Læsetid: 7 min.

Sådan får man en CO2-afgift til at blive en folkelig succes

I Canadas vestligste provins tilbagebetaler regeringen hele provenuet fra sin CO2-skat til befolkningen – et eksempel til efterfølgelse for resten af verden, mener klimaøkonomer og Verdensbanken
Indbyggerne i British Columbia er kendt for en høj grad af miljøbevidsthed. Yoga og vandreture er nationalsport her, men provinsregeringens tidligere premierminister, Gordon Campbell, der indførte skatten, afviser, at dette var en faktor

Indbyggerne i British Columbia er kendt for en høj grad af miljøbevidsthed. Yoga og vandreture er nationalsport her, men provinsregeringens tidligere premierminister, Gordon Campbell, der indførte skatten, afviser, at dette var en faktor

Andy Clark

2. januar 2019

VICTORIA, British Columbia – For tyve år siden udbrød der i Canadas vestligste provins en alvorlig miljøkrise med fatale konsekvenser for tømmerindustrien: En barkbilleart åd sig igennem regionens klitfyrretræsskove. Over de følgende ti år blev et skovområde på 14,5 millioner hektar (svarende til 29 gange Danmarks skovareal, red.) ramt af barkbilleangreb med millionvis af døde træer til følge. Provinsregeringen håbede på, at kolde vintre ville tage livet af barkbilleplagen, men år efter år passerede uden tilstrækkeligt lave kuldegrader.

I 2008 var provinsens skove så decimeret af barkbiller og kraftige storme, at British Columbia besluttede sig for et radikalt skridt: Provinsregeringen indførte  ’kulstofskat’, dvs. pålagde emissioner fra fossile brændstoffer en afgift og betalte nok så afgørende hele provenuet tilbage til skatteyderne i form af skattefordele.

»Det var banebrydende,« siger Karen Tam Wu fra den grønne tænketank Pembina Institute, »fordi det var den første afgift af sin art i verden, der var indkomstneutral.«

Ti år efter kan en verden, der endnu mere påtrængende behøver mekanismer til at nedbringe kulstofemissioner for at modvirke de ubønhørligt stigende temperaturer, lære meget af British Columbias eksperiment. Adskillige økonomer og miljøforkæmpere har da også udtalt støtte til det, og Verdensbanken har ligefrem kaldt det et »skolebogseksempel« på effektiv klimapolitik. I oktober 2018 lovpriste William Nordhaus, det års modtager af Nobelprisen i økonomi, modellen fra den canadiske provins som forbilledligt velegnet til at implementere i andre nationer.

Miljøbevidsthed

Indbyggerne i British Columbia er kendt for en høj grad af miljøbevidsthed. Yoga og vandreture er nationalsport her, men provinsregeringens tidligere premierminister, Gordon Campbell, der indførte skatten, afviser, at dette var en faktor.

»Tal med folk i andre canadiske landbosamfund eller bysamfund, i Ontario eller Alberta, og du vil finde samme miljøbevidsthed,« siger Campbell til The Guardian. »Alle vil foretrække at tage til uspolerede steder.«

Foruroliget over de akkumulerede effekter af klimaændringer, som han så i sin hjemprovins og andre steder, besluttede Campbell og hans regering sig for, at kulstofskat kunne blive det mest effektive skridt til at sætte ind mod problemet, og at tiden ikke var inde til at pege fingre.

»Ville vi selv gøre noget for at stoppe eller i al fald bremse klimaforandringerne?« spørger han.

»Skeptikere sagde: ’Det spiller ingen rolle på verdensplan, om så Canada blev totalt emissionsfri’, men for os var det ikke pointen. Vi burde i al fald yde, hvad vi selv kunne.«

Kulstofskat er ikke nyt. Verdens bedst kendte kulstofskat blev indført i EU i form af det såkaldte emissionshandelssystem, der umiddelbart fik en lovende start, da prisen for emissionslicenser nåede op på over 20 euro for retten til at udlede et ton CO2.

Men intenst lobbyarbejde fra industrien udløste et massivt overudbud af licenser, hvilket igen fik prisen til at styrtdykke til 3 euro pr. udledt ton i 2013, hvilket er et alt for lavt niveau til at fungere som incitament til en hurtigere grøn omstilling. Reformer betød dog, at prisen i de sidste par måneder af 2018 igen nåede op på over 20 euro pr. udledt ton CO2.

Navnlig Kina har gjort brug af kulstofmarkedmekanismer som en effektiv metode til at tilvejebringe de største kulstofnedskæringer til de laveste omkostninger. Dets kulstofmarked er stadig under opbygning, men forventes som fuldt udviklet at blive verdens største.

Emissionsloft

Hos verdens næststørste forurener, USA, har ti østkyststater haft et ’cap and trade’-system for kulstofemissioner siden 2009, der sætter et loft for virksomheders drivhusgasemissioner og pålægger dem at handle et overskud eller et underskud med andre. I Barack Obamas tid som præsident lykkedes det ikke at få indført et landsdækkende system. Flere fremtrædende republikanere har dog støttet en omsætningsneutral kulstofafgift, men med ringe succes.

Mange fossile brændselsfirmaer hævder at bakke op om kulstofafgifter, især i Australien, hvor klimapolitisk strid har væltet flere premierministre. BP er blandt de officielle tilhængere af kulstofafgifter, og dog har oliegiganten for nylig brugt 13 mio. dollars på at bidrage til nedstemning af et forslag til ny kulstofafgift i den amerikanske stat Washington.

Og trods succeshistorien i British Columbia sætter flere andre canadiske provinser hælene i. Premierminister Justin Trudeau har nu pålagt de tilbageholdende provinser en national kulstofafgift, men dette har fremkaldt en storm af modstand.

Ontarios premierminister, Doug Ford, der for nylig har ophævet provinsens egen kulstofskat, kaldte således Trudeaus nationale afgift for »den værste skat nogensinde«.

»Det er skammeligt, at kulstofafgift nogle steder mest af alt ses som en fiks idé,« siger Wu. »Den er virkelig et nøgleværktøj i værktøjskassen til at stimulere overgangen til en lav-CO2-økonomi og mindske kulstofforurening. I British Columbia har den helt sikkert virket efter hensigten.«

Lyse udsigter

Ikke desto mindre tegner udsigterne for kulstofafgifter i dag så lyse som nogensinde. 88 lande, der repræsenterer mere end halvdelen af de globale emissioner, siger, at de allerede har eller agter at bruge kulstofprissætning til at sætte ind mod klimaændringer. Desuden har nogle stater antydet, at de vil pålægge importafgifter på importerede varer fra nationer, der ikke beskatter kulstof.

British Columbia-planen var med overlæg udformet enkelt: Den indførte en skat på fossile brændstoffer til opvarmning, elektricitet og transport. Alle enkeltpersoner og alle virksomheder måtte gå sammen og være med til at løfte byrden; ingen smuthuller, ingen undtagelser.

I hverdagen betød det stigende priser i mange forskellige sammenhænge, især ved benzinpumpen. Virksomheder med emissionskrævende aktivitetsfelter sendte deres øgede omkostninger videre til forbrugerne.

Men planens vindende salgsargument – skattens indtægtsneutrale udformning – var uden fortilfælde. Ved indtægtsneutral beskatning beholdt provinsregeringen ingen af de penge, som afgiften indbragte. I stedet omfordelte den hele beløbet – tæt på 1,8 milliarder dollars i de første tre år – til skatteyderne i form af skatterefusioner.

Som følge heraf blev stigningen i energiomkostninger for husholdningerne modregnet af skattelettelser af omtrent samme værdi. Alle, der var villige og i stand til at ændre deres adfærd for at reducere emissionerne, kunne på den måde påregne en nettogevinst.

»Det glimrende ved den indtægtsneutrale kulstofafgift var, at den ikke dømte folk: Ville man købe et eller andet, der udledte mere end andre ting, måtte man også betale mere i skat,« siger Campbell. »Mens folk, der ønskede at få en reel skattelettelse, altså kunne opnå dette ved at ændre lidt på deres adfærd.«

Indbyggere med lave indkomster såvel som de, der boede i landdistrikter, hvor man er mere afhængige af at kunne bruge fossile brændstoffer, fik også en skattekompensation.

Skatten begyndte som en afgift på ti dollar pr. ton CO2-udslip, og nåede op på 30 dollar pr. ton i 2012. I taler, når han skulle overbevise offentligheden om skattens fortrin, sagde Campbell, at reduktionen af emissionerne ville svare til at fjerne 750.000 biler fra provinsens veje.

Delt tilfredshed

Skatten, der i denne udformning var den første af sin art i verden, præsterede at gøre både konservative økonomer og miljøforkæmpere tilfredse. For den viste sig at virke.

»Vi så det fossile brændstofforbrug falde med over 17 procent, mens det i resten af Canada steg med lidt over en procent«, siger Wu om den fireårige periode mellem 2008 og 2012, da den første pakke afgiftsstigninger trådte i kraft.

Frygt for at skatten skulle få negativ indvirkning på økonomien blev hurtigt gjort til skamme, efterhånden som nye tal kom fra økonomerne, siger hun. Provinsens økonomi voksede med 16 procent, en langt højere vækst end i nogen anden canadisk region.

»Vi var på forkant dengang,« siger Campbell. »Og ærgerligt nok er vi lige så meget på forkant 11 år senere.«

I 2012, da skatten nåede et første maksimumsniveau (30 dollars pr. ton), støttede 64 procent af befolkningen den. I 2016 opnåede den støtte fra næsten 70 procent.

I Victoria, provinshovedstaden forbliver beboerne upåvirkede af den stadig stigende kulstofskat – en indikation af, at den for længst ikke længere er et politisk tema. Devon Crosby, der har arbejdet i olie- og gasindustrien i det meste af sin karriere, siger, at han ikke rigtig forstår, hvorfor kulstofskat kan skabe så store kontroverser i resten af landet.

»Hør her, jeg vil da hellere end gerne betale ekstra 15 procent på benzin, hvis det betyder, at vi alle kan få et renere og pænere Britisk Columbia.«

For andre opvejer skattefordelene de øgede omkostninger. »Penge taler,« siger en lokal borger, Kim Hollingsworth. »Folk har brug for incitamenter til at ændre adfærd.« Hun motiverer selv sin beslutning om at købe en ny, mere energieffektiv elradiator ved at henvise til den klimarefusion, som indgik i Campbells klimapolitik.

Grøn infrastruktur

Det indtægtsneutrale aspekt af skatten er originalt, men har frustreret nogle miljøgrupper, som finder, at skatten ikke gør nok for at reducere emissionerne. Andre finder skatten for byrdefuld: ​​Mellem 2012 og 2016 indefrøs Campbells efterfølger som premierminister, Christy Clark, kulstofskatten og tilbagerullede en række af hans miljøpolitikker.

»Da kulstofafgiften blev indefrosset, så vi emissionerne gå op igen,« sagde Wu.

I 2021 opjusteres skatten til 50 dollar pr. udledt ton. Samtidig er den nuværende British Columbia-regering ved at undersøge en mulig omlægning af ​​det indtægtsneutrale aspekt af programmet, så provenuet i stedet går til at finansiere en mere grøn infrastruktur, afvigende fra den oprindelige indtægtsneutralitet – et skridt, som Campbell er skeptisk over for:

»Jeg synes ikke, det er så smart ikke at holde, hvad vi har lovet – at kulstofafgiften ville være indtægtsneutral. Vi skal ikke lave numre med vælgerne.«

Han er dog optimistisk på længere sigt og tror, at den aktuelle strid om skatten i resten af Canada vil gå i sig selv igen over tid.

Alt for mange mennesker, siger han, er for defensive og føler ikke, at klimaforandringerne kan være deres direkte ansvar.

»Jeg synes, at det relevante spørgsmål må være: Er vi selv parate til at gøre noget, når det her er ved at ske,« siger han.

»Og hvis svaret er ja, hvad er vi så villige til?«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thomas Meinert Larsen
  • Henrik Rasmussen
  • Poul Schou
  • Lise Lotte Rahbek
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Jørgen Tryggestad
  • Peter Beck-Lauritzen
  • David Zennaro
Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Meinert Larsen, Henrik Rasmussen, Poul Schou, Lise Lotte Rahbek, Klaus Lundahl Engelholt, Jørgen Tryggestad, Peter Beck-Lauritzen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Al forbrug indeholder en varierende del af CO2. Selv kommunikation. Derfor forbrugsafgifter !
Istedet for skat på arbejde.

Jan Weber Fritsbøger

ja lad os få afgifter på klimaskader i en grad at det har en virkning, og samtidig sænke skatten på arbejde lidt ved at hæve personfradraget,
men beholde eller ligefrem øge progressionen i skatten, og sørge for at det samlede provenu er tilstrækkeligt til at dække statens udgifter,
så de latterlige 2%s nedskæringer kan ophøre, og så vi kan ansætte tilstrækkeligt med varme hænder,
og så bør hele beskætigelsescirkusset væk, og alle andre overadministratorer omskoles til varme hænder,
og når vi nu alligevel er i gang med at fjerne det absolut overflødige, bør militæret afvikles og personellet omskoles til civil tjeneste.

Niels - Jeg forstår desværre ikke det, du siger.
Jeg taler ikke om ændring i provennuet, men flytning til andre skatteobjekter, der støtter klimakampen.
Dette er en "moderne" del af en større, gammel økonomisk ideologi, som jeg vil undlade beskrive nærmere her.