Læsetid: 5 min.

Tidligere lejesoldat hævder, sydafrikansk gruppe ville bruge aids som våben mod sorte

Gruppen SAIMR, der påtog sig ansvaret for flystyrt-drabet på FN’s generalsekretær Dag Hammerskjöld, forsøgte angiveligt senere at udvikle aids som et smittevåben mod Sydafrikas sorte befolkning, hedder det i den nye danske dokumentarfilm ’Cold Case Hammerskjöld’
28. januar 2019

Siden denne artikel blev publiceret i Guardian og Dagbladet Information, har bl.a. New York Times sået alvorlig tvivl om det tidligere miltismedlem Alexander Jones' påstande. Læs mere i vores anmeldelse af filmen samt filmredaktør Christian Monggaards klumme om Mads Brüggers film.

En gruppe lejesoldater med base i Sydafrika anklages nu af et af sine medlemmer for med forsæt at have forsøgt at sprede aids i det sydlige Afrika i 1980’erne og 90’erne.

Beskyldningen fremsættes af Alexander Jones i den danske dokumentarfilm Cold Case Hammerskjöld, der i weekenden havde premiere ved Sundance-festivalen. Jones siger i filmen, at han for 30 år siden var tilknyttet South African Institute for Maritime Research (SAIMR), der i den tid bistod aktivt med kup og politisk vold i flere afrikanske lande.

Filmen søger at afdække omstændighederne bag det gådefulde mord på en ung SAIMR-rekrut i 1990 – ifølge hendes familie på grund af hendes arbejde for et aids-relateret projekt, som gruppen drev i Sydafrika og Mozambique.

Det hævdes, at gruppens daværende leder dyrkede en racistisk og apokalyptisk besættelse af hiv og aids. Således udtrykte Keith Maxwell forhåbninger om en stor epidemi, der kunne decimere sorte befolkninger, cementere hvidt styre og genrejse tidligere tiders konservative livsform, fremgår det af papirer, filmskaberne har indsamlet.

Maxwell havde ingen kvalifikationer som læge, men drev klinikker i fattige sorte områder omkring Johannesburg. Derved fik han mulighed for at foretage skumle eksperimenter, siger Jones i Cold Case Hammarskjöld. Filmskaberne stødte på SAIMR, fordi gruppen havde påtaget sig ansvaret for den mystiske flyulykke i 1961, hvor FN’s generalsekretær Dag Hammerskjöld blev dræbt.

Forsøgskaniner

»Hvad var lettere end at skaffe forsøgskaniner, når man levede i et apartheid-system,« siger Jones i filmen. »Sorte mennesker har ingen rettigheder, de behøver lægebehandling. Så kommer der en hvid ’filantrop’ og siger: ’Ved I hvad? Nu åbner jeg de her klinikker og behandler jer.’ Samtidig er han en ulv i fåreklæder.«

Et skilt med påskriften Dokotela [doktor, red.] Maxwell hænger stadig ud for et kontor i Putfontein, hvor lokale husker en respekteret mand, der havde noget nær monopol på at yde lægehjælp i kvarteret. Han tilbød sære behandlinger såsom at føre patienter igennem ’rør’, han påstod, gjorde det muligt for ham at se igennem deres kroppe. Han gav også patienter »falske indsprøjtninger«, påstår Ibrahim Karolia, som havde en butik på den anden side af gaden.

Al den interesse, Maxwell udviste over for aids, forekom motiveret af velgørenhed. Claude Newbury, en antiabort-læge, som kendte lejesoldatlederen, bekræftede, at han ikke havde lægelige kvalifikationer, men karakteriserede ham som en person dedikeret til humanitært arbejde. »Han var mod folkemord og forsøgte at finde en kur imod hiv,« sagde Newbury til filmskaberne.

Et bizart interview i Johannesburg Sunday Times med den unge rekrut Debbie Campbell fra august 1989 er illustreret med et foto af en teenager, der med sollysglorie om sit store krøllede hår tager vandforureningsprøver og fortæller om sin jagt på en kur mod hiv og aids. Men det opbyggelige billede har en dyster undertone. Hun fortæller, hun blev rekrutteret direkte fra skolen som kun 13-årig, og det er svært at se, hvilke sunde interesser en international gruppe af lejesoldater kunne have i at hverve præpubertære piger.

Stor epidemi

Dokumenter indsamlet af filmskaberne synes at vise, at Maxwells private holdninger afveg markant fra det, han som offentlig person gav udtryk for. Papirerne antyder en uhyggelig begejstring over udsigten til en stor epidemi. I ét af dem skriver han: »[Sydafrika] kan få hvidt flertalstyre i 2000 ved et én-mand-én-stemme-valg. Religionen i dens konservative traditionelle form vil vende tilbage. Abortadgang for enhver, narkotikamisbrug og de andre udskejelser fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne vil ikke have nogen plads i en post-aids-verden.«

Hans overvejelser er som en feberfantasi hos en mand, der stræbte efter at blive Sydafrikas svar på Josef Mengele, SS-lægen i nazisternes kz-lejr Auschwitz-Birkenau,. De er detaljerede, men ofte forvrøvlede redegørelser for, hvordan han tænkte sig at hiv-virusset isoleret, udbredt og brugt til målrettet smitte af sorte afrikanere.

Mindre klart er det, om han havde ekspertise og finansielle midler til at føre sine mareridtsagtige fantasier ud i livet. Jones, det tidligere SAIMR-medlem, hævder, at det havde han. »Vi var involveret i Mozambique med at sprede aidsvirusset under lægelige forhold,« siger han.

Mindst et andet medlem af SAIMR har tilsyneladende udtrykt bekymring for gruppens programmer. Dagmar Feil var marinebiolog og blev rekrutteret til gruppen af sin kæreste. I 1990 blev hun myrdet ud for sit hjem i Johannesburg, og hendes efterladte tror, drabet havde forbindelse til hendes arbejde med SAIMR’s aidsprogram.

»Min søster ville betro mig noget,« siger hendes bror, Karl Feil til filmskaberne. »Hun havde fået den tanke, at de ville slå hende ihjel.« Hun sagde, at tre eller fire andre på hendes hold allerede var blevet dræbt, men da broren spurgte hvilket hold, sagde Dagmar, at »det kunne hun ikke fortælle«.

»Aidsforskning var et emne, der dukkede op i vores samtaler, men jeg lagde aldrig to og to sammen,« siger Feil i filmen. I stedet bad Dagmar Karl om at følge med hende i kirke, så hun kunne »sone over for Gud«. Få uger senere var hun død.

Efterladte papirer

Jones siger, at han kendte Dagmar Feil, og hævder, at hun døde efter en tur til Mozambique, som han kalder for en base for gruppens lægeeksperimenter. »Hun blev hyret til at stå for medicinsk forskning,« siger han. »Hun gjorde fremskridt og blev del af inderkredsen i operationerne. Hun tog til Mozambique for at opfylde sine forpligtelser … men det blev sagt, at hun ville vidne om det.«

Feils familie forsøgte i mange år at finde ud af, hvad der var sket med hende, men politiet var ikke intesseret, siger hendes bror. Mens deres undersøgelser stod på, gav et andet tidligere SAIMR-medlem dem de papirer, som menes at være Maxwells memoirer og redegørelse for SAIMR. De gav siden filmskaberne adgang til at studere papirerne.

Dagmar Feils mor henvendte sig også flere gange til Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission, sagde Karl Feil. Hun bad kommissionen om at efterforske drabet på hendes datter som del af en større konspiration, men blev afvist.

Selv om samme kommission først afslørede eksistensen af SAIMR, var dens efterforskere ved at segne under stort arbejdspres og skulle desuden hele tiden forholde sig til falske tilståelser. Gradvis fortonede sig derfor, hvad familien så som det bedste håb for at få sandheden frem. »De nægtede at lytte til hende,« siger Karl Feil. »Det ville slet ikke diskutere det her spørgsmål.«

Filmen ’Cold Case Hammerskjöld’ har manuskript og er instrueret af Mads Brügger. Filmen har dansk biografpremiere 7. marts.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Oluf Husted
Mette Poulsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu