Læsetid: 12 min.

Syriens kurdere venter: »Hvorfor fanden vil Erdogan invadere det her lortested?«

I Syriens kurdiske områder er stemningen spændt efter Donald Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. Alle afventer, om Tyrkiet og præsident Erdogan virkelig har tænkt sig at invadere, når USA er væk. Kurderne hader tyrkerne og især Erdogan. Information er rejst til det kurdisk kontrollerede Rojava
Qamishli er de facto hovedstad i de kurdiskkontrollerede områder af Syrien. En lille by med masser af elkabler hængende alle vegne, små telefonforretninger, luftforurening, falafel- og kyllingerestauranter, men med færre kvinder, der går tildækket.

Qamishli er de facto hovedstad i de kurdiskkontrollerede områder af Syrien. En lille by med masser af elkabler hængende alle vegne, små telefonforretninger, luftforurening, falafel- og kyllingerestauranter, men med færre kvinder, der går tildækket.

Waleed Safi

1. februar 2019

DAG I, VEJEN TIL ROJAVA – Klokken 9.30 krydser jeg Tigris-floden ved grænsebyen Faysh Khabour i Nordirak med en gruppe kurdiske kvinder i en primitiv speedbåd. Kvinderne har store sække fyldt med sukker, mel og ris med sig. De er alle sammen på vej til Rojava – de kurdiske kantoner i det nordlige Syrien.

Det er jeg også.

USA’s præsident Donald Trump har skabt uro ved at beordre tilbagetrækning af de amerikanske styrker, som hidtil har spillet en afgørende rolle for de kurdiske styrker i krigen mod Islamisk Stat i Syrien.

De 2.000 amerikanere i Rojava har også afholdt kurdernes fjender i Ankara og Damaskus fra at kvase de to kurdiske kantoner Jezira og Kobane. Den tredje kanton, Afrin, er allerede under tyrkisk kontrol. Når USA trækker sig, vil tyrkerne, Syriens præsident Assad og de russiske styrker i landet hver især gøre deres for at fylde tomrummet. Det er derfor, jeg er taget til det nordlige Syrien nu, hvor alle venter på, hvad der skal ske, når og hvis amerikanerne forsvinder.

Speedbåden gynger og slingrer. Tigris er som et utæmmeligt uhyre denne morgen. De voldsomme skybrud over det østlige Tyrkiet og Taurusbjergene, hvor floden udspringer, gør strømmen kraftig og uforudsigelig og vandet lerfarvet.

Speedbådens kaptajn, en gammel kurdisk mand med hue, dybe rynker i panden, sammenknebne øjne og gråt skæg, sejler forsigtigt nogle meter ud fra bredden, inden han giver Yamaha-motoren fuldt drøn, så snuden peger mod himlen. Det er koldt, så det damper ud af munden på kvinderne. Alle på båden knapper jakkerne og trækker skuldrene op, mens de holder godt fast i rælingen.

Grænseovergangen ligger i et trekantsområde mellem Irak, Syrien og Tyrkiet. Over os er himlen helt blå, og solen skarp som på en klar dansk vinterdag. På flodbredden bag os ligger de kurdiske områder i Irak. Foran os Jezira-kantonen i Rojava.

Til højre, hvor Tigris floden skærer gennem landskabet som en drage, kan man se det sydøstlige Tyrkiets spidse bjergtinder i det fjerne. Majestætiske, frygtindgydende og sneklædte som altid på denne tid af året.

Men der er også mørke skyer over Anatolien. Fra speedbåden ligner de tyrkiske bjergkæder selveste Mordor – det fiktive land i Ringenes Herre, hvorfra mørkets fyrste Sauron forsøger at dominere hele Midgård.

Noget nær samme opfattelse har kurderne af Tyrkiets præsident Erdogan. De forbander tyrkerne og Erdogan hele vejen til Qamishli, Rojavas hovedstad. Men også inden grænseovergangen blev der talt om tyrkerne og Erdogan.

Peshmergaen Chomani

Lad os skrue tiden tre timer tilbage.

Klokken 6.15 forlader jeg Erbil, hovedstaden i Iraks kurdiske region, i selskab med Hawre Chomani, en peshmergakriger, som jeg kender fra min tid som journalist i Irak, dengang krigen mod IS i Mosul stod på.

Det er altid nemmest at rejse med en peshmerga i Nordirak. Almindelige chauffører kan ofte komme i forklaringsproblemer ved kontrolposter, når de har journalister siddende på passagersædet.

Chomani fra Erbil adskiller sig fra de andre. Han har en selvsikker fremtoning, hver gang han sender en salut til sikkerhedsstyrkerne ved kontrolposterne: Han vifter med hånden til soldaterne, som om de lige har kæmpet side om side i en skyttegrav. Chomani ser også speciel ud. Hans krop er firkantet som en betonklods, og hans hoved er formet som Frankensteins monsters.

»Jeg er jo peshmerga,« joker Chomani.

Og så begynder han at tilsvine Erdogan, Tyrkiet og de »rigide tyrkere«, som han mener, er det dummeste folk på jordens overflade. For det meste sidder jeg bare og lytter uden at afbryde, mens vi siksakker gennem bjergene i det nordlige Irak.

»Vi kurdere hader Erdogan og tyrkerne. De jo er de ultimative lyseslukkere. Selv hvis kurderne en dag rejser til Mars for at etablere en stat, vil tyrkerne sikkert komme efter os,« siger Chomani.

For kurdere som Chomani er tyrkerne som en forbandelse, der eksisterer for at underkue kurderne langs Anatoliens grænser. Han ser det, som om kurderne er dømt til at ligge ned, alene for at tyrkerne skal kunne holde sig oppe.

Den opfattelse er måske ikke helt langt fra virkeligheden. Enhver tyrkisk skoleelev, i generationerne siden Mustafa Kemal Atatürk grundlagde den tyrkiske republik i 1923, har set, hvordan verdenskortet så ud, inden republikken blev grundlagt.

Tyrkiet – Osmannerriget – var det største land på jordens overflade. Det var et gigantisk område, der strakte sig over tre kontinenter. Hele Nordafrika, Egypten, Den Arabiske Halvø, Mesopotamien, og en fjerdedel af Europa var engang ’tyrkisk’.

Waleed Safi

Men én efter én gik de osmanniske provinser tabt – ifølge tyrkerne fordi Vesten ’konspirerede’ mod Konstantinopel, eller også fordi arabere, kurdere og andre minoriteter ’forrådte’ imperiet efter Første Verdenskrig.

Tabet af territorium ligger dybt i tyrkernes kollektive hukommelse, og nu skal de ’forræderiske kurdere’ ikke engang vove at tro på en selvstændig stat langs Tyrkiets grænser, som kan inspirere Tyrkiets egen kurdiske minoritet til samme. Kurderne skal derfor helst bankes til underdanighed.

»Jeg taler kun af egen erfaring med tyrkerne,« siger Chomani.

I Iraks kurdiske region er Chomani som en konge. Her er han urørlig. Han ejer en Toyota Landcruiser, og i Irak er det lig med rå magt. En Landcruiser signalerer, at man er ’noget’. Når den kommer bragende på vejene, kører de andre bilister til side, så de nærmest ender i grøften.

Men en peshmerga fra Kurdistan er ikke urørlig, når han mellemlander i Tyrkiet. Tre gange er Chomani rejst ud af Kurdistan med stop i Istanbul. Og alle tre gange er han blevet ydmyget af de tyrkiske myndigheder, fordi hans navn er kurdisk.

»Forskellen på en hyæne og en tyrker er, at tyrkeren går oprejst,« siger peshmergaen med ophidset stemme.

Første gang han landede i Istanbul, slettede lufthavnspolitiet alle hans familiebilleder på iPhonen. Ren chikane, mener han. Anden gang lod de ham vente, så han missede et fly til Rom. Også ren chikane. Tredje gang lod de ham sidde på en stol i flere timer, mens de i en stor flok mobbede ham med, at kurderne hverken havde et land eller et anerkendt flag.

»Tyrkerne er de største racister, jeg har mødt. Tro mig, der findes både gode arabere og persere, men der findes ingen gode tyrkere. Ved deres grænseovergange er alle tyrkere små miniudgaver af Erdogan,« siger Chomani.

