplet fra Irland.

»I EU går selskabsskatterne ned år efter år. Og hvad kan enkeltlandene gøre ved det? De kan hæve andre nationale skatter såsom skatten på arbejdsindkomst, eller de kan skære ned på de offentlige udgifter, dvs. på velfærden, sådan som vi har set det i mange lande. Det leder til den sociale utilfredshed, vi ser mange steder i Europa.«

»Suverænitet i skattepolitikken lyder godt, men realiteten er, at selskaberne profiterer af det på bekostning af velfærden. EU-Kommissionen erkender problemet, men vover ikke at gøre noget ved det. Vover vi heller ikke at diskutere sådan noget i sammenhæng med klimapolitikken, så får vi aldrig en Green Deal. Vi får en no deal

– De Gule Veste, Donald Trumps vælgere og det grønne venstre er på en måde drevet af det samme: En bekymring over en globaliseret, konkurrencedrevet kapitalisme, som tilgodeser de rige, skaber ulighed, presser mennesker og miljø, undergraver kendte værdier. Analysen og løsningsideerne på de to fløje er bare vidt forskellige. Hvordan kan man nå frem til at indse, at man ikke er hinandens modstandere, men faktisk allierede i en fælles kritik af et brutalt økonomisk system?

»Mange bekymrede centrumpolitikere gør det galt, at de affærdiger, hvad højrepopulisterne siger, men samtidig overtager en del af deres retorik. Det sender uklare signaler til folk, som bliver forvirrede og skuffede over politikerne i centrum og mister tillid til dem. Derfor ser vi denne fragmentering af det politiske landskab.«

Bas Eickhout advarer mod at tro, at man komme højrepopulister som Donald Trump til livs ved bare at prygle løs på dem.

»Trump er rigtig dårlig til at anvise brugbare løsninger, men han har en god mavefornemmelse for problemerne. Handelspolitikken er et af de emner, han har identificeret. Trumps løsning – protektionistiske bilaterale aftaler hvor USA påtvinger andre sin dagsorden – duer jo ikke, men han har ret i at udpege handel som problem. Det er det også i EU, hvor Tysklands store dominans som eksportøkonomi skaber vindere og tabere og dermed ulighed og splittelse i den europæiske økonomi.«

Derfor må EU’s grønne partier og venstrefløjen også beskæftige sig med handelspolitikken og formulere strategier, der – også som element i en New Green Deal – sikrer både fairness og bæredygtighed, understreger Bas Eickhout.

Udsigt til mindre vækst

Han peger på yderligere en udfordring: Fremtiden må forventes at byde på lavere økonomisk vækst. Dels har BNP-vækstraterne i flere årtier været aftagende af en række strukturelle grunde, dels vil en ny grøn økonomi alt andet lige indebære mindre vækst.

»Servicesektoren leverer erfaringsmæssigt mindre til BNP end andre sektorer, og det samme gælder en cirkulær økonomi med mindre ressourceomsætning. Debattens startpunkt bør derfor ikke være, om der skal være vækst eller ej – i stedet skal vi som samfund forberede os på, at resultatet af en ny grøn politik med cirkulær økonomi bliver lavere vækst. Det lægger op til en debat om finansieringen af vort sociale velfærdssystem, og den diskussion er vi nødt til at tage.«

– Ja, for mindre vækst leder til større behov for omfordeling, herunder f.eks. at de velstående betaler mere i skat. Derved udfordrer man stærke interesser, som vel vil forsvare egne privilegier. Altså konflikt?

»Absolut, og der nærmer vi os udfordringens kerne: At gennemføre den slags i en globaliseret verden er meget svært, men gør man det alene lokalt, kan virksomhederne og de rige flytte hen, hvor profitten er større eller beskatningen lavere. Som enkeltlande er vi for små til at skabe disse forandringer, og globalt sker det for langsomt. Det realistiske er at gøre det på europæisk niveau.«

»Det bliver en stor udfordring for den nye EU-Kommission, men også for os grønne. Vi er nødt til at tale mere om handelspolitik, skattepolitik og andre fundamentale politikområder samtidig med det grønne. Og det er jo ikke sådan, at vi med en New Green Deal kobler disse ting af taktiske grunde. Der er reelle økonomiske begrundelser for en grøn politik, der inddrager en fair byrdefordeling. Håbet er, at det kan bringe folk sammen.«

– EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager sagde på Europakonferencen, at det er afgørende, at man i europapolitikken tillader sig den langsomhed, som kræves for at få folk med. Den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard advarede omvendt om en ’ekstrem utålmodighed’ blandt unge mennesker, der vil se forandring, og som kan blive radikaliserede, hvis de oplever, at politikerne ikke handler.

