Saudierne er langt fra de eneste, der puster til konflikterne i Yemen

For fire år siden sad Ayman Askar i et fængsel i Sydyemen og afsonede en livstidsdom for mord. I dag er han en indflydelsesrig og velhavende mand. Han har et stort netværk af venner på tværs af det borgerkrigshærgede lands mange fragmentationslinjer.

Ayman Askar blev for nylig udnævnt til sikkerhedschef for et stort område i den sydlige havneby Aden – endda af Yemens regering, på hvis vegne Saudi-Arabien har bombet landet i tre og et halvt år.

Men Askar er også en ven og allieret af De Forenede Arabiske Emirater, UAE – den mest aggressive partner i den saudisk ledede koalition, der kæmper for at få genindsat præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis regering, som blev tvunget fra magten af houthioprørere i 2015.

Saudiaraberne har nok pådraget sig hovedparten af verdens mishag for deres blodige intervention i Yemen, men UAE spiller den mest magtfulde rolle på landjorden – og dets allierede i syd, herunder lokale militser, salafistiske militante og sydyemenitiske separatister, som vil rive sig løs fra Hadis regering, vides også at have kæmpet imod Saudi-Arabiens egne stedfortræderkrigere i landet.

I dag er Askar allieret med Yemens regering og UAE, men for ikke så længe siden var han medlem af al-Qaeda, en fælles fjende for både UAE og regeringen. Med sin udstråling af brutalitet og sit tyreagtige hoved på de stærke brede skuldre fik han hurtigt kæmpet sig til tops i fængselshierarkiet:

Han drev en lille kiosk i fængselsgården og en PlayStation-spillebule i en af cellerne, og han var på god fod med den stærkeste gruppering i fængslet – al-Qaeda.

Han bad sammen med dem og begyndte at klæde sig som dem, selv om hans venner fortæller, at han aldrig ville gå ind i en organisation af ideologiske grunde, fordi han er for opportunistisk til at ville sværge troskab til en enkelt sag.

Da houthikrigere fra Nordyemen med støtte fra Iran invaderede i syd og væltede regeringen i hovedstaden Sanaa – og dermed tvang præsident Hadi til at flygte sydover, først til Aden, siden til Saudi-Arabien – sad Askar stadig i fængsel.

Men i det kaos, der fulgte, stormede al-Qaeda-krigere fængslet og befriede dets indsatte. Askar gik ind i modstandskampen og kæmpede imod houthikrigerne sammen med sine jihadistiske venner. Han udmærkede sig snart som en skånselsløs frontkommandant, der deltog med samme iver i kamphandlinger som i plyndringer.

Afpresserregime

Få måneder senere blev houthierne drevet ud af Aden ved fælles indsats fra en kombineret styrke af lokale militser, sydyemenitiske separatister, regeringsstyrker og tropper fra UAE og Saudi-Arabien.

Askar kunne nu forfølge sine interesser, der ikke har med jihad at gøre: Han indførte et afpresningsregime i byens havne, hvor han til gengæld for ’beskyttelse’ beregnede sig en kommission for enhver last, der kom i land.

De lokale myndigheder krævede ham flere gange arresteret, men gang på gang kunne han afværge anholdelser, og snart blev han gode venner med flere af de emiratiske officerer, som fulgte med de styrker, der overtog byen – relationer, som han gjorde stærkere og udbyggede med nye kontakter under jævnlige og længerevarende ophold i Dubai og Abu Dhabi.

Han blev belønnet for sin tjenstvillighed med lukrative transportkontrakter, og siden har han genoptaget sin indbringende plyndringsvirksomhed i de landbrugsdistrikter, der omgiver Aden.

Da jeg i sommer mødte Askar, underholdt han sine venner på sin gård nord for Aden. Gården var frodig, grøn og fredelig – og forekom således at ligge verdener væk fra de overfyldte, kvælende gader i Aden. Med en bandits jovialitet fyrede han vitser af og fortalte muntre historier fra sin seneste rejse i udlandet.

Han og en ven havde lejet tre Mercedes-busser med chauffører til at køre dem og deres hustruer og børn rundt på feriestederne i Sharm el-Sheikh i Egypten, hvor de besøgte vandlande, strande og fisk- og skaldyrsrestauranter.

»Det var som en uge i himlen,« sagde Askar til de venner, han havde samlet om sig.

»Børnene var så glade, og man kunne glemme alle krigens ubehageligheder.«

Værste humanitære krise

Ayman Askar er blot en af mange, der har tjent stort på krigen i Yemen – en konflikt, som FN har betegnet som verdens værste humanitære krise, og hvor mindst 14 millioner mennesker nu vurderes at være i fare for hungersnød.

Kort før nytår lykkedes det med FN’s mellemkomst at få en midlertidig våbenhvile i stand mellem houthier og regeringsloyale styrker i havnebyen Hodeidah ved Det Røde Hav, en afgørende indfaldsvej for humanitær hjælp til landet. Houthierne har kontrolleret byen siden 2015, men har været under angreb gennem flere måneder fra saudisk-emiratiske koalitionsstyrker, hvilket har ført til advarsler om en endnu værre humanitær katastrofe.

Hvis den skrøbelige våbenhvile holder, hvilket langtfra er givet, skal begge parter beordre deres styrker til at trække sig tilbage fra havnen. En vellykket våbenhvile i Hodeidah vil kunne bane vej for fremskridt i næste forhandlingsrunde, som efter planen skal finde sted i Sverige sidst i januar.

En afslutning på krigshandlingerne er dog ikke nært forestående. Den stærke intervention og finansiering udefra, navnlig fra UAE, har bidraget til at fragmentere krigen i adskillige konflikter og lokale stridigheder, der ikke nødvendigvis vil blive bilagt i tilfælde af en fredsaftale. Yemen er nu et kludetæppe af svært væbnede krigsherredømmer og kaotiske områder, hvor kommandanter, krigsspekulanter og tusindvis af banditkonger som Ayman Askar stortrives.

Der udkæmpes også fortsat en regional krig mellem nord og syd, som indtil 1990 var adskilte stater, der ofte lå i indbyrdes krig. Hertil kommer den sekteriske konflikt mellem zaiditiske shiamuslimer som houthierne og sunnitiske salafister. Og under disse større brudlinjer findes der mindre konflikter, der har vokset sig desto mere betændte og indædte med de penge og våben, som kræfter udefra har stillet til rådighed for at fremme deres egne dagsordener.

Yemens regering med dens talrige ministre og viceministre er dysfunktionel og korrupt og har siden 2015 opholdt sig i eksil i et saudisk hotelkompleks. Den har en hær på angiveligt over 200.000 soldater, selv om mange af disse ikke er blevet betalt eller kun eksisterer som spøgelser – dvs. som navne på en liste, hvis løn går i deres angivelige kommandanters lommer.

Den saudiskledede koalition er i sig selv gennemhullet af konflikter og rivaliseringer: Hver af dens hovedaktører forfølger en separat dagsorden og konspirerer imod de andre. I Taiz, en by i det centrale Yemen, der er blevet belejret og beskudt af houthierne i mere end tre år, kan styrkerne på koalitionssiden inddeles i mere end 20 separate militære fraktioner – herunder lokale militser støttet og sponsoreret af UAE, såvel som al-Qaeda og andre jihadister. Nogle af krigerne skifter gerne side, alt efter hvem der betaler bedst.

For to år siden, da en stamme af sunnitiske sheiker fra Bayda på den traditionelle brudlinje mellem det zaidistiske nord og de sydlige sunnitiske områder bad om bistand fra UAE i kampen mod houthierne, fortalte en emiratisk general til Ayman Askar, at houthioprørerne »ikke længere er vores vigtigste prioritet eller største fjende«.

Sheiken fik at vide, at hvis han ønskede våben fra UAE, måtte han også bekæmpe Islamisk Stat, al-Qaeda og Al-Islah – et islamistisk politisk parti, der spiller en dominerende rolle i selvsamme regering, som UAE tilsyneladende har sendt tropper til Yemen for at forsvare.

Nu er der tre forskellige grupperinger, der kæmper på tværs af sheikernes territorium, og som hver især støttes af en eller to af de vigtigste fraktioner i koalitionen: UAE, saudierne og regeringen i Yemen.

Hver hær i denne region af takkede bjerge og sorte vulkanske sten har fået millioner af dollar til militært udstyr, lastbiler og løn til krigere. Samtidig har bønder i dette område ikke længere råd til at købe benzin til deres traktorer – nu må de skubbe deres æsler foran træploven og se deres sønner lade sig hverve som krigere og militsmedlemmer.

Drengen på billedet er 12-årige Odaiman Rashid, som renser sukkerroer med sammenpresset plastik i floden nær Hajjah i det nordlige Yemen. For halvandet år siden blev broen bombet, og når floden går over sine bredder, bliver den farlig, fortæller han. Dalen bliver oversvømmet, og landsbyens beboere kan hverken komme på hospitalet eller til markedet, hvor de køber mad, og hvor Odaiman Rashid sælger sine roer.

Rasmus Flindt Pedersen

Klar emiratisk strategi

Emiraterne ser ud til at være det eneste alliancemedlem med en klar strategi. De bruger private hære, som de har oprettet, trænet og finansieret i et forsøg på at knuse både jihadistiske militser og islamistiske politiske partier som Al-Islah.

Hen over den sydlige kyst, hvor UAE har allieret sig med den separatistiske sydlige bevægelse, som er imod både houthierne og Hadi-regeringen, har Emiraterne bygget en række militære lejre og baser og etableret, hvad der i realiteten er blevet en parallel stat med egne sikkerhedstjenester, der ikke refererer til eller skal stå til ansvar over for den yemenitiske regering.

Amnesty International og Human Rights Watch har afsløret eksistensen af ​​et netværk af hemmelige fængsler, der drives af UAE og dets stedfortræderstyrker. De er under anklage for at bortføre og tortere al-Islah-medlemmer, antihouthikrigere fra rivaliserende fraktioner og sågar aktivister og kritikere af saudi-UAE-koalitionen. Yemenitiske ministre er da også begyndt at henvise til emirataraberne som en »besættelsesstyrke«.

Saudiernes vaklende militærstrategi har i omfattende grad involveret nådesløs bombning af civile. Deres blokade af Yemens havne har presset millioner af mennesker ud på randen af sult. Og i de seneste par år er de blevet reduceret til at spille rollen som en fredsmægler mellem deres egne to allierede, UAE og regeringen i Yemen.

»Vi havde håbet, at saudierne ville gribe ind for at stoppe emiratarabernes dårskab, men de har mistet grebet om udviklingen,« sagde en yemenitisk kommandant i Aden til mig i sommer.

»Krigen går ikke godt for dem, og de gider ikke længere at bruge kræfter på, hvad der sker i syd, så den sag har de overdraget til emirataraberne.«

Hvad emirataraberne har opnået i Yemen – oprettelse af private hære, styrkelse af løsrivelseskræfterne i syd og konspirationer om at smadre det politiske system, mens de selv kan styre de strategiske vandveje i Det Arabiske Hav og Det Røde Hav – viser, hvordan en lille, men meget ambitiøs nation kan udøve magt i regionen og verden.

Gnister til en borgerkrig

Den ødelæggende borgerkrig, der begyndte i 2015, havde et langt forspil, men den vigtigste gnist blev antændt omkring 2011, midt under Det Arabiske Forår, da en bredt forankret folkelig protestbevægelse drev den daværende præsident, Ali Abdullah Saleh, fra magten.

Saleh havde i tre årtier styret gennem et indviklet system af korruption og beskyttelse, men i modsætning til de andre afsatte arabiske diktatorer gik han hverken i fængsel eller flygtede fra landet.

I stedet fik han med mæglerbistand fra FN og Yemens nabolande i Golfen forhandlet en skrøbelig tilbagetrædelsesordning igennem, således at han slap for retsforfølgelse, samtidig med at Hadi, hans vicepræsident, kunne tage over.

Men samtidig med at repræsentanter for landets forskellige fraktioner drøftede den politiske overgang i hovedstaden, begyndte nogle af de selv samme stammer fra nord og syd at bekæmpe hinanden for at gennemtvinge deres vilje lokalt, uanset faren for at rive landet fra hinanden og presse det ud i en ny borgerkrig.

Af disse mange stridende var houthierne – eller Ansar Allah, som de kalder sig selv – de bedst organiserede og ideologisk stærkest motiverede.

Houthierne var overbeviste om, at de var på guddommelig mission. Hussein Badreddin al-Houthi, bevægelsens grundlægger, var en zaidisk religiøs leder, der angreb Saleh-regimets korruption og forkyndte en messiansk blanding af antivestlig ideologi og islamisk genfødsel. Zaidierme, en shiasekt, der stort set kun findes i Yemen, repræsenterer godt en tredjedel af landets befolkning, men dens særlige version af shiaislam afviger betydeligt fra den, der praktiseres i Iran og Irak.

I slutningen af ​​2014 marcherede houthierne ned fra nord og indtog hovedstaden Sanaa med bistand fra hærenheder, der stadig var loyale over for Saleh.

Da Hadi i begyndelsen af ​​2015 var flygtet sydpå til Aden, stormede houthierne byerne og drev ham i eksil. Blot én dag efter hans ankomst til Riyadh begyndte en Saudi-ledet koalition, der omfattede hærstyrker fra UAE, Qatar, Bahrain, Sudan og Egypten, med støtte fra USA, Storbritannien og Frankrig, at bombe Sanaa på vegne af den yemenitiske eksilregering.

Houthierne tvang nok Hadi fra magten, men det lykkedes dem aldrig til fulde at erobre Aden. Fra den ene dag til den anden blev byen fuld af lokale mænd, der medbragte våben og egne ’kommandanter’ – og samlede sig i skoler, i offentlige bygninger og på pladser.

Der var ingen struktur: Venner, aktivister, naboer og slægtninge gik sammen under en karismatisk lokal leder, rigmand eller gangsterchef. Nogle var salafister, andre var sydlige separatister, nogle var fra al-Qaeda, andre var bare arbejdsløse unge.

Ofte var der ingen klare linjer, der adskilte disse grupper. En kommandant kunne være både sydseparatist og salafist, og mange af de unge, der sluttede sig til jihadistgrupperne, gjorde det ikke af ideologisk overbevisning, men ud af had til houthierne og i beundring for jihadisternes disciplin og rigelige forsyninger af våben. De var adskilt af tusind uenigheder, men forenet af én ting: Houthierne skulle besejres.

Salafistisk kampkraft

Ikke alle modstandsgrupper var uorganiserede. Salafisterne, der oprettede deres base på et fodboldstadion, var dedikerede og disciplinerede, og blev snart det stærkeste element i antihouthimodstanden.

»Salafisterne havde taget beslutningen om at bekæmpe houthierne, endnu før de forsøgte at indtage Aden,« fortalte en salafistisk sheik – som kommanderede sin egen styrke – mig for nogle måneder siden.

»For os handlede denne krig om at forsvare samfundets sunnimuslimske natur. Vi bekæmpede houthierne som en religiøs modstander. Alle kæmpede under vores kommando: religiøse fraktioner, sydyemenitter, gadebøller og endda al-Qaeda. Nogle gange holdt de unge op med at kæmpe, hvis de ikke havde internetadgang og ikke kunne tjekke deres Facebook.«

Af sekteriske og ideologiske grunde blev salafisterne den primære kanal for leverance af de våben og penge, som blev sendt af den arabiske koalition.

Krigen havde kombineret sydyemenitternes løsrivelsesiver med salafisme og jihadistisk antishiasekterisme – en eksplosiv blanding, der skyllede hen over byen. Enhver nordyemenit var en mistænkt, og hundredvis blev anholdt og tilbageholdt på stadion, beskyldt for at være houthiagenter. I december 2015 blev to massegrave udgravet ikke langt derfra.

Houthibesættelsen af ​​Aden varede kun i fire måneder. Efter at have drevet dem ud blev store forventninger i den sydlige separatistbevægelse vakt til live.

