Læsetid: 10 min.

Sverige har vist os en liberal rygrad, som de står alene med i Europa

Når Stefan Löfven (S) efter al sandsynlighed bliver valgt som statsminister fredag, får Sverige endelig en ny regering. Samtidig overlever den svenske exceptionalisme gennem eksplicit isolering af højrepopulismen, hvilket er nærmest unikt i europæisk sammenhæng. Afvisning af en femtedel af befolkningen løser ingenting, siger politisk redaktør
»For Centerpartiet er der ingen tvivl om, at Europas liberale partier skal være den ledende stemme imod den aggressive, nationalistiske populisme i de kommende år,« sagde Centerpartiets leder, Annie Lööf for nylig.

»For Centerpartiet er der ingen tvivl om, at Europas liberale partier skal være den ledende stemme imod den aggressive, nationalistiske populisme i de kommende år,« sagde Centerpartiets leder, Annie Lööf for nylig.

Ritzau Scanpix

18. januar 2019

Den svenske regeringsdannelse, der kulminerer med riksdagsafstemningen om Stefan Löfven (S) som statsminister fredag, hører til blandt de fire procent vesteuropæiske regeringsdannelser efter 1945, som har taget længst tid.

Over 80 pressemøder er blevet holdt. Hele to statsministerkandidater er stemt ned, en ahistorisk hårdknude i det historisk stabile Sverige. Alt imens har partilederne ført samtaler med hinanden og er trasket ind og ud af kontoret hos talmannen, der har ledet de fire en halv måned lange forhandlinger.

Bare én partileder har ikke talt med nogen.

»Joo, jeg har da hilst på de andre i korridoren, når vi skulle ind og ud hos talmannen,« fortalte Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, onsdag, da han blev spurgt, om nogen har ønsket at tale med ham de seneste 129 dage.

Men Åkesson og hans 17,5 procent af stemmerne er samtidig den indirekte grund til, at det har taget så lang tid for svenskerne at få en regering.

»Sverigedemokraterna er et racistisk parti,« gentog Stefan Löfven igen og igen under valgkampen i september. Mens Centerpartiets leder, Annie Lööf, har brugt over fire måneders tilnærmelse til det løftebrud, hun begår over for sine borgerlige vælgere ved at gøre Stefan Löfven til statsminister.

Det gør hun af én eneste grund. Han hedder Jimmie Åkesson.

»For Centerpartiet er der ingen tvivl om, at Europas liberale partier skal være den ledende stemme imod den aggressive, nationalistiske populisme i de kommende år,« sagde Lööf for nylig på kongressen for det europæiske parti Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, ALDE.

Lööf talte dagen inden, at Centerpartiet fældede deres egen statsministerkandidat, de konservative Moderaternas leder Ulf Kristersson med den begrundelse, at Centerpartiet »ikke ville give et nationalistisk og populistisk parti afgørende og historisk indflydelse.«

For partiet er konfliktlinjen den samme i Sverige som i Europa. Centerpartierne ser liberalismen, som den nye kraft imod nationalpopulismen, hvor de traditionelle magtpartier blandt konservative og socialister enten viger, kopierer eller taber til det nye højre.

Og det er exceptionelt, mener Sveriges grand old man inden for sociologien, Göran Therborn:

»Det mest bemærkelsesværdige er, at Centerpartiet og Liberalerna har brudt den borgerlige Alliancen i stedet for at gøre sig afhængige af Sverigedemokraterna. Det er en liberal rygrad, som de står ret alene med i Europa,« siger han.

Johan Hakelius, politisk redaktør på det svenske nyhedsmagasin Fokus, hvor hans blog er ledsaget af et billede af ham iført jakke og prikket butterfly, ser ligeledes den svenske regeringsdannelse som en fortsættelse af forestillingen om svensk exceptionalisme – noget særlig svensk i forhold til andre europæiske lande.

For nok har f.eks. Tyskland og Holland regeringskoalitioner hen over midten. Men ingen har dog som i Sverige eksplicit funderet regeringssamarbejdet på en total isolation af et specifikt højrenationalistisk parti. Til gengæld har borgerlige regeringer baseret deres magt på det nye højre ligesom i Danmark i 2001, eller taget dem med i regering, som det er sket i for eksempel Østrig, Norge og Finland.

»2018 var året, da en messiansk tro på Sverige som anstændighedens apostel blev sat over for truslen om, at Sverige skulle blive et land som alle andre,« som Johan Hakelius skrev for nylig.

Sejr eller død

»Der findes et problem i Sverige, som består i det opblæste svenske selvbillede. En idé om at Sverige er anderledes. Det er den svenske exceptionalisme. Og det er den, som befæstes med den nye svenske regering,« siger Johan Hakelius, da Information ringer ham op efter en frokost, han har været til ude i byen, og beder ham forklare.

I dagene efter valget skrev Sverigedemokraternas (SD) chefideolog, Mattias Karlsson, på Facebook, at der nu var bare to valg for Sverige, »sejr eller død« i kampen mod »fremmede magters okkupation«.

Det vakte stor forargelse, fordi mange svenskere så det som endnu en bekræftelse på, at partiets racistiske rødder stadig spiller en rolle i partiets ideologi. Men ifølge Hakelius fangede chefideologen ikke bare stemningen i sit eget parti, men i hele den kulturelle magtelite i Sverige.

»Jeg tror faktisk ikke, det i virkeligheden handler så meget om SD’s ubehagelige baggrund længere. Kampen mod SD handler om et såret svensk selvbillede, fordi der overhovedet ikke burde findes sådan noget i Sverige. Vi er for gode til den slags. Det er derfor, at spørgsmålet om SD er blevet til en kamp på sejr eller død i Sverige,« siger han.

Nordisk skænderi

For at forstå hvordan den svenske exceptionalisme og isolationen af Sveriges tredjestørste parti kan overleve – til trods for at Sverige i 2015 måtte stramme landets liberale indvandrings- og asylregler på linje med andre europæiske lande – kan man rejse nogle måneder tilbage i tiden.

Nærmere bestemt til Jonsered Herrgård uden for Göteborg, hvor den svenske forening til det antinazistiske ikon Torgny Segerstedts minde i efteråret afholdt seminar i samarbejde med deres norske søsterorganisation.

Her var svenske og norske medie- og kulturfolk indbudt til at diskutere »Det skrøbelige demokrati«. Men i stedet for en fejring af kampen mod udemokratiske strømninger udviklede seminariet sig til en fejde mellem nordmænd og svenskere. Og ifølge souschef på svenske Expressens kulturredaktion, Jens Liljestrand, der deltog, gik det galt allerede under spørgerunden efter de første oplæg.

Her begynder nordmænd og svenskere at skændes om, hvorvidt Brexit er et rationelt valg eller bunder i en populistisk fake news-kampagne.

Senere på vej hjem i taxaen – nordmænd og svenskere bor desværre adskilt under fællesseminaret – går svenskerne nærmest i selvsving i deres »ekkokammer«, beretter Liljestrand i en kommentar. For balladen har selvfølgelig fundet vej til avisspalterne i de to lande.

Repræsentanterne for den svenske kulturelite er forargede over »de forfærdelige, naive og indskrænkede nordmænd«.

Og det bliver bare værre. Til sidst er svenskerne trætte af at høre på, hvordan alting bare er så »greit« med det indvandrerkritiske Fremskrittspartiet i den norske regering. Trætte af de medlidende og hånlige blikke de får, når de tålmodigt forsøger at forklare, hvorfor svenske liberale har lovet under ingen omstændigheder at samarbejde med SD.

»Det er, som om at danskere og nordmænd hele tiden sætter lighedstegn mellem Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet og SD. Men SD er et antiliberalt parti. Deres store modstandere er ikke socialdemokratiet eller venstrefløjen, men det liberale demokrati, og de har rødder i en fascistisk bevægelse, der gik ud på at bevare Sverige svensk.«

»At det er lykkedes Socialdemokraterna at danne regering hen over midten i svensk politik med Centerpartiet og Liberalerna for at holde SD ude, er en sejr for liberalismen i Sverige,« siger Jens Liljestrand, der har en dansk mor, men alligevel ikke ønsker sig ’danske tilstande’.

Angreb på journalister

Den afgrundsdybe forståelseskløft kan også danske journalister støde på, når de forsøger at forstå, hvorfor svenskerne er så splittede i deres syn på Sverigedemokraterna.

Men noget er sket. Fra talerstolen i den svenske Riksdag i december gik lederen af Kristdemokraterna, Ebba Busch Thor, eksempelvis til modangreb på lederskribenter på det socialdemokratisk sindede Aftonbladet for betegnelsen af den borgerlige statsministerkandidat, Ulf Kristersson (M), som »en nazistisk samarbejdsmand«.

»Hvis de tror på det, de skriver, savner de en grundlæggende fornemmelse for proportioner. Og rent ud sagt en forankring i virkeligheden,« sagde Ebba Busch Thor, der dybt beklagede »forgiftningen af den politiske samtale«.

Ifølge Johan Hakelius er der imidlertid også sket en radikalisering af de moralske principper i Sverige. Det er det, både Segerstedt-seminaret og Ebba Busch Thors modangreb på de liberale sætter på spidsen.

»Den svenske exceptionalisme er blevet såret af det faktum, at Sverige ikke længere kan betegne sig som den anstændige undtagelse. Men det har bare gjort fortalerne for den særligt svenske moralske overlegenhed endnu mere rasende og fået dem til at gå i offensiven,« forklarer han.

Og det beklager Hakelius. For resultatet er en ny version af den såkaldte December-overenskomst, der blev smædet af svenske partier i 2014 for at gøre Stefan Löfvens daværende mindretalsregering regeringsdygtig, selv om han i princippet havde et borgerligt flertal imod sig, hvis man altså talte SD med.

Den nye regeringsaftale mellem Socialdemokraterna, Miljöpartiet, Centerpartiet og Liberalerna, isolerer SD på ny. Og dermed har Löfven udnyttet ’dæmoniseringen’ af SD på overlegen vis.

På onsdagens lange række af pressemøder, der kulminerede med Vänsterpartiets accept af Löfven, fortale han grinende de fremmødte pressefolk, at han havde fundet på et navn til den nye regeringsaftale: »Januar-overenskomsten.«

»Men det løser jo absolut ingenting. Det kommer ikke til at fungere, at man fortsætter med at bygge sin politik på at holde en femtedel af den svenske befolkning ud i strakt arm. Når folk argumenterer for, at det ikke er udemokratisk at afstå fra at samarbejde med partier, hvis politik man ikke bryder sig om, er mit modspørgsmål: Hvad tror I så, det fører til,« siger Johan Hakelius.

Forandringerne i det politiske landskab som følge af migrationsspørgsmålet ses overalt i Europa. Det er en international tendens, som udtrykker samme systemkritik mod det politiske establishment, pointerer han:

»Sådan nogle hændelser kan være ubehagelige og farlige, men de er naturlige i det politiske liv. Det kan man ikke isolere i håb om, at det forsvinder. Det er som at sige, at vi kunne have undgået den franske revolution, hvis bare kongen havde ladet være med at abdicere.«

Uligheden vokser

Flere iagttagere har desuden forudset, at mange af de vælgere, der har forladt S til fordel for SD, vil få følge af endnu flere. Det vil ske i kølvandet på de nyliberale reformer, Stefan Löfven har måttet acceptere som prisen for de liberale partiers støtte, fordi mange vælgere i forvejen føler sig som ofre for nedskæringer i velfærden, øget indvandring og splittelse mellem land og by.

Én ting er dog sikkert. At både den eksplosivt voksende ulighed såvel som den svenske exceptionalisme cementeres med den nye regeringsaftale, fremhæver sociolog Göran Therborn.

Therborn udgav i efteråret bogen Kapitalet, hvor han viser, hvordan »finanskapitalen har kapret det svenske folkhem« og medført en enorm akkumulering af rigdom hos et lille antal mennesker. Mellem 1983 og 1997 steg formuen eksempelvis hos den rigeste hundrededel af den svenske befolkning med 81 procent.

Siden krisen i svensk økonomi i starten af 1990’erne er antallet af fattige frem til 2016 desuden øget fra 7,3 til 14,4 procent. Imens er andelen af velhavere steget fra 3,5 til 6,9 procent. Så Sverige vil også i fremtiden være de superriges paradis.

»Den politik, som den kommende S-ledede regering har lagt frem, er den mest højreorienterede siden Socialdemokraternas første store højredrejning i 1980’erne: kraftigt sænkede skatter for de højeste indkomster, liberalisering af lejeboligmarkedet samt en privatiseringsoffensiv af sundheds- og omsorgssektor og uddannelse,« mener Therborn. Det sidste med henvisning til, at Socialdemokraternas mest profilerede valgkampstema mod privatiseringen af den offentlige velfærd i Sverige nu synes totalt opgivet.

Eller som Carl Schlyter, tidligere medlem af Riksdagen for Miljöpartiet formulerer det i Dagens Nyheter som begrundelse for, at han nu har meldt sig ud af partiet som følge af den nye regering:

»Kløfterne øges. Det er helt misforstået i forhold til at modgå højreekstremismen. Skattelettelserne er udtryk for samme politik, Macron har bedrevet, og som vi ser konsevenskerne af nu.«

SD vil sejre i enden

At voksende ulighed og velfærdsforringelser skulle sende vælgerne i favnen på Jimmie Åkesson, er  en analyse, partilederen ikke helt selv deler, fremgik det af hans pressemøde onsdag.

»At LO-vælgere er gået til os, og har gjort det i ganske lang tid, tror jeg mere handler om de andre partiers totale uformåenhed i forhold til at forudse store samfundsproblemer. Samt deres ekstremt ansvarsløse migrationspolitik i kombination med en integrationspolitik uden krav. Men selvfølgelig skal vi forholde os til Socialdemokraternas svigt og højredrejning, når vi i fremtiden planlægger vores politik. Det er ikke uinteressant,« lød det.

Til gengæld har Åkesson igen og igen fremmanet et kommende samarbejde i oppositionen med Moderaterna (M) og Kristdemokraterna (KD), eftersom det borgerlige Sverige nu er splittet i en konservativ-nationalkonservativ fløj og en liberal fløj. Foreløbig har han dog fået en kold skulder. Men Åkesson er også en mand, der mener at stå på den rigtige side af historien. Derfor har han tiden for sig.

»Ulf Kristersson (M) og Ebba Busch Thor (KD) er vrede lige nu, tror jeg, over det svigt, de er blevet udsat for af deres tidligere kolleger i Alliancen. Jeg er allerede landet i det nye politiske landskab, men jeg giver dem gerne tid til at lande i det også,« sagde han.

Partilederen afviste i samme åndedrag, at SD nu skulle blive uinteressante for M og KD, fordi det ikke lykkedes de to partier at få magten ved hjælp af en eller anden form for accept af SD.

Dermed bekræftede selv udfordreren af den svenske exceptionalisme, at svenskerne på mange stræk stadig er ekstreme.

»Det forholder sig lige modsat,« svarede han en journalist, der luftede en eventuel kommende ørkenvandring for SD i Riksdagen.

»Skal Moderaterna nogensinde igen få regeringsmagten i Sverige, må de åbne sig mod os. Det findes ikke noget andet alternativ. Vi er det eneste normale parti. Det er alle de andre, som er ekstreme.«

En aftale, der kan udelukke den svenske pendant til Enhedslisten, Vänsterpartiet (V), fra indflydelse, kan ende det politiske dødvande i Sverige. På et pressemøde vaægte Vänsterpartiets leder Jonas Sjöstedt det rigtige, da han mandag på et pressemøde valgte at åbne for indrømmelser i stedet for at sige blankt nej, skriver Mette-Line Thorup.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Gert Romme
  • Hans Aagaard
Kim Folke Knudsen, Poul Anker Sørensen, Gert Romme og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Ja, det samarbejdende folkestyre må være vejen at gå. Alle demokratiske stemmer tæller med. Når journalister og politikere holder hinanden i skak i en forudsigelig debat mellem næsten enige eliter og velbjærgede - så er der plads til vås - og gys - i folkehavet - blandt de der mærker de hårdeste konsekvenser af finanskriser, migration og klimakriser.
Det giver alt for meget luft til de der ønsker destabilisering af vores demokrati. Samarbejde nu for søren.

Kim Folke Knudsen, Jørgen Wassmann, Henrik Leffers, Steffen Gliese og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

"til trods for at Sverige i 2015 måtte stramme landets liberale indvandrings- og asylregler på linje med andre europæiske lande"

Ja, set fra en nødvendighedens Fort Europa-politik, "måtte", var og er de neokoloniale europæiske lande nødt til stramme op og lukke kassen i over for de fattige fremmede.

hvis alle europæiske lande fra begyndelsen havde taget deres del af flygtningene, havde der ikke været et problem overhovedet.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Mogens Holme, Jørgen Wassmann, Henrik Leffers, Gert Romme, Nike Forsander Lorentsen, Hans Larsen, Werner Gass og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selv hvis Europa tog og fordelte samtlige 65 mio flygtninge på rimelig måde, ville det kunne overkommes; men det er altså kun en brøkdel af verdens flygtninge, der overhovedet ønsker at flygte til en anden verdensdel.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, lars helde, Gert Romme, Hans Larsen og Werner Gass anbefalede denne kommentar

Jeg ser en farlig udvikling i Sverige og Tyskland. Borgeren i en retsstat har kun den demokratiske stemme som våben, hvis ro og orden skal opretholdes. Hvis man kontinuerligt fratager et voksende mindretal vægten af dette våben, skaber man uro og uorden på længere sigt. Man skubber problemet foran sig og samler til bunke. Det er ikke en fejl ved den demokratiske styreform. Det er bare en udemokratisk øvelse at tillægge sig selv en større værdi og moral som berettigelse for at udstøde mindretallet.

I Tyskland anvender man efterretningstjenesten mod et spirende mindretal, vel vidende at propaganda er et stærkt våben. En helt surrealistisk udvikling i Europæisk politik med et dystert potentiale.

Ole Arne Sejersen, Rolf Andersen, Martin Lund og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese

Overkommes måske, men med store konsekvenser som lokal befolkningen så kommer til, at betale, og nej jeg tænker ikke her på de økonomiske.

Er det ikke snart tid til, at andre også for en tid tager "ansvaret", Kina, Japan, kæmpe Rusland, Rige Saudia Arabien osv. Det må jo først og fremmest dreje sig om beskyttelse og mad på bordet, det kan disse sagtens bidrage med.

Jørgen Mathiasen

Blandt AfD's højrepopulistiske og højreradikale medlemmer, - sidstnævnte er folk, som har plastret væggende til med nazisymboler og i nogle tilfælde har et større udvalg af illegale våben liggende, er der mange tilhængere af en tysk udmeldelse af EU. Forslaget er så vanvittigt, at ledelsen har fået det afsvækket ved at sætte forskellige betingelser ind i det, men det har ikke kunnet forhindet, at AfD gennem vedtagelsen og ved egen kraft har indskrænket sin valgbarhed.

Eva Schwanenflügel, Gert Romme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Peter Hansen
Dit perspektiv er interessant, men det forudsætter jo et internationalt/globalt samarbejde/samforståelse nationerne imellem. De første trin i den retning var vel det man forsøgte med Marrakech konferensen/dokumentet. Hvilket vel samtidig er et udtryk for at nationale løsninger (gated Communities) på den globale migration aldrig bliver nogen løsning!

For mig at se, er den neoliberale politik den såkaldte "midte" i svensk politik nu iflg aftale skal føre, netop, ud over indvandring, den anden grund til at folk stemmer på SD.

Hvorfor skulle vi lige invadere Afghanistan, Irak og Libyen og afstedkomme disse store flygtningestrømme. I stedet havde vi brugt få politiske og økonomiske kræfter på indvandring , og mange på velfærd!

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@lars helde

Uanset, så mener jeg ikke, at det altid er EU´s ansvar, vi har taget vores andel, nu må andre byde ind og overtage "ansvaret".

Sikke en moraliserende svulstighed der ligger i overskriften, - men den holder næppe i længden.

Det minder lidt om dengang Macron blev vagt til Frankrigs nye præsident, - det så viste sig det var en nitte eller en nul bon de havde stemt fortvivlet på., - en rejsekonge med store taler uden resultater.

Dødvandet fra tiden med Hollande, fortsætter den uendelige historie, men det har ikke ændret på historiens gang, - og vil det heller ikke!

Som jeg har skrevet det tidligere så vil EU være gået til grunde i 2035, hvilket jeg vil og skal begræde, men politikerne er og bliver de ansvarlige herfor, - det er ikke folket det er noget galt med, - det er politikerne.

Optaget af alle de gamle Østeuropæiske lande gjorde dem ikke demokratiske "over night", sådan som den politiske godtroenhed forudsatte, og den buffer de skulle være militært i forhold til Rusland er ret så tvivlsom, hvilket i det hele taget spillet om at få dem med først i EU for så siden at kunne optage dem i NATO, var et selvbedrag.

Et fornuftigt handelssamarbejde havde alene været tilstrækkeligt i den første 20 - 30 års periode, så de blev modne til moderne Europæisk politik, - i stedet optræde de nærmest som modstandere af det Europæiske fællesskab.

Nationalismen og modstanden i hele EU er tydelig, og med de seneste udmeldinger lader det ikke til at blive mindre - tværtimod.

EU har ikke åbnet sig for borgerne, men derimod rigeligt - alt for rigeligt, til kapitalen, som de nærmest har overgivet sig til som frelsende og samlende for EU, men intet kan være mere forket, da kapitalen ikke ønsker EU, - de har kun brug for markedet og de penge der kan tjenes på markedet, - ikke alle udgifterne til grøn omstilling, miljø osv., osv., det er unødvendige omkostninger, som man kan slippe for i Asien.

Kapitalen vil ikke bestemmes over, - den vil bestemme over EU i stedet for, så de regler osv., der er til stedet passer til deres økonomiske mål, - om så verden skal gå under!

Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Ilja Wechselmann

Det er da muligt, måske sandsynligt at den nye svenske regering bliver som en svensk sommer: Kort, kold og våd. Men skønt forfatteren til artiklen i visse vendinger viser arrogance overfor den 'svenske løsning' på SD's rolle i svensk politik, så står det dog klart at Sverige har gjort det eneste rigtige og eksemplariske: At vise xenofobiske partier vintervejen. Isolere SD!

Hvad kan popularitetsanglende midterpolitikere i Danmark og Norge - og måske længere ud i verden lære af det? Nu da vi skal have valg snart? At en midteralliance, grumset eller grim, er den eneste måde at vise befolkningen grænserne for anstændighed og for god regeringsførelse i f.t. de indvandrede og formentlig også i f.t. masser af andre emner. Konkret: Hvis Socialdemokraterne og Venstre skal have en chance for at komme fri af deres populistiske renden efter Dansk Folkepartis hadefulde og udemokratiske politik, så må en alliance over midten være svaret på de virkelige og relevante udfordringer. Hele sujettet omkring immigration, asyl og flygtninge er så katastrofalt og djævelsk iscenesat at det tager fokus fra klima, hvidvask og stigende ulighed. Velkommen tilbage til den virkelighed, der blandt andet trænger til beskæftigelse af indvandrere i f.eks. sundheds-sektoren og socialt arbejde, hvor der bliver skreget på flere hænder! Godt nytår
Ilja Wechselmann

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Carsten Hansen, Jørgen Mathiasen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Bortset fra at svensk politik nu trækkes mod borgerlig retning, og at Socialdemokratiet, trods absolut størst vælgertilslutning, nok har leveret den svageste regeringen i mange år, syntes jeg faktisk, det er rigtig godt for Sverige og for Europa.

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Jørgen Mathiasen og Per Langholz anbefalede denne kommentar

Et stort tillykke til Sverige, det er flot klaret, at der er dannet en svensk regering uden det højre populistiske parti. Desværre har Danmark tradition for samarbejdpolitik. Man kan jo se hvordan det er gået i Danmark, hvor DF har fået stor indflydelse, og måske snart er en del af en regering. Her i Danmark har vi de-facto racisme f.eks i form af perfid burka forbud og mange andre bizarre lovgivninger , og danskerne har vænnet sig så meget til det, at vi ikke ser det mere, og det bliver bare værre og værre år for år.
Selvfølgelig havde mange danskere og danske partier gerne set at det var endt med en regering der samarbejde med Sverigs Demokraterne, så Danmark havde fået en slags blåstempling af samarbejde med DF.

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Jørgen Mathiasen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Der er kun én måde at slippe af med højrepopulistiske partier på: Og det er at løse integrationproblemerne hen over midten.
At stikke hovedet i busken og benægte at der reelle problemer dur ikke og vil blot styrke det yderste højre endnu mere.

Vejen frem er ikke kun at udelukke det yderste højre, men også at se bort fra det yderste venstre , hvis Europa skal overleve.
Fri os fra etnocentrikere og kulturrelativister.

Det bliver spændende at se om svenskerne fortsat vil lukke øjnene eller vågne op. ?.

Kim Folke Knudsen

Sverige viser vejen igen.

Det der sker i Sverige er det som Danmark var kendt for tilbage før 1995 ( dannelsen af Dansk Folkeparti ). De borgerlige partier er består af partier, som står meget fast på de borgerlige, konservative og liberale værdier ( for specielt erhvervslivet og socialisterne vil sige den rige overklasse ). Blandt de partier finder vi Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Så er der de borgerlige midterpartier, som i perioder er indstillet for forliget og det brede samarbejde med Socialdemokraterne. Det stolte parti der i 1930´erne reddede Norden fra Kommunistiske og anarkistiske revolutionære omvæltninger. Det parti der formåede at opbygge Folkhemmet i Sverige og Velfærdsstaten i Danmark, formet af det samarbejdende folkestyre og af alle Arbejderbevægelsens lange kamp for bedre vilkår for den lille mand og for arbejderne.

De Borgerlige Midterpartier var i Danmark: Retsforbundet, Centrum Demokraterne, Kristendemokraterne, Det Radikale Venstre, Ny Alliance. Alle partier der kunne se det meningsfyldte i, at ideologien ikke måtte fylde så meget, at den spærrede for kompromisset og samarbejdet med ideer og partier, der ikke delte de borgerlige værdier.

Bemærk kun Det Radikale Venstre overlevede det politiske Hiroshima for Danmarks moderate borgerlige partier, hvor det ene borgerlige midterparti efter det andet røg ud af Folketinget eller levede en kummerlig tilværelse langt under spærregrænsen, medens det nationalistiske parti DF og førhen det populistiske og uregerlige Fremskridtsparti voksede i styrke og i Folkehavet.

Danskerne har ikke været bange for at afprøve grænser ud imod det yderste højre. Det var bare ikke et nationalsocialistisk højre som danskerne dyrkede. Dertil var erindringen om den 9. April 1940 for stærk. Anderledes i Sverige, som under den 2. Verdenskrig var en neutral nation klemt mellem kommunismen og nationalsocialismen.

Det mærkelige ved den særlige danske dyrkelse af nationalismen er dens introverte karakter. Der har ikke fra DF, Nye Borgerlige og Fremskridtspartiet været rejst krav om grænserevisioner f.eks genforening med Norge, indlemmelse af Sydslesvig, ( omend DF i perioder har forsøgt sig med bevidst tvetydige udmeldinger i dette spørgsmål ), og genforening af Skåne og Blekinge med Danmark.

Nej den danske nationalisme drives af isolationismen af forestillingen om at vi er en helt enestående nation uden lige på Jordkloden og at vores på mange måder ideelle samfund skal beskyttes mod alle de ulykker, som fremmede og uforståelige folkeslag kan tænkes at bringe med sig, hvis de slår sig ned her i landet. Det er den angst, at vores lille homogene Kongerige opsluges og forandres indefra for altid i en negativ retning, der har drevet den danske nationalisme. Det må være et interessant studium værd at se, om andre mindre nationer i Europa reagerer på samme måde, er der tale om en slags småstatens overlevelsesmekanisme selvforsvar af etnisk nødvendighed, eller hvad er det som skaber denne kraftige politiske driven hen imod ønsket om at få lov til at være sig selv og ikke blive forandret til en multikulturel og multietnisk stat ?

Jeg synes det er pudsigt at se, hvordan vi herhjemme synes at det er særligt demokratisk at samarbejde med DF. Partier der gør dette roses til skyerne for deres forståelse for danske værdier og for den lille mands kår, medens partier der nøgternt drager den konklusion, at afstanden mellem DF´s synspunkter og det liberale sindelag og de borgerlige dyder er for stor, fordømmes som udemokratiske og elitære partier. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det kan være udemokratisk at sige, at vi ikke har meget til fælles med det nationalistiske parti DF ? Det er et udslag af fakta andet er det ikke. Hvis du er udemokratisk overfor DF, så vil det være udemokratisk at forsøge at forbyde DF, at hindre partiets forfatningsmæssige ret til at stille op og deltage i valg. Det er et udemokratisk træk. Men det er ikke udemokratisk at tage afstand fra DF´s nationalisme. Det er en holdning og et livssyn.

Derfor har DF haft den meget uheldige påvirkning af dansk parlamentarisme, at partiet har været en slags magnet for næsten alle de andre partier undtagen Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre. De andre partier har som jernspåner klæbet op ad magneten DF, hvor skønt var det ikke at mænge sig med nationalismens selvtilstrækkelighed og følelsen af, at dansk det er jo bedre end alt andet ?

Men hvad vil det sige at være drevet af danske værdier ????

Når vi taler om grøn omstilling og klimakrise.

Når vi taler om forholdene på arbejdsmarkedet med stress, høje krav og nedslidning.

Når vi taler om ulighed og social udstødelse af de fattige borgere.

Når vi taler om grænserne for statens magt hvor stor skal denne være overfor borgeren og individets ret til frihed og privatliv.

Når vi taler om relationen mellem erhvervslivet og staten, hvem skal bestemme og hvor meget regulering skal vi have i samfundet.

Her har danske værdier ingen svar

I fraværet af svar er kommet fraværet af demokratisk debat. Det hele er blevet overladt til bureaukratiet, tænketankene, og til djøfernes regneark, medens befolkningen har dyrket DF´s udgave af nationalismen isolationen fra alle andre folkeslag.

Det er den eksistentielle krise som nu er ved at blive til en parlamentarisk krise i Danmark. Partier næsten uden medlemmer, som er topstyret og for nogens vedkommende meget sammenspiste. Partier der skifter standpunkter som andre skifter undertøj, og som dermed ender med at blive utroværdige og ihvertfald ikke en støtte for politisk dannelse og demokrati her i landet. Tænk at vi er nød til at skattefinansiere partierne i Danmark, for ellers hang deres økonomi ikke sammen. Er det ikke en falliterklæring overfor demokratiet, at vi som land ikke evner at skabe et levende folkestyre, men må ty til statsstøtte for at forhindre folkestyrets undergang.

Må Holger Danske vågne af hans dvale og sige nej det rygte vil vi Daner ikke have. Vi vil have et levende demokrati med levende og deltagende politisk debat, hvor der der plads til socialister, socialdemokrater ( altså den ægte vare og ikke DF kopivaren ), liberale, socialliberale, og Konservative.

For demokratiet består i at dele sig efter standpunkt men samtidig med at vi taler og forhandler os frem til fælles løsninger ved kompromisses kunst og hvis ej ved folkestyrets valg.

God Weekend og Tillykke Sverige med at vende tilbage til et normalt parlamentarisk klima.

Kim Folke Knudsen

Espen Bøgh Fredag den 18 januar kl. 16.40

En meget fin og helt nøjagtig beskrivelse af den forhastede og uigennemtænkte udvidelse af EU mod øst. Enig de østeuropæiske stater og måske dele af Tyskland havde ikke den lange erfaring med demokratiet som var andre lande herunder Danmark til del. De blev nærmest kastet ud i forandringen over en ganske kort periode. EU tog ikke denne vigtige diskussion, som du så rigtigt påpeger. Det har skadet forholdet til de østeuropæiske stater meget og endnu vigtigere det har skubbet Rusland væk fra muligheden for at slå ind på en reformistisk kurs. Rusland så et USA, der skubbede et økonomisk stærkt Tyskland frem mod Rusland medens Ruslands tidligere indflydelse kollapsede. Den udvikling var benzinen til at Putin og hans rusiske nationalister kunne styrke grebet om det store europæiske land mod øst.

Tyskerne er ved at vågne op men ved ikke hvad de skal stille op med det EU, som de af USA er udnævnt til at bestyre uden at det gavner Tyskland og den tyske befolkning i bredere forstand. Det gavner den tyske storindustri og det gavner den særlige grænseoverskridende neoliberalisme der sætter systemet ( det fri og uhindrede marked ) over menneskets velfærd. Det har intet med klassisk liberalisme at gøre. Det er her vi finder AFD oprøret som kan vække til en ny og nyttig debat, men som også kan risikere at ende som et højreekstremistisk og antisemitisk foretagende, der vil gøre Tyskland usikkert og farligt på længere sigt.

Carsten Hansen

Den nye "Socialdemokratiske " regering bliver pisket til at borgerlig politik i den kommende tid; Nok ikke meget anderledes end Thorning-regering blev pisket af Dronning Margrethe af det Radikale Venstre.

Det skal nok hjælpe på de kulturelle og sociale problemer der er i de store "ghettoer" i de svenske storbyer. (Not)

Svenskerne viser vejen; Ja vejen til yderligere støtte til ultra-nationalisterne fra SD.

Hvis nogen tror at vejen frem er at benægte fakta; så tror man forkert.
Kun handling er vejen frem. En handling der kræver åbne øjne og mod.

PS SD er ikke det eneste parti der åbent taler om problemerne.

https://www.svt.se/nyheter/inrikes/ebba-busch-thor-kd-har-delvis-ratt-om...

Carsten Hansen

Folk her på trådene hylder svenskerne for at holde SD udenfor. Men det løser jo intet i sig selv.

Vi er enige om at SD ikke er noget bevendt, Men uden handling for en bedre integration, så kommer denne regering ikke til at betyde noget som helst ud over et mere borgerligt Sverige, indtil det bliver for meget for Vänster-partiet.

For den almindelige svenske arbejder/ledige/ressourcesvage, så er denne regering et tilbageskridt.
De rige (som lever langt fra problemerne) de hygger sig.

Hvor længe mon dette eksperiment holder; Og skal vi overhovedet håbe på det holder ?

Som man siger, den der ler sidst ler bedst, det næste valg i Sverige tror jeg kommer til, at gøre meget ondt på denne her politisk korrekte konstellation.

Man skaber et martyrium ved at holde sverigesdemokraterne ude på denne udemokratiske entydige måde, og det er jeg bage for kommer til, at koste dyrt, SD er som den perfekte storm, nu også det perfekte protestparti som alle andre hader....

Steffen Gliese

Jeg synes, Kim Folke Knudsen formår at pege på sagens kerne - den forandring, vores samfund gennemløb i 90erne som følge af den fejlagtige analyse af konsekvenserne af Murens fald, som især skyldtes en religiøs læsning af Fukuyamas pamflet.
De europæiske samfund - herunder især de nordiske velfærdssamfund - havde ingen grund til forandring, tværtimod kunne de have skruet op for ligheden og den politiske organiserings rolle i demokratiet. De gik desværre efter en amerikansk tankegang, der som en igle suger kraften ud af den danskhed, der ganske rigtigt er kendetegnet ved ikke at føle sig bedre, bare anderledes, end andre lande. Det land, som mange automatisk lægger afstand til, når man skal finde nogen at sammenligne sig med, Schweiz, er nok det, der ligner mest, når man dykker ned under den økonomiske overflade. Pragmatiske og med folkevalgte politikere, der først og fremmest er udsprunget af folket selv og fører politik til folkets bedste, også indvandrernes.

Jørgen Mathiasen

Om Tyskland bliver ved med at holde AfD væk fra regeringsmagten, kan man naturligvis ikke udstede garantier for, men målt på signalerne fra CDU i Hessen og NRW og fra CSU (!) i Bayern, altså de konservative partier, ser det sådan ud.

Den korte beskrivelse af Tysklands forhold til EU står i Grundloven: Forbundsrepublikken arbejder for europæisk integration gennem EU. Det samme gør Sverige, uanset at det ikke står i den svenske grundlov. Regeringerne i Sverige og Tyskland vil derfor overfor egne højrepopulister og over for den amerikanske præsident fastholde de europæiske og andre internationale strukturer, mens SD og AfD og andre højrepopulister arbejder for at rive dem ned.

Niels Duus Nielsen

Carsten Hansen, det er grundlæggende forkert at hævde, at en god, huimanistisk flygtningepolitik vil betyde, at nationalisterne overtager landet. Det kan aldrig være den gode politik, der fører til Højrefløjens fremmarch, tværtimod. Haters are gonna hate, så de skal nok finde et påskud.

Hvad du opfordrer til er faktisk en form for politisk selvcensur: Nu må vi endelig ikke stille progressive forslag til løsninger på landets problemer; nej, lad os i stedet gøre som SD og bilde folk ind, at vi blot udviser en lettere, mindre ekstrem form for borgerlighed, altså at vi er en slags "republican light", der har de samme værdier som nationalisterne, med den forskel, at vores ideer er "pænere". Kast et blik mod USA: Strategien med at trække mod højre for at tækkes vælgerne virker ikke. Hvorfor dog stemme på en letvægts-konservativ, når man kan få den ægte vare? Tværtimod skal man trække mod Venstre, som Corbyn har gjort i UK og som de nye progressive i USA, med Ocasio-Cortez i spidsen, har gjort.

Tesfaye kan ikke bilde nogen ind, at han er mere udlændingefjendtlig end Martin Henriksen, selv om han prøver. Tværtimod er hans udmeldinger udtryk for, at han aldrig har været socialist, og at han aldrig blev medlem af SF for at hjælpe den arbejdende befolkning, men derimod for at hjælpe sig selv til en politisk karriere. Arbejderisme er ikke socialisme, han ville trives lige så godt i DF, som han gør i SD.

Ebbe Overbye, Niels Østergård og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Niels Duus Nielsen.

Vi er overhovedet ikke enige !

Der er kun èn måde at holde højrepopulisterne ude (Og der er vigtigt at gøre); nemlig at tage de store problemer med integrationen alvorligt og handle på dem.

At andet er udenomssnak og virkelighedsfornægtende.

Niels Duus Nielsen

Løsninger? Carsten Hansen, lad os lukke for al indvandring i morgen, og ignorere DAs og DIs protester, og så nøjes med at tage imod kvoteflygtninge indtil videre. Så langt vil jeg komme nationalisterne i møde.

Og lad os så udnytte dette "pusterum" (fra hvad, egentlig? Hvor er de frygtede "horder" af indvandrere?) til at opdrage kældermenneskerne på højrefløjen og i SF til, at en dansker er et menneske med dansk statsborgerskab, hverken mere eller mindre. Om folk har en underlig hudfarve, eller vil eller ikke vil give andre mennesker et håndtryk er spørgsmålet helt uvedkommende. Når dette princip er blevet slået fast, altså at alle danske statsborgere er danskere, uden undtagelse, kan vi åbne for indvandringen igen.

Niels Duus Nielsen

Carsten Hansen:"Det indlæg gider jeg slet ikke at kommenter på."

Hvorfor ikke? Har du ikke svar parat, siden du spiller krænkelseskortet? Jeg hverken fråder eller er irrationel, men fremsætter en fornuftig plan for, hvordan der kan skabes rammer for en debat.

Jeg er endda meget sober, synes jeg selv, udtrykket "kældermenneske" er ikke et skældsord, men en kategorisering af den type mennesker, som har de holdninger, som kældermennesket i Dostojevskijs roman "Fra et kælderdyb" forfægter. Der er tale om en konstatering, ikke en værdidom.

Gettoplaner er ikke svaret, at rive gode boliger ned forværrer blot boligproblemet uden at løse det tilsigtede "indvandrer"problem.

Et godt råd, Carsten Hansen: SF vinder ingen stemmer på at plagiere SDs højredrejning. Hvis der overhovedet er en plads i dansk politik til et parti som SF, er det som reservoir for venstresocialdemokrater, som er utilfredse med SDs højredrejning. Blot at gå til højre sammen med SD vil skræmme de potentielle vælgere over i EL, og så er det slut med SF.

Søvndal var partiets sidste krampetrækning, men han kunne ikke stå distancen; måtte give op over for den korrupte politik, han blev sat til at bestyre, Hvorefter alle hans kernetropper deserterede til SD, hvor de i dag kappes om, hvem der er mest højreorienteret.

jan henrik wegener

Kan der ikke være en risiko for at forvæksle "rygrad" med forstokkethed? Et indlæg har ordet "opdrage". Uanset holdninger til børneopdragelse virker tanken om opdragelse af voksen påfaldende. Hvilke grunde kan i øvrigt angives for at tro på at det kan lykkes eller er godt?

Trond Meiring, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Der hvor jeg ser en mulig forstokkethed i denne sammenhæng er ikke mindst fra de "humanistiske" debatdeltagere. Men andre kan selvføølgelig være uenige.

Niels Duus Nielsen

Forstokket er at være fastlåst i sine holdninger, jan henrik wegener. Jeg plaejer at være tilhænger af fri indvandring, men har i denne sag af hensyn til modparten valgt at gå ind for et indvandrerstop. Så det kan ikke være mig, der er den forstokkede, da jeg jo viser vilje til forhandling. I modsætning til modparten, som ikke engang kan finde ud af at svare på forhandlingsudspillet.

Det står skidt til blandt de borgerlige socialister; den kognitive dissonans må virkelig være til gene, når et enkelt uskyldigt forslag kan få jer til at gå helt i baglås.

Carsten Hansen

Niels Duus.

Jeg har i utallige tråde taget afstand fra "Burka-love", "Håndtryks-love" samt taget klar afstand fra at fattigere folk med det formål at piske dem ud af landet.

Din fråde i det indlæg hvor du fremlægger disse tåbeligheder har intet med undertegnede at gøre,.
Ret dine tåbelige beskyldninger om højrenationalisme mod de højrenationale.

Jeg har ligeledes skrevet at jeg går ind for at Danmark bør tage mod kvoteflygtninge, så heller ikke her er vi uenige.
Kom ned på jorden hvis du vil fortsat debat med mig eller hold dig til at anbefale andre eskapisters indlæg og klappe ad ligesindede..

Carsten Hansen

Benny Casares.

Evner du at kommentere på S-SF udspil ?.
Evner du at komme med forslag til løsninger eller evner du kun at nedgøre andres forslag ?

Carsten Hansen

Til det mere seriøse angående den svenske situation.

Der er jo desværre en grund til at et parti som SD kan vokse sig stort.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/grafik-vold-narko-og-ekstremisme-her-er...

Hvis svenskerne ønsker at SD skal miste tilslutning, så er de gamle partier nødt til at reagere.
Hvordan de vil reagere er naturligvis helt og klart deres egen beslutning..
Vi må håbe på det sker inden SD opnår samme rolle som DF har i Danmark.
På et eller andet tidspunkt vil de borgerlige nok begynde at samarbejde med SD . Kristendemokraterne er begyndt at udtrykke sig skeptisk om det formanden kalder "No-Go-Zoner". (Se tidligere link)

Carsten Hansen

Hvis man er interesseret (i denne tråd om svenske tilstande), så kan man læse S-SF forslag i sin fulde længde.

Her vil man også kunne finde svar på hvorfor S-SF mener at en strategisk nedrivning i "ghetto-områder" kan have sin berettigelse.

Det er ganske fint at bygge nye billige boliger , når man river andre ned andre steder.

Planer indeholder som regel mere end én enkelt ting, da virkeligheden oftest er kompleks.

jan henrik wegener

Niels Duus Nielsen. Egentlig henvendte jeg mig ikke særskildt til dig, men det er nu ligesom det at jeg ikke ermed i nogen klub af "borgerlige socialister" (eller andre "klubber") mindre detaljer. Også det at vi vel i grunden ikke "forhandler" noget(vi har jo hver især ikke magt undtagen sammen med andre) men blot diskuterer. Noget andet er at jeg ikke opfattede hvad du skrev som alvorlig ment(men det var det måske?)Men først og fremmest kan du vel ikke tage for givet hvad "pusterummet" vil føre til.
Men hvis vi først skal bruge fantasien, hvor fri skal egentlig den "fri indvandring" være? kal vi f.eks. have automater ved alle grænser og luftg´havne, hvor folk kan "trække" et dansk statsborgerskab?
Selv det vil måske føles unødigt restriktivt overfor restenh af verdens befolkning, så måske skal statsborgerskabet uddeles kvit og frit til alle der måtte ønske det på alle danske repræsentationer i udlandet? Så længe ikke alle 7-8 milliarder mennesker straks kan få statsborgerskab er der vel grænser?

Niels Duus Nielsen

jan henrik wegener: Det er faktisk alvorligt ment; hvis så mange mennesker mener, at indvandring er et problem, må vi jo sætte en stopper for det, i hvert fald midlertidigt, indtil vi finder ud af, om det nu også virkelig er et problem.

Indvandrere står ikke med et akut behov for sikkerhed, så de tager nok ingen skade af ikke at få adgang til Danmark. Flygtningene derimos har et akut behov, så i stedet for at lukke for al trafik over grænserne, bør vi tage imod flygtninge, ihvertfald de kvoteflygtninge, vi har forpligtet os på at tage imod.

At bruge indvandring som et argument mod en human flygtningepolitik er direkte tåbeligt, og viser, at det ikke er bekymringen for landets ve og vel, der er den dynere drivkraft, men deerimod en modvilje mod anderledes udseende mennesker med en kultur,man ikke forstår.

At dette pusterum skal bruges til at tage en debat om "problemet" er blot mit fromme ønske, ikke noget jeg enevældigt kan diktere.

Det eneste useriøse i mit forslag gør jeg opmærksom på i forslaget selv: DA og DI vil protestere voldsomt, da de jo har brug for arbejdskraften. Og da vi alle ved, at arbejdsgiverne har mere at skulle have sagt end arbejderne her i landet, vil mit forslag selvfølgelig ikke nyde fremme.

Det er dog bevidst useriøst og rent polemisk, når jeg skriver, at jeg går ind for at lade alle mennesker i verden bosætte sig i Danmark. Men dermed er banen jo ligesom kridtet op: Et sted mellem ekstremerne skal vi finde et realistisk regelsæt, der på den ene side tilgodeser arbejdsgivernes behov, og på den anden side holder lidt snor i hvem, der kommer ind i landet.

jan henrik wegener

OK, Niels. Det lyder som om din mening da er at det skal gøres som en demonstration. Men når du skriver at der skal finde en vej mellem ekstremer er jeg egentlig positiv. Men når det gælder dette emne har debatten, tror jeg, kørt meget som en "strammere mod slappere" eller omvendt, gennem årtier.