Spaniens nye højreradikale stemme vil sætte en stopper for landets »feministiske overherredømme«

Onsdag i sidste uge var der voldsom trængsel foran parlamentet i den andalusiske hovedstad, Sevilla.

Tusindvis af mennesker, primært kvinder, var stimlet sammen med lilla flag, bannere og balloner, som de svang, mens de taktfast råbte: »I mandschauvinister er terrorister.«

Årsagen skulle findes indenfor i parlamentsbygningen. Her var en indtil for ganske nyligt temmelig ukendt mand, Francisco Serrano, ved at holde tale i anledningen af, at regionens nye borgerlige regering blev taget i ed.

Efter 36 år med socialdemokratisk styre i Andalusien havde Francisco Serrano og hans højreradikale parti, Vox, ved jordskredsvalget i december fået nok stemmer til, at der med deres støtte kunne dannes et borgerligt flertal i Spaniens folkerigeste region. Og det var de gået med til på én betingelse: at det konservative PP og det socialliberale Ciudadanos droppede planerne fra deres valgprogram om at allokere midler til kampen mod kønsbaseret vold, herunder til kvindelige ofre for overgreb i hjemmet. Ifølge Vox (latinsk for ’stemme’) var de afsatte penge til at hjælpe voldsramte kvinder »forfatningsstridige«, idet de diskriminerer mænd.

»Vi repræsenterer de andalusiere, der ønsker et retsvæsen af kvalitet, der går ind for principperne om uafhængighed, objektivitet og upartiskhed og ikke er forurenet af det ideologiske kønsperspektiv,« proklamerede Serrano fra talerstolen i parlamentet.

Pablo Simón, der forsker i vælgeradfærd og i øjeblikket er gæsteprofessor på Universidad Carlos III i Madrid, mener, at Vox’ radikale standpunkt på kønspolitikken først og fremmest er et symbol, der bruges til at tegne en skarp profil over for vælgerne.

»De (Vox, red.) forsøger at overbevise vælgerne om, at der findes en gruppe af radikale feministiske organisationer og lobbyister i Spanien, der har taget politikerne som gidsler,« siger Pablo Simón over telefonen fra Madrid.

Han forklarer, at der på baggrund af eksisterende vælgerdata tegner sig konturerne af en arketypisk Vox-vælger: De er for op mod 70 procents vedkommende mænd, de er altovervejende ældre, og så er de hovedsageligt en del af middelklassen eller den øvre middelklasse, der tidligere stemte konservativt.

»På den måde adskiller deres vælgerbase sig faktisk fra andre højreradikale vælgergrupper i Europa, som ofte består af gamle arbejdervælgere,« siger Pablo Simón.

Feministisk overherredømme

Vox’ indtog i spansk politik markerer den første repræsentation for et højreradikalt parti i Spanien siden Francos død i 1975. Partiets uventet høje tilslutning har sendt chokbølger igennem Spaniens gamle partier, hvor man nu frygter udfaldet af det kommende regionalvalg til maj og parlamentsvalget til efteråret. Ifølge en nylig undersøgelse ville Vox storme ind i det nationale parlament med en tilslutning på 12,9 procent, hvis der blev udskrevet valg i dag.

Partiet mærkesager er en stærkere centralmagt, lavere skatter, et forbud mod homoægteskaber og hårdere straffe til catalanske separatister. Særligt sidstnævnte er ifølge Pablo Simón noget, der appellerer til mange vælgere i Andalusien, som er trætte af konstant at høre om de forholdsvist rigere catalaneres løsrivelsesambitioner.

Men siden valget i december er det alligevel partiets opsigtsvækkende kønspolitik, der har vakt mest opsigt i de spanske medier. For at forstå hvorfor er man nødt til at kaste et historisk blik tilbage til det nationalkatolske Franco-diktatur, hvor kvinden i familien var fuldkommen underordnet manden, forklarer Begoña Marugán Pintos, sociolog ved Universidad Complutense i Madrid med speciale i kønsbaseret vold.

»Flere af partiets medlemmer taler nostalgisk om tiden under Franco,« siger hun med henvisning til Vox’ antifeministiske retorik.

Formand Santiago Abascal har for nylig plæderet for et opgør med dét, han kalder Spaniens »feministiske overherredømme og kønstotalitarisme«, mens Juan Antonio Morales, der stiller op for partiet i regionen Extremadura, mener, at feminisme er »skabt for at udnytte den offentlige støtte« til ngo’er i Spanien. Ifølge sit partiprogram går Vox ind for en »undertrykkelse af radikale, subsidierede feministiske organisationer« og en »retsforfølgelse af falske udmeldinger«, som disse organisationer ifølge partiet kommer med.

Som et modsvar til Vox’ kønspolitik iværksatte det socialdemokratiske regeringsparti, PSOE, i slutningen af sidste år en landsdækkende kampagne for at styrke en lovgivning, der skal fremme kvinders rettigheder i de enkelte regioner. Formålet er ifølge flere iagttagere at lokke de øvrige borgerlige partier på banen og få dem til at bekende kulør i den polariserende kønsdebat.

En sociologisk logik

Vox’ harcelering er særligt rettet imod de organisationer, der til dagligt arbejder med voldsramte kvinder. Ifølge tal fra EpData, Spaniens svar på Danmarks Statistik, var 43.560 kvinder blevet udsat for vold i tredje kvartal af 2018, hvilket er det højeste niveau målt, siden man begyndte at føre statistik over anmeldelserne i 2009. Men i et interview med avisen El Mundo påpeger Vox’ førstemand i Andalusien, Francisco Serrano, at det kun er tre ud af 100 anmeldelser, der er hold i. Resten er »trivielle anklager, som ikke har noget at gøre med ulige magtrelationer«, men som blot er et resultat af »skænderier«.

Serrano og de øvrige Vox-medlemmers kontroversielle udtalelser kommer i kølvandet på en række opsigtsvækkende retssager, der har givet næring til fortællingen om, at mandschauvinismen er på fremmarch i Spanien.

Tilbage i april skabte det landsdækkende demonstrationer, da fem medlemmer af gruppen La Manada – ulveflokken – blev frikendt for gruppevoldtægt af en 18-årig kvinde under det årlige tyreløb i Pamplona i 2016. I stedet blev de idømt mildere straffe for »seksuelt misbrug«. Og vreden fik igen vind i sejlene i begyndelsen af året, da en domstol fastslog, at gruppens medlemmer kan bevæge sig frit, mens de afventer udfaldet af appeldommen.

»Jeg respekterer altid rettens vurderinger, men det her hverken forstår eller er jeg enig i. Vi må have nultolerance over for seksuel vold i hele samfundet,« tweetede Susana Díaz, socialdemokratisk præsident for det regionale parlament i Andalusien.

I november blev to mænd i en lignende sag dømt for misbrug – og altså ikke voldtægt – af en yngre kvinde i den catalanske by Lleida. Selv om kvinden havde tigget dem om at lade hende være, vurderede dommerne, at de to ikke kunne dømmes for voldtægt, eftersom hun ikke havde skreget eller gjort tilstrækkelig fysisk modstand.

Men selv om flere har påpeget, at de mange anmeldelser om vold i hjemmet, de omstridte retssager og Vox’ succes tilsammen tegner et billede af et tilbageskridt i ligestillingskampen, så mener sociolog Begoña Marugán Pintos ikke, at Spanien er på vej til at blive mere mandschauvinistisk.

Det stigende antal anmeldelser om vold i hjemmet bør ikke ses som udtryk for, at hustruvold er et voksende fænomen, men derimod for at flere spanske kvinder i dag anmelder overgreb. Hun påpeger, at antallet af dræbte kvinder som følge af vold i hjemmet er faldet fra 60 i 2016 til 47 i 2018, hvilket blandt andet bør tilskrives øget politisk fokus på hustruvold.

»Siden diktaturet (under Franco, red.) har Spanien faktisk været et af de lande i Europa, der har arbejdet mest med at bekæmpe vold mod kvinder,« siger Begoña Marugán Pintos.

Det er blandt andet i den kontekst, man skal forstå Vox’ verbale krigserklæring imod feminismen i Spanien, mener hun. For kampen imod vold mod kvinder har også medført fremkomsten af en lang række af de feministiske organisationer, som partiet harcelerer mod.

»Når der er en stærk feministisk bølge, som vi har set i Spanien, er det en sociologisk logik, at det på et tidspunkt vil producere en vis ideologisk respons i den modsatte retning,« siger Begoña Marugán Pintos.