»Selvfølgelig skal folk med, som Vestager siger, men jeg mener, at folk er meget opsatte på, at der sker noget. Der er større frustration over manglen på handling, end nogle af de ledende politikere er klar over.«

»Når først en grøn politik begynder at ændre økonomien, vil der givetvis dukke ny modstand op fra visse kanter, men i øjeblikket er der større utilfredshed med status quo,« siger Den Grønne Gruppes spidskandidat.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Trond Meiring
  • Poul Erik Riis
  • Anne Eriksen
  • Anders Graae
  • Steen Sommer
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Britta Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Poul Erik Riis, Anne Eriksen, Anders Graae, Steen Sommer, Gert Romme, Torben K L Jensen, Britta Hansen, Kurt Nielsen, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klimakrisen skyldes afbrænding af fossiler. Den kan kun afhjælpes ved ophør med afbrænding af fossiler.
Sociale problemer er knyttet til vores fordeling at værdier. Afhjælpning af sociale problemer kan faktisk øge Klimakrisen, som det ses i Kina og Indien.
Sociale problemer, er spørgsmålet om hvem, der har ret til at overleve.
Klimaændringer åbner spørgsmålet, om mennesker overhovedet kan eksistere under fremtidens betingelser.

Hanne Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Mere kort
Sociale problemer er spørgsmålet om hvem der trives.
Klimaproblemer er spørgsmålet om hvad der trives.

Jan Nielsen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det er alt for fristende at afbrænde fossiler, så når vi skal holde op med det, kræver det en større selvransagelse: Vil vi lade være med at ødelægge Jorden? Det kræver, at vi får udviklet en global bevidsthed, og sådan en ting har vi aldrig haft før. Det er et kæmpespring, som vi skal foretage inden for ganske få år.

Artiklen taler om forholdet mellem klima og det sociale, og det kræver en global, social bevidsthed, og sådan en ting har vi heller ikke udviklet. Vi bliver nødt til at lade som om, vi har hundrede år for os til den opgave.
Har vi et socialt løsningsprojekt i det hele taget? Hvad gør vi ved den stigende overflødiggørelse af mennesker? Der bliver mindre og mindre brug for os. Vi er i vejen. Vi bliver irrelevante. Vi nærmer os det arbejdsfrie samfund. Vi skal have en fast overførsel hver måned, men vigtigst er det, hvilken samfundsfilosofi vi lægger til grund for det. Hvad skal vi stille op med os selv? Vi kommer ikke uden om at se os selv som andet end lønarbejdere, nemlig som borgere. Hvad skal en borger have for at kunne leve er værdigt liv omend på et beskedent niveau? Jeg hører intet om den slags i artiklen desværre. Jeg håber det kommer en anden dag.

Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

"Klimakrisen og den sociale krise er uløseligt forbundne".

Eller sagt på en anden måde: Der er ingen klimakrise, kun en menneskekrise.

Hanne Pedersen, Jan Nielsen, Torben Skov, Anne Eriksen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Jeg har længe ment, at ulighed og fattigdom er verdens største problem. Alle problemers løsning afhænger af løsningen på dette.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Lars Bo Jensen og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Drop nu den ide om grøn vækst, det eneste rigtig grønne er mangel på vækst.

Ejvind Larsen, Christian Nymark, Peter Knap, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det helt rigtige er at investere i ny teknologi og infrastruktur - det kan kun lykkes hvis man giver alle råd til omstillingen og kun hvis man samtidig afskaffer fattigdommen. Gør omstillingen gratis uanset omkostninger - der alligevel vil være peanuts i forhold til de omkostninger der kommer på alle planer hvis det ikke lykkes.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Drop nu den bevidstløse snak om vækst, som om det var én ting.
Der er brug for vækst i grøn energi, kollektiv transport, reparation af ting, manuelt arbejde, økologisk dyrkning, fri forskning og kreative beskrivelser af fremtiden.