For første gang siden 1994, da styrker nordfra overlegent knuste de sydlige separatisters hær og dermed løsrivelsesdrømme, var byen fri for al nordlig kontrol. Alle sikkerhedsstyrker var i sydyemenitters hænder, og de havde rigeligt med våben og en stærk allieret, UAE, som havde taget kontrollen over sydfronten.

Med emirataraberne som deres sponsor troede Adens indbyggere, at deres by ville blive det næste Dubai med elektricitet, rindende vand og masser af arbejde.

Den entusiastiske guvernør, en tidligere general, der var kommet fra London for at hjælpe med at genopbygge byen, forsikrede mig om, at internationale virksomheder ville strømme til byen: Aden ville genvinde fordums herlighed; dens havn – hvis aktiviteter var stagneret før krigen – ville få sin gamle status tilbage, og ambassader ville genåbne.

I månederne efter houthiernes fordrivelse i 2015 blev emirataraberne fejret som befriere, deres flag solgt på markedsboder, ligesom billeder af UAE’s herskere prydede gadehjørner og våben.

I gaderne var virkeligheden en ganske anden.

’Det befriede Aden’ lignede de andre byer, der var ødelagt af den borgerkrig, der fulgte efter Det Arabiske Forår: rustne, udbrændte kampvogne og panserkøretøjer på bakker med udsigt over en by af arrede gader og raserede bygninger, der lå hulter til bulter oven på hinanden som sammenkrøllet beton, mens fattige mennesker var blevet gjort hjemløse i deres egen by.

Den besejrede houthimilits blev erstattet af dusinvis af andre militsgrupper i en by uden vand, elektricitet eller kloaksystemer. Krigen blev den største arbejdsgiver, og gaderne blev fulde af krigere, der kørte i pickuptrucks monteret med kraftige maskingeværer. Kommandanter fra de forskellige modstandsgrupper krævede alle deres andele af byttet fra den ødelagte og fattige by.

De mest magtfulde af disse kommandanter, mænd som Ayman Askar, sikrede kontrol over havne, fabrikker og enhver institution, der kunne generere en indkomst, og indførte beskyttelsesafpresninger. De mindre kommandanter lod sig nøje med at udplyndre offentlige og private ejendomme, især hvis sidstnævnte tilhørte nordlige ejere.

Tilbage i kaos

»Da kampen (om Aden, red.) var forbi, blev vi kastet tilbage i kaos,« fortalte den salafistiske sheik mig.

»Byen blev opdelt i sektorer, og hver styrke eller milits styrede sin egen del og stødte hyppigt sammen med de andre.«

Ved udgangen af ​​2015 var krigen mod houthierne kørt fast i rivaliseringer mellem alliancemedlemmerne og den hastige fremvækst af ​​militser, der kontrollerede hver deres område i landet samt al-Qaedas ekspansion i syd. Adenernes drømme om, at deres fattige by ville blomstre op på ny med hjælp fra deres rige emiratiske brødre, var slået om i vrede og frustration.

Den salafistiske sheik var overbevist om, at noget måtte gøres.

Som med mange af de yemenitiske kommandanter var sheiken blevet en hyppig gæst i UAE, hvor han nød gæstfriheden hos sine protektorer og pusterummet fra den forværrede situation i Aden. Under et af sine besøg i Abu Dhabi – fortalte han mig – havde han mødt en ældre professor og rådgiver for Mohammad bin Zayed, UAE’s kronprins og lederen af dets væbnede styrker.

Professoren havde ved den lejlighed brugt et nyt udtryk under deres samtale – »arabernes golficering«, som var ved at blive populært i den herskende elite i Abu Dhabi.

Hvis resten af ​​den arabiske verden skulle få fremgang, ville den ifølge professoren blive nødt til at følge modellen fra Golf-monarkierne – dvs. afstå fra demokrati og folkerepræsentation til gengæld for økonomisk velstand og sikkerhed. Den salafistiske sheik konverterede på stedet til denne opfattelse.

En nat i Abu Dhabi, ikke længe efter mødet med professoren, sad sheiken i sit overdådige hotelværelse og begyndte at skrive et langt brev til sine emiratiske allierede: en plan for at redde den sydlige del af Yemen og den saudiarabiske intervention. Efter at have lovprist Allah, de modige emiratiske soldater og deres vise kommandør Mohammed bin Zayed, gav han sig til at opregne de problemer, der truede det emiratiske militæreventyr i Yemen.

I et 16-punktsmanifest med titlen ’Plan for Adens Frelse’ opfordrede han til at danne ​​en ny sikkerhedsstyrke, der skulle bestå af modstandskæmpere, oprette ​​en ny efterretningstjeneste og implementere ’golficeringen’ ved at forbyde politiske partier og ideelt set også valg.

»Vi ville blive nødt til at besejre al-Qaeda og bruge syden som et eksempel på, hvordan vi ville implementere de nye Golf-strategier,« forklarede han.

Han advarede om, at de separatistiske lidenskaber vandt frem i Aden, og foreslog, at UAE skulle udnytte situationen til at sponsere en loyal fraktion blandt separatisterne – til dels også for at forhindre andre magter som Qatar eller Iran i at kapre den sydlige separatistbevægelse.

»Hør her, jeg arbejder for emiraterne som rådgiver, og det er mit ønske, at de får succes,« fortalte han mig.