Forskellen på Syrisk og Irakisk Kurdistan

Vi ankommer til grænseovergangen ved Tigris klokken 9.00. Inden jeg hopper på speedbåden med de kurdiske kvinder, tjekker de kurdiske myndigheder på den nordirakiske side mit pas, pressekort og papirer fra Information, der beviser, at jeg er journalist og ikke IS-kriger forklædt som korrespondent.

De kurdiske myndigheder på den irakiske side er høflige og imødekommende, men også dovne, langsomme og bureaukratiske. Den ansvarlige kvinde med de korte ben går ind og ud ad døren flere gange med sine små skridt, fordi hun gang på gang glemmer dokumenter, som skal kopieres. Hendes assistent er en mand i 30’erne, der har en attitude som Fedtmule, når han sidder og tjekker Facebook på sin mobiltelefon.

På den anden side af Tigris er de syriske kurdere helt anderledes. De er langt mere fokuserede, effektive og jokende. Her er der ingen tøven. Et stempel her. Et andet stempel der. Og et håndtryk.

»Velkommen til Syrien. Vi beklager situationen i landet, men vi håber, at de nyder deres ophold,« siger manden ved paskontrollen.

At det bureaukratiske går hurtigere på den syriske side, er en smule ironisk. Iraks kurdere ønsker helhjertet en selvstændig stat, men har ikke de menneskelige ressourcer med de nødvendige administrative kompetencer til at drive et statsbureaukrati.

Syriens kurdere har derimod de administrative kundskaber, men ønsker at forblive en del af Syrien, selv om Assad forbliver ved magten i Damaskus. De drømmer blot om større decentralisering og autonomi.

Der er flere årsager til de store forskelle. De syriske kurdere havde angiveligt bedre chancer for at blive optaget på universiteterne i Aleppo og Damaskus, end de irakiske kurdere havde for at komme ind på universiteterne i Mosul og Bagdad.

Desuden er de irakiske kurdere angiveligt langt mere stammeorienterede, end deres kurdiske fæller i Syrien, der er vant til at operere under en administration, hvis strukturer er inspireret af Kurdernes Arbejderparti (PKK); en venstreorienteret politisk og militant organisation, der står på flere vestlige landes terrorliste.

Rambo fra Kobane

På den anden side af papirarbejdet venter en anden kriger. Hans nom de guerre er Rambo af Kobane. Rambo – som ikke ønsker sit rigtige navn i hverken Information eller andre medier – skal køre mig til byen Qamishli, Rojavas de facto hovedstad. Han har tidligere kæmpet for de kurdiske styrker i YPG, og jeg kender ham gennem en kurdisk ven i Irak. Rambo er 27 år, men ligner en mand på 40 med sine mange rynker om øjnene.

Selv mener han, at det er på grund af slaget om byen Kobane.

»Kobane var vores generations største slag. Erdogan, den hund, han lod IS-krigerne passere frit over grænsen, så de kunne knuse os. Men vi slog dem. Nu gider jeg ikke kæmpe igen, medmindre Tyrkiet gør alvor af truslen om at invadere hele Rojava,« siger han med reference til Erdogans udtalelser om at invadere det nordlige Syrien for at skabe en sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse.

Da Rambo blev såret under slaget om Kobane, kunne lægerne ikke standse blødningen. Den dag opdagede han, at han led af den arvelige sygdom hæmofili; blodet størkner ikke normalt, når han får et sår.

»Det er livsfarligt, men jeg vil stadig ofre alt mit blod for Rojava, hvis det bliver nødvendigt,« siger han.

I de kommende dage skal Rambo fungere som min ’fixer’ i Syrien. Uden ham ville min tur være umulig at gennemføre. Ligesom peshmergaen Hawre Chomani i Nordirak er Rambo ekspert i at køre forbi kurdiske sikkerhedsstyrker ved kontrolposter uden at få problemer. Og ligesom peshmergaen taler han stort set kun om sit had til tyrkerne.

»Da borgerkrigen i Syrien brød ud, og de kurdiske områder ophørte med at modtage forsyninger, flygtede jeg til Urfa i Tyrkiet. Det var nok mit livs værste beslutning. Jeg har aldrig oplevet at blive set ned på som i Urfa. Ikke engang araberne eller Assads mænd har behandlet mig sådan. Jeg kunne simpelthen ikke gå med til at leve blandt dem, så jeg rejste hjem igen. Det var for at kæmpe ved Kobane,« siger han.

Rambo indrømmer selv, at det var en dum idé at vælge netop Urfa; en konservativ by, hvor Erdogan ofte vinder mange stemmer, men samtidig også en by, som er kendt for at huse mange PKK-tilhængere og måske også en del PKK-krigere, som den tyrkiske stat, EU og USA betegner som terrorister.

For mange tyrkere og især for præsident Erdogan er der ingen forskel på YPG-krigere i Syrien og PKK-krigere i Tyrkiet. Rambo indrømmer, at der er noget om snakken. Tyrkisk-kurdiske PKK-krigere kæmpede side om side med de syrisk-kurdiske krigere mod IS’ jihadister ved slaget om Kobane i 2014.

»Jeg tror, at 40 procent af mine kammerater, der slog Daesh (IS, red.) tilbage ved Kobane, var kurdiske PKK-krigere fra Tyrkiet. Selvfølgelig samarbejder vi,« siger han uden at ville gå dybere ned i det.

Vejen til Qamishli

Vejen til Qamishli er muligvis en af de dårligste i hele Mellemøsten. Nogle steder er den fyldt med kratere, huller, mudder, jord, og især store vandpytter, som selv firehjulstrækkerne kører uden om af frygt for at sidde fast.

Naturen er en hel anden historie. Idyllisk. På hver side af vejen ligger grønne sletter så langt øjet rækker. Bilen kører op og ned som en rutsjebane i Tivoli. Området er kendt som Øvre Mesopotamien; landet mellem to floder, eller den frugtbare halvmåne. Her er grønt selv i vintermånederne.

Idyllen bliver dog brudt indimellem af de mange oliepumper, der er spredt ud over hele landskabet. De kurdiske områder i det nordlige og østlige Syrien – specielt de steder, der grænser op til Irak–er olierige. Siden Assads styrker trak sig tilbage i 2012, har alt været under kurdernes kontrol. I dag beholder kurderne en del af olien til sig selv, men en stor del sælger de til Assads regime.

»Mange syrere er vrede over det. De siger, at vi er forrædere. Men vi skal jo opretholde vores eksistens, nu hvor tyrkerne har lukket grænserne,« siger Rambo, hvis bror er ingeniør og arbejder på nogle af de primitive raffinaderier i områder.

Rambo peger på en bakketop med et sønderbombet hus.

»27 kurdiske krigshelte blev dræbt af et tyrkisk luftangreb, mens de havde møde deroppe. Erdogan selvfølgelig! Vi glemmer aldrig vores martyrer,« siger han.

Qamishli: forbløffelse og paranoia

Da vi ankommer til Qamishli, er jeg godt træt af at høre om Erdogan.

Det første, man bemærker i byen, er de nye byggerier i udkanten af den. En panorama af beton. Skeletter til nye etageejendomme over det hele. Gråt over det hele. Mens betonen i det meste af Syrien ligger i bunker i ruinerne i Homs, Hama, Aleppo, Raqqa og Ghouta, har kurderne tilsyneladende haft det største byggeboom i årtier. Forbløffende.

Den gængse forklaring i Qamishli går på, at baath-styret i Damaskus i flere årtier har nægtet kurderne byggetilladelser. Det har været baath-regimets måde at holde styr på demografien. Siden 2012 har kurderne i Qamishli udnyttet, at regimet ikke længere har været i stand til at håndhæve loven. De kurdere, som har haft penge, har bygget ejendomme i stor stil. Mange kurdere er overbeviste om, at regimet aldrig vil kunne sætte sig på det hele igen.

Vi kører forbi betonbyggerierne og videre ind i byens smalle gader. Qamishli er en lille by, med masser af elkabler hængende alle vegne, små telefonforretninger, luftforurening og falafel- og kyllingerestauranter. Qamishli minder om andre underudviklede provinsbyer i Mellemøsten – bortset fra at færre kvinder går tildækket.

»Hvorfor fanden vil Erdogan invadere det her lortested?« kommer det sarkastisk fra Rambo, da vi sidder fast i en trafikprop i byens centrum.

Selv om Assad ikke kan håndhæve loven i Qamishli som i gamle dage, har regimet fortsat en synlig tilstedeværelse i byen. Den centrale hovedgade, som skærer tværs gennem byen, har kurderne – ligesom byens lufthavn – overladt til regimet af politiske og taktiske årsager. Kurderne ser regimets tilstedeværelse som en måde, hvorpå de kan afskrække tyrkerne fra at angribe.

I centrum har politifolk med buskede overskæg opsat regime-kontrolposter med Assads portrætter hængende bag sig. Vi passerer dem på vej til hotellet. Det er ikke en rar følelse. Heldigvis har regimet aldrig taget vestlige journalister som gidsler, ligesom nogle af oprørerne har, så jeg er ikke bekymret for min sikkerhed.

Jeg tjekker ind på det spartanske hotel først på aftenen, og jeg begynder at lægge planer for de kommende dage. I morgen skal jeg besøge universitetet i Qamishli. Rygterne siger, at kurderne har ændret pensum og nu i større grad fokuserer på kurdisk historie.

Dagen efter vil jeg køre tværs gennem det nordlige Syrien og hele vejen til Manbij: en by som alle parter i den syriske konflikt ønsker at kontrollere. Planen er, at jeg skal besøge fronten mod tyrkerne. Om tre dage satser jeg på at møde den højtstående repræsentant for kurderne i Syrien, Salih Muslim.

Min krop er træt efter rejsen. Det er koldt. Der er ingen isolering i bygningerne, de er utætte, elektriciteten er utilregnelig, og der er ingen fjernvarme. Jeg sover med jakke, to bluser, en hue og halstørklæde for at holde varmen.

Jeg er tæt på at falde i søvn, da jeg pludselig hører noget kradse bag døren på værelset. Assads mænd med de buskede overskæg er kommet efter mig, tænker jeg.

Læs også
Trumps beslutning om at trække USA ud af Syrien er en gamechanger. Hvad der vil ske i de områder, USA nu forlader, vil i høj grad afhænge af forhandlinger mellem Rusland og styrker, som ser Moskva som en potentiel allieret snarere end som modstander.
Læs også

 

Serie

Rejsedagbog fra Rojava

Informations mellemøstkorrespondent er rejst til det nordlige Syrien for at beskrive situationen og stemningen i de kurdisk kontrollerede områder, efter Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. I dagbogsform rapporterer han fra sin køretur med en peshmerga-kriger på tværs af Nordirak, gennem Rojava i det nordlige Syrien og hele vejen til den omstridte by Manbij, som mange mener bliver næste frontlinje i det krigshærgede land.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Benno Hansen
  • Gert Romme
  • Troels Ken Pedersen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Lindegaard
Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Benno Hansen, Gert Romme, Troels Ken Pedersen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Spændende artikel; men der noget cock-teaser over den bratte afslutning.
Så lad os få fortsættelse snarest !!

Steffen Gliese

Lad verdenssamfundet gå sammen om at give kurderne et samlet Kurdistan.

Carsten Wienholtz, Claus Thorhauge, Hanne Pedersen, Anne Eriksen, Mogens Holme, Gert Romme og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Kurderer problem et vanskeliger at realiserer end i Baskerland og omkring i Europa, for det første det er ikke sikkert de taler det samme sprog , som de er fordelt over fire forskellige område. hvad har Tyrkiet med Iran at gøre for ex. Det er urealistisk. der findes en plan i amerikansk udenrigsministerium som går ud på at dele endnu en gang mellem østen. Det har absolut ikke noget med kurdere at gøre. det vil bare dele mellem Østen over så mange stykker som muligt. Hvornår kommer "samernes tour i Skandinavien? Alle land har det samme problem.
I nord Afrika, hvor oprindeligt befolkning var "berber"men idag mange er blevet araber, men det er det samme mennesker, mange har berbers navne selv om de blevet arabere. At splitte landene i stykker det er vanvittigt.

Dette er en simpel historie om brug og smide væk. Men det er også et klokkeklart eksempel på, at man aldrig skal indgå en aftale med et politisk styre, for nye politikere har ofte helt andre politiske mål, og står ikke inde for forgængernes aftaler og forsikringer.

Man (USA) har brug for kurdernes modstand mod det islamiske kalifat i Mellemøsten (ISIS). Og kurderne kæmper virkelig på liv og død med store tab, for det gælder også deres egen frihed.

Men - når Donald John Trump, John Bolton og USA syntes at det er nok, så aftaler man med Tyrkiet om at overtage det hele. Vel vidende om, at de kurder som har hjulpet USA, nu bliver slagtet af den selvbestaltede kalif for den anatolske halvø.

Touhami Bennour

@ Gert romme. Kurdere bliver ikke slagtet, det findes andre metoder. Er kurdere sikre de taler samme sprog med kurdere fra Iran? Men Tyrkisk taler de. Det lyder ikke godt at bruge det begreb "slagtet"efter "khashoggi"sag. Alle mennesker er ens.Sagen er om det er godt at splitte landet. du er lige glad måske, det er ikke danmark det drejer sig om.

Hvad med Samerne i Skandinavien, skal det have landet tilbage? Alle lande er blandet.

Man siger at indbyggere i "Bayern"i Tyskland er Tunesere der blev deporteret af Romer til Bayern efter Karthago´s ødelæggelse i 146 før kristi.

@ Touhami Bennour,

Jeg fastholder fortsat, at Recep Tayyip Erdoğan, præsident af Türkiye Cumhuriyeti Cumhurbaşkanı ikke har gode hensigter med kurderne - og heller ikke med kurderne i Rojava.

Allerede i 1920-erne stiftede Mustafa Kemal 2 forskningscentre, “Forskningsinstitut for Tyrkernes Sprog” og “Forskningsinstitut for Tyrkernes Historie”. Og, disse udviklede; “Tesen om Solsproget”, og “Tesen om Tyrkernes Historie”, som begge fornægtede kurdernes historie og sprog.

Husk også på, at den verdenskendte Leyla Zana, der i 1991 var den første kurdiske kvinde, der blev valgt til Tyrkiets nationalforsamling, derefter blev arresteret for at tale kurdisk i parlamentet. Og i 1994 blev hun desuden dømt 15 års fængsel for medlemskab af Kurdistans Arbejderparti PKK.
I øvrigt blev både Pippi Langstrømpe og Alfons Aaberg forbudt i Tyrkiet i 2006, de var for farlige for de følsomme tyrkiske borgere. - Eller måske fordi de også var oversat til kurdisk?

Og så spørger du, om jeg ville være ligeglad, hvis det skete i Danmark. Jeg forstår egentlig ikke hensigten med dette. Men til din orientering har jeg ikke boet i Danmark gennem en årrække.

I øvrigt spørger du også om samernes situation. Det kunne du selv have undersøgt, men nu har jeg google for dig, og jeg har fundet frem til, at samer, romer, tornedalsfolket, finlands-svenskere og jøder har særlige rettigheder og beskyttelser, der i øvrigt er skrevet ind i den svenske forfatning.

- Er der andre ting, du ikke forstår?

Touhami Bennour

@Gert Romme. De beviser du kommer med er gamle,. Vi taler om Erdogan og ikke om 1991og regnede jeg heller ikke PPK for noget.
Jeg bygger min mening på erklæringer fra Erdogan og andre politiker af samme parti. De siger de har ikke noget imod kurdere, alle problemer kan diskuteres, men ikke med PKK, i øvrigt er PKK en ulovligt organisation; underligt at du nævner Leyla Zana at hun er dømt for at være medlem af PKK. Desuden er en gammel sag. Jeg taler kun om Erdogans tid og politik om kurderne.
Ifølge mig er anstødensstenen religion(Islam) det er den hindring for al kritik af Erdogan men ikke kun Erdogan men også kurdere for de er også muslimer.
Religionen (Islam) var den vigtige hindring med Vesten. I nord Afrika var man rede til at blive en del af Frankrig, hvis vi får de samme rettigheder som franskmænd. Jeg tror det stødte på religions rettigheder. DE Gaulle sagde han bor i "Colombey les deux Eglises" måske bliver det "Colombey les deux moskés".
Til slut jeg tvivler ikke på dine intentioner. Alt kan diskuteres.