Og der er brug for minusvækst i finansverdenen, de arbejdsfri indtægter fra økonomiske spekulationer, minusvækst i produktion og salg af luksusprodukter, energislugende biler og fritidsbåde, reklamer og manipulering af markederne.

Det er da klart, at den almindelige borger, der knokler for en gennemsnitsindtægt ikke vil finde sig i at få forringet sine levevilkår for miljøets og klimaets skyld, mens de rigeste kan smyge sig uden om at yde deres v.h.a. skattefiduser og skattely.

Og når de rigest måske en dag ikke så let kan tjene penge på at ødelægge miljøet og klimaet eller udnytte arbejdskraften så effektivt, vil de selvfølgelig forsøge at suge endnu flere penge ud af det offentlige ved hjælp af lavere skatter og afgifter på luksus.

Det sociale og det miljømæssige hænger uløseligt sammen

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er ikke bæredygtig energi til global samlet set økonomisk vækst, men når politikere ikke vil forholde sig til videnskabelig fakta, fodre de folkevalgte befolkningen med politisk udenomssnak og pseudo økonomisk ønsketænkning.

Bæredygtig politik og økonomi med fremtid for vores børn, er en by i Rusland for magtelite fantasterne.

Nu er der kun bæredygtig omfordeling til rådighed anno 2019 for magtelite fantasterne, det er dræbende for magteliten, der pludselig må nøjes, derfor er der ballade og De Gule Veste, der er ikke mad på bordet tre gange dagligt sidst på måneden for hårdt arbejdende borgere og de rige bliver rigere af papirnusseri, beskyttet af den politiske og økonomiske magtelite, der ikke ‘vil’ lave om på deres livstil.

15 årige Greta Thunberg beskrev den politiske og økonomiske magtelite meget fint.

“You only speak of green eternal economic growth because you are too scared of being unpopular.

You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.

You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.”

Citat 15 årige Greta Thunberg COP24 i december 2018 Katowice Polen.

Det er panik før lukketid.
‘Kejserens nye klæder’teatret, hvor alvoren stiger i takt med latteren aftager.

“PARIS (Reuters) - Clashes broke out throughout France on Saturday, as an estimated 84,000 “yellow vests” demonstrators took to the streets in a 10th consecutive weekend of protests against President Emmanuel Macron’s government.”
Link: https://www.reuters.com/article/us-france-protests/french-yellow-vests-g...

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Troels Holm: Fin beskrivelse. Hvilket parti vil du realisere det igennem?

Nu er der snart valg, og der er Å, Ø, SF og R at vælge imellem her i forummet plus et lidt surt S. For mig at se går skillelinjen mellem vækstfolk og de andre, hvor de sidste er en meget lille gruppe. Radikale og SF vil ikke slippe væksten. Halvdelen af Ø vil heller ikke. Å tror jeg godt vil, men det må komme an på en prøve. Faktum er, at alle partiernes vælgere ikke kan få sig til at gå ned i forbrug og heller ikke kræve stigning i skat. De rige må ikke røres, for det er jo dem, der skaffer os arbejdspladser. Begunstiger vi de rige, begunstiger vi os selv. På den måde er partierne knugede og kuede af deres egne vælgere.
Det kan godt være, at det bliver et klimavalg, men bliver det også et antivækstvalg? Det skal være et antiskattelettelsesvalg, antiforbrugsvalg og antiarbejderistvalg. Skal det udtrykkes på den positive måde skal det blive et ansvarsvalg, et forbrugsmådeholdsvalg og et valg af arbejdsfrihed og nyt syn på arbejde og løn. Det smager ikke af nok, så det er også smagsløgene, der skal rettes på.

Det bliver ikke et klimavalg i denne omgang. Det bliver de gamle partiers valg, lidt til venstre meget til højre. Vi er som nation stadig forankret i fortidens tankegods, og "ansvarlighed" i industrialderens forståelse vil stadig være troværdig for hovedparten af vælgerne.