Læsetid: 7 min.

Måske er ’Bibi’ korrupt, men israelerne tror på, han kan beskytte dem mod Iran, Hamas og Hizbollah

Et par korruptionsanklager om cigarer, champagne og positiv presseomtale er tilsyneladende ikke nok til at vælte israelernes tro på premierminister Netanyahu. I basaren i Jerusalem er de ligesom et flertal i befolkningen overbeviste om, at ’Mr. Security’ napper endnu en runde ved magten
Benjamin Netanyahu ved Grædemuren sammen med sine to sønner. Korruptionssager har skabt blæst om den israelske leder, men for mange israelere er ’Bibi’s evne til at skabe sikkerhed vigtigere. 

Benjamin Netanyahu ved Grædemuren sammen med sine to sønner. Korruptionssager har skabt blæst om den israelske leder, men for mange israelere er ’Bibi’s evne til at skabe sikkerhed vigtigere. 

Uriel Sinai/Scanpix Ritzau

8. januar 2019

JERUSALEM – På Mahane Yehuda-markedet nyder op mod 200.000 lokale og turister ugentligt udvalget af kulinariske oplevelser. Men siden Israels premierminister Benjamin ’Bibi’ Netanyahu har udskrevet valg i utide, er der valgstemning i basaren.

’Bibi’ er den eneste, der kan beskytte Israel mod Iran, Hamas, og Hizbollah, og han er derfor den oplagte kandidat at stemme på 9. april, lyder en af de typiske konklusioner. Blandt andet fra 29-årige Osher, der nyder ugens sidste arbejdsdag med fire veninder i højt humør på en af de mange barer. Fire af de fem er alle store tilhængere af Netanyahu, som de kalder ’Mr. Security’.

»Der er ingen som ham. Han er den eneste‚ der kan beskytte os mod raketter fra Gaza. Og så har han karisma,« forklarer Osher, der bliver bakket op af de tre veninder ved hendes side. Den sidste mener, at det er på tide, at Israel får en ny leder.

»Han har været premierminister i sammenlagt 12 år, hvis man tæller hans første periode fra 1996-1999 med. Det er nok nu,« siger Lital, 28.

Parlamentsvalget er blevet fremrykket fra november til april, og i medierne spekuleres der i, at Netanyahu forsøger at sikre sin femte valgsejr ved at komme tre korruptionssager i forkøbet, som politiet har anbefalet rigsadvokaten at rejse mod ham.

De tre sager er blevet døbt ’Case 1000’, ’Case 2000’ og ’Case 4000’. I den første sag er Netanyahu mistænkt for at have modtaget cigarer, champagner og andre luksusvarer til en værdi af ca. 1,8 mio. kr. fra bl.a. milliardæren Arnon Milchan til gengæld for »vennetjenester«. En af disse tjenester skulle angiveligt være hjælp fra den israelske premierminister til anskaffelsen af et amerikansk visum til Milchan.

I ’Case 2000’ er Netanyahu mistænkt for at have indgået i lyssky forhandlinger med Arnon Mozes, redaktøren for et af Israels største dagblade, Yedioth Ahronoth, om en favorabel dækning af ham som ’betaling’ for at fremtvinge reguleringer i den israelske medielovgivning, der ville komme dagbladet til gode.

’Case 4.000’ bliver vurderet til at være den alvorligste og spået til at være den, der kan blive enden på Netanyahus politiske karriere.

Den israelske premierminister har angiveligt brugt sin politiske indflydelse til at få en fusion mellem den israelske telekommunikationgigant Bezeq TV og netværket YES godkendt. En aftale, der i de israelske medier bliver vurderet til at være op mod 1,5 milliarder kroner værd. Bezeqs ejer, Shaul Elovitch, skulle have gengældt tjenesten ved at lade sit mediehus Walla! skåne Netanyahu og hans kone Sara for kritiske artikler.

I skrivende stund er der stor tvivl om, hvorvidt statsanklageren vil offentliggøre sin konklusion af undersøgelserne mod Netanyahu inden valget 9. april. Korruptionsanklagerne har dog tilsyneladende ikke påvirket hans vælgere. Den seneste meningsmåling, lavet af det israelske medie Maariv, giver Netanyahus Likud-parti 30 mandater (ud af 120, red.).

Safonias, 23, der sælger krydderier på Mahane Yehuda-markedet i Jerusalem, mener, at alle politikerne i Israel er korrupte og løgnagtige. Derfor er et par korruptionsanklager mod Netanyahu ikke nok til at få ham til at stemme på en anden kandidat.

»Man bliver nødt til at se det politiske landskab i Israel for, hvad det er, inden man peger fingre af Netanyahu. Nok er han en smule korrupt, men det blegner i forhold til hans modstandere. Tag bare indenrigsministeren, Ariyeh Deri. Da han sad på samme post i 1990’erne, tog han imod bestikkelse og kom da også senere i fængsel for det. Nu, knap 20 år senere, er han indenrigsminister igen og er under nye korruptionsanklager, pudsigt nok de samme som fik ham i fængsel dengang,« siger Safonias.

Venstrefløjen i splittelse

Ved det forgangne valg i 2015 fik Zionist Union – en centrumvenstre sammenslutning mellem arbejderpartiet og tidligere udenrigsminister Tzipi Livnis parti Hatnuah – 24 mandater og gav for alvor Netanyahu sved på panden. Men i sidste uge brød lederen af arbejderpartiet, Avi Gabbay, på brutal vis alliancen i en pressekonference.

Siden valget i 2015 er Zionist Union kun gået ned i meningsmålingerne. Skilsmissen mellem de to partier, der sammen udgjorde venstrefløjens rygrad, har kastet begge partier ud i eksistentiel krise. Livnis parti ligger lige omkring spærregrænsen med fem mandater, mens Gabbays arbejderparti får otte mandater i meningsmålingerne.

Indtil 1977 var venstrefløjen stort set urørlig i Israel. De kommunistiske kollektive projekter, kibbutzerne, var landets rygrad, politisk såvel som militært. Kibbutzerne udklækkede ikke bare en lang række militære stabschefer og politiske ledere, men også fredsbevægelser, der dog med årene forsvandt i takt med, at højrefløjen fik greb om magten.

Men siden 1977 har højrefløjen domineret israelsk politik, med undtagelse af valget af Yitzhak Rabin i 1992, der nok blev myrdet af en højreekstremist, og Ehud Baraks valgsejr over Netanyahu i 1999. Hvad blev der af Israels legendariske venstrefløj? I Kibbutz Hatzor, en times kørsel syd for Tel Aviv, forklarer Rami Halevi, 63, hvordan han med årene stoppede med at identificere sig med venstrefløjen.

»I mine unge år var jeg med i fredsbevægelsen Shalom Achshav (Fred Nu) og troede oprigtigt på, at vi kunne slutte fred med palæstinenserne. Men der skete noget i 2007, hvor Hamas overtog magten i Gaza på demokratisk vis. Det gik op for mig, at vi ikke har nogen fredspartner. Tværtimod er den ’partner’, vi skal forhandle med, en terrorgruppe, der vil udslette os,« siger Rami med vemod i stemmen.

I dag stemmer den 63-årige ’kibbutznik’ på centrumhøjre-politikeren Yair Lapid og hans party, Yesh Atid. Fænomenet Lapid har, siden han indtog den politiske scene i Israel i 2013, haft stor opbakning blandt de vælgere, der ligesom Rami ikke længere kan identificere sig med venstrefløjen, men som nægter at stemme på Netanyahu.

Lapid var finansminister under Netanyahu fra 2013-14, men har siden været blandt Netanyahu’s største kritikere. Den charmerende centrumhøjre-politiker har dog ét stort problem i det kommende valg; den tidligere stabschef for det israelske militær Benny Gantz og hans nyligt stiftede party, Hosen Yisrael (Israels modstandskraft).

I Israel er militæret den institution, israelerne stoler mest på. Det er landets stolthed og naturligvis også garanten for sikkerhed. Langt størstedelen af Israels premierministre har haft imponerende militære karrierer, inklusive Netanyahu, der var en del af den legendariske eliteenhed Sayeret Matkal.

Yitzhak Rabin var stabschef for militæret inden hans politiske karriere, og Ehud Barak var leder af Netanyahus eliteenhed, Sayeret Matkal, og blev senere stabschef. Menachem Begin ledede den jødiske undergrundshær Irgun, der kæmpede mod briterne før Israels oprettelse, og hans efterfølger, Yitzhak Shamir, var også medlem af enheden. Ariel Sharon var også stabschef for militæret og kæmpede i samtlige af Israels krige, inden han blev forsvarsminister under Menachem Begin i 1981.

Det kom altså ikke som nogen overraskelse, da meningsmålingerne gav Benny Gantz 19 mandater, kort efter at han annoncerede sin opstilling til valget, uden at han så meget som havde et parti, eller nogen politiske mærkesager.

Den enorme opbakning til Gantz illustrerer både, hvor alvorlig en krise den israelske venstrefløj er i, men også hvad vælgerne vægter højest: sikkerhed. Som stabschef for det israelske militær har Gantz gjort sig fortjent til respekt, hvilket han med fordel kan bruge i sin valgkampagne.

Ifølge en meningsmåling, lavet inden Gantz oprettede sit eget parti, ville en alliance mellem Lapid og ham give dem 26 mandater tilsammen og altså true Netanyahu for alvor. Gantz ser dog ikke ud til at stjæle vælgere fra Netanyahu, men snarere fra Lapids centrumhøjre-parti og fra dele af venstrefløjen.

Sikkerhed og statsmandskab

Tilbage i Jerusalem er Gantz da heller ikke helt upopulær. Han mangler dog én klar ting, som Netanyahu ser som sin spidskompetence, nemlig statsmandskab.

»Jeg er immigrant fra USA og må ærligt indrømme, at når man hører Netanyahu formulere sig på flydende engelsk, bliver man imponeret. Der er ingen af hans modstandere, der kan begå sig lige så godt på den internationale scene. Hans relationer til andre ledere i verden er uden sammenligning. Af den grund vil jeg stemme på ham,« siger Sabrina, 23, der immigrerede til Israel for et år siden.

Hvis der er én ting, som kan få israelerne til at glemme Netanyahus korruptionsanklager, så er det hans optræden på den internationale scene, når han repræsenterer den jødiske stat. Der er få ledere i verden, der inden for samme uge kan få USA’s præsident Donald J. Trump og Ruslands præsident Vladimir Putins ubetingede opmærksomhed.

Da Trump i december 2017 erklærede Jerusalem for Israels hovedstad og samtidig besluttede at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, var Netanyahu hurtig til erklære det ét resultat af sin exceptionelle evne til at pleje udenlandske relationer.

De mange telefonopringninger mellem Netanyahu og Putin, siden Rusland gik ind i krigen i Syrien, har ifølge den israelske premierminister også kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af hans diplomatiske evner. Netanyahu har allerede fremhævet sine relationer til Trump og Putin i valgkampen, og det er kun begyndelsen på det, den erfarne politiker gør allerbedst, nemlig at overbevise vælgerne om konsekvenserne ved at lade hans uerfarne modstandere overtage ansvaret for Israels sikkerhed.

Ville foretrække Messias

Det er dog ikke alle, der er lige imponerede over ’kong Bibi’, som han ofte bliver kaldt af sine fans. Information taler med en række ultraortodokse jøder i Jerusalem, der afviger markant fra kibutznikkerne og Netanyahus hardcore tilhængere i den hellige by.

»Der er totalt kaos i Israel rent politisk. Det eneste, politikerne tænker på, er dem selv. Deres gerninger er uværdige, og de fejler i det eneste, der betyder noget, nemlig at gøre Eretz Israel (landet Israel, red.) religiøst og dydigt. Medmindre der kommer et parti, der er 100 pct. dedikeret til det mål, så stemmer jeg ikke,« udtaler Eran, der står på gaden i den vestlige del af Jerusalem og uddeler religiøse blade.

Ved grædemuren får Information nogenlunde samme svar fra den ultraortodokse mand Amit.

»Jeg stemmer ikke. Det eneste, der betyder noget, er Messias’ hjemkomst til det hellige land. Det er den eneste måde, vi kan få renset vores sjæle og få fred,« siger han smilende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jytte Dysted Dahl

Billedet ligner mere Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu end Ariel Sharon, som billedteksten antyder. Sidstnævnte er jo faktisk også død for ca. 5 år siden.

Benjamin Netanyahu er blot den seneste i rækken af Trumps sikkerhedsrådgivere som er endt i fedtefadet for svindel...........