»Vores skæbner er flettet sammen: Hvis de lider nederlag og beslutter sig for at trække sig ud, vil det blive en katastrofe, og Aden vil blive endnu mere ødelagt. Jeg ved, at jeg har brug for emiraterne, og jeg er afhængig af dem – men samtidig er jeg ikke naiv. Jeg ved meget vel, at de har deres eget projekt og forfølger deres egne selviske dagsordener, men jeg ser intet forkert i at samarbejde med dem.«

Drengen i den lyseblå trøje hedder Samih og er seks år gammel. Han var den eneste fra sin landsby, der overlevede, da en bryllupsfest med 300 gæster i Hajja-provinsen i det nordvestlige Yemen blev ramt af et saudiarabisk luftangreb. Samih var taget med sin far og tre onkler til brylluppet, hvor familien var hyret som musikanter. Klokken 22.09 slog det saudiarabiske missil ned i huset, hvor festen blev holdt.

Rasmus Flindt Pedersen

En ny styrke

Tilbage i Aden indledte sheiken et samarbejde med en emiratisk general om at samle og træne en ny sikkerhedsstyrke, der skulle være loyal over for emirataraberne og fokusere på at imødegå den stigende jihadistiske trussel.

Selv om alle officielt svor troskab over for de yemenitiske statsinstitutioner og lovede at genopbygge en moderne hær for nationen, var virkeligheden, at Emiraterne ønskede en styrke, som de kunne kontrollere uden nogen indblanding fra præsident Hadi, hvem de så som en hindring – især efter at han havde allieret sig med emiraternes fjende, al-Islah-partiet.

»Den eksisterende yemenitiske hær og politiet var korrupte og mislykkede institutioner. Emiraterne ønskede en ny styrke,« sagde sheiken.

»Planen var at træne og udstyre en styrke på 3.000 mænd, men vi endte med en styrke på 13.000, så vi opdelte den i fire bataljoner.«

Den overordnede øverstbefalende for den nye styrke, som blev kaldt Sikkerhedsbæltet, og alle bataljonskommandanter var sydyemenitter og salafister, det samme var hovedparten af krigerne. Sheiken blev en af ​​de øverste kommandanter.

Med tiden dannede emiraterne et halvt dusin hære spredt over Aden og den sydlige del af Yemen. Deres kommandanter fungerer nu som uafhængige krigsherrer med kampvogne, fængsler og en styrke, der er loyal over for dem personligt. Der er ingen central kommando, der forbinder alle disse styrker, og regeringen i Yemen har ingen kontrol over dem.

I stedet arbejder de direkte under den regerende emiratiske generals kommando, som udpeger og afskediger dem efter sit forgodtbefindende og uddeler gunstbevisninger i henhold til deres samarbejdsvilje og effektivitet.

I modsætning til den yemenitiske regerings hærenheder – med dens oppustede tal og uregelmæssigt betalte soldater – får krigerne i de emiratisk kontrollerede enheder regelmæssig løn og er bedre udstyret med en forkærlighed for sorte skimasker og ekstrem brutalitet. De tilbageholder, torterer og dræber med straffrihed.

Hård kamp

Jeg mødte en chef fra Sikkerhedsbæltet på en base nord for Aden, tæt på en stor kontrolpost, der adskiller byen fra den nærliggende provins Lahej, hvor jihadierne har haft en stærk tilstedeværelse. Da han først ankom – fortalte han – havde al-Qaeda-krigere etableret stillinger under 200 meter væk. Hele provinsen var underlagt deres kontrol.

Kommandanten forklarede, hvordan hans styrker sejrede.

»Det var en hård kamp,« sagde han. »I nogle uger sov vi under to eller tre timer i døgnet, patruljerede gaderne og pågreb alle al-Qaeda-mistænkte … Vi fulgte en simpel opskrift: Lederne og skurkene slog vi straks ihjel. Dem, vi betragtede som lavrisikopersoner, som vi kunne vinde over – og de kollaboratører og butiksejere, der havde gjort forretninger med dem – torterede og fængslede vi, men efter et halvt år kunne de blive sat på fri fod, hvis de ville underskrive et løfte. Resten af ​​befolkningen holdt vi i skak gennem informanter.«

I Yemen har alle de stridende parter ifølge en FN-rapport fra sidste år tilbageholdt mistænkte uden rettergang og torteret fanger. Houthierne var i gang med at bortføre forfattere, journalister og menneskerettighedsaktivister, endnu før krigen startede.

Men ingen kan konkurrere med de tilbageholdelser, den tortur og de tvungne forsvindinger, som de emiratisk sponserede tropper står bag. En hidtil uset kampagne af terror fulgte oven på dannelsen af ​​disse styrker i 2016.

Om natten greb mænd med skimasker folk i deres senge. Ingen har taget ansvaret for disse bortførelser. Selv om aktionen angiveligt blev sat i værk for at bekæmpe al-Qaeda, blev dens mål snart udvidet til at omfatte alle, der vovede at modsætte sig UAE’s tilstedeværelse i Yemen.

I sommer mødte jeg en menneskerettighedsadvokat, der arbejder for Yemens justitsministerium. Hun var i gang med at udarbejde lister over fanger og indsamle vidnesbyrd fra dem og deres familier.

»Efter kampene om Aden forventede vi, at Emiraterne ville oprette en hær sammensat af modstandskrigere, men i stedet skabte de et dusin styrker og tilbageholdt alle, der modsatte sig dem,« sagde hun til mig.

»Forfølgelsen af ​​al-Qaeda blev til et påskud – enhver, som de ikke kunne godkende, blev tilbageholdt, og næsten alle tilbageholdte blev torteret, ofte hængt ned fra loftet, og mange af dem seksuelt misbrugt. Den sørgelige ting er, at sydyemenitter nu torterer andre sydyemenitter med emiraternes velsignelse – mens Yemens regering hjælpeløst ser på.«

Hun lagde en tyk bunke sagsmapper foran mig og anslog, at der var tale om mindst 5.000 tilfælde.

»Vi har ingen magt … Vi kan anmode om at besøge fængsler, men får ingen svar på henvendelsen,« sagde hun.

»Selv hvis de virkelig skulle være al-Qaeda, går det ikke at udsætte dem for så grusom tortur. Det skaber en tidsindstillet bombe med alle de mennesker, der er blevet torteret – og når de sætter jihadister sammen med uskyldige børn og gamle mænd i overfyldte celler.«

Aden lever i et frygtens greb, fortalte hun mig. Livet var lettere under krigen – hvis blot man holdt sig fra frontlinjen og gik i dækning indendørs.

»Vi kogte kartofler og spiste dem med brød, men vi følte os trygge. Nu lever vi i frygt.«

Nogle fanger aner ikke, hvorfor de blevet tilbageholdt. En ung universitetsstuderende, der elskede at læse historiebøger og diskutere dem med sine venner i en shishabar, blev anholdt sidste år af maskerede mænd, ført op på ladet af en pickuptruck, fik hovedet presset ned mod gulvet og senere sat ind i et vinduesløst rum, hvor han blev tilbageholdt i tre uger.

Han blev forhørt et par gange, men var for det meste overladt til sig selv. Nogle gange troede han, at fængselsledelsen havde glemt ham. Lige før hans frigivelse fortalte en forhørsperson ham, at det var bedst, hvis han ikke talte offentligt »om de bøger, du læser«, hvorefter han blev sendt hjem.

Mange er blevet tilbageholdt udelukkende for at presse familiemedlemmer.

Arvæv

I en oplyst café ved siden af ​​et travlt indkøbscenter, der var fuldt af familier – og af unge kvinder i lange, sorte abayaer og teenagedrenge i stramme jeans og med tyngdekraftudfordrede frisurer; alle drak mango- og limejuice og spiste burgere og stegt kylling – mødte jeg Abdullah, en ung universitetsstuderende. Hver gang han løftede glasset med limejuice, afslørede han arvæv på siden af ​​sin arm.

Midt om natten for et år siden bankede maskerede mænd på hans dør og krævede, at han fulgte med til afhøring – de forsikrede hans mor om, at han ville komme tilbage om formiddagen.

De gav ham bind for øjnene og skubbede ham op i en pickuptruck. Da de førte ham ned fra ladet og tog bindet af, gik det op for ham, at han var havnet på den berygtede base for Sikkerhedsbælte-styrkerne i Aden under kommando af Abu al-Yamama – en officersveteran i den lange kamp for sydlig uafhængighed, der nu er blevet en af emiraterne stærkeste stedfortrædere.

Abdullah blev ført til en lille celle og efterladt i et par timer.

»Før daggry trådte fire mænd ind i cellen. De begyndte at slå mig og ville have mig til at tilstå, at min bror arbejdede for jihadisterne. Jeg svor, at han ikke var i ledtog med dem. Han havde en lille butik, der solgte mobiler og computere. Han bad ikke engang.«

Han tog en lille vandflaske op fra bordet og klemte den lidt. Et par dråber faldt på det hvide plastbord.

»En af dem tog en flaske som den her og begyndte at sprøjte en væske på min ryg«, fortalte han mig. »Jeg nåede at lugte, at det var benzin, lige før de stak ild til den. Jeg løb rundt i lokalet og stødte ind væggene og skreg så højt, at vagterne ilede til og slukkede ilden.«

Hvad han ikke vidste var, at han blev filmet, og at hans bror allerede var blevet tilbageholdt, men havde nægtet at tilstå.

»Da de viste filmen til min bror, underskrev han straks en tilståelseserklæring.«

Abdullah blev ført til en klinik, og efter indblanding fra hans stamme blev han et halvt år senere igen sat på fri fod. Han løfter op i ​​sin T-shirt for at vise mig sin ryg, der er fuld af endnu mere arvæv efter forbrændingsskaderne. Hans bror er endnu ikke hverken sigtet eller frigivet.

Da jeg spurgte den salafistiske sheik om disse overgreb, kneb han øjnene sammen, rettede derpå sit blik mod et punkt i det fjerne og erklærede, at de blev begået af UAE’s lokale partnere.

»Politikken med at målrette og tilbageholde al-Qaida-mistænkte er internationalt accepteret, og emiraterne har indgået et partnerskab med USA om det,« sagde han.

»At opspore og bortføre en al-Qaida-mistænkt – det er i orden. Men at sætte en mand i fængsel i et år og tortere ham, bare fordi hans søn er anklaget for at slutte sig til al-Qaeda – det er et problem.«

Abu al-Yamama er et navn, der får mænd i Aden til at skælve af frygt. Han er stolt af sine eliteenheder – uddannet af emiraternes specialstyrker – som mere end nogen anden gruppe forbindes med de værste grusomheder.

Jeg sad ved siden af ​​ham en morgen på hans base, mens han iagttog sine tropper i en aktion. En gruppe af dem, alle klædt i sort, stormede et tomt lokale og trak så en af ​​deres egne krigere ud og skubbede ham hårdt ned på betongulvet, bagbandt ham, smed ham op i ladet på en pickuptruck og kørte så hastigt væk. De gentog samme øvelse flere gange.

Senere på sit kontor afviste Yamama alle påstande om vilkårlig tilbageholdelse og tortur som en konspirationsteori udtænkt af Det Muslimske Broderskab for at skade hans styrkers omdømme.

»Hvad forventer de, jeg skal stille op med mennesker, der strejfer om på gaderne med sprængstofbælter,« spurgte han.

»Sende dem roser og høfligt invitere dem på besøg hos mig?«

Drømmen om uafhængighed

I syden er den gamle drøm om uafhængighed aldrig død. Som alle byboere, der hjemsøges af kontrasten mellem en glorværdig historie og en elendig nutid, er Adens indbyggere dømt til at længes efter en forestillet fortid.

Denne længsel kan virke som et harmløst narkotikum, men kun indtil den fusionerer med nationalistiske eller sekteriske myter – så kan blandingen blive letantændelig og eksplosiv.

I årene siden nationens genforening måtte sydyemenitterne se deres sekulære og socialistiske stat blive annekteret af det mere magtfulde nord. De så deres fabrikker demonteret, deres officerer fyret fra statslige stillinger, deres jorde blive overtaget, og deres uddannelses- og sundhedssystemer kollapse. Deres engang fattige, men dog fungerende stat, blev erstattet af et korrupt og nepotistisk stammeregime.

 Det, som skulle have været et ligeværdigt partnerskab, endte med at blive en simpel overtagelse.

I over et årti – dvs. også før Det Arabiske Forår – har de glødende passionerede sydyemenitter talt romantisk, endog naivt, for genskabelsen af deres gamle stat. De har råbt slagord og demonstreret fredeligt i Adens gader og i landsbyer i bjergene og i ørkenerne, men er gang på gang blevet mødt med brutalitet og vold.

Sikkerhedsstyrkerne under Saleh og derefter Hadi – en sydyemenit, der gik over til nord i 1980’erne og kom til at anføre den nordlige hær, der knuste det sidste forsøg på sydlig uafhængighed i 1994 – har affyret tåregas og skarpe skud mod fredelige demonstranter og grebet til tilbageholdelser, tortur og undertiden drab for at undertrykke den sydlige bevægelse. Deres frihedskamp blev stort set ignoreret – af verden og deres naboer – indtil houthierne invaderede syd, hvilket ændrede alt.

»Nu har vi en hær, og vi kontrollerer syden, og vi har en regional allieret, der står os bi,« fik jeg at vide af en af ​​lederne af Det Sydlige Overgangsråd (STC) – det primære separatistiske organ og den mest fremtrædende politiske magtfaktor i syd, der nyder stærk støtte fra UAE. Oprettelsen af ​​STC var et af ​​de 16 punkter, som blev skitseret i ’køreplanen’ fra den salafistiske sheik, som selv er medlem af rådet.

»Vi har aldrig stået så stærkt i syd,« sagde STC-lederen stolt.

»Folk siger, vi er under emiraternes kontrol, som om de kunne styre os via fjernkontrol. Men emiraterne er ikke en velgørenhedsorganisation. Selvfølgelig har de interesser – sikring af kysten, at slippe af med al-Qaida, et godt forhold til en venligsindet stat i det sydlige Yemen. Emiraterne havde brug for en partner, og da de så, at Hadis regering led fiasko, måtte de handle.«

Men drømmen om sydlig uafhængighed er stadig indhyllet i et mytisk skær. I deres besyngelser af det gamle syd glemmer mange separatister at tale om sulten og undertrykkelsen i de forgangne år og skøjter gerne hen over de konflikter og splittelser, som også rådede dengang.

Uafhængighedsheltene, der smed briterne ud i 1960’erne – og derpå afskaffede stammesystemet, frigjorde kvinderne, udryddede analfabetismen og strakte bureaukratiets rækkevidde ud over grænserne for Britisk Aden og ind i de fjerneste ørkenlandsbyer – endte med at geråde i interne fejder, som revolutionære har det med at gøre.

Deres uoverensstemmelser omkring socialistisk teori og statens form blev uundgåeligt personlige og voldelige, hvilket kulminerede i sydens egen ti dage lange borgerkrig i 1986, hvis tabere – blandt disse Hadi – måtte søge i eksil i nord, før de kunne vende tilbage, da norden med lethed overvandt den sydlige hær i 1994. Nu står de, som tabte i 1994, side om side med Emiraterne, mens Hadi og hans allierede er imod dem.

Den 65-årige mand på billedet hedder Ahmed Ibrahim og er indlagt på Al-Shafaqa Center i storbyen Sanaa. Her hjælper de nyre- og kræftpatienter, der ikke har råd til at betale for behandling. Ahmed har kræft og kan ikke længere tale. Der bor 80 patienter på centeret, som på grund af blokaden mod Yemen kæmper med at få fat i tilstrækkelig mad og livsnødvendig medicin.

Rasmus Flindt Pedersen

Betingelser for borgerkrig

På samme måde som amerikanerne med deres ekstreme uvidenhed satte scenen for en brutal borgerkrig i Irak ved at støtte den ene side, har emiraterne nu skabt de optimale betingelser for genoptagelse af strid og borgerkrig mellem nord og syd.

»Jeg ønsker ikke længere et selvstændigt syd,« fortalte en ung aktivist mig. »I mange år har mine venner og jeg drømt om et frit syden, men hvis splittelsen er så stor nu, hvad sker der så, hvis vi bliver en stat? De vil myrde hinanden på gaden, som de gjorde tidligere.«

Sidste sommer i Aden hang der store billboards hen over gaderne med billeder af den emiratiske kronprins, Mohammed Bin Zayed, sammen med Hadi og en håndfuld mindre kommandanter – nogle levende, nogle døde. På væggene var der pro-UAE-graffiti og plakater med det emiratiske flag. Men i løbet af sommeren begyndte også slagord som »Ned med den emiratiske besættelse« at dukke op.

Opstandene under Det Arabiske Forår og det voldskaos, som derpå fulgte, har skabt et skift i magtdynamikken i den arabiske verden. Ikke alene udråbte Golf-monarkierne højlydt sig selv til de nye stabilitetsgaranter i en region, der blev flået fra hinanden i borgerkrige.

De udnyttede også situationen til at projicere deres nye magt ved at gribe ind i nabolandes konflikter, finansiere og bevæbne militser i Syrien, Libyen og Yemen – og støtte et militærkup i Egypten.

Under den høgeagtige Zayed har UAE taget skridtet imod en langt mere selvsikker udenrigspolitik, der har til formål at etablere emiraterne som regional magt.

I Yemen har UAE tre centrale missioner, der adskiller sig fra lilleputnationens støtte til den saudiske koalition.

For det første at knuse politisk islam i alle dens former.

For det andet at kontrollere den strategisk værdifulde Røde Hav-kystlinje langs dens smalle strækning ud fra Afrikas Horn, hvor UAE allerede har etableret militærbaser i Djibouti og Eritrea.

Og for det tredje at udvikle og styrke sine egne specialstyrker, der træner og overvåger lokale stedfortrædere som Sikkerhedsbælte-soldaterne.

Den stadig mere synlige forfølgelse af disse geopolitiske imperativer har dog ikke nødvendigvis imponeret deres angivelige allierede i Yemen.

I Aden i sommer lød der voksende kritik af UAE, især blandt de fattige, der havde håbet, at deres meget rige Golf-støtter nu ville gøre deres liv bedre. I stedet blev elforsyningen ringere, forebyggelige sygdomme spredte sig, og den yemenitiske riyals (møntfod, red.) sammenbrud gjorde alle endnu fattigere.

I september udbrød der demonstrationer i Aden og resten af ​​syd over økonomiens tilstand. På nuværende tidspunkt synes alt håb om ny positiv udvikling forsvundet, og entusiasme for det separatistiske STC er fuset ud i indre strid og rivalisering. Selv blandt emiratarabernes mest stålsatte allierede, salafisterne, er der voksende vrede over at blive brugt som kanonføde i andres krig.

Som en salafistisk modstandskommandant, der er holdt op med at kæmpe sammen med Emiraterne, vredt fortalte mig:

»Hvorfor sender vi vores bedste mænd til at dø ved fronten – og bombardere civile, der er fanget mellem os og houthierne – bare fordi emirataraberne vil kontrollere kysten?«

I et lille hotelværelse i en af ​​de fattigste bydele i Aden sad jeg med tre ledere fra den sydlige løsrivelsesbevægelse, der alle havde kæmpet i modstandsbevægelsen og alle tidligere så sig selv som venner af emiraterne, fra hvem de havde modtaget våben, penge og lastbiler. Men alle sagde, at de i det forløbne år havde oplevet at blive udpeget som mål for anholdelse eller mord af Sikkerhedsbælte-styrkerne.

»En krig med dem er kun et spørgsmål om tid,« sagde en.

Militsherredømme

Alle tre er nu gået over til Hadi-lejren. Jeg spurgte en af ​​mændene, der har brugt år på sit engagement i sydens løsrivelseskamp, hvorfor han pludselig vendte sig mod emiraterne og STC.

»Vi ønsker et syd, der bygger på statsinstitutioner og ikke på militsherredømme,« svarede han. »Hvad vi har nu, er kaostilstand, hvor maskerede militsfolk kan dræbe og tilbageholde efter forgodtbefindende. Dette er ikke det Sydyemen, jeg har kæmpet for. Enten tager emiraterne fuld kontrol med syden og udråber det til deres koloni, eller også må de respektere folket og præsidenten.«

Under mit sidste besøg hos den salafistiske sheik i Aden fandt jeg ham mismodig.

»Syden er de sidste tre år blevet styret af sydyemenitter, og alligevel er det blevet en fiasko,« sagde han og insisterede på, at emiraterne må forblive der.

»For hvis de forlader os, kan Aden nemt falde igen, og så vil alle disse enheder kæmpe mod hinanden. Vi har brug for, at de bliver. Samtidig er jeg frustreret over de fejl, de begår. Jeg forstår, at de stadig er i en læreproces, fordi de endnu ikke har gjort sig så store erfaringer med at være en imperialistisk nation, uanset at de opfører sig med en imperialistisk nations arrogance.«

Han konkluderede:

»Jeg ved, at to år ikke er lang tid i et lands bestræbelser på at opbygge et imperium, men jeg ved også, at det kun kræver ganske kort tid at gøre ens venner til fjender